Replikker 2 – Erotik og kærlighed

42. Wang til Nebelong

I Replik nr. 22 mener Nebelong, at Kjærulf og jeg tillægger Wagner et kærlighedssyn, som er ”ganske ukontroversielt og vil formentlig kunne tiltrædes af de fleste mennesker. Men at gøre det til et bærende element i tolkningen af ”Parsifal” er dermed også næsten intetsigende. Herved reduceres værket i mine øjne til at være en – ganske vist uhyre smuk – bekræftelse af konventionel moral.” Javel, ja: Men på Wagners tid det var vel ganske provokerende at smide et konventionelt kærlighedssyn i næsen på det spidsborgerskab, der – i Wagner og hans revolutionære venners optik – ved fornuftsægteskab havde gjorde kærligheden til et forretnings-anliggende (Den flyvende Hollænder, Tannhäuser, Lohengrin, Rhinguldet, Valkyrien, Götterdämmerung, Tristan og Isolde og Mestersangerne).  

Desuden har jeg hæftet mig ved en anden detalje i din Kommentar 22, hvor du skriver: ”Herved reduceres værket i mine øjne til at være en – ganske vist uhyre smuk – bekræftelse af konventionel moral.” 

I udtrykket ”reduceres værket” fornemmer jeg, at du stiller et krav til kunstværket om at det skal gøre op med noget – eller være provokerende – for at være rigtig ”ureduceret” kunst. Dette er en – efter min mening – hyppigt forekommende misforståelse af æstetikken: At være ”provokerende” eller udtrykke noget ”ukonventionelt” er ikke en æstetisk conditio sine qua non. Selv politisk forkastelig kunst kan – beklageligt nok – være fortræffelig kunst; ligesom kunst, der gerne vil fremme en god sag, kan være kvalmende elendig.  Et sjovt eksempel på kunstens finurlige væsen er Den lille Havfrue, hvis kunstneriske kvaliteter ikke afhænger af, at dens biedermeier-romantiske banalitet kan virke stærkt provokerende. 

Det mest provokerende ved Parsifal som kulminationen på Wagners værk er måske dens stærke fordring om at tage den sande kærlighed (”Die wahre Liebe”) alvorligt – og ikke øde den bort som vare (”Die Ware, Liebe”). 

43. Kjærulff

Til Peter Wang og til Nebelongs Replik nr. 22: Problemet omkring konventionel eller ikke konventionel moral forsvinder helt, i det øjeblik det går op for en, at Parsifal hverken handler om sex eller om parforhold – endsige om moral. Operaen handler om en mand, der oplever at have svigtet sin opgave over for Gud. Amfortas har et sår, der bløder, men det gør det ikke, fordi han har dyrket sex, men fordi det er lykkedes for nogen at aflede hans opmærksomhed fra den opgave, han har påtaget sig.

Parsifal tager ikke i mindste måde stilling til sex – hverken for eller imod – han gennemskuer, at Kundry er en bedrager, der giver sig ud for at være noget andet, end hun er. Det ser vi ret ofte i vore dage på film – dette at en eller anden dæmon kan skifte udseende, sådan at hovedpersonen tror, at det er den forsvundne elskede, der er kommet tilbage – indtil man på djævleøjnene kan se, at det er et bedrag.

Amfortas bliver således ikke forført af en utøjlelig trang til sex men af et tillidssvigt. Han gennemskuer ikke Kundry, før det er for sent. Parsifal opdager hende i tide og kan derved også forløse hende.

Et argument mod min personlige fortolkning kunne lyde således: ”Man kan se det som, at det hele er sat i gang af den Urene Kvinde, der har formastet sig til at le af en mand, tilmed en lidende sådan. Og som derfor selv skal lide og tugtes igen & igen, indtil den rigtige, Rene Mand kommer forbi og kan sætte hende på plads.”

Pointen med ”Der reine Tor” er ikke, om Parsifal har været i seng med nogen eller ikke i seng med nogen, men at han er enfoldig og umiddelbar som Klods Hans eller som barnet i Kejserens nye Klæder. Derfor gennemskuer han situationen med en uforudindtaget klarhed.

Vi har ikke at gøre med en kvinde, der blot har ”formastet sig til” at le ad en mand. Kundry har hånet Guds Søn, og i modsætning til andre, der har ”skreget af grin”, idet Jesus går forbi dem slæbende på korset, har Kundry format til med det samme at begribe sin fejltagelse, idet hun møder Jesu umisforståelige, kærlige blik. Hvad Wagner skildrer, er en rystende erkendelse, der kan martre et menneske resten af livet, hvis ikke der er nogen, der kan ophæve forbandelsen. Et eksempel:

For nogle år siden var der på Rådhuspladsen i København nytårsaften en eller anden, der syntes, det kunne være vældig sjovt og måske også provokerende at lade en nytårsraket fuse langs jorden igennem folkemængden. Raketten ramte et lille barn i brystet. Barnet døde.

Den person, der sendte raketten afsted, kan ende med at opleve sig selv som forbandet, fordi begivenheden har ødelagt også hans/hendes liv. Den eneste hjælp er kontakten til virkeligheden: dette skulle jeg ikke have gjort, og jeg er ikke ”forbandet”, men jeg er nødt til at leve med konsekvenserne og så forsøge at rette op, hvad jeg kan rette op – som Kundry forsøger det, hver gang hun på Klingsors bud har afledt en mands opmærksomhed fra det, der var hans egentlige opgave. Og problemet er ikke sex – men den manglende kontakt til det, der er din virkelighed  – som i de situationer man af og til ser på film og hører om fra virkeligheden: lad være med at have sex, mens du kører bil. Hold øjnene på vejen – du risikerer at blive skyld i, at f.eks. en far og en mor og to børn dør. Som sagt: problemet i Parsifal er ikke sex men afledningen fra virkeligheden:

vejen, kursen, retningen.

Det helt særlige ved Wagners univers er så, at han vedholdende skildrer eksistensen af en bag den synlige verden liggende bevidst kalkulerende ondskab, der langt overgår almindeligt menneskeligt nid, hensynsløshed, griskhed osv. Skikkelser som Alberich og Hagen har kræfter, der gør det muligt for dem at udnytte menneskelige sår og svagheder, så de kan fastholde selv store personligheder som Brünnhilde og Siegfried i en skruestik, der fører til deres død. Kundry fastholdes parallelt i sin ufrivillige rolle af Klingsor, og på denne måde bliver hendes misforståelse med hensyn til Jesus til et åbent og ulægeligt sår – ikke uligt det, Amfortas plages af. Ondskab som en aktiv faktor i verden spiller en stor rolle for forståelsen af, hvad det er, Wagner forsøger at udgrunde og at kortlægge.

44. Nebelong

Wang, Kjærulff og Bonde vil måske ved lejlighed give deres bud på, hvordan det dog kan være, at så mange forbinder Wagner med sex. F.eks. James Joyce, der på italiensk hævdede, at "Wagner puzza di sesso". Hvor kan han dog have det fra?

45. Kjærulff til Nebelong

Rigtig mange mennesker har af mange forskellige grunde fået blokeret deres følelser. Wagner er i stand til at omsætte følelser til lyd. Er man i stand til at lade sig bære med at Wagners musik, sanser man de myriader af følelsesvariationer, der findes hos ham. Er man ikke i stand til at sætte sig ud over sin egen følelsesblokering, kommer man let til at tro, at følelser er det samme som sex.

46. Bonde

Eller sagt på en anden måde, end Kjærulff gør det: Komponisten Wagner beherskede det daværende tonesprogs formdynamik og harmoniske virkemidler på et niveau, der gjorde ham i stand til at opbygge spændings- og intensitetsforløb af en ellers ukendt psykologisk nuancering og virkning på lytteren (læg som lærd). 

Mange af disse spændingsforløb kan opleves som metaforer for sexuelle forløb, helt sikkert (og sådan tror jeg vi skal opfatte Joyce's udsagn). Men metaforer er aldrig entydige (selv Ravels Bolero er ikke en entydig skildring af et samleje frem til kulminationen; jeg kan egentlig kun komme i tanker om en enkelt - næsten entydig - skildring af et samleje i den klassiske musik: Sjostakovijt' Katarina Ismailova, scenen med Katarina og Sergei.) 

Jeg har svært ved at forstå, at det skulle være "tantet" at lægge vægt på den åndelige side af et værk, hvor sex så tydeligt er et sidetema, ikke et hovedtema. 

47. Nebelong til Bonde

Det er jo netop dét: Under Wagners hovedtemaer findes en række mere eller mindre tildækkede sidetemaer. Det synes jeg ikke der er noget mærkeligt i. Ej heller synes jeg at der er noget fordækt ved det, jeg ser som Wagners "grundforskning" i sex i Parsifal.

Mht. samlejer i musik: Hvad med forspillet til Rosenkavaleren?

48. Kjærulff til Nebelong

Der er flere eksempler på samlejer rundt omkring – blot ikke hos Wagner, og det er vel det, der er pointen her.

Der er ikke sex i Parsifal. I min terminologi er sex noget, der dyrkes mellem personer, der er enige om at dele deres kroppe med hinanden. Det ville være en uforskammethed at antyde, at voldtægtsofre oplever sex, og voldtægtspersonen oplever heller ikke sex, men vold med kønsorganer som våben. Kundry tilbyder ikke sex men kønsorganer under falske forudsætninger, da intet er, hvad hun giver det ud for at være. Dette er, hvad Parsifal gennemskuer.

49. Kjærulff

I forbindelse med Nebelongs beskrivelse af en mulig ”grundforskning” hos Wagner omkring sex i Parsifal, føler jeg mig foranlediget til at analysere Kundrys forførelsespraksis lidt nærmere. Vi har jo her i Anden Akt en faktisk tekst at gå ud fra. Inden jeg går over til den, kan jeg fortælle, at jeg engang overværede et foredrag afholdt af en mand, der var ”afhopper” fra Scientology. Om det, han fortalte, reelt har rod i denne bevægelse, har jeg intet bevis for, men han fortalte, at han var blevet undervist i følgende: hvis du sidder i en restaurant og ser, at der sidder en attraktiv kvinde sammen med sin mand ved at andet bord, så kan du få hende, hvis blot du vil gøre det, der skal gøres. Det drejer sig om at få opmærksomhed, og Scientology har (fortalte manden) uhyre nøje studeret bevidsthedens reaktionsmønstre, så du kan f.eks. begynde med at skubbe til damen, vælte kaffe eller andet og være uforskammet. Derefter bliver du undskyldende, og derefter skifter du til humor og veksler løbende mellem at agere hjertevarm, uhøflig, morsom, fjollet, hjælpsom og underdanig, indtil kontakten er skabt. Så fingerer du tillid, så svigt, så sorg, så beklagelse, derefter hjælpsomhed, kejtethed og smilende samarbejdsvillighed. Osv.

Betragter vi Kundry og hendes adfærd, har Wagner muligvis afsløret en teknik som denne, længe før den så dagens lys i det 20. århundrede. Kundry skifter humør og teknik på nogenlunde følgende måde:

1): Jeg kender dit navn, som du selv har glemt. Altså synes jeg, vi skal gå i seng med hinanden.

2): Jeg har kendt din mor, så synes du ikke, at vi skal gå i seng med hinanden?

3): Du er skyld i din mors død, men dette kan jeg udligne for dig ved, at vi går i seng med hinanden.

4): Du afviser mig – det er så synd for mig, at jeg synes, vi skal gå i seng med hinanden.

5): Du afviser mig igen, men jeg har haft en forfærdelig skæbne i forbindelse med mødet med Jesus, og derfor er jeg så stakkels, at jeg ikke kan begribe, at du kan nænne ikke at gå i seng med mig.

6): Nu kysser jeg dig forsigtigt, og når så du mærker min tunge i din mund, kan du da ikke få over dit hjerte ikke at gå i seng med mig?

Her er det så, at Parsifal, der er fuldstændig enfoldig, instinktivt gennemskuer bedraget. Så – som sagt i mit indlæg Replik nr. 48 – afviser Parsifal ikke sex, ”fordi han er dydig” eller lignende – han ser tværs igennem hende. Dette er godt set af Wagner, men jeg føler mig ikke helt sikker på, at det er det, Nebelong sigter til.

50. Nebelong til Kjærulff

Jeg opfatter det sådan, at Kundry i begyndelsen er falsk forførende, men at hun derefter (helt bestemt) faktisk kommer til at blive vildt betaget af Parsifal. Og jeg er ikke sikker på at Parsifal "gennemskuer bedraget" - det interesserer ham nok slet ikke, om det er bedrag eller ej, men han vil simpelthen redde Kundry: "Erlösung, Frevlerin, biet' ich auch dir" (og han må samtidig så hurtigt som muligt vende sig til sin hovedopgave: at frelse Amfortas og gralen). Og den forløsning, han mener Kundry behøver, det er at slippe for seksualitetens tyranni - slaveriet under den schopenhauerske vilje. Mener jeg.

51. Kjærulff til Nebelong

Spørgsmålet er vel, hvad det er, vi diskuterer, og hvem der kan have glæde af det. Vi kan svinge os rundt i forskellige filosofier – som den du nævner med, at der skulle eksistere noget, der hedder ”seksualitetens tyranni” – eller vi kan forholde os til operaen. Her bliver Kundry ingenlunde forløst fra Schopenhauer men fra Klingsor, og hun bliver ikke befriet for noget som helst ”kosmisk” krav om sex – hun bliver befriet for at skulle bedrage Lys-forkæmpere, der tror, de kan have tillid til hende.

Som jeg skrev tidligere: Parsifal handler ikke om sex men om bedrag på et tillidsplan inden for et område, hvor menneskene er sårbare: det intime samvær. Hvad Wagner skildrer her, svarer til talrige film, hvor politikere narres til sex under en fest, hvorefter de filmes og udsættes for afpresning. Den involverede prostituerede står ikke til regnskab over for Schopenhauer men over for mafiaen. Kan nogen modstå hende, kan hun ifølge Wagners opskrift befries. Totalt simpelt men dybt, fordi det berører os i den levede hverdag.

Som jeg ser det, er Wagner meget mere jordnær, end man sædvanligvis opfatter ham, fordi vi i vores nuværende kultur ikke er vant til at tænke i mytesprog. Wagners idé var jo at lave noget, der lignede det antikke græske teater, hvor de mytologiske figurer og deres adfærd var velkendte for hvermand.

Så Kundry er en bedrager, der voldtager mænd, der tror på hende, og Klingsor er hendes alfons, der er grænseløst hensynsløs. En kombination af disse to kan ødelægge samfund og menneskers forhold til, hvad der er sandt og helligt, og dette er, hvad Wagner fortæller om. Sådan er handlingen. Helt enkelt.