Bent Lorentzen – Barndom og ungdom
Der er skrevet meget lidt om komponisten Bent Lorentzens barndom, opvækst og uddannelse frem til hans ansættelse på Det Jyske Musikkonservatorium i 1962. I dette bidrag fortælles der om familien og barndomshjemmet, om skolegangen og de tidlige studieår, om tidlige kompositioner og om studieårene på Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Teksten er baseret på storebroren Jens Jørn Lorentzens (“Sjørn”) notater, på materialer fra familiens arkiver, på komponistens egne håndskrevne erindringsglimt med titlen Memoirer, og på flere interviews med Bent og med Sjørn og hans hustru Dorthe.
1. juli 2020 Lars Ole Bonde
Barndomshjemmet og familien
Bent Lorentzen blev født 11. februar 1935 – som det tredje barn af i alt seks søskende i lægeboligen i byen Stenvad på Djursland. Stenvad er en lille by som ligger på strækningen mellem Randers og Grenå, og den skylder jernbanen sin eksistens, idet den blev til omkring en station på banen fra Ryomgaard til Gjerrild, der eksisterede 1911-1956. I dag har Stenvad under 300 indbyggere og landbrug er stort set det eneste erhverv, men i 1930erne var det en levende stationsby med masser af virksomheder: tørvestrøelsesfabrik, andelsmejeri, bager, cementstøberi, smedje, karetmager, snedker, tømrer, iskiosk, afholdshotel, maler, murer, cykelværksted, damefrisør, barber, brugsforening, købmand, trikotagehandel, telefoncentral, bladkiosk, gårde – og altså en lægepraksis.
Mathias Lorentzen (f. 21.8.1896) og hans hustru Margrethe (f. 28.12.1902) kom fra en lægepraksis i Hjordkær i Sønderjylland og overtog – efter flere mislykkede forgængere – praksis i den voksende stationsby, som de bedrev fra 1927-1972. I lægeboligen voksede seks søskende op: Bent havde 2 ældre og 3 yngre søskende.
Bent står næstyderst til højre mellem sin far og storebror
Familien havde rødder i Sønderjylland, mens landsdelen var tysk. Mathias havde gået i skole i Flensburg og Hadersleben, men fik skolegangen afbrudt af militærtjeneste: Han deltog i 1. verdenskrig som værnepligtig tysk soldat, og han blev (efter genforeningen) uddannet som læge i Kiel og München. Især i München gik han til koncerter og opera. Mathias har skrevet beretningen ”Du har vel nok været heldig, Morfar” om sin tid i skyttegravene ved Somme, hvor nogle af historiens mest blodige slag fandt sted. Efter tre måneder var han så heldig ’kun’ at blive såret, og derfor skulle han ikke ud i yderste række igen.
Mathias spillede cello, og i Stenvad dannede han en klassisk trio med dygtige lokale musikere, ligesom han spillede med sine børn. Sjørn husker, at Mathias bestemte repertoiret: først og fremmest Haydn, Beethoven og Schumann, og arbejdsformen: Hvert stykke blev normalt kun spillet igennem én gang, for sådan syntes Mathias det skulle være. I en lille håndskreven notatbog med små erindringsglimt og anekdoter – Memoirer – beskriver Bent spillekulturen i lægehjemmet på flere måder. Under overskriften ”Konservatoriet” i Stenvad står der fx:
I Stenvad hed det at snyde når man ikke fik alle noderne med i et stykke kammermusik. Rigtigere havde det været at kalde det at sjuske. Ingen gad nemlig øve sig før man spillede sammen (’det er kun tøsedrenge der øver sig’. Hvis det var for svært, sprang man det bare over).
I Memoirer har Bent beskrevet, hvordan han som barn komponerede:
Barnenoder: Kun imellem linierne. Jeg skrev noder før jeg kunne læse dem, og onkel Christian spillede dem for mig. Kun i mellemrummene; jeg fik at vide at man også kunne skrive på stregerne. Efterhånden kom der også fortegn. (…) Komponerede i tidlig barndom udfra B i Bent. Brugte 2 Bér og troede at det det var B-dur. Men det var g-moll! [tilføjet senere:] Moll var mere relevant åbenbart.
Forældrene frigjorde sig tidligt fra den indremissionske baggrund, men var aktive kirkegængere (i nabobyen Ørum; Stenvad fik først egen kirke i 1959), og faderen forventede, at børnene hørte efter og bagefter kunne gøre rede for, hvad præsten havde sagt i sin prædiken. Visse fritidsaktiviteter var bandlyst, fx dans, kortspil og tegneserier. Skak og domino var derimod tilladt. Familien var kulturelt meget aktiv og alsidig, men selektiv; faderen læste mange – lødige – bøger. Alle børnene fik ret tidligt instrumentalundervisning. I Memoirer beskriver Bent sine tidlige meritter som violinspiller:
I underskolen i Stenvad (Ulstrup) var der en førstelærer P. Pedersen og en andenlærer Frk. Konge. I skole hver anden dag. Hver sit hus med hver sin skolestue og lærerbolig. Legeplads imellem. Under krigen blev der indkvarteret flygtninge fra Østpreussen i skolen. Siden flyttede de ned på ”hotellet”. – Hos P.P. blev jeg sat til at spille violin til sangen. Det var en godt harpikset violin, lidt rusten, men spilbar. Jeg kunne så give toner og [spille] til lærerens degnesang. ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn…”. Når det foregik i E-dur, har jeg nok haft nogle problemer med Dis og løs D-streng (man mangler en finger). I hvert fald overtager lærer Pedersen violinen. Det husker jeg som nederlag. Et af problemerne med mit violinspil var at jeg satte fortegnene på efter gehør. Jeg vidste ikke engang hvad nøglehuls-C’et hed. Jeg husker [pastor] Tolsgård spurgte mig om netop den tone. Jeg vidste det ikke. Jeg har været 6-7 år, men ’ad organo’ kunne jeg spille. Jeg husker også dur/moll skiftet Maggiore og Minore. Jeg havde ingen anelse om hvad det var for noget. Men når pianisten gik over i moll, så fulgte jeg da også med; der kunne godt gå et par takter. – Det var først da jeg fik systematisk klaverundervisning hos Tage Nielsen, at tonenavne, intervalnavne etc. blev indlært. Egentlig teori blev det dog ikke til.
Lorentzen beskriver kort nogle af sine tidlige kompositioner: ”Bents Melodi: som Tage Nielsen udsatte for trio, så jeg kunne høre den. Løven: Et stykke for klaver som 8-9årig. Snestormen: Også et karakterstykke. 8-9 år. Til Åse: Hørevenlig rumba-musik eller populær stil. 14-15 år.”
Sjørn blev sat til at spille cello, da Bent havde lært at beherske violinen, for så kunne de spille strygetrioer med deres far. Senere blev celloen Bents hovedinstrument, og han spillede også klaver. Der blev spillet meget kammermusik i hjemmet, dels med Mathias’ faste trio, dels med andre familiemedlemmer, der kom på besøg om søndagen. I radioudsendelsen ”Musikgæsten” 6.9.1997 erindrer Bent, hvordan ’familietrioen’ spillede Haydns Klavertrio i G-dur, hvor specielt finalesatsen (All’ongarese) gjorde stort indtryk på ham:
Jeg har sådan set spillet alle tre instrumenter i trioen; jeg startede med violinen, blev senere ret ferm til at spille klaver, og til sidst gik jeg over til celloen, som blev mit konservatorieinstrument. Så jeg kender trioen fra alle tre pladser. Cellostemmen er meget let, god at starte kammermusik med!
Bent husker, at Mozartbusten over klaveret i Stenvad fungerede som ’dommer’ over hans klaverimprovisationer: ”Hvis dét jeg sad og improviserede var for dårligt, så kunne jeg tydeligt se, at Mozart så vred ud. Smilet kom hurtigt frem igen, når jeg fulgt dur-mollreglerne.”
Da der kun var skolepligt hver anden dag, var børnene ofte hjemme, og så blev der sunget morgensalmer med mor Margrethe ved husets harmonium. Der blev også sunget flerstemmigt, mest på sommerferieture til mormors bondegård, hvor der var tre store, sangglade kusiner, som også inviterede deres yngre fætre og kusiner på rideture (på arbejdsheste), og der blev leget cirkus og teater. I radioudsendelsen fortæller Bent om sangkulturen i og omkring barndomshjemmet, og hvordan det senere gik op for ham, at den var meget anderledes end den man fx kunne opleve i hovedstaden:
Vi sang en del i hjemmet – salmer og sange, selvfølgelig også til jul. Min far sang også Schubert-Lieder, det lød faktisk slet ikke så dårligt. Men der var også folkemusik – jeg kan huske at jeg spurgte en af mine lærere på konservatoriet, Finn Høffding, om hvorfor han havde oversat så mange tyske børnesange til dansk – der var jo så mange danske børnesange og sanglege? Det viste sig, at Høffding, som var vokset op i et intellektuelt hjem midt i København, aldrig havde hørt disse sange. Det, jeg kendte og voksede op med, var hvad jeg vil kalde en ’præstegårdskultur’, ret præget af Indre Mission i vores område, hvor det ikke var så velset med spillemandsmusik og balmusik. Så vi var henvist til hvad de store piger kunne lære os – og det var altså et ret stort repertoire af folkelige, mundtligt overleverede sange og sanglege (som jeg også senere har forsket i og brugt, bl.a. i sangbogen ”Ej Sikkelej”). [I Memoirer skriver Bent, at ”sanglege i missionsmiljøet var erstatning for (syndig) dans til musik”.] Den sjoveste af dem var ”Tre raske piger i en ring”, hvor drenge og piger går hver i sin ring osv., med lidt skæve melodiske betoninger (a la Haydn, som vi snakkede om tidligere), på tværs af de regulære taktslag.
Bent synger “Tre raske piger”
Radioen spillede en vigtig rolle i hjemmet. Det var forbudt at høre ikke-klassisk musik, og søgefeltet på mellembølgeområdet var fyldt med små huskesedler om gode stationer med klassisk musik. Søndagens morgenkoncerter var meget stemningsfulde, og de større børn forventedes at kunne høre, hvem komponisterne til dagens program var. Også en grammofon med tilhørende klassiske plader blev tidligt anskaffet. Far Mathias var i alt dette den myndige – og legesyge – patriark, mens mor Margrethe var husets mere stilfærdige, gode ånd. Hjemmet var altså præget af musik, seriøs samtale og masser af festligt samvær (med Mathias som en altid veloplagt taler) og selskabslege. I et interview trykt i programhæftet til operaen Den Stundesløse (Bonde, 1995) fortæller Bent noget om, hvordan hans særlige interesse for musikdramatik opstod:
Det ligger nok lidt i generne! Min far var måske ikke decideret ’operainteresseret’, selvom han havde set alle Wagners operaer, da han studerede [i Kiel og München], men han var lidt af en spasmager og kunne i sine unge dage lave de frygteligste klovnenumre, så man indimellem græd af grin. Min søn Morten Lorentzen er jo også kendt for et stort komisk talent, som mine døtre i øvrigt også har. Min kone Edith deler i høj grad min interesse for denne type udtryk. Og så tror jeg min kære kusine, operasangerinden Kirsten Schultz, har spillet en vis rolle. Hun kom meget i vores hjem, særlig i en række sommerferier, mens hun endnu var ukendt. Jeg spillede klaver til hendes ting, og blev klar over, hvordan det var at synge på dén måde. Jeg kan huske, at jeg syntes det var enormt kraftigt! Men senere fandt jeg jo ud af, at Kirsten Schultz’ stemme slet ikke var så kæmpestor. Hun blev gift med Svend S. Schultz, som allerede dengang var en produktiv operakomponist. De besøgte os om sommeren, og jeg hjalp Svend med at skrive noder rent – det var meget lærerigt. Jeg tænkte, at det kunne jeg da også godt finde ud af. Det er en god gammeldags metode: at komme i lære hos en kunstner. Måske i virkeligheden en bedre måde end den meget akademiske facon, man griber det an på i dag. Hvis det skulle have været rigtig godt, skulle jeg jo også have fulgt det praktiske arbejde med opsætningen af operaerne, men det havde jeg desværre ikke lejlighed til. Kendskabet til den praktiske side af operaproduktion kom først senere.
Familien havde om sommeren en “feriedreng”, der oprindelig havde været gæst i moderens barndomshjem. Det var den senere professor i teologi og idéhistorie Johannes Sløk, som blev kaldt Bo. Selvom om Sløk (f. 1916) var meget ældre end Lorentzen-børnene, havde de et nært forhold til hinanden, og Bent og Bo blev senere gode venner, som af og til arbejdede sammen.
Skolegang
Indtil 12års-alderen gik Stenvad-børnene i skole lokalt, derefter kom de til Ryomgaard Realskole. Ryomgaard lå på jernebanestrækningen, så den daglige rejse foregik med tog. I flere danske komponist-erindringsbøger – bl.a. Fuzzys ”Efterklang. Erindringer fra mit liv som musiker og komponist” (s. 123) og Poul Ruders’ ”Har man hørt så galt” (begge fra 2018) – fortælles der om tæsk og barske omgangsformer i fyrrernes og halvtredsernes (folke)skole. Sjørn understreger, at hans og Bents skoletid var præget af et godt skolemiljø – der blev ikke uddelt ørefigner, lussinger eller benyttet spanskrør i Stenvad og Ryomgaard. I Memoirer husker Bent, hvordan overlærer Marius Dynesen (ansat på Realskolen siden 1918) gav sangkarakterer:
Tre høres, mens hele klassen synger. Dynesen bøjer sig ned med det ene øre. Resultat: den [min] laveste karakter, mg minus. [Fik ug i matematik og gymnastik].
I Ryomgaard startede skolekammeraten Jørgen Rygaard og Bent udgivelsen af skolebladet Knaldperlen. Teksterne blev skrevet på lægehusets skrivemaskine, Bent lavede tegninger direkte på stencils, og bladene blev håndkoloreret, når de var trykt. Bent udviklede også en teknik med at lave ultrakorte ”tegnefilm” på små tegneblokke, hvor han tegnede videre på aftrykket fra den foregående side. Mange af disse ”film” blev solgt til kammerater på skolen. Jørgen Rygaard husker, hvordan han og Bent også i nogle år stod for skolens elevforenings årsskrift, og skriver: ”Hvis ikke musikken havde fået ham – eller taget ham – kunne han være blevet en ferm illustrator.” (Rygaard, 1995, 2005)
Bent var en kreativ dreng, men også krævende, seriøs og systematisk: han læste lektier på sit værelse, så snart han kom hjem fra skole. Så øvede han på violin og klaver – han havde ikke brug for ledsagelse eller pædagogisk assistance. Han var også optaget af at tegne og fortælle historier. Kort efter krigen fik Sjørn og Bent en smalfilmsoptager og -fremviser i julegave. Det resulterede i flere små spillefilm og ikke mindst tegnefilm, hvor Bent stod for idéer og tegninger, Sjørn for teknikken. Flere af de gamle film eksisterer stadig, desværre uden den underlægningsmusik (ifølge rulleteksterne spillet af ”The Stone Wat Symphonic Orchestra”), som Bent selvfølgelig stod for.
Gymnasietiden
Bent ville gerne have været på Aarhus Katedralskole, men hans gennemsnit fra realeksamen var ikke højt nok. Derfor tilbragte han årene 1951-54 på Vestjysk Gymnasium i Tarm som kostskoleelev og altså langt hjemmefra. I Tarm-årene spillede han flittigt, mest på klaver og cello, og han var meget aktiv i skolens teater- og musikliv – fik bl.a. startet et skoleorkester, ligesom han musicerede sammen med sin gymnasiekæreste Kirsten Rahbek Knudsen. ”Faktisk fik jeg gymnasiet til at summe af musik,” siger han i en interview-artikel med Aarhuus Stiftstidende 17.11.1963. Men det havde også nogle omkostninger, som det fremgår af samme artikel:
Musikinteressen tog saadan overhaand, at rektor fandt, at det gik ud over eksamenslæsningen. Det medførte for Bent Lorentzens vedkommende et spilleforbud, som, fortæller han, blev en stor oplevelse, ’fordi jeg illegalt måtte snige mig ud af skolen med instrumentet og spille med venner i byen.’
Han tegnede og malede også meget, og fra denne tid er bevaret fire komponistportrætter, som også dokumenterer et satirisk talent.
Sang- og musiklæreren på gymnasiet i Tarm hed Erik Riis-Olsen og var ifølge Bents notater i Memoirer ”ikke den bedste gymnasielærer i Danmark”:
Morgensangen skulle han ledsage på et harmonium og forsøge at transponere samtidig. Det gik ikke så godt… Når vi spillede triosonater for blokfløjte, cello og klaver, var det Kirsten og mig, der måtte rette ind efter ham, når han sprang et slag eller to. Han var desuden så nervøs, at han engang tabte fløjten.
I gymnasietiden fik Bent konstateret den sjældne, men livsfarlige øresygdom kolesteatom i mellemøret (også kaldet ”benæder”, fordi den ubehandlet langsomt nedbryder de små øreknogler). Han blev opereret på Aarhus Kommunehospital i 1955, men selvom operationen gik godt, medførte den en livslang, stærkt nedsat hørelse på venstre øre.
Rejsen til Salzburg 1955
Der var sjældent mulighed for længere familieudflugter fra Stenvad. Bent har selv nævnt, at en opførelse af Gershwins Porgy og Bess på Det Kgl. Teater gjorde et stort indtryk på ham. Den blev opført i de sidste tre besættelsesår, så Bent har højst været 10 år gammel. Efter studentereksamen fik Bent en smuk gave af sin far: en tur til Musikfestspillene i Salzburg i 1955. Det var længe før opera- og festspilturismen var opfundet, så turen foregik i egen bil, skiftevis med Mathias og Bent ved rattet. De to øvrige deltagere var mor Margrethe og lillesøster Grethe. I Salzburg oplevede Bent for første gang koncerter og opera på højeste internationale niveau.
Musikstudier ved Aarhus Universitet og konservatoriestudier i København 1954-60
Bent blev optaget som musikstuderende ved Aarhus Universitet i 1954. Komponisten Knud Jeppesen var professor ved den forholdsvis nye uddannelse, som alligevel ikke var det helt rigtige for Bent. Han lyttede derfor opmærksomt, da komponisten professor Bjørn Hjemborg som gæstelærer anbefalede ham at studere komposition og musikteori i København.
Sjørn husker et usædvanligt familieråd, foranlediget af Bents ønske om at studere i København. Far Mathias var nervøs for, om Bent ville kunne leve af at være musiker, mens Sjørn var overbevist om, at Bent var noget særligt og nok skulle kunne klare sig. Bent fik sin vilje, og han bestod optagelsesprøven til Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og begyndte der i januar 1957, med cello som hovedinstrument. Men bl.a. på grund af sin nedsatte hørelse på venstre øre skiftede han spor til musikteori, og han tog afgangseksamen fra konservatoriet i 1960. Komponisterne Vagn Holmboe, Jørgen Jersild og Finn Høffding var hans vigtigste lærere. I Memoirer skriver han kort og kritisk om dem alle tre. Om ”Den sære Holmboe” hedder det, at det var ubegribeligt, at han var professor i instrumentation, for han vidste ikke meget af værdi om dette. ”Men han havde noget kunstnerisk over sig, og havde tidligt valgt ståsted. Så kunne resten af verden rende og hoppe. (…) Da jeg naivt spurgte om jeg skulle lave nogle elektronmusikforsøg i et samarbejde mellem Metronomes 2 Lyrec-båndoptagere og elektronisk udstyr på Radiometer (via ingeniørbror Sjørn): Nej. Det syntes han ikke jeg skulle.”-
”Den frankofile Jersild” var Lorentzen heller ikke imponeret af: ”Han var som en stor del af teorigruppen på DKDM indædt konservativ. Værre end Holmboe. Thyboe, Westergaard, Hjelmborg var på Jersilds hold.” Høffding var ”en sand kommunist eller socialist. Vi lærte at tænke i de baner: PN [Per Nørgård], Ib [Nørholm], BL [Bent Lorentzen] (hvorimod Pelle [Gudmundsen-Holmgreen], Mogens WH [Winkel Holm] ikke helt var med på den linje)”. Som pædagog var Høffding en vigtig inspirationskilde, og man kan sige, at Lorentzen var med til at videreføre den kulturradikale musikpædagogik. (Bonde, 2015)
Bemærk Beethoven-masken på væggen!
Citaterne viser, at Lorentzen ville noget andet med musikken end det, som konservatoriemiljøet lagde op til. Men udover den tidlige interesse for elektronisk musik var det endnu uklart, hvilken retning det skulle tage. I Memoirer nævner han under overskriften Stil hvad der påvirkede ham – i kronologisk orden: ”Salmer og Højskolesange – Sanglege (folkeligt overleveret) – Wienerklassisk trio – Operasang – Historisk musik, opførelsespraksis – Pædagogisk musik – Romantisk musik, Mahler, Strauss etc.” – Et helt afgørende vendepunkt blev besøget i Darmstadt i 1965, hvor Lorentzen hørte Alban Bergs Lyrisk Suite, oplevede Boulez som forelæser, Kagels instrumentalteater, elektronisk musik (Stockhausen) og sonisk musik (bl.a. Charles Ives).
Kompositioner 1959-62
I de sidste konservatorieår og tiden frem til ansættelsen som teorilærer på konservatoriet i Aarhus var Lorentzen som komponist ”under indflydelse af sine læreres neoklassiske stil” (WH Komponistportræt, pjece 1969). Den første store komposition var en kantate til indvielsen af Stenvad Kirke 14.6.1959 med tekst af dr.theol. Johannes Sløk. Udover kusinen Kirsten Schultz medvirkede De studerendes Kor og Aarhus Studenterorkester samt medlemmer af Aarhus Byorkester under ledelse af Henning Refsgaard. Grenaa Folketidende (signaturen t-p) rapporterede:
Her mødtes fortid med nytid. Kantatens tre afsnit var: Fantasi om den skabte verden – Livets sande kontrafej – Kirken. Her samledes den mystisk religiøse filosofi og den modernistiske neo-ekspressionisme til en skønhed i ord og toner. En stor oplevelse og berigelse for de mange, der meget interesserede fulgte opførelsen af dette værk. Der er ikke tale om lokalpatriotisme, når man siger til komponisten Bent Lorentzen: Vi venter spændt på nyt. Kantaten lover godt.
I de tidlige 1960ere blev det til mange pædagogiske arrangementer for skoleorkester, til skoleoperaerne Troldgubben og Bro Bro Brille, og ikke mindst til den pædagogisk nyskabende blokfløjteskole om ”Familien Blok”. Bent Lorentzen var 2.8.1958 blevet gift med Edith Kærulf Møller (f. 17.12.1934), som han havde mødt på musikstudiet i Aarhus. Bents søster Birgit husker det unge par som ”inspiratorer for mange både i familien og udenfor. De indgik i en fuldendt harmoni og symbiose”.
Edith droppede lige som Bent musikstudiet i Aarhus og tog i stedet lærereksamen på Frederiksberg Seminarium i 1959, med musik som linjefag. Deres samarbejde og gensidige musikpædagogiske inspiration fortsatte livet ud.
Den pædagogisk nyskabende blokfløjteskole Familien Blok (Lorentzen & Dupont, 1962; Dupont & Lorentzen, 1964), hvor børnene lærer noder og elementær spilleteknik via puslespil, nodelotteri og fantasifulde historier, kan ifølge Ediths bror Lars også læses som en delvist selvbiografisk tegneserie: Randers er blevet til Spillekøbing, og de to ældste børn, Mette og Morten, er blevet omdøbt til Sofie og Alfred (Møller, 2005).
Epilog: Billedkunstneren Bent Lorentzen
Der foreligger kun erindringsdokumentation af, at Bent Lorentzen komponerede som barn og ung, men der er ingen grund til at betvivle ordlyden i musikforlaget Wilhelm Hansens præsentationsfolder (1969): ”allerede i sin tidlige barndom komponerede han små stykker til familiens musikaftener, og han fortsatte med at komponere i gymnasieårene.” Den unge mand havde mange talenter. Som nævnt tegnede og malede han meget som ung, og et af de afgørende valg efter studentereksamen var, om han skulle vælge billed- eller tonekunsten som levevej. Han valgte som bekendt musikken, ikke som udøvende musiker, men som komponist, og den historie er delvis fortalt i kort form (Bonde, 2005, 2012) og vil blive udfoldet i større format i en kommende bog i serien ”Danske komponister”. Men det giver mening at afslutte dette portræt af ’komponisten som ungt menneske’ med af et eksempel på hans arbejde med maleriet. I 1960erne tog han ofte ud for at male sammen med Ediths far Christen og dennes venner. I Memoirer skriver Bent:
Svigerfar Kresten lærte mig at male med olie. Aldrig bruge sort. Den laver man af de andre farver. Det der kneb for ham, var stiliseringens kunst. Han blev rasende over Picasso. Der var ikke plads til anderledes tænkende. Svigermor Ragnhild sagde om alle billeder, at der var ’et godt lys i billedet’, i hvert fald i Krestens landskaber med gule kornmarker og violette skyer. Og det var rigtigt nok i og for sig. Men han kom aldrig videre.
Der er bevaret en snes af Bents billeder. De fleste er i den naturalistiske stil, som ikke kun var svigerfaderens, men også en stærk tradition i dansk kunst endnu i 1950erne. Man kan se en parallel i musikhistorien, hvor det tonalt funderede sprog var yderst sejlivet og stadig fremherskende i kunstmusikken i Bents teenageår. Der er et slægtskab mellem at forlade det figurative i billedkunsten og at forlade tonaliteten i musikken. Lad os afsluttede dette essay med at gengive et enkelt Bent Lorentzen-maleri fra 1961, hvor stilisering, farvespil og perspektiv tydeligvis er vigtigere end realisme.
