Thomas Jensen (1898-1963) var nok en af de betydeligste danske kapelmestre nogensinde, skønt han hurtigt forsvandt ud af offentlighedens hukommelse. I juni 2021 lancerede pladeselskabet Danacord imidlertid en serie, der juli 2022 foreløbig omfatter 13 dobbeltalbum under signaturen The Thomas Jensen Legacy. Forfatteren fortæller om fænomenet Thomas Jensen og dykker ned i det rige materiale.

Tv-seriernes titelsekvenser har ændret sig afgørende inden for de seneste små tyve år både i udformning, betydning, længde og placering. Palle Schantz Lauridsen undersøger udviklingen, idet han henter sit  analytiske materiale i fire tv-serier, der på forskellig vis tager afsæt i Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes.

Sjostakovitjs musik opfattes af det vestlige publikum meget ofte som kommentarer til statens og kommunistpartiets gøren og laden. Er hans værk loyalt og sympatisk indstillet over for styret, eller er der snarere tale om en skjult kritik af samme? Er det noget, vi kan høre i musikken? Og er det en vigtig diskussion for os som lyttere af Sjostakovitj?

Hans-Arne Hausted undersøger forskellen i spillemåden mellem dansk og svensk spillemandsmusik og sætter fokus på rytmefornemmelse og forsiringspraksis. Undervejs gør han sig betragtninger over overleveringen af melodimateriale, videreførelsen af spillestil og begrebet "tradition", som altid har spillet en stor rolle i spillemandsmiljøets selvforståelse.

Der findes ikke en én-til-en oversættelse fra node til klingende musik, men noderne sætter en ramme, inden for hvilken musikeren kan bevæge sig, ”interpretere” siger vi. Men forholdet mellem nodetekst og fortolkning er slet ikke så entydigt, som man skulle tro. Den anden halvdel af musikhistorien handler om det, der falder uden for rammerne, og om hvordan rammerne til stadighed er til forhandling og stadig flytter sig.

Musikken er godt for noget: musikken kan være terapeutisk, den kan formidle fællesskabsfølelsen, styrke børns udvikling af matematisk kompetence etc. Men for de allerfleste er musikken først og fremmest et gode i sig selv: Den har en iboende værdi, og det er den, Christian Kock søger at beskrive i sin artikel.

Arierne i Mozarts operaer hører til vort musikdramatiske arvesølv. Mindre kendte, men bestemt ikke af ringere kvalitet, er hans koncertarier. Nogle er skrevet direkte til koncertbrug og skræddersyet til bestemte sangere, andre er tilkomponeret som indlæg til andre komponisters operaer. Artiklen kommenterer arierne i kronologisk rækkefølge.

Miles Davis’ album ”In A Silent Way” er skelsættende i jazzrockens historie. Artiklen gør rede for de egenskaber, der samlet set udgør værkets musikalske stil, og søger at afdække, hvorledes de hver for sig og i forskelligt tempo blev integreret i Davis’ musikalske udtryk fra 1965, hvor han indspillede albummet ”E.S.P.”, og frem til 1969, hvor “In A Silent Way” blev til.

Bent Lorentzen (1935-2018) er en af Danmarks mest produktive operakomponister. Artiklen giver den første samlede fremstilling af hans musikdramatiske værker i perioden 1963-1995, hvor han også er en signifikant figur i tidens institutionelle og musikpolitiske forhold.

Brahms og Wagner uden vibrato? Ja, sådan spillede orkestrene faktisk i komponisternes egen samtid, og efterhånden som dette bliver udforsket, lader moderne orkestre og dirigenter sig inspirere heraf. Der er – på mange måder – stor forskel på det, som var symfoniorkestrenes klanglige ideal og almindelige praksis helt frem til Mahler, og det, vi i dag i alle medier tager for givet. Det gør forfatteren rede for sin artikel under anvendelse af et væld af video- og lydeksempler.

Artiklen giver et bidrag til fortællingen om komponisten Bent Lorentzens barndom og ungdom. Teksten er baseret på storebroren Jens Jørn Lorentzens (“Sjørn”) notater, på materialer fra familiens arkiver, på komponistens egne håndskrevne erindringsglimt med titlen Memoirer, og på flere interviews med Bent og med Sjørn og hans hustru Dorthe.

Langfredag 1724 blev den første af Johann Sebastian Bachs passioner, Johannes-passionen, uropført i Leipzigs Nikolaikirke. Hvad hørte menigheden, hvad tænkte de, hvad gik gennem hovedet på dem i løbet af de omkring to timer en opførelse varer? Vi har ingen kilder. Forfatteren forsøger at skrive sig ind på begivenheden under en musikalsk, historisk, biografisk og teologisk synsvinkel.

Hvad skete der i det danske klassiske musikliv i ungdomsoprøret? Midt i det frodige anarki fremstod i København ca. 1968-72 ”Gruppen for alternativ musik”. Forfatteren optegner kronologien for Gruppens eksistens på basis af kilder og samtaler med to af de vigtigste medlemmer, de dag fremtrædende danske komponister Hans Abrahamsen og Ole Buck. Artiklen præsenterer links til musikoptagelser, der aldrig før har været offentliggjort.

Artiklen kan betragtes som et supplement til Marstals biografi fra 2019 om komponisten Else Marie Pade (1924-2016). Med fokus på hendes særlige hverdagsnationale kunstpraksis som pionerkomponist inden for det internationale elektroniske musikområde i perioden 1954-1958 undersøger den, hvad forfatteren betegner som hendes “upåagtede danskhed”.

Første Verdenskrig var den første af sin slags, hvor kunstnere i så stort omfang registrerede, reflekterede og reagerede undervejs, hvad enten de deltog aktivt i krigen eller ej. Paris lå tæt på krigsfronten, og hér udviklede sig en verdensfjern fin-de-siècle dyrkelse af det æstetiske side om side med eksperimenterende avantgarde. Et ikonisk eksempel på et avantgardistisk værk er balletten Parade, som i denne artikel vil blive nærmere beskrevet og set i sammenhæng med krigen.

»Jeg kan virkelig ikke lide at skrive … Noget skal der til for at komme igennem det, og derfor hører jeg næsten altid musik når jeg skriver – og afhængigheden er stor. Musikken rummer den rette mængde eskapisme, nok til jeg kan holde det ud, men det handler selvfølgelig ikke kun om flugt. Musikken kan spændes for vognen på forskellige måder.«

I årene 1878-1880 besøgte den unge komponist og pianist Siegfried Langgaard flere gange Franz Liszt i Weimar. Hans breve hjem til moderen og til kæresten, hans senere hustru Emma Foss, giver et interessant og underholdende billede af masterclass-kulturens begyndelse i 1800-tallet. Liszt bekræftede Langgaard som kunstner og introducerede ham til de nye moderne udtryksformer, som dannede basis for hans egen påvirkning af kommende danske elever på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt af hans søn Rued Langgaard.

“Haydn, Mozart og Beethoven” siger vi, omtrent med samme selvfølgelighed som vi siger Rip, Rap og Rup. Men i dag er denne Wienerklassikkens treenighed nok lidt af en tilsnigelse, i forhold til Mozarts og Beethovens urokkelige højstatus er Haydn sakket agterud, ingen tvivl om det. Opfattelsen af ham som genial, men harmløs og ofte mere muntert-ligetil end vedkommende, er sejlivet. Men da den 24 år yngre Mozart tog afsked med det timelige, var Joseph Haydn en ubestridt førerskikkelse. Karl Aage Rasmussens artikel gør rede for, hvordan musikkulturen har opfattet Haydn og hans betydning fra hans egen tid og til i dag, godt 200 år efter hans død.

»Jeg hylder ungdommens første bud på noget, der sagde mig noget. I dette ekko stod jeg op, lænede mig mod en dør eller faldt og faldt mod en madras og et syndefald. Ensomheden længe leve! Her voksede jeg op; men inde fra min brors værelse, gennem to døre, lød en musik, som rejste mig op og kaldte ved sin begyndelse på noget i mig, der stadig står ubeskrevet, selv om meget er skrevet, læst og genskrevet.«

»Det er et stort kulturelt fremskridt, at folk i dag tilsyneladende fuldkommen fordomsfrit lytter til al slags musik. Monica Zetterlund, The Cure, Ornette Coleman, Arvo Pärt og Dolly Parton roterer på skift i cd-afspilleren, men så sent som i 1991 føltes det grænseoverskridende for mig og mine to venner, Elo og Frederik, da vi en efterårsaften mødte op på Malmö Isstadion for at høre Frank Sinatra, som ikke bare tilhørte en „forkert generation“, men også et kulturelt segment, vi bestemt ikke identificerede os med, men tværtimod altid havde lagt afstand til. Kort sagt - man var, hvad man hørte.«

Jørgen I. Jensen og Michael Fjeldsøe er nok landets fremmeste Carl Nielsen-specialister. Men faktisk havde de aldrig havde talt sammen om Carl Nielsen, før PubliMus bragte dem sammen til en samtale en varm majdag 2018 i Jørgen I. Jensens lejlighed på Frederiksberg. Det følgende udgør en del af samtalen i redigeret form. Samtalen er selvsagt primært en dialog mellem Jensen og Fjeldsøe, men indeholder også indspil fra PubliMus-redaktørerne Søren Schou og Carl Erik Kühl, som var til stede med båndoptageren.

I 1980 og 1986 skrev komponisten Finn Høffding (1899-1997) to breve til komponistkollegaen John Høybye (f. 1939). Han giver i brevene udtryk for sin oplevelse af et nært (ånds)slægtskab, henover generationskløften på et halvt århundrede. Denne artikel stiller på baggrund af brevene spørgsmålet, hvordan en forbindelse mellem den kulturradikale musiktradition i mellemkrigstiden og John Høybyes arbejde som komponist, pædagog og dirigent i den kolde krigs tid kan beskrives.

Vertigo er kendt som titlen på et af Alfred Hitchcocks filmiske mesterværker, men i samarbejdet med komponisten Bernard Herrmann løftes værket op i en unik syntese mellem det filmiske og det musikalske. Thomas Damms artikel indeholder både en række generelle overvejelser om film og filmmusik og en fremstilling af samarbejdet mellem Hitchcock og Herrmann. Endvidere går den tæt på flere af værkets mesterlige detaljer ved analysen af en række eksempler. Hér benytter PubliMus for første gang videofiler med klip fra filmen foruden musikfiler og noder. Læs online-versionen hvis du vil have direkte adgang til musikeksempler og filmklip.

Den store jazzsaxofonist John Coltrane, som døde i 1967, er ikke blot musikalsk blevet en legende. Den afrikansk-ortodokse kirke i USA har kanoniseret ham som helgen, og i et lokale i Fillmore Street 1286 i San Francisco har han fået sin egen kirke, Saint John Coltrane African Orthodox Church. Her er Coltranes musik hver søndag centrum for gudstjenester, og hans eksempel har givet kirken en stærk social profil med fattighjælp, kamp imod racisme, politivold og kapitalistisk boligpolitik.

Musik og teater har altid hørt sammen – ja, i det meste af historien har der næppe være drama uden musik. Således også med teatrene på Shakespeares tid i det elizabethanske England, som også betegner en blomstringsperiode i den engelske kunstmusik. Men man ved faktisk forbavsende lidt om den musikalske praksis på teatrene: hvilken plads musikken havde – for slet ikke at tale om, hvordan den lød. Leif V.S. Balthzersen giver en introduktion.

Den tyske forfatter og nobelpristager Thomas Mann (1875-1955) havde et livslangt lidenskabeligt forhold til musik, der også prægede hans litterære værker. Som han selv udtrykker det: ”Jeg skaber så megen musik, som man med rimelighed kan skabe uden musik.” Richard Wagner er oplagt den komponist, der har betydet mest for ham. Men hans indstilling til Wagner ændrer sig hele tiden i takt med de dramatiske forandringer i Tysklands historie og udviklingen i hans eget forfatterskab. Dette er emnet for Niels Bille Hansens artikel.

Musikanmeldelser, som de skrives af anmeldere med professionel musikfaglig baggrund, er en etableret genre i dagbladene. Men i internettets tidsalder og med de senere års strukturelle ændringer i medieverdenen er den kommet yderligere under pres. Michelsens artikel gennemgår problemstillingen historisk og systematisk, idet den argumenterer for, at musikanmeldelsen rummer et særligt potentiale, som også i dag kan komme vores fælles offentlige kulturliv til gode.

Edward Kennedy “Duke” Ellington 1900-1974 havde allerede fra barnsben – til forskel fra de fleste andre jazzmusikere i hans generation – kendskab til både jazz og klassisk musik. Måske er det baggrunden for hans interesse for at udforske større og mere sammensatte former, der begrænser det improvisatoriske moment og derfor af mange kritikere blev betragtet som ”ikke rigtig jazz”. I sin artikel gennemgår Per Vadmand Ellingtons hovedværker i den store form med særlig vægt på ’Harlem-Suiten’. I web-versionen er der links til adskillige eksempler, så læseren kan lytte med!

Der er skrevet meget om og af komponisten Per Nørgård. Han har selv fortalt indgående om sit barndomshjem, om forældrene og bedsteforældrene, den tidlige skoletid og hans og broderen Bents bevægelige tegneserier med musikledsagelse (‘tecnis’). De tidlige og vigtige ungdomsår, gymnasietiden og det efterfølgende tiår er imidlertid relativt underbelyste. Det er formålet med dette bidrag at råde lidt bod herpå.

”Musikudøvelse styrker hukommelsen! Musikudøvelse styrker læse og regneevnerne! Musikudøvelse styrker de sociale relationer!” Ja, musik kan noget andet og mere end være musik. Men hvorledes med musikken og musikudøvelsen for dens egen skyld? Artiklen drøfter denne problemstilling såvel teoretisk som under inddrageles af eksempler fra praktisk musikundervisning.

»[jeg sneede inde] med en halv flaske whisky og en frossen lasagne. Den eneste cd, der lå i huset, var Verdis Requiem, så ”Vredens dag” bølgede for højeste volumen mellem de fugtplettede vægge, mens jeg i nattøj og med uglet hår kravlede rundt på stuegulvet og flyttede gule post-its som en vanvittig ...«

Artiklen præsenterer en ny semiotisk analyse af forholdet mellem sangens musik, metrik og prosodi og anvender den på Bellmans Fredmans Epistel nr. 12, ”Gråt Fader Berg”. I denne sang samarbejder musikken og teksten særlig tæt, så virkningen bliver oplevelsen af en art musikalsk teaterkunst.

»Et år før min far døde, købte han en radiogrammofon. Det var på alle måder en stor investering, et skrummel af et møbel, som krævede plads. Det blev anbragt i den store stue ovenpå, hvor man fra altanen kunne se ud over Skagen Havn med Bindesbølls rødhvide fiskerhuse. Skrigende måger samlede sig om fiskekutterne, der tøffede ind i havnen. ”De synger, kan du høre det? Kutterne synger hjem til mutter, hjem til mutter,” sagde en gammel slægtning, som var på besøg.«

»Jeg kom fra et hjem med mange klaverer. Min mor og hendes søster spillede Bach, deres mor Schubert, sådan som det hørte sig til - og deres bror, der kom hjem med brigaden fra flugten til Sverige, spillede jazz-trommer, som krigen inspirerede til.«

»… [han sagde], at jeg endelig måtte gå til torsdagskoncerter i Radiohusets Koncertsal, når jeg kom til København: ”De første gange er det ret forfærdeligt, men så vænner man sig til det og bliver faktisk glad for det, og til sidst bliver det et behov!”«

Den internationalt kendte danske jazzpianist Carsten Dahl (tidligere lektor ved Syddansk Musikkonservatorium, senere professor ved Rytmisk Musikkonservatorium) indspillede i 2014 sin unikke fortolkning af Johann Sebastian Bachs Goldberg-variationer for præpareret klaver. I den anledning lod han sig interviewe af musikeren og forfatteren Henrik Marstal, der sidenhen har bearbejdet interviewet til artiklen Ansigtet bag ansigtet.

PubliMus 35 fejrer Carl Nielsens 150-års fødselsdag med en artikel af forfatteren Johan Bender. Bender er musikelsker og en stor fan af Carl Nielsen, men er ikke selv musiker. Til gengæld kan han noget med billeder. I artiklen Synet af Nielsen fortæller han om komponisten med udgangspunkt i en række billeder, hvoraf flere sjældent vises, og som lægger op til mere ukendte anekdoter.

I 2013 fejrede PubliMus 200-året for Richard Wagners fødsel med bl.a. en artikel af Henrik Nebelong. Operaens anden gigant af samme årgang, Guiseppe Verdi, fejrer vi (forsinket!) med en artikel om komponistens måske mest elskede opera, Aïda – også denne gang af Henrik Nebelong.

John Frandsens 1½ time lange Requiem (uropført 2013) vakte anmeldernes begejstring – og megen undren. For hvad er det dog, der kan få en komponist i det 21. århundrede til at tonesætte en tekst, der udtrykker et middelalderligt religiøst verdensbillede med rødder tilbage til oldkirken? Det spørgsmål er John Frandsen blevet præsenteret for mange gange. I sin artikel til PubliMus besvarer han det skriftligt.

Hvis nogen by har fortjent betegnelsen ”Musikbyen”, er det Wien. Og er der en by, hvor jødiske musikere, musikforskere, musikskribenter, musikforlæggere mere end alle andre byer har præget musiklivet, er det Wien. Det er en lang og undertiden særdeles dramatisk historie. 1867 bragte jøderne i Østrig-Ungarn den forfatningssikrede frihed, de aldrig havde haft før, men omtrent 70 år senere er de stort set alle fordrevet af nazisterne.

Man kan flittigt diskutere, om Erik Satie (1866-1925) var en stor komponist. Hans produktion omfatter ikke ret mange større værker, kun få orkesterværker og næsten ingen kammermusik. Klavermusikken dominerer hans produktion sammen med nogle håndfulde sange. Men han fik umådelig stor betydning for musikkens udvikling fra 1890’erne til i dag, både for en række komponister og for flere af det tyvende århundredes musikalske stilretninger.

Fejringen af 200-året for Wagners fødsel følges op af endnu en artikel i PubliMus. Emnet er denne gang filosoffen Friedrich Nietzsches berømte ”opgør” med komponisten – og personen – Richard Wagner. Artiklens forfatter er Dr. Manfred Eger, der i 20 år var direktør for Wagner- forskningsinstitutionen og museet Villa Wahnfried.