Manden der blev et landskab

For ikke så længe siden var jeg til en kammermusikalsk koncert i Osted Kirke på Midtsjælland, og mens jeg sad og ventede på, at musikken skulle begynde, bevægede tankerne sig tilbage til for tyve år siden, da jeg sidst befandt mig i denne lille landsbykirke. Det var til bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersens begravelse. Jeg husker, at jeg tog bussen fra Roskilde sammen med den daværende musikchef i Jazzhouse, Lars Thorborg, og at vi slingrede gennem landskabet gennem småbyer, indtil vi ramte Osted. Mange måtte stå op i kirken, så proppet var den. Der var følelser af tab og intense øjeblikke bl.a. da den svenske sangerinde Lisa Nilsson stod oppe ved kisten sammen med Henrik Bolberg på trompet og vistnok Thomas Ovesen på bas og fremførte ”Those Who Where”, NHØP's renfærdige komposition, som havde fået tilføjet tekst af Lisa Freeman1. Den sang var en hilsen til de afdøde, som havde betydet noget, til fortiden og traditionen. Nu var NHØP selv blevet hovedpersonen i den - én, der var.

De mange amerikanske musikere, han spillede med, magtede ikke at udtale hans navn rigtigt, men kaldte ham i stedet for ”Den store dansker med det Uendelige Navn”, ”Vikingen” eller ”Nahop”. Det sidste var en lettere komisk omskrivning af forkortelsen NHØP. Han blev det mest berømte danske jazznavn ude i verden, men var samtidig - som menneske og musiker - dybt forankret i dansk kultur.

Nogle dage inden begravelsen skrev jeg en nekrolog i dagbladet Information, som åbnede således: ”En af grundpillerne i dansk rytmisk musik har fået et knæk, så det knager skæbnesvangert i bygningen. Det er en skelsættende figur, der nu har forladt scenen. Det er noget, der får os til at stoppe op og tænke”. 
Nu er der gået tyve år. Der har været rigelig tid til at tænke, og der er sket mangt og meget både med jazzmiljøet i Danmark og med verden som sådan. Men hvad blev der egentlig af arven fra NHØP? Hvad er det, han har efterladt sig musikalsk? Er der overhovedet noget tilbage af egetræet? Det er ikke helt let at svare på. For på den ene side vil enhver, der kendte noget til ham og satte pris på hans musik, hævde, at erindringen om ham vil komme til at stå lige så længe som Kongeegen i Jægerspris Nordskov. Den er angiveligt mindst 1500 år gammel. Men samtidig er der i dag formentlig kun få ude i den bredere offentlighed og blandt yngre musikere, som ved, hvem NHØP var. Og at han udfyldte en ret stor rolle i dansk musik, mens han levede. Det er tid til at genbesøge bassisten med den store tone: Hans bidrag til basspillet og til dansk kulturarv. Og hvorfor hans ry måske ikke står så uantastet længere.

Særligt drive, særlig lyd

NHØP’s virtuose og spilleteknisk revolutionerende bidrag til basspillet ligger konstant på lur eller bryder ud i lys lue i hans udfoldelser både som session-musiker og på hans egne udgivelser, og det har haft en væsentlig virkning på den danske scene. Han er i det hele taget en af de bassister i jazzhistorien, der tydeligst og mest suverænt konverterede kontrabassen fra et rytmisk akkompagnerende instrument i musikkens bund til et klangligt sofistikeret soloinstrument. Han kunne lægge et dybt drive, helt fysisk mærkbart, og han kunne spille enkle melodiske linjer med en syngende klarhed. Det fik de mange tilrejsende musikere øjnene op for, når de gæstede København og blev akkompagneret af Café Montmartres rytmegruppe, hvor NHØP var fast mand. Og hans omdømme førte til, at han blev inviteret med på turneer både i Europa og USA. Fra 1970 og frem var han Oscar Petersons foretrukne bassist, indtil NHØP selv trak sig i anden halvdel af 1980erne for at satse på sin egen pladekarriere. Men han og Peterson fandt sammen igen, og de spillede sammen indtil det sidste. 

Nogle har peget på, at det især er på de mere løsslupne live-optagelser ikke mindst i duoformatet, at NHØP’s sande mesterskab træder frem. Sådan mener jeg dog ikke, man kan sætte det op. Det var til stede hele tiden. For nok kunne NHØP være et helt akkompagnerende kraftværk for sine medspillere med sit dybe swing, sin naturstridige fart, sine formfuldendte og rent intonerede linjer og sine harmoniske raffinementer. Men når kæberne er samlet op fra gulvet og benovelsen over den tekniske præstation har lagt sig, er det fordybelsen i musikken, som taler stærkest. Også det mestrede NHØP - tilmed i duoformatet, som i følgende tv-klip med guitaristen Joe Pass, hvor to modne musikere gør det, de er bedst til - med lyrisk indlevelse og forståelse for luftighed i musikken.

Faktum er, at NHØP allerede tidligt, altså inden for et par år efter at han var begyndt at spille kontrabas som 13-årig, havde så stort et overskud, at han kunne spille på professionelt niveau med danske og tilkommende internationale musikere. Han blev hurtigt Danmarks dominerende jazzbassist. I april 1962 optrådte han blot 15 år gammel med pianisten Bud Powell - en af beboppens store legender - og trommeslageren Jørn Elniff i Café Montmartre i København. Snart ventede Dexter Gordon, Ben Webster og alle de andre.

NHØP tilegnede sig en basteknik, hvor han kunne udtrykke sig både i melodispillet i det høje register og med en bred, bøjelig tone i musikkens bund. Nu afdøde jazzjournalist Ib Skovgaard forklarer, hvad det var, der var så særligt ved NHØP i de unge år i en TV-dokumentar, som DR lavede efter hans død:

”I starten var det lyden, den elastiske, dybe lyd, der kom fra kontrabassen. Og det var hans feeling, hans timing, hans fornemmelse for at swinge. Det var ret tidligt på højde med det, man kan sige var de store amerikanske musikere på det tidspunkt … Der var både noget Ray Brown og Paul Chambers i hans spil.”2

Senere definerede han umiskendeligt sin egen lyd. NHØP-lyden. Men den suverænt finpudsede teknik var der ikke fra start af. Han modtog tidligt undervisning hos Oscar Hegner, kontrabassist ved det Kgl. Kapel og underviser på Musikkonservatoriet, som havde udviklet sin egen basskole med en firefingret pizzicatoteknik og håndstillinger, der gjorde det muligt at spille mere frit på gribebrættet. Det havde afgørende betydning. Men det tog tid for NHØP at udvikle og finjustere denne metode.

Ser man f.eks. TV-optagelser af den 19-årige NHØP med Sonny Rollins på den Europa-turné, der i 1965 gav den unge NHØP et internationalt gennembrud, spiller han godt nok fuld af punch, fremdrift og bevægelighed, men han benytter på konventionel vis udelukkende pege- og langfingeren til at anslå strengene. Det er især tydeligt i NHØP’s bassolo, der kommer otte minutter inde i klippet.

Senere - formentlig hen imod slutningen af 1960erne - tilegner han sig en teknik, hvor højre arm og hånd er placeret mere vinkelret på gribebrættet, og hvor alle fire fingre er i spil, når han pizzikerer strengene. Han modificerede også med tiden sin bas bl.a. med langvarigt resonerende stålstrenge, lav strengehøjde og et mikrofon- og pickup-system med egen equalizer og mixerpult, der sikrede, at han altid var herre over sin lyd og kunne høres tydeligt ved live-optrædener. Hans klang og linjer herunder funkbaseret ostinatspil og syngende fraser kunne somme tider nærme sig lyden af en båndløs elektrisk bas. Eksempelvis på pladen Hommage (1990). Han mestrede også en større palet af flageoletter og overtoner, som han kunne flette ind i melodiske forløb.

Knækket og stjålet bas

Den bas, NHØP spillede på det meste af sit liv, var bygget i 1830erne i tyske Grosswald, og købt i 1963 hos instrumenthandler John Hartvig i Studiestræde i København. Dette instrument blev renoveret over en længere årrække. Ryggen, der på et tidspunkt var gået løs, blev limet og forstærket. Gribebrættets krumning blev ændret. Der blev flyttet rundt på det indvendige herunder resonansspalterne. Strengehøjden blev, som nævnt, justeret. Og så sent som i 1991 blev hele blokken, som holdt halsen, udskiftet, efter at den var flækket under en flytransport.3

I november 1990, indtraf det berømte tyveri af NHØP’s bas i Københavns lufthavn, da han skulle rejse til Frankfurt - en historie, der cirkulerede i de danske medier. NHØP var knust, for bassen var reelt uerstattelig for ham, men historien tog en uventet drejning, da han en uge senere opsøgte instrumentbyggeren Jørgen Nielsen i Dronningens Tværgade med sin reservebas, en skrøbelig italiensk Testore fra 1700-tallet, for at påbegynde justeringer af denne. Men Jørgen Nielsen havde noget i kælderen, han gerne ville vise ham. NHØP troede først, at Nielsen ville sælge ham et andet instrument, men da de kom ned i kælderen, lå hans stjålne bas på et bord! Tilfældet ville, at NHØP’s savnede bas kort forinden var blevet indleveret til eftersyn af tyven, som havde fået en salgssaftale i stand med en journalist gennem Den Blå Avis. For sølle 12.000 kr. Et par dage senere fik NHØP beskeden om, at han var modtager af Nordisk Råds Musikpris 1991. I Politiken udlagde han hele situationen således:

Det skete alt sammen inden for tre dage, og skal man forsøge at forklare sådan noget, løber man tør for virkelighedsbeskrivelse, for det er jo ikke virkelighed, i hvert fald ikke den virkelighed, man er fortrolig med. Der er blevet leget så meget med nervesystemet, man er helt nede i den sorteste kælder, og pludselig bliver der vendt op og ned på det hele. Da var jeg klar til at droppe min stædige afvisning af, at der findes mere i verden end bare det, der kan måles og vejes.4

En pladekarriere bredere end som så

NHØP’s hovedbeskæftigelse igennem karrieren var at være rejsende spillemand med især amerikanske swing- og post-bopmusikere. De mange indspilninger dokumenterer samarbejde med bl.a. Oscar Peterson, Kenny Drew, Ben Webster, Dexter Gordon, Brew Moore, Sonny Rollins, Bill Evans, Lee Konitz, Stuff Smith, Chet Baker, Count Basie, Warne Marsh, Zoot Sims, Horace Parlan, Benny Carter, Milt Jackson, Buddy DeFranco, Earl Hines, Teddy Wilson, Roy Eldridge, Booker Erwin, Ella Fitzgerald, Lennie Tristano, Stan Getz, Dizzy Gillespie, Johnny Griffin, Coleman Hawkins og Freddie Hubbard. Hertil kommer samarbejde med markante franskmænd som Stéphane Grappelli, Martial Solal og Michel Petrucciani, belgiere som Toots Thielemans og Philip Catherine, spanieren Tete Montoliu og brasilianske Tania Maria. Musikken, NHØP lavede sammen med disse kunstnere er et levende bevis på NHØP’s respektable og stensikre omdømme i mainstreamjazzen.

I følgende eksempel med Oscar Peterson Trio spiller de en melodi fra hans Suite Canadiana. Her arbejder kapelmesteren elegant med akkordspillet, og heldigvis uden at virke fortravlet, og NHØP bidrager med et sikkert og dybt swingende akkompagnement.

Men NHØP var ingen musikalsk kostforagter og spillede ikke kun mainstream med ældre koryfæer. I kraft af sin åbenhed og musikalske indlevelsesevne stillede han op til mange slags udfordringer f.eks. i DR-regi, hvor han akkompagnerede alt fra moderne bigbandmusik til underholdningsshows og børneprogrammer. På pladefronten indspillede han musik inden for meget forskellige stilarter f.eks. jazzavantgarde, elektrisk fusion, kunstmusikalske hybrider og nordisk og dansk sangtradition.

NHØP optrådte sporadisk med nogle af jazzavantgardens mest markante navne som Albert Ayler, Roland Kirk, Anthony Braxton, Artie Shepp, John Tchicai, Paul Bley og Aki Takase. Allerede i 1963 indspillede han pladen My Name is Albert Ayler med pioneren og tenorsaxofonisten Albert Ayler. Det er tydeligt, at NHØP ikke for alvor er på bølgelængde med Aylers radikalt ekspressive og søgende udtryksmåde, men i stedet sammen med den øvrige rytmegruppe spiller inden for almindelig form og harmonik på den lille håndfuld standardnumre, som - med en enkelt undtagelse - udgør pladens repertoire. Dermed demonstrerer indspilningen også den musikalske splittelse, som var ved at opstå mellem den bebop- og harmonibaserede jazz på den ene side og frijazzen på den anden, anført af Ayler sammen med bl.a. Cecil Taylor, John Coltrane, Pharoah Sanders og Archie Shepp. Men måske de fleste har glemt pladens afsluttende nummer, Aylers ”C.T.”, hvor NHØP er medskaber af den frie og atonale musik sammen med Ayler og trommeslageren Ronnie Gardiner. 
For NHØP kunne godt gå med på legen. I 1974 transformerer han med saxofonisten Anthony Braxton en studieindspilning af Mingus-klassikeren ”Goodbye Pork Pie Hat” til en lyrisk neddæmpet, rumlende og pibende lydabstraktion, hvor NHØP anvender bue til at frembringe krasse, overtonerige strøg sammen med Braxtons brummende og hvinende kontrabas-klarinet.

Et andet eksempel på en mere åben og modernistisk anlagt NHØP er den vidunderlige og receptionsmæssigt betydningsfulde duet, som han udfører med trompetisten Miles Davis på studieindspilningen af Aura, Palle Mikkelborgs storværk, skrevet til Davis i forbindelse med dennes modtagelse af Léonie Sonnings Musikpris i 1984. Davis og NHØP høres her i en improviseret dialog, et first take, kun akkompagneret af en æterisk svævende og elektronisk klingende båndoptagelse af korstemmer, tilhørende operasangerinden Eva Hess-Thaysen. En slags droneharmonier, baseret på den såkaldte ”Davis-akkord”5. Det særlige er her at høre NHØP fabulere i et frit forløb, hvor han sammen med Davis reagerer på båndoptagelsens skiftende klangfarver bl.a. ved at lege med heltonefraser og melodiske indfald. Davis udbrød spontant efter optagelsen: "That was okay, Niels, shiiit!”.

NHØP indspillede funk- og fusionspræget bigbandmusik med danske Underground Railroad og Iron Office, tyske Peter Herbolzheimer og schweiziske George Gruntz Band. Og han gæsteoptrådte på pladen Babylon med rockgruppen Savage Rose sammen med Ben Webster. Der er flere specielle projekter i diskografien. F.eks. hans live-optræden med den japanske, klassisk uddannede avantgardepianist Aki Takase og den originale portugisiske sangerinde Maria João. Et på papiret temmelig aparte set up, men musikerne finder en fælles grund at skabe musik på i nuet med et ret enestående udtryk.

Skandinavisk træ

I en dansk jazzsammenhæng står NHØP nok i offentligheden som den mest kendte formidler af en national og nordisk musikarv ikke mindst i kraft af sine fortolkninger af danske årstidssange og salmer. Men han har ingenlunde været ene om denne praksis, og meget kan føres tilbage til barndomsvennen og pianisten Ole Kock Hansens store bidrag inden for feltet ikke blot på NHØP’s plader som pianist og arrangør, men også på en række egne udgivelser. Det danske repertoire har bidraget til at give NHØP’s musik en personlig identitet med rødder tilbage til Højskolesangbogen og opvæksten i det grundtvigske miljø omkring Osted Fri- og Efterskole, hvor hans forældre var forstanderpar.

Det er her, landskabet kommer ind i billedet. For midt i berømmelsen og alle aktiviteterne som den omrejsende musiker, der tilbragte mere tid i lufthavne end de fleste andre, ligger et mærkeligt paradoks, fordi NHØP elskede sin hjemstavn og helst af alt ville have familien omkring sig. Han udtrykte stor tilfredshed med blot at være hjemme i parcelhuset i Ishøj eller i sommerhuset ved Vesterhavet. Det fortalte han til TV-vært og forfatter Søren Ryge Petersen:

Jeg har set det meste af verden, men husker næsten ingenting af det. Jeg har ingen større oplevelse ved at se Eiffeltårnet end ved at sidde herude i haven og kigge. Et glimt af verden er nok. […] Jeg skal til Island og spille i næste uge. Jeg ved, at jeg ikke får en pind af landet at se, for jeg vil slet ikke prøve på det. Jeg ved jo, at når jeg stiger ind i flyveren, så glæder jeg mig bare til at komme hjem igen. Til Ishøj, Solveig og piletræet derude.6

NHØP blev dybt optaget af betydningen af en rodfæstet identitet. Man kan sige, at han var rundet af de danske sanges landskab. Og han var både bevidst og ganske eksplicit omkring det. Igen fortalt til Søren Ryge:

Hvis der er en eller anden harmoni i det landskab, hvor man vokser op, så giver det fred i sjælen. Jeg kan ikke begribe, at nogen kan have haft en lykkelig barndom i de engelske minebyer for eksempel. Jeg er selv et produkt af det milde Østsjælland og alle de sange, der har passeret. Min barndom har været fyldt med oplevelser, som er gået ind og har lagret sig - og engang kommer de ud igen, det ved jeg. Også når jeg spiller.7

Har man først lyttet sig ind på dette melodiske univers, så er det kontrabassens trygge, brede tone, der ringer i erindringen. I skovens dybe stille ro. Jeg ved en lærkerede. Befal du dine veje. Natten er så stille. Jeg gik mig ud en sommerdag. Hist, hvor vejen slår en bugt. Derfor kan vort øje glædes. Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Sig månen langsomt hæver. Sig nærmer tiden.

Den danske og nationale tematik samler sig stærkest på pladerne Eternal Traveller (1985), Uncharted Land (1992) og Scandinavian Wood (1995), men det danske er til stede i mindre doser helt tilbage fra første halvdel af 1970erne. Der var i begyndelsen næppe nogen klar plan om at anvende danske og skandinaviske melodier i jazzregi. NHØP’s indspilninger med Kenny Drew af ”I skovens dybe stille ro”, ”Det var en lørdag aften” og ”Jeg gik mig over sø og land”, som havde stor resonans i samtiden, blev foretaget i 1973-1974, først foranlediget af en tv-udsendelse om dansk folkemusik i Danmarks Radio. De var i årevis enlige svaler i et luftrum, domineret af amerikanske standardmelodier.

Det var Ole Kock Hansen, der anviste den videre retning, da han i 1974 arrangerede og indspillede pladen Folkevise (genudgivet i 1978 med titlen På en grøn bakketop) med danske folkeviser, arrangeret for jazz- og strygekvartet - og med NHØP på bas. Det var et i dansk sammenhæng nytænkende koncept. I 1982 stod Ole Kock Hansen igen som arrangør af den roste Det er dansk, det er Daimi med et dansk sangrepertoire og Daimi som frontfigur på vokal. Samme år indspillede violinisten Finn Ziegler med bl.a. NHØP i ensemblet melodier som ”Spurven sidder stum bag kvist” og ”En yndig og frydefuld sommertid”, og Kenny Drew og bassisten Mads Vinding udgav Playtime med danske børneviser og aftensange. Dette var optakten til et årti, hvor der udkom en lang række jazzudgivelser med omdrejningspunkt i den danske og nordiske musikarv.

I dansk film så man i perioden en lignende tendens med de såkaldte ”kulturarvsfilm” (heritage films), der i 1980erne og et stykke ind i 90erne satte fokus på kulturhistorien med filmatiseringer af danske romaner og hjemstavnsfortællinger.8 Interessen for dansk kulturarv antyder en bredere identitetsmæssig oprustning i tiden. For efter årtier, hvor amerikanske jazzdyder havde været dominerende, syntes tiden moden til, at danske musikere ønskede at definere deres egen musik. Det var en samtid, præget af tiltagende globalisering både på europæisk og transatlantisk niveau. I denne heftige kulturtrafik var en mulig reaktion at gribe tilbage til egne rødder.

I 1984 bekendte NHØP kulør, da han indspillede den skelsættende Eternal Traveller med Ole Kock Hansen på klaver og Lennart Gruvstedt på trommer. ”This album is a celebration of the danishness”, proklamerede britiske Mike Hennessey i pladenoterne. Indspilningen indeholder nogle af NHØP’s mest overbevisende og friske fortolkninger af den danske sangskat bl.a. de drømmende ”Jeg gik mig ud en sommerdag” og ”Sig månen langsomt hæver”, den idémæssigt overrumplende ”Hist hvor vejen slår en bugt” og den gospelagtigt swingende ”En elefant kom marcherende” med charmerende introsang af NHØP’s to døtre, Anna og Marie.   

Nogle år senere udsendte Ole Kock Hansen den gennemførte Jazz på nordisk (1988), hvor han viser sin snilde som arrangør af nordiske viser fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, udsat for en jazzgruppe i samarbejde med en klassisk strygekvartet og medlemmer af DR Pigekoret - og naturligvis med NHØP på bas. Af andre nationalt identitetsstyrkende jazzplader i firserne kan nævnes Valdemar Rasmussens Dejlig er jorden (1983) og Et yndigt land (1986), Kurt Ravns Vi valgte de fire årstider (med NHØP på bas), Anker Rasmussen og Ole Kock Hansens Se nu stiger solen og Louis Hjulmands Danish Ballads, begge fra 1988.

Lydlige visioner

Det er umuligt at komme udenom en anden væsentlig samarbejdspartner for NHØP, nemlig trompetisten Palle Mikkelborg, som i hele sin karriere har stået for en visionær, genrefusionerende musikopfattelse. De to musikere havde fælles erfaringer fra DR Big Band og Radiojazzgruppen tilbage i 1960erne og i kraft af Mikkelborgs rolle som arrangør og dirigent i Radiohuset ved utallige lejligheder. I 1970erne var Mikkelborg optaget af den elektriske fusionsmusik bl.a. med bandet Entrance og i samarbejde med guitaristen Terje Rypdal fra Norge. Omvendt havde NHØP travlt med at udfylde rollen som rejsende musiker ikke mindst med Oscar Peterson, indtil han midt i firserne sagde stop for at få bedre tid til egne projekter. Efter indspilningen af Aura i 1985 fandt NHØP og Mikkelborg for alvor sammen, og især to pladeindspilninger står som ambitiøse dokumenter.

Pladen Heart to Heart (1986) blev en enkeltstående, men skelsættende udgivelse med trioen Palle Mikkelborg, Kenneth Knudsen og NHØP, der samarbejdede i perioden 1986-1988. Musikken var et bevidst forsøg på at udtrykke et universelt musikalsk sprog hinsides de normale genreopfattelser. Og uden trommer fik musikken en rummelig dimension, hvor NHØP’s solide bas, Mikkelborgs svævende trompet og Kenneth Knudsens hypnotiske tryllerier på keyboards smeltede sammen til en fascinerende helhed med plads til både iørefaldende melodier og luftige, uberegnelige passager.

Personligt husker jeg, hvor enormt et indtryk denne musik gjorde live, da trioen ramte Bornholms Musikhus i 1988. Vi var nogle gymnasieelever på musiklinjen, som sad i salen og var så bjergtagne af den musik, der rejste sig foran os med fascinerende klangsøjler, at vi efterfølgende eftergjorde og spillede ”Imagine” i trioens arrangement ved en fællessamling for hele gymnasiet - undertegnede i øvrigt på trompet.

NHØP var selv meget begejstret for trioen, og fremhævede i et interview attraktionen ved at spille uden trommeslager: ”Der opstår en renfærdighed og en klangverden, som man ellers ikke kan få frem … I den her sammenhæng kunne vi altså komme ned i de helt små nuancer, og vi kunne stadigvæk, takket være nogle præindspillede bånd, hvor vi havde en form for trommelyde med, komme op i store, dynamiske udfoldelser … Jeg mener faktisk, det var genialt.”9

I 1990 samlede Mikkelborg og NHØP deres fælles erfaringer på en ny plade, Hommage - Once Upon a Time. Udgivelsen er et overdådigt udstyrsstykke med en række kompositioner - for det meste arrangeret af Mikkelborg - der opsummerer hans og NHØP’s musikalske liv som en eventyrlig fortælling, en hyldest til H.C. Andersens fædreland, barndommen og særlige inspirationskilder. Børnesangen ”Spørge-Jørgen” transformeres til funkbaseret jazzpop ikke ulig, hvad Miles Davis lavede i samme periode. Den danske sangtradition æres med et drømmerisk arrangement af ”Det Haver Så Nyeligen Regnet” for bas, kor, harpe, trompet og strygergruppe. Den afdøde el-bassist Jaco Pastorius mindes med NHØP’s ”J.P.”, iblandet citater af J. S. Bach. Og NHØP iscenesættes som spektakulær bassolist i Jacob Gades ”Tango Jalousie” med vokalensemblet Ars Novas tætte vokalklange og en rytmisk dansant rytme- og blæsergruppe. NHØP sætter stemningen ved at spille den berømte, indledende solo-kadence med suveræn kontrol og klanglig rigdom.

Hommage er en delikatesse af et instrumentalt popalbum, flere steder tæt på en Disney-æstetik. Alt er lækkert og omhyggeligt formet. Dermed også antydet, at der kan være grænser for, hvor megen perfektioneret skønhed den enkelte lytter kan kapere. Mikkelborg kan tilsyneladende ikke få nok af blid sauce. Det hele slutter dog med frækt underspillet ironi i Kurt Weills ”September Song”, hvor NHØP’s bas og Mikkelborgs klaver agerer jazzet taffelmusik i en restaurant med klirrende tallerkener og et konverserende publikum, som ikke rigtig gider klappe, da musikerne stopper!

Det er dobbelt-ironisk, eftersom NHØP på dette tidspunkt havde ørenlyd alle vegne. I 1986 havde det amerikanske jazzmagasin Down Beats kritikerpanel stemt ham ind som verdens bedste bassist. I 1987 fik Heart to Heart-trioen Niels Mathiasens Mindelegat på 100.000 kr. Samme år modtog NHØP Hartmann Prisen på 200.000 kr. I 1991 fik han så Nordisk Råds Musikpris. Og i 1992 blev han kåret til Ridder af Dannebrog.

Ukendt land - og dybe rødder

Samme år lancerede NHØP sit eget ambitiøse opus, Uncharted Land (1992), som tydeligt signalerer ønsket om at betræde nyt musikalsk territorium. En særlig ”skalp” blev her taget, nemlig i samarbejdet med den norske stjernesaxofonist Jan Garbarek, som havde skrevet en hel suite i fire satser for kor og ensemble. Formidable Ars Nova medvirker under ledelse af Bo Holten, og sammen med musikerne skaber de noget af det mest stemningsfulde og klangligt fascinerende, NHØP nogensinde indspillede. Men Garbareks suite opleves ikke som nogen helhed, den er spredt ud på pladen. På den anden side havde den måske været for tung, hvis ikke den var brudt op.

Korværket spædes op med en række duostykker, der har helt andre stilistiske og kulturelle referencer. Der er de to standardmelodier, ”A Nightingale Sang in Berkeley Square” og ”Someday My Prince Will Come”, med den franske pianist Michel Petrucciani. Så følger NHØP og Kock Hansens renfærdige udgave af ”Natten er så stille”. Og endelig er der tre stykker med NHØP og el-bassisten Steve Swallow, pladens producer. Det stemningsfulde titelnummer, skrevet af NHØP og fremført sammen med Søs Fenger på vokal, er en lille perle.

Det er med andre ord en blandet landhandel. Men hver især er disse stykker høreværdige og fulde af finesse. Man kan prøve at lytte til åbningsnummeret ”Moving Pictures”, hvor der skabes en smuk musikalsk udvikling og balance mellem de medvirkende i det store, nordiske ensemble. Og dernæst til den frit improviserede, fjerlette og nærmest fugaagtige dialog mellem NHØP og Michel Petrucciani i den temaløse version af ”Someday My Prince Will Come”. Begge musikeksempler er inciterende, men man skulle ikke tro, at de stammer fra samme plade.

Uncharted Land blev ikke helt den succes, NHØP havde håbet på. Flere anmeldere så den som usammenhængende eller uhomogen. Som anmelder Kjeld Frandsen, der i magasinet Jazz Special formulerede, at pladen på mange måder var beundringsværdig, ophøjet og magtfuld, men også fjern og uden glimt i øjet. ”Ja, undertiden er det, som om alle disse kunstnere er blevet gidsler i et kulturelt Babelstårn … Dette cd-værk mangler nok alt i alt lidt sjæl, lidt selvironi, lidt menneskelighed, lidt sex om man vil.”10

I Ekstra Bladet derimod kaldte man udgivelsen for ”Pedersens pragtværk”, og anmelder Rud Kofoed slutter med opfordringen: ”Tag en pose af stilhedens sand med hjem og lad det løbe gennem timeglasset. Æggene bliver muligvis hårdkogte, men hjertet bliver blødt. NHØP’s drømmeplade varer en time og et minut - og det er (kor eller ej) ikke et minut for meget!”11 Det er vist også eneste gang, at alvorsmanden Jan Garbarek (hvis saxofonspil ofte er refereret til som syngende og naturorienteret), er blevet kaldt for ”en højt hostende Trabant en sen nat i Gedser”.

Endnu en plade, Scandinavian Wood, skulle dokumentere rødderne, det særlige dansk-nordiske islæt, hos prisvinderen af Nordisk Råds Musikpris med støttekroner fra NOMUS (Nordisk Musikråd). Scandinavian Wood blev indspillet ad flere omgange i 1993-1994 både live i Finland og i DR Radiohuset, og i et studie i København. Udgivelsen forelå omsider i 1995 på svenske Caprice Records. En pilgrimsvandring, kunne man sige, gennem nordiske viser, salmer og højskolesange samt enkelte af NHØP’s egne melodier. Alle sejl er sat på den indledende suite af Ole Kock Hansen med NHØP som solist foran Ostrobothnian Chamber Orchestra - et medley over danske, norske, islandske og svenske salmer og folkemelodier. Dog i et lidt tungt arrangement, spændt ud mellem jazzharmonik og nationalromantik a la Grieg. Pladen afsluttes mere vellykket med NHØP i trio med Ole Kock Hansen (p) og Jonas Johansen (dr), akkompagneret af Danmarks Radios Underholdningsorkester. Men pladens mest indtrængende øjeblikke er solostykkerne ”Sig nærmer tiden” (med overdubs), ”Samba Petite” og ”En yndig og frydefuld sommertid”, der fanger NHØP’s overdådige klangbeherskelse og fraseringsevne. Egentlig solo-bas-optagelser uden sidestykke i dansk musikhistorie.

Ikke stilistisk fornyer

Trods eksempler på, at NHØP kunne indgå i samtidsaktuelle projekter, og selvom han nytolkede den dansk-nordiske musikarv, sådan som der er gjort en del ud af i nærværende tekst, er han grundlæggende anset for at være en traditionsbevarende musiker, der primært spillede med amerikanske musikere, hvis afsæt var 1930ernes og 40ernes swing- og bebopmusik. Det var herfra, hans solistiske drivkraft udsprang. Endvidere var hans repertoire inkl. hans egne kompositioner præget af konventionelle sangformer.

Man kan med en vis ret hævde, at mens de fremmeste af NHØP’s samtidige instrumentkollegaer deltog i udviklingen af den moderne jazz, brugte han mere tid på at spille mainstream med Oscar Peterson. Andre bassister fra NHØP’s generation som britiske Dave Holland, tjekkiske Miroslav Vitouš, norske Arild Andersen, tyske Eberhard Weber samt amerikanerne Barre Phillips, Steve Swallow og Jaco Pastorius arbejdede hver for sig inden for mere kunstnerisk fornyende jazzformer med tråde til bl.a. jazzrock fusion, improviseret ECM-musik og avantgarde. I en skandinavisk kontekst har en bassist som svenske Anders Jormin videreført et kontrabasspil med en stor, syngende og bøjelig tone, klanglig rigdom og skandinavisk præget musik samt en evne for at kombinere det spilletekniske med rollen som kapelmester, komponist og arrangør. Det sidste var noget, NHØP ikke kunne honorere.

Han var tilsyneladende et vanemenneske. Havde han først sat sig fast på et arrangement, forandrede han det sjældent, men holdt fast i samme opskrift. Et eksempel er den danske folkevise ”Jeg gik mig ud en sommerdag at høre”, som NHØP spillede med et arrangement, der starter med åben og modalt baseret improvisation over nogle karakteristiske akkordskift, og til sidst ender med en afspilning af melodien. Denne formel anvendes i alle de fire versioner, NHØP indspillede henover seksogtyve år med skiftende besætninger på pladerne Dancing On The Tables i 1979, The Eternal Traveller i 1984, To a Brother i 1993 og The Unforgettalble NHØP Trio Live i 2005.

Det indikerer, hvad flere har udtrykt, at NHØP helst holdt fast i det kendte, og havde svært ved at forny sig. Det sidste var meget udtalt i de sidste 10-15 år af karrieren, hvor hans faste trio med Ulf Wakenius og Jonas Johansen spillede det samme repertoire med de samme arrangementer koncert efter koncert. I sine sidste år virkede NHØP til at være kørt godt og grundigt fast som pladekunstner, samtidig med at han leverede varen på højt niveau under koncerter. Jonas Johansen erindrer:

I den tid, jeg var med, skete der ikke meget nyt repertoiremæssigt, og det gjorde der vist heller ikke før min tid. Det var som udgangspunkt det samme, vi spillede. I alle andre orkestre, jeg har spillet i, har repertoiret ændret sig, i nogle tilfælde endog meget hastigt, så det her skulle jeg vænne mig til. Man kunne se på det som klovnen Grock, som hele sit liv havde ét nummer, som han så forfinede.12

Hvad dette angår kan NHØP minde lidt om pianisten Bill Evans, der ligeledes havde et begrænset repertoire af yndlingsmelodier, som han til gengæld hele tiden kunne arbejde med i detaljen. Det er dog svært at forestille sig, at det ikke udgjorde et problem for NHØP, at han havde svært ved at forny sig som solokunstner. En forklaring er, at hans egen karriere udgjorde et stabilt og trygt rum af musik, han kunne vende tilbage til i et musikerliv, der bød på mange udefra stillede opgaver.

Der er en tragisk gentagelse i, at NHØP på en måde kom til at mime sin egen kritik af Oscar Peterson. Tilbage i 1992 udtalte han til Ekstra Bladet, at han rent musikalsk var færdig med sin tidligere arbejdsgiver: ”Jeg kan ikke holde ud at lave de samme ting dag ud og dag ind. Der skal andre udfordringer til”. Men NHØP endte selv med at sidde fast i det samme repertoire uden ambitioner om at ændre det.

Den irske musiker og blogger, Ronan Guilfoyle (f. 1958), skrev i 2019 et opslag om NHØP, hvor han reflekterer over NHØP’s musikalske storhed, men også over det faktum, at han i dag ikke nyder nogen større bevågenhed. Det er et interessant blik på NHØP, set udefra med en ikke-dansk, international vinkel: 

Selvom han var en musikalsk og instrumental gigant, hvordan kan det så være, at han er så marginal en figur nu? Da jeg var ung, ville jeg og alle bassister i min generation have nævnt ham med det samme, hvis vi blev bedt om at sætte navn på de fem bedste bassister i verden. Hvis man gjorde det samme i dag med unge bassister, er der ikke blot mange, som ikke har hørt ham spille, men heller ikke engang har hørt om ham!13

Guilfoyle peger på, at NHØP i en tidlig alder kom til at spille mainstreamjazz med mange af jazzens store amerikanske navne, men at han havnede i et tomrum, efterhånden som disse musikere gik bort, og derfor ikke af eftertiden - udtryksmæssigt og stilistisk - opfattes lige så relevant og væsentlig som en række af sine samtidige instrumentkollegaer. Der er formentlig en del sandhed i dette. Men samtidig virker det ikke til, at Guilfoyle er så godt orienteret om NHØP’s aktiviteter i dansk og skandinavisk kontekst i 1980erne og 90erne, hvor han ofte bl.a. sammen med Palle Mikkelborg spillede samtidsaktuel musik. NHØP’s bidrag som musiker og pladekunstner er med andre ord ikke helt så ensidig og enkel at sætte i bås.

NHØP og Jesus

Tilbage står NHØP’s tyngde som fornyer af bassens rolle og tekniske muligheder i jazzen. Men også hans særlige betydning for basspillet i Danmark. At man overhovedet i en periode talte om en særlig ”dansk” basskole, skyldes i høj grad NHØP. Han var bjerget, der skulle bestiges. Den monstrøse skala, som alle andre blev målt ud fra. Baskollegaen Bo Stief sammenlignede ham engang med Jesus: ”Vi regner med tiden før og efter at NHØP dukkede op”. Det højnede Danmarks ry som arnested for stærke bassister med en høj teknisk standard: Mads Vinding, Jesper Lundgaard, Jens Melgaard, Thomas Ovesen, Chris Minh Doky, Thomas Fonnesbæk, Jasper Høiby - for blot at nævne nogle oplagte, hvoraf mange har videreført bassens stærke melodiske rolle, stor solistisk mestring og udforskningen af et dansk-nordisk repertoire.14

Til gengæld er der ikke mange fra de nyeste generationer i dansk jazz, som synes at følge i NHØP’s kølvand. En del spiller igen mainstream, men med et ældre og mere spiseligt basideal. Og yngre danske navne, som i dag fremhæves med en særlig nordisk og melodisk tone, har andre idealer for lyd, og er nærmest demonstrativt ikke-virtuose i deres hyppige anvendelse af simple repetitionsstrukturer og harmoniske forløb, ofte inspireret af pop, electronica og nordisk folk i deres følsomt-melodiske velklang og begrænsede anvendelse af improvisation. Der er en del ”hotel-lobby-jazz” over grupper som Bremer/McCoy, Svaneborg Kardyb, ElJo og Hvalfugl.

Hjem til Osted

Den sidste plade, NHØP nåede at udgive i eget navn - denne gang sammen med Ole Kock Hansen - er dobbelt-cd´en Grundtvigs sang til livet (2000), et samarbejde med Sokkelund Sangkor, Den Skandinaviske Blæserkvintet og vokalsolisterne Susi Hyldgaard og Dina Flyvbjerg. Sammenlagt indspillede holdet 24 Grundtvig-sange og salmer samt en række instrumentale ”refleksioner” af NHØP, Kock Hansen og blæserkvintetten, tilsammen 36 stykker musik.

Grundtvigs sang til livet fik ikke stor opmærksomhed, da den udkom, men cementerer det livslange samarbejde, som NHØP havde med Ole Kock Hansen omkring den danske musikarv. Og det må slås fast: Uden Kock Hansen som medspiller og arrangør havde NHØP’s omdømme inden for dette felt næppe været så markant.

Pladen er i musikalsk henseende nok det tætteste NHØP kom på hjemstavnen og opvæksten med Højskolesangbogens kulturelle bagage. Her udfoldes i øvrigt salmerne og fædrelandssangene på en måde, som giver mulighed for at opleve og anskue repertoiret i en bredere kulturel og stilistisk kontekst, der vrister den fri af en traditionel, nationalkonservativ spændetrøje. Den musikalske fokus er på koret og sangsolisterne, og der er - som altid - raffinerede detaljer undervejs i Kock Hansens arrangementer. På symbolsk vis er NHØP mere tilbagetrukket. Og det er næsten, som om en sløjfe bliver bundet.

Efter koncerten i Osted Kirke går jeg ned gennem kirkegårdens grusstier og stedsegrønne hække, og bevæger mig over i det nordøstlige hjørne. Her finder jeg NHØP’s gravsten. Den rager op med sin store, rektangulære flade. Øverst på stenen ses et relief med det snoede hoved fra en kontrabas. Under det står mandens navn med store versaler. Der er frit udsyn over marken til Osted Fri- og Efterskole, der ligger ud til landevejen, som forbinder Roskilde og Ringsted. Det er, som det skal være. NHØP er blevet til en del af landskabet, hvor han voksede op.

Fodnoter

1. Oprindelig skrev NHØP melodien med titlen ”Kenny” til minde om vennen og pianisten Kenny Drew (d. 1993), indspillet i duo med Ole Kock Hansen på Scandinavian Wood (1994). Men i 1996 fik melodien en større udbredelse, da Lisa Nilsson indsang den med tekst af Lisa Freeman og en ny, mere alment pejlende titel, der også navngav NHØP-albummet Those Who Were (1996).
2. TV-Dokumentar: Niels-Henning Ørsted Pedersen 1946-2005. DR, 2005.
3. Andersen (1992)
4. Andersen (1992)
5. Davis-akkorden udviklede Palle Mikkelborg ud fra sit eget tonealfabet. Et system, hvor den kromatiske skalas toner blev tildelt hver sit bogstav i alfabetet. Ud fra dette dannede navnet M-I-L-E-S-D-A-V-I-S en 10-tonig melodisk frase, der kunne omformes til en 7-tonig skala og en fascinerende, polytonal akkord, der kan tydes som en Am, sammenflettet med en G#m7.
6. Petersen (1998), s. 156.
7. Petersen (1998), s. 157.
8. Eksempler er filmatiseringer af Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (Bille August, 1987), Karen Blixens Babettes gæstebud (Gabriel Axel, 1988), Gustav Wieds Fædrene æde druer med filmtitlen Sort høst (Anders Refn, 1993) og Min fynske barndom (Erik Clausen, 1994).
9. I NHØP-dokumentaren 30 år på bassen (DR, 1992)
10. Frandsen (1992)
11. Kofoed (1992)
12. Larsen & Sjøgren (2005), s. 146.
13. Guilfoyle (2019), min oversættelse.
14. Der er tydelige forbindelseslinjer til NHØP og det “danske” på udgivelser som: Jesper Lundgaard: X-Mas Bass (1998), Olivier Antunes & Jesper Lundgaard: Arching (2005), Michael Sunding & Mads Vinding: The Melodies of Carl Nielsen (2015), Ole Koch Hansen & Thomas Fonnesbæk: Fine Together/Nordic Moods (2015), Chris Minh Doky: New Nordic Jazz (2015), Michael Sunding & Mads Vinding: The Melodies of Nordic Christmas (2017), Søren Kristiansen & Thomas Fonnesbæk: The Touch (2022).