Saxofonisten med Helligåndens ild

Hvordan er det gået til, at den stilskabende jazzsaxofonist John Coltrane som døde i 1967, er blevet kanoniseret som helgen i den afrikansk-ortodokse kirke i USA? Jazzkender og religionshistoriker Christian Munch-Hansen besøgte i 2014 den specielle Coltrane-kirke i San Francisco, og fortæller her om sit møde med kirken og historien om Coltranes musik, der affødte en kult med saxofonisten som guddom i 1970ernes spiritualistiske miljø. Siden transformerede bevægelsen sig flere gange frem til i dag. Hver søndag er John Coltranes musik centrum for gudstjenester, og hans eksempel har givet kirken en stærk social profil med fattighjælp, kamp imod racisme, politivold og kapitalistisk boligpolitik.

Det er en rolig og varm søndag formiddag i slutningen af juni, 2014. Jeg er på vej op ad Fillmore Street i den vestlige del af San Francisco, hvor man bl.a. finder jazzklubben Yoshi’s og det berømte spillested Fillmore, hvor James Brown, Miles Davis og Jimi Hendrix optrådte. Men jeg skal ikke på musikalsk sightseeing. Jeg er på vej til gudstjeneste. Ved adressen 1286 er et skilt stillet ud på fortovet, Saint John Coltrane African Orthodox Church. I det samme glider en amerikanerbil op langs fortovet. Jeg genkender chaufførens lange, markante ansigt bag solbrillerne. Det er ærkebiskop Franzo King, som jeg har læst om og set på fotografier, stifteren af Coltrane-kirken, manden, der om nogen personificerer den særlige spirituelle vej, Coltrane-kirken er gået. Han stiger ud af bilen og hilser venligt. Snart efter træder jeg ind gennem glasdøren.
    Det er et overraskende lille, næsten kvadratisk lokale. Nogle få af kirkens medlemmer er ankommet og er i færd med at gøre klar. Væggene prydes af spraglede stoftryk, malerier og fotos. Stolerækker er stillet frem, og på et lille alter til venstre brænder et par lys. På bagvæggen hænger flere store ikonmalerier. En mørkhudet Kristus Pantokrator, ’Verdensherskeren’, og Gudsmoderen med barnet. Klassiske motiver i katolske og ortodokse kirker. Mere usædvanlige er ikonerne på sidevæggene. De forestiller kirkens særlige helgen, John Coltrane, der her har det ekstraordinære navn ’Saint John Will-I-Am Coltrane’. Et af ikonerne viser ham som ’John the Sound Baptist’, lyd-døberen, med grøn jakke, slips og glorie om hovedet. I mundingen på hans saxofon ulmer Helligåndens flammer. Det røde bånd, der er bundet omkring saxofonen, symboliserer Faderen i den kristne treenighed (farven gul står for Sønnen og blå for Helligånden).’Sound Baptist’-ikonet fremstiller ham i den periode, hvor han indspillede for Prestige! og havde sin religiøse vækkelse.

Saint John Coltrane African Orthodox Church’, Fillmore 1286.
Foto: Chr. Munch-Hansen

Et andet ikon fremstiller Coltrane med sopransax og i en strålende hvid klædning, der illustrerer den opstegne og himmelske helgen. Dette henviser til perioden efter hans spirituelle vækkelse. På hver side af hans fødder ses ’hellige lydskiver’, der kan give association til Coltranes plader, men de er også en bibelsk reference til profeten Elias og hjulene på den himmelske ildvogn, der ifølge 2. Kongebog hentede ham hjem til Gud. John Coltrane opfattes i kirken som en udvalgt, der via musikken bringer mennesker i berøring med det hellige, med selveste Guds Ånd. Når Coltrane kaldes for ’Saint John the Divine Sound Baptist’, etableres han som en slags efterkommer af Johannes Døberen. Denne døbte med vand, men Coltrane døber med lyd.

Den himmelske Coltrane på sin trone.
Ikon-maleri af Rev. Mark Dukes. Fotograf ukendt.

Kirkens historie tager da også udgangspunkt i en afgørende begivenhed, en såkaldt sound baptism, som biskop Franzo King og hans hustru Marina oplevede som unge under en live-koncert med John Coltrane i San Francisco i september 1965. De opfattede ’lyddåben’ som en Helligånds-oplevelse i forlængelse af deres pinsekirkelige baggrund. Herefter etablerede de en spirituelt orienteret studiegruppe for Coltrane-dyrkere. Det var her, det hele startede.
    Coltrane-kirkens ikonbilleder er malet af den afrikansk-amerikanske kunstner og digter, Rev. Mark Dukes, som også har udført den monumentale væg ’The Dancing Saints’ i Saint Gregory of Nyssa Episcopal Church i San Francisco, der deler et vist åndeligt slægtskab med Coltrane-kirken. På den cirkulære billedvæg ses Kristus i kosmisk dans sammen med en lang række helgener inkl. John Coltrane. Det er et nytænkende ikon-værk, der knytter an til denne kirkes økumeniske teologi1.

Udsnit af ikon-maleriet ’The Dancing Saints’, hvor John Coltrane ses i selskab med bl.a. komponisten William Byrd, biskop Desmond Tutu (uden glorie, fordi han endnu ikke er død), digteren Dante Alighieri og profeten Esajas.
Uploadet af firstchurchrwc.org. Fotograf ikke oplyst.

Inden gudstjenesten i Coltrane-kirken deltager jeg i en morgenmeditation med diakon Marlee-I Mystic. Det er hendes rigtige navn. Hun er født ind i kirken som barn af forældre, der var med fra begyndelsen. I den kontekst var der ikke noget mærkeligt i, at hun blev opkaldt efter et af tidens musikalske ikoner og spirituelle forbilleder, Bob Marley. Marlee-I Mystic er aktiv som sanger og spoken word artist i kirken, og hun har en BA i psykologi og kommunikation fra University of California. Hun tilbyder kurser som fødselshjælper med træning i vejrtrækning og meditation, hun hjælper jordemødre ved fødsler, og hendes drøm er at opbygge en såkaldt ’urban ashram’ i relation til kirken, der kan tilbyde meditation, yoga, afgiftning og rådgivning om sund kost og livsstil i ånden fra kirkens helgen. Hun fortæller:

Jeg vil gerne formidle, hvordan man lever en Coltrane-livsstil i gudhengivenhed, solidaritet, sandhed og sundhed i respekt for Jorden. Jeg har en veninde, der er i ekspert i lyd-meditation med fokus på, hvordan tonearter og fysiske bevægelser er knyttet til specifikke chakrasm.

(Marlee-I Mystic i interview m.  Chr. Munch-Hansen, 30/6-2014)

Hermed også antydet, at Coltrane-kirken har en bredere og mere universalistisk profil end mange mere traditionelle kirker. Kirken har en kristen konfession, men har også et slægtskab med åndelige traditioner fra Østen. Den tidlige kult omkring Coltrane opstod i det spiritualistiske miljø i San Francisco i slutningen af 1960erne, hvor indiske og buddhistiske filosofier og spirituelle teknikker skød op blandt ungdommen sammen med indiansk shamanisme, jordstråler og healende krystaller. John Coltrane var selv optaget af verdensreligionerne, religiøs filosofi og indre forvandling. Han studerede bl.a. gamle spirituals og indiske ragaer, havde kontakt med sitarspilleren Ravi Shankar, og opkaldte sin søn efter ham (saxofonisten Ravi Coltrane).
    En af de T-shirts, man kan købe i kirken, bærer Coltrane-citatet ’I believe in all religions’. Et relativistisk udsagn, der synes at stå i modsætning til kristendommens krav på sandhed. Men den spirituelle universalisme er integreret i kirkens udviklingshistorie og selvforståelse, samtidig med at den kristne konfession er bærende. En skriftlig erklæring i kirkens programmer lød i 1990’erne:

Vi er fuldt ud bevidste om det universelle i John Coltranes musik og filosofi, og at hans ånd og eftermæle rækker ud og berører mennesker med vidt forskellig tro, bekendelser og religioner. Vi er imidlertid, i denne tid og på dette sted, taknemmelige for lejligheden til at løfte navnet Jesus Kristus op gennem Johns musik, for vi ved gennem personlig erfaring og vidnesbyrd, og fra en stor gruppe af vidner, at Herrens Ånd er til stede i denne lyd-lovprisning, givet fra himlen gennem John.2

Ved meditationen sidder vi i en lille rundkreds omkring Marlee-I. Der er pauser med stilhed. Hun fortæller om Coltranes inderlige religiøsitet og gudslængsel, refererer til hans åndelige hovedværk, suiten A Love Supreme fra 1965, og beder os synge med på det ’A Love Supreme’-digt, Coltrane skrev og lod trykke på coveret til dette album. Digtet er nu en del af kirkens liturgiske tekster, der er lagt frem på stolene, trykt på laminerede plastikark. Coltrane opfattede sit digt som en libretto, og hans saxofonsolo i ’Psalm’, suitens sidste sats, er en instrumental ”recitation” af teksten3 John Coltrane: ‘Psalm’. Animation.
Hør et eksempel ved at klikke her'][Ex. 1. Link til YouTube]

Indersiden af det originale gatefold-LP-cover til A Love Supreme
med Coltranes berømte forord og digt

Da gudstjenesten går i gang, kommer der damp under kedlerne i en blanding af højtidelighed og en løsagtig musikalsk atmosfære. Ærkebiskop Franzo King griber tenorsaxen og spiller med på den stemningsfulde, modale Coltrane musik, bakket op af andre saxspillende kirkemedlemmer, skummende trommer og congas, keyboard, rystende tamburiner og elektrisk bas fra Wanika King Stephens, datter af Franzo og Marina King. I 2010 blev Wanika viet som den første kvindelige præst i den afrikansk-ortodokse kirke. På et tidspunkt kommer også kirkens ’Minister of tap dance’, kirkens stepdanser, på banen. Prædikenen af Wanika King Stephens er kort og uden dybere teologiske overvejelser. Hovedelementet og attraktionen i kirkens gudstjeneste er i høj grad musikken, de faste liturgiske indslag, billederne, symbolerne. Det er en fascinerende blanding af traditionelle, højkirkelige formled og Coltranes musik som et fælles, ærefuldt anliggende.

Til gudstjeneste i Coltrane-kirken. Biskop Franzo King fører an på saxofonen,
akkompagneret af kirkens band, Ohnedaruth bl.a. med ’Archpriest’ Wanika King
Stephens på bas og ’Sound Minister’ Rev. Father James Max Haqq på trommer.
Foto Chr. Munch-Hansen

En søndagsgudstjeneste i kirken former sig således:

Coltrane Liturgy 4
Processional
Opening Prayer
The Confession - ’Attaining’
Psalm 150 - ’Tunji’
The Introit - ’Lonnie’s Lament’
The Lords Prayer - ’Spiritual’
The Preparation - Psalm 23 - ’Acknowledgement’
The Collect
The Epistle Reading
The Gospel Reading
Hallelujah Chorus - ’Reverend King’
The Offering
The Message
Opening of the Doors of the Church
Benevolent Offering
Communion (1^st Sunday)
Announcements
Closing Prayer - ’After The Rain’

Kirkens musikteologi - Gud som lyd

John Coltrane blev officielt kanoniseret som helgen i AOC5 i 1982, samme år som Coltrane-menigheden var blevet en del af denne kirkelige konfession. Dermed gik Coltrane fra guddom til helgen. Og selvom der ikke eksisterer lige så tydelige procedurer for helgenkåringer i den ortodokse kirketradition som i den katolske, så er det interessant, hvordan en række mirakel-historier har været med til at godtgøre saxofonistens særstatus som Guds udvalgte redskab. Diakon Marlee-I Mystic bekræfter over for mig, at der er bestemte krav, som skal opfyldes, for at en helgenkåring kan finde sted. Der er typisk tale om vidneberetninger om mirakler og helbredelser. Marlee-I nævner bl.a. den centrale beretning om helbredelsen af den døende pige Shahada, der oplevede en spontan helbredelse på hospitalet, da Coltrane-musik blev spillet. I et andet tilfælde oplevede en person en særlig styrkelse ved at bære en T-shirt med Coltranes navn, og det siges, at et trafikuheld blev afværget i kraft af saxofonistens musik. I kirkens regi eksisterer der hundreder af den slags vidneudsagn om denne musikhelgens kraft og betydning i medlemmernes liv.6
    Fra starten af 1970erne og frem udviklede kirken en ret alternativ teologi med inspiration fra forskellige religiøse traditioner herunder tesen om at ’Gud er lyd’ med udgangspunkt i sufien Hazrat Inayat Khans ideer. Og Treenigheden - Fader, Søn og Helligånd - tolkedes som guddommelige personificeringer af Melodi, Harmoni og Rytme. Kirkens kristologi handlede på det tidspunkt om, at John Coltrane blev set som en slags messiansk efterfølger og inkarnation af både Kristus selv (der jo også var både håndværker og en del af en undertrykt klasse i samfundet) og den hinduistiske Krishna med fløjte. Men han blev også set som en Johannes Døber-skikkelse, som det fortsat er tilfældet. De kendte bibelvers om Døberen, ”Selv var han ikke Lyset, men han skulle vidne om Lyset” (Johannesevangeliet 1, 8), er blevet opfattet som et profetisk udsagn ikke kun om Johannes Døberen, men også om ’John the Sound Baptist’.
    Efter at Coltrane-kirken blev en del af den afrikansk-ortodokse kirke, er den kristne fortolkningsramme blevet styrket. Musikken forstås i kirken som intimt knyttet til Coltranes bevidsthed og spirituelle intentioner. Og eftersom Coltrane menes at være i kontakt med Helligånden, udtrykker musikken i sidste ende Guds tilstedeværelse. Gud ’taler’ og virker gennem Coltranes musik. Det er en mystisk tilgang til gudserkendelse, som ligger langt fra en nordeuropæisk, rationel teologitradition, hvor Guds Ord skal tilegnes med forstanden. Når Coltrane-kirkens medlemmer udsætter sig selv for Coltranes musik gennem bevidste og gentagne aflytninger af hans indspilninger og gennem personlig deltagelse i kirkens musikgudstjenester, er der tale om en hengiven religiøs praksis og kommunikation med Gud. I kontakten med den guddommelige musik er man inden for Åndens virkefelt. Her knytter kirken ikke mindst an til en række bibelske beretninger, hvor lyde og musik rummer transformerende kræfter.
    Det mest slående eksempel er Skabelsesberetningen i 1. Mosebog 1, hvor altings ophav skal findes i Guds klingende røst ud i tomrummet: ”Gud sagde, ’Der skal være lys!’ Og der blev lys.” En anden passage fra 1. Samuelsbog opfattes som et udtryk for den tidligere nævnte ’sound baptism’. Her skildres Kong Sauls indvielse som nykåret konge via en ’profetisk henrykkelse’, da han møder en række musikere, som spiller fløjter, harper, citer og pauker. Ved dette møde sker der en forvandling med Saul, som tildeles ’et andet hjerte’. I Josvabogen 6 er endnu et eksempel, hvor musik besidder guddommelig kraft, der kan forandre omgivelserne, nemlig beretningen om erobringen af byen Jeriko, hvis mure styrter sammen, da Josvas præster på Guds befaling går rundt om byen og blæser kraftfuldt i vædderhorn. Og naturligvis spiller helbredelser via musik en central rolle i kirkens teologi, som det demonstreres i beretningen fra 1. Samuelsbog 16, hvor Davids harpespil lindrer Kong Sauls tungsind og får en ond ånd til at forlade ham. Sådanne beretninger bekræfter kirkens selvforståelse som bærer af den hellige Coltranes særlige musikalske budskab og potentiale. Som ærkebiskop Franzo King har udtalt:

Musik er transcenderende, åndelig. Den har den tværkulturelle kvalitet at skabe broderskab, at skabe enighed blandt mennesker, at skabe et samfund uden krig. Der er helbredende kraft i Coltranes navn og lyd. Der er kosmisk kraft i denne udfoldede, transcenderende sound!7

Coltranes musikalske udvikling

Men hvordan var Coltranes eget forhold til det religiøse? Først må det slås fast, at Coltrane var og er en af jazzens største kunstnere gennem tiderne - vel kun i skyggen af Louis Armstrong, Duke Ellington og Miles Davis. Han fornyede og anviste helt nye muligheder på sit instrument med en uovertruffen teknisk virtuositet og en kompromisløs musikalsk og spirituel fordybelse, der har sat sig spor i mange musikalske miljøer i generationerne efter ham bl.a. blandt instrumentkollegaer som Yusef Lateef, Charles Lloyd, Pharoah Sanders, Charles Gayle, Michael Brecker, Dave Liebman og George Garzone, rocknavne som The Who, Carlos Santana, Radiohead og Thurston Moore samt nyere komponister som Philip Glass, Terry Riley, Steve Reich og La Monte Young. Coltrane har lyttere verden over, og nye fans kommer til.

 
John William Coltrane blev født i 1926 i Hamlet, North Carolina, og voksede op i Philadelphia. Begge hans bedstefædre var præster af metodistisk observans, og hans mor var stærkt religiøs. Som jazzmusiker kom han ud af den moderne jazzbevægelse i 1950erne i kølvandet på beboppens pionerer bl.a. Charlie Parker, Dizzy Gillespie, Bud Powell og Thelonious Monk. Hans gennembrud kom sent, han var næsten tredive år gammel og relativt ukendt, da han i 1955 blev medlem af Miles Davis’ kvintet. Her begyndte han for alvor at udvikle sit spil i en personlig retning. I første omgang byggede han videre på beboppens sprog med en vital og kompleks tilgang til skalaer og harmonik. Men Coltrane var meget mere end en monstrøs tekniker. Han kombinerede sit innovative spil med en nøgtern, hudløs følelse og inderlighed, som blev stadig stærkere og mere ekspressiv med årene. Og i takt med hans mentale og spirituelle frigørelse blev også hans spil på tenor- og sopransax stadig mere fritænkende og grænsesøgende. Som sådan udviklede Coltrane sig fra at være en af de skrappeste hardbopmusikere til en af bannerførerne for 1960ernes avantgarde- og free jazz.[fn]Coltrane som hardbopper: ’Blue Train’ (sept. 1957)
Hør et eksempel ved at klikke her[Ex. 2. Link til YouTube][/fn]
    Først skulle Coltrane dog gennem en dyb krise, en stof- og alkohol-afhængighed og eksistentiel deroute, som var ved at ødelægge hans liv og karriere. Officielt var det et beskæmmende lavpunkt, da Miles Davis i april 1957 fyrede ham fra sit orkester. Senere samme år lykkedes det Coltrane, bl.a. med hjælp fra sin daværende muslimske hustru Naima, at komme fri af sin narkoafhængighed og sine indre konflikter. Coltrane oplevede i den forbindelse en religiøs vækkelse, der forandrede hans syn på sin musikalske praksis og gav den en ny retning. Selv beskrev Coltrane omvæltningen i noterne til hovedværket A Love Supreme, der udkom i 1965:

During the year of 1957, I experienced, by the grace of God, a spiritual awakening which was to lead me to a richer, fuller, more productive life. At that time, in gratitude, I humbly asked to be given the means and privilege to make others happy through music. I feel this has been granted through His grace. ALL PRAISE TO GOD”.8

 
Den religiøse vækkelse, som Coltrane her omtaler, kom til at stå som omdrejningspunktet for en af jazzhistoriens mest bemærkelsesværdige og dedikerede kunstneriske bedrifter. Denne er også knyttet til hans skifte til pladeselskabet Impulse!, hvor han indspillede fra 1961 og frem til sin død af leverkræft i juli 1967. Han blev blot 40 år gammel, men er vel dokumenteret på skelsættende albums som Blue Train (indsp. 1957), Giant Steps (1959), Live at The Village Vanguard (1961), Impressions (1961-63), A Love Supreme (1964), Ascension (1965) og Meditations (1965).
    Den centrale gruppe var kvartetten med McCoy Tyner (piano), Jimmy Garrison (bas) og Elvin Jones (trommer). Coltrane indspillede også med mange andre musikere heri blandt danske John Tchicai, der medvirkede på den vildtvoksende bigbandplade Ascension. I sine sidste år indspillede Coltrane også flittigt i kvartet med sin nye kone, pianisten og organisten Alice Mcleod (1937-2007), der tog navnet Coltrane og fik stor betydning for hans religiøse eftermæle.

A Love Supreme

Den både brydsomme og storslået rullende, oceaniske fornemmelse i Coltrane-kvartettens modale jazz kommer til udtryk i mange stykker i perioden. Man kunne f.eks. fremhæve ’Spiritual’ fra Live at The Village Vanguard (nov. 1961), ’Wise One’ fra Crescent (april 1964), ‘Song of Praise’ fra The John Coltrane Quartet Plays (maj 1965), ‘Welcome’ fra Kulu Sé Mama (juni 1965) eller ’Dearly Beloved’ fra Sun Ship (aug. 1965). Men frem for alt er det mesterværket A Love Supreme, der samler trådene som den centrale programerklæring. Talsymbolikken i suiten med de fire satser er ikke tilfældig. De korresponderer med de fire stavelser i værktitlen, A-Love-Su-preme, og de udgør stationer på en mental rejse, der beskriver en spirituel transformation og kamp frem imod et forløsende endepunkt: den utvungne væren og lovprisning i kontakt med det guddommelige.

1. Acknowledgement (Erkendelse)
2. Resolution (Beslutsomhed)
3. Pursuance (Bestræbelse)
4. Psalm (Lovsang)

Det er oplagt at se denne åndelige dannelsesrejse som Coltranes egen, en slags ’pilgrimsvandring’, som Coltrane-biografen Lewis Porter har kaldt den. Dynamisk bevæger suiten sig med en stigende kurve af intensitet igennem de tre første satser fra ’Acknowledgement’s målrettede fordybelse i medium-tempo over den gnistrende og selvbevidste ’Resolution’ med driftig swingpuls til den kraftfulde og konfliktfyldte ’Pursuance’ for at slutte i ’Psalm’s rubato-ballade af afklaret ro.9
    ’Acknowledgement’ åbner, som vågner man af en drøm med den store kinesiske gong, Elvin Jones anslår. Coltrane former et lille, kaldende tema ud af en E-akkord med Tyners luftige underlægning. Alice Coltrane har sat fine ord på åbningens fornemmelse af ceremoni:

Det er som en smuk by, men vi går ikke ind, vi må passere gennem portalen, korridoren, og da når vi indgangen. Når vi hører den akkord, E-dur, begynder dørene at åbne. Sådan er det for mig - den allerførste invitation til dette smukke sted, som er her, i vort hjerte og ånd.10

Efter dette 30 sekunders intro igangsætter Garrison det berømte bas-ostinat på fire toner, nu i F-mol, og resten af rytmegruppen falder ind. Ostinatet er i grunden er et simpelt blues-motiv, der melodisk passer til de fire stavelser i værkets titel.

I slutningen af sin saxofonsolo (4:54-6:02) tager Coltrane motivet under særlig behandling ved at rykke det til forskellige tonale trin. At Coltrane flytter temaet rundt i tonearterne er ikke et stiltræk, men snarere en bevidst, symbolsk demonstration af selve udsagnets mening. Her ’synger’ han med saxofonen sin anprisning af Guds væsen, en altomfattende, kosmisk kærlighed, som er alle vegne. Rent musikalsk vil det sige: i alle tonearter, i en enhver afkrog af det tonale univers. Herefter tager Coltrane rørbladet fra munden, men han fortsætter nu med at messe ordene som et mantra eller en bøn. Coltranes stemme er efterfølgende blevet dubbet i studiet, hvilket understreger vigtigheden. Oven på denne ’chanting’ oplever man saxofonsoloen i et nyt lys. Soloens udvikling var fra start af planlagt til at kulminere i sangens universelle religiøse udsagn. Med dette greb får Coltrane lytteren til at opleve forløbet.
    Suiten tager lytteren gennem satsernes stadig mere intense faser ikke mindst ’Pursuance’, der oplagt er blevet læst som en afspejling af Coltranes indre kampe og konflikter i tiden inden værkets tilblivelse11. Det hele leder frem til kontrasten, den enestående og afspændte ’Psalm’, hvor Coltrane, som tidligere nævnt, foredrager sit religiøse digt gennem saxofonen – en praksis, der i dag er ritualiseret som menighedssang i Coltrane-kirkens hellige liturgi. Elvin Jones’ filtkøller fremmaner desuden en blødt rullende stemning på pauker, hvilket er med til at give denne jazzindspilning en usædvanlig atmosfære.

Coltranes sparsomme, håndskrevne noter til suiten ’A Love Supreme’. Man bemærker bl.a. det 4-delte motiv. ’Motif played in all keys’, har Coltrane skrevet. Nederst står ordene ’All paths lead to God’. Dokumentet er gjort tilgængeligt via Smithsonian National Museum of History, og er kommenteret på siden www.openculture.com/2017/11/john-coltranes-handwritten-outline-for-his-masterpiece-a-love-supreme-1964.html

Coltrane spillede kun ’A Love Supreme’-suiten i sin helhed en enkelt gang live, nemlig ved Festival Mondial Du Jazz Antibes i Sydfrankrig i juli 1965. Optagelserne fra denne koncert cirkulerede i mange år som piratoptagelse, men i 2002 udsendte Impulse! en ’Deluxe Edition’ af A Love Supreme, der også indeholder en lydrestaureret og for første gang autoriseret udsendelse af live-koncerten fra Frankrig, vel at mærke i en forbløffende god lydkvalitet. Sammenlignet med studie-versionen spiller Coltrane her med yderligere flosset kraft. Det er på én gang smukt, hudløst og foruroligende. I ’Pursuance’ arbejder Coltrane sig i en lang solistisk flugt trinvist opad i tenorsaxens register frem imod et højdepunkt hvor Garrison og Tyner slipper, men Coltrane fortsætter i en hæsblæsende duel med Elvin Jones. Sekvensen er grænseoverskridende – en mesterlig musikalsk udfoldelse og et udtryk for den ekstatiske og eksistentielle katarsis, Coltrane søgte via sin musik12.
    Coltranes musik udvikler sig markant fra A Love Supreme og frem i de sidste to og et halvt år af hans levetid. Man kan f.eks. sammenligne suitens fast formede ’Resolution’ med den rystende ’The Father and the Son and the Holy Ghost’, indspillet i november 1965, elleve måneder senere, som endte på pladen Meditations i 1966. Coltrane-gruppen har her helt forladt en fast pulsfornemmelse til fordel for et frit detonerende beat og et saxspil af Coltrane og Pharoah Sanders med en sådan intensitet, at mure må ryste, og klipper må skælve. Som Nat Hentoff bemærker i sine liner notes, så lyder det i dette nummer, som om de to musikere ”taler i tunger”13:

[…] som om deres indsigter er af en så overbevisende styrke, at de bliver nødt til at overskride almindelige musikalske udtryksmåder og strukturer for at blive i stand til at viderebringe den essens af væren, de har rørt ved. Følelserne byder det; De kan ikke nedbrydes eller poleres til konventionelle udtryk for ’skønhed’ eller ’harmoni’. De må eksplodere, som de er følt - i den råt for usødede, håndgribelige, kropslige, smertefulde, udfordrende, kradsende og rensende selv-opdagelse. For at opnå enhed, må der først være et dyk ned i og gennem den pinefulde separation.14

Sagsøgt af Alice Coltrane

Man kan i dag tale om to spirituelle hovedspor efter John Coltrane. Det ene er den kristne arv og fortolkning, som udfolder sig i Saint John Coltrane African Orthodox Church. Det andet er Alice Coltranes hinduistiske og New Age-prægede spor, som udfoldede sig i hendes Vedantic Center og senere Shanti Anantam Ashram. Coltrane-kirkens historie viser, at sporene ikke bør opfattes som skarpe modsætninger. Alice Coltrane og Franzo og Marina King kendte hinanden, og de to veje, som de i dag repræsenterer, var i anden halvdel af 1970erne forenede i Alice Coltrances Vedantic Center, som kirken i en periode dedikerede sig til. Spaltningen blev synlig, da Alice Coltrane lagde sag an imod kirken for misbrug af John Coltranes navn og eftermæle. Som Marlee-I fortæller:

Hun sagsøgte kirken. Det var trods alt var for mærkeligt for hende at se sin mand guddommeliggjort. Det var for meget for hende. Men faktisk var Alice i Indien med min mor, som var en af hovedkræfterne i kirken dengang. Hun og Alice Coltrane indspillede endda vediske sange sammen med Marina King.

(Marlee-I Mystic i interview m. Chr. Munch-Hansen, 30/6-2014)

Alice Coltrane. Udsnit af pr-coverbillede fra pladen
Translinear Light (Impulse! 2004)
https://dvdcover.com/alice-coltrane-translinear-light-2004/

Alice Coltranes historie og betydning er et studie værd i sig selv. Hun blev en meget aktiv kunstner i egen ret efter John Coltranes død, hvor hun videreudviklede det spirituelle og musikalske spor, som hendes mand efter hendes overbevisning havde bevæget sig på15. Hun foretog rejser til Indien, fik bl.a. Swami Satchidananda som guru og skiftede navn til Turiya Aparna. Det hinduistiske præg blev markant, men hendes tilgang var reelt synkretistisk med elementer også af jødedom, kristendom, islam, buddhisme, ægyptisk religion og Hare Krishna-bevægelsen. Hendes pladetitler bærer vidnesbyrd om denne interesse bl.a. Huntington Ashram Monastery (1969), Journey In Satchidananda (1970), Universal Consciousness (1971), Eternity (1976), Transcendence (1977) og den smukke svanesang Translinear Light (2004).
    Interessen for Alice Coltrane og den spirituelle jazz generelt har været stigende også i Danmark i de senere år16. Denne tendens blev bekræftet 15. november 2017, da Sai Anantam Ashram Singers, der har videreført Alice Coltrane Turiya-Sangitanandas musikalske praksis i Californien, optrådte i DR Koncerthuset under titlen ’The Ecstatic Music of Alice Coltrane’. Dette er også titlen på den posthume pladeudgivelse med Alice Coltrane og hendes ’Ashram-sangere’, der er udkommet på David Byrnes selskab, Luaka Bop, en kompilation af sange, baseret på kassettebånd, som Alice Coltrane indspillede i 1980erne og 1990erne oprindelig til intern brug i Ashanti Ashram.

Dynamisk tilpasningsevne

Det lykkedes Coltrane-kirken at overvinde den interne krise efter perioden med Alice Coltrane. Kirken redefinerede sit virke ved at blive indlemmet i The African Orthodox Church. Det særlige ved Coltrane-kirkens udvikling er således ikke mindst dens dynamik. Flere gange har den transformeret og tilpasset sig de udfordringer og muligheder, der er opstået i tidens skiftende strømme. Coltrane-kirkens hyppige navneskift og forskelligartede aktiviteter er en demonstration af den tilpasningsevne, som gør det muligt at følge kirken gennem mere end 50 års udviklingshistorie som kulturel, religiøs og politisk bevægelse.

Her er en oversigt over de væsentligste begivenheder og positionsskift i kirkens historie:

1965 – Franzo og Marina King oplever en ‘sound baptism’ under en koncert med John Coltrane ved The Jazzworkshop i San Francisco, 18. september 1965. De etablerer en ‘Listening Clinic’ omkring Coltranes musik og person.

1968 – ’The Yardbird Club’ og ’The Yardbird Temple’ etableres som et undergrundsspillested, opkaldt efter bebopsaxofonisten Charlie ’Yardbird’ Parker. Stedet fungerer også som studiegruppe for Coltrane-dyrkere og som suppekøkken for hjemløse.

1969 – Gruppen skifter navn til ‘Yardbird Temple: Vanguard Revolutionary Church of The Hour’. Franzo og Marina King knytter stærke bånd til Dr. Huey P. Newton og The Black Panther Party, inspireret af sort befrielsesteologi, kamp for borgerrettigheder og marxistisk tænkning.

1971 – Coltrane-bevægelsen bliver til en egentlig kirke og bliver til ’The One Mind Temple’. Coltrane opfattes som en messiansk guddom, og hans musik tolkes ind i en pentekostal Helligånds-tradition, blandet med østlig filosofi og sort befrielsesteologi. Kirken justerer i 1973 sit navn til ‘The One Mind Temple Evolutionary Transitional Body of Christ’.

1974 – Coltrane-menigheden får kontakt med Alice Coltrane, der får tilnavnet ‘Wife of God’ og ’Mother of The Royal Family’. Hun bliver leder af ’The Vedantic Center’ og drejer den spirituelle praksis i retning af hinduismen. Coltrane opfattes som sufi-mystiker og som en inkarnation af ’Blå Krishna’. Menigheden fordyber sig i veda-studier, meditation, chanting og gospelmusik.

1981 – Retsopgør med Alice Coltrane, der sagsøger kirken for uretmæssigt at bruge Coltranes navn og musik med et erstatningskrav på 7,5 mio. Dollars. Alice Coltrane opgiver dog senere kravet.

1982 – Efter bruddet med Alice Coltrane søger kirken et nyt ståsted. Den afrikansk-ortodokse kirke (AOC) er interesseret i nye udvidelser. Coltrane-kirken undersøges og ordineres som en del af AOC med navnet ‘One Mind Temple Missionary Episcopate of The African Orthodox Church in The West’. John Coltrane kanoniseres som helgen 19. september 1982.

1986 – Kirken antager navnet ‘Saint John Coltrane African Orthodox Church’.

2000 – Kirken presses til at flytte fra sine lokaler i Divisadero Street på grund af huslejestigninger. Kirken finder nye lokaler i Gough Street på 1. salen i St. Paulus Lutheran Church.

2007 – Kirken flytter til de tidligere butikslokaler i 1286 Fillmore Street.

2010 – Kirken udfordrer kønspolitikken i AOC ved at udnævne Wanika King-Stephens til den første kvindelige pastor.

2011 – Kirken deltager i protestbevægelserne ’Occupy SF’, ’99% Powers’ m.fl. imod bankers, politikeres og pengestærke organisationers magt, korruption og profit på bekostning af den afrikansk-amerikanske og økonomisk svage del af befolkningen i San Francisco.

2014 – Kirken fejrer 50-året for udgivelsen af Coltranes A Love Supreme med musikfestival, gudstjenester m.m.

2016 – Kirken presses endnu en gang ud af sin lokalitet på grund af huslejestigninger og må flytte til lånte lokaler i St. Cyprians Episcopal Church på Turk Street.

 
Coltrane-kirken er stadig fuldt aktiv i San Francisco med sin lille menighed af lokale, aktive medlemmer og sin position som globalt orienteret musikkirke og turistattraktion for Coltrane-fans og nysgerrige. Kirken har i mange år været socialt aktiv i lokalområdet bl.a. med uddeling af tøj og mad til trængende. Kirken driver også en lille radiostation med navnet ’Uplift’, der hver uge sender et program med John Coltranes musik og budskab som omdrejningspunkt.
    Det særlige er naturligvis den stærke fokus på musikken. De fleste ledende medlemmer af kirken spiller et eller flere instrumenter, eller deltager i den hellige liturgi som sangere. En del musikere er tilknyttet kirken og har i tidens løb været med til at løfte kirkens gudstjenester. En af disse er den nu afdøde saxofonist Roberto De Haven (1954-2013), der samtidig med sit virke som jazz- og avantgardemusiker i San Francisco var ’sound minister’ i kirken i mange år, og var med til at udvikle den musikalske liturgi herunder kirkens band, Ohnedaruth17. Da De Haven døde i 2013, blev en mindegudstjeneste for ham filmet. En 40 minutter lang sekvens på Youtube giver et glimrende indtryk af, hvordan John Coltranes modale frijazz er blevet et frydefuldt musikalsk sprog for medlemmerne.[fn] '7-14-2013 Roberto De Haven Memorial Part 1’.
(Snippets of the Coltrane Church’s Memorial Service for Father Roberto De Haven. Doing John Coltrane’s "Attaining", "Spiritual", "Acknowledgment" and "Resolution".)
Hør et eksempel ved at klikke her'[Ex. 4. Link til YouTube][/fn]
 ’Ohnedaruth’ og ’Sisters of Compassion’ har ved særlige lejligheder optrådt uden for kirkens regi bl.a. på jazzklubber og spillesteder i San Francisco-området. I 1996 og 1998 var bandet inviteret til Premier Festival du Gospel du Provence i Frankrig. I 2008 optrådte de i den symfoniske sal i Paris, Cité de la musique, hvor rockguitaristen Carlos Santana deltog i løjerne. Også tidligere har Santana spillet med kirkens orkester.
    Coltrane-kirkens adresse er skiftet flere gange. Senest måtte man i 2016 flytte fra Fillmore Street 1286 grundet de huslejestigninger, som efterhånden har ændret det såkaldte ’western addition’ til et mondænt bolig- og forretningskvarter for de velbemidlede. Det sker på bekostning af lokale beboere bl.a. fra de farvede miljøer, der presses til at flytte. Mod byens kapitalistiske byplanlægning og boligpolitik kæmper selv guderne forgæves. Eller som ærkebiskop Franzo King udtalte ved den lejlighed i februar 2016 til det lokale nyhedsmedie, SF-Gate:
    ”Vores bekymring går primært på, hvad der sker med det afrikansk-amerikanske samfund. Udflytningen af ikke bare beboere, men også åndelige og kulturelle institutioner får nærmest uhindret lov til at ødelægge det lokale miljø af profitable grunde”.18
    Således er Coltrane-kirken ikke blot et musikalsk og teologisk særsyn i det kirkelige landskab, men også en modstemme, der har fastholdt en social og politisk aktivisme i hjembyen. John Coltranes eftermæle er ikke blot af musikalsk karakter, men er også blevet en etisk, åndelig og social arv.
    Coltranes musik er fortsat stærkt udfordrende. Hvad er det dog, der er på færde? Måske en del af svaret er, at Coltrane gaber over både jord og himmel med en musik, der sætter vilde standarder. Her møder man en palet af arketypiske følelser fra rasende maskulin urkraft og glædesjubel, over dyb spirituel længsel til ydmyghed og bristefærdig sårbarhed. Bag paletten af emotionelle farver, bag den grænsesprængende æstetik, bag de smukt snoede saxofonlinjer, den udtryksfulde tone og de ekstatiske skrig, skabt med et rørblad mellem gummer, mundhule, resonerende kranie og en stor krops lunger, befinder sig en enestående kunstnerisk sensitivitet og beslutsomhed på tværs af al fornuft og markedslogik. Coltrane er ikke for alle, men dem han rammer, rammer han dybt. Det kan de tale med om i den lille, dedikerede kirke i San Francisco.

Yard Bird Temple - Vanguard Revolutionary Church of The Hour.
Originalt brevhoved fra Coltrane-kultens tidlige periode, 1969.

Noter

1. ’The Dancing Saints’ er en fascinerende billedvæg, der portrætterer en lang række helgener - ikke blot kirkelige skikkelser som Barnabas, Frans af Assisi og ørkenfaderen Moses den Sorte, men også almenmenneskelige forbilleder for retfærdighed, sandhed og mod bl.a. Anne Frank, Charles Darwin, Gandhi, Rumi, Malcolm X, John Coltrane og Ella Fitzgerald. ’The Dancing Saints’ kan studeres nærmere i tekst, billeder og på video på kirkens hjemmeside: https://www.saintgregorys.org/the-dancing-saints.html"
2. Den kirkelige programerklæring er citeret hos Baham (2015), s. 141 (min oversættelse)
3. Coltrane skriver det selv i pladens liner notes: ”[…] the fourth and last part is a musical narration of the theme, A LOVE SUPREME which is written in the context; it is entitled PSALM”. Men ingen havde for alvor undersøgt digtets musikalske udformning, før jazzforsker og forfatter Lewis Porter foretog en grundig analyse, der også endte i hans højt respekterede Coltrane-biografi. Se Porter (1998), s. 244-249. John Coltrane: ‘Psalm’. Animation.
4. Fra Coltrane-kirkens oversigt over den hellige liturgis forløb, trykt på laminerede plasticark til fælles brug (2014).
5. African Orthodox Church (AOC) blev stiftet i 1921 af den daværende biskop, George Alexander McGuire. Han tilhørte oprindeligt den protestantisk-episkopale kirke, men som afrikansk-amerikaner blev han forhindret i at opnå præsteembede. For at komme denne racisme til livs ønskede han en kirke med plads til alle uanset hudfarve og stiftede AOC, der opnåede apostolisk validitet og succession fra The West Syrian Jacobite Church of Antioch gennem den kontroversielle biskop Joseph René Villate. Se Encyclopedia of African-American Culture and History (2017) og De Coster (2008).
6. Baham (2015), s. 159.
7. Citat hos Baham (2015), s. 166.
8. John Coltrane: Liner notes til A Love Supreme, dateret December, 1964.
9. John Coltrane: A Love Supreme (Full album). [Ex. 3. Link til YouTube]
10. Alice Coltrane, citeret hos Kahn (2002), s. 99.
11. Dette betones bl.a. af Howison (2012, s. 138-39) i en række teologiske refleksioner over Coltranes musik. I tråd med Coltranes egne udsagn om, at hans musik er tæt forbundet med hans religiøse ideer og personlige liv, knytter Howison ’Pursuance’ sammen med det faktum, at Coltrane ikke blot levede et afklaret liv efter sin afgørende vækkelse i 1957, men gennemlevede en ny krisetid i 1963, moralsk og spirituelt, sandsynligvis med baggrund i sit kringlede familieliv med skilsmisse fra Naima, en affære med en anonym kvinde og et nyt samliv med Alice McLeod. ’A Love’ Supreme-digtet rummer erkendelsen af fejlbarlighed og syndighed, der overvindes i kraft af Guds altomfattende nåde og barmhjertighed.
12. ’Pursuance’ er blevet kaldt koncertens ’upolerede juvel’. Saxofonisten Andrew White, der er kendt for at have transskriberet i hundredvis af Coltrane-soloer, har udtalt: ”Det er den vanskeligste solo ud af de 650, jeg har lavet […] kompleksiteten og dybden i hans [Coltranes] lingvistiske bidrag er utrolig. Det er virkelig substantielt - et sandt højvandsmærke”, citat fra Kahn (2002), s. 170 (min oversættelse).
13. Liner notes til Meditations (1966). Hentoff benytter som musikalsk metafor begrebet ’tungetale’, hvis oprindelse i kristen tradition skal findes i Paulus’ omtale af de såkaldte ’nådegaver’ i Det Nye Testamente (1. Korinterbrev 14). Blandt disse hører gaven at ’tale i tunger’, en form for uforståeligt lydsprog, givet af Helligånden, som tjener til personlig, indre opbyggelse af den troende. Ved det såkaldte pinse-under i Apostlenes Gerninger 2 er tungetale endvidere forbundet med en ekstatisk-mystisk erfaring af det guddommelige, der høres som ’vindstød’, visualiseres som ’tunger af ild’ og forbindes med beruselse.
14. Uddrag af Hentoffs liner notes til Meditations (min oversættelse).
15. I denne sammenhæng bør det nævnes, at hun som hustru og arving prægede Coltranes eftermæle med sit mandat og sit virke som musiker og spirituelt menneske. I første omgang havde det betydning for en række posthume Coltrane-udgivelser bl.a. Stellar Regions (1995), der består af indspilninger fra februar 1967 med den sene kvartet inkl. Alice Coltrane selv på klaver. Her navngav hun de fleste værker, fordi hendes mand ikke nåede at gøre det. Disse titler kan således ikke bruges som direkte kilder til Coltranes personlige spiritualitet. I andre tilfælde prægede Alice Coltrane også den musikalske produktion eks. i forbindelse med det kontroversielle album Infinity fra 1972. Her tog hun sig store friheder ved føje strygere, orgel, harpe og ekstra rytmegruppe til de oprindelige Coltrane-optagelser fra 1965-66.
16. I københavnske Montmartre har der været opførelser af A Love Supreme-suiten (med saxofonisten Hans Ulrik). Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival har lanceret koncerter med Alice Coltranes musik (ved pianisten Søren Kjærgaard) og Albert Aylers musik (guitaristen Marc Ribot), og der har været løbende besøg af spirituelle jazznavne som Sun Ra Arkestra, Charles Lloyd, Archie Shepp, Dr. Lonnie Smith, William Parker og Kamasi Washington. Endnu en særlig reference er den omstændighed, at spillestedet Jazzhouse pr. 2018 officielt skiftede navn til ’ALICE’ bl.a. med inspiration fra eventyret Alice in Wonderland og Alice Coltranes musikalske univers.
17. ’Ohnedaruth’ er Sanskrit for ”medfølelse”. Alice Coltrane kaldte Coltrane for Sri Rama Ohnedaruth.
18. Fra net-artiklen SF’s Coltrane Church Fights Eviction’, SFGate, 18/2-2016 (min oversættelse). Adresse: http://www.sfgate.com/bayarea/article/S-F-s-St-John-Coltrane-Church-fights-eviction-6838007.php