Synet af Nielsen

Det er Carl Nielsen-år i år, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. For at deltage i fejringen uden blot at lægge os i slipstrømmen har vi bedt forfatteren Johan Bender om at skrive en artikel til os. Benders bogliste omfatter især værker om kunst- og kulturhistoriske emner. I 100-året for Landsudstillingen i Aarhus 1909 publicerede han således bogen Hurra for Århus, og til PubliMus skrev han artiklen Nielsens kantate om det bestillingsværk, Carl Nielsen komponerede i anledning af udstillingen. Værket spiller ingen større rolle i Carl Nielsens produktion, og det var nærmest modvilligt, at han overhovedet gik med til at komponere det. Så meget desto mere viser selve værkets tilblivelse om ukendte sider af komponistens liv, personlighed og samtid. (PubliMus nr. 18, 2010)

Johan Bender er, forstår man, musikelsker og en stor fan af Carl Nielsen, men er ikke selv musiker. Til gengæld kan han noget med billeder. I artiklen Synet af Nielsen fortæller han om komponisten med udgangspunkt i en række billeder, hvoraf flere sjældent vises, og som lægger op til mere ukendte anekdoter.

På Carl Nielsen-museet i Odense findes en enorm billedsamling, som man venligst har stillet til rådighed. PubliMus takker for samarbejdet.

Carl Erik Kühl
Redaktør af PubliMus

 

1. Den unge komponist

Mange meninger er udtalt om Carl Nielsen og meget er skrevet om ham, senest i forbindelse med markeringen af 150-årsdagen for hans fødsel i 1865. Denne publikations ærinde er ikke hans musik eller synet på Nielsen, men synet af Nielsen. Billederne skal bringe os tættere på ham som person.

Der findes mange fotografier og kunstneriske fremstillinger af manden – som den kendte komponist og kulturpersonlighed, og dertil kom, at hans kone, Anne Marie Carl-Nielsen, var bildende kunstner. Endelig var han med sit vindende væsen og charme et tiltrækkende mål for fotografens øje – og det spillede han gerne op til. På Carl Nielsen Museets arkiv i Odense findes en betragtelig stor samling billeder, hvoraf en lille del er benyttet her.

Dette fotografi af den unge Carl Nielsen er det eneste af bogens billeder, der ikke findes i det store Carl Nielsen-arkiv og er formentlig ret ukendt. Jeg vil imidlertid indledningsvis gerne præsentere det, da det gør ham særdeles nærværende for mig. Jeg har nemlig fået det foræret af hans datter, Irmelin, i forbindelse med besøg hos hende, hvor hun levende fortalte mig om sin far. Det er taget omkring den tid, hvor den strithårede unge komponist brød igennem med sit opus 1, Lille Suite for Strygere, og udstråler en lignende undersøgende fremdrift som musikken: Her kommer jeg!

Risskov 9. juni 2015

Johan Bender

2. Carl Nielsen ved moderens grav

I Min fynske Barndom – en vidunderlig bog, hvor ordene strømmer så frit og levende som hans tonesprog – tager Carl Nielsen straks læseren med ind i sit liv:

Den 9. Juni 1865 havde min Mor en slem, men også lykkelig Dag. Mine Forældre boede i et lille Bondehus midt paa en Mark i Nørre Lyndelse Sogn paa Fyn. Den nærmeste Omegn hed Sortelung. Min Mor var ene hjemme med nogle af de mindre Børn, da hun skulde føde mig. Det var meget strengt, og hun gik udenfor Huset, tog omkring et Træ og bankede sit Hoved imod Stammen. Jeg tror derfor, hun maa have været glad og lettet, da jeg kom til Verden. (Min fynske Barndom, s. 11)

Carls mor havde nok at se til med sine tolv børn og sin mand Niels Jørgensen, kaldet Niels Maler. For egnens bønder malede og tjærede han deres bindingsværksgårde, eller han var med sit spillemandsorkester af sted til kroballer og andre festligheder rundt om på Fyn. I husstanden havde hver sit at se til, og så snart Carl var gammel nok, blev han sendt ud i markerne på den nærliggende herregård Bramstrup for at røgte køer eller vogte gæs.

Carls særegne evner blev imidlertid snart bemærket. Således kom etatsråd Langkilde fra Bramstrup en dag forbi barndomshjemmet, hvor den fem-seksårige dreng spillede melodier på kridtafmærkede brændestykker.  Det morede den rare herremand at iagttage den lille fyr hoppe rundt for at træffe tonerne i den rigtige takt. Lyttende opfordrede han ham til bare at blive ved. Og det gjorde Carl bogstavelig talt – og stolt var hans mor. Da han engang var sengeliggende med mæslinger og kedede sig, stak hun ham betænksomt en trekvart-violin og sang nogle melodier for ham, som han så skulle finde på violinen.

Tidligt kom Carl til at spille med i farens orkester og blev således fagligt nært knyttet til ham. Hans mor spillede dog en anden afgørende rolle for ham og hans færd gennem livet. Hun tog ham undertiden med på vandring den halve snes kilometer til Odense og fortalte ham om byens muligheder og forjættede ham hans egne.

Efter sin konfirmation og afsked med skole og barndomshjem blev Carl sat i lære hos en købmand, men denne gik kort efter fallit. Niels Maler forsøgte så at få sin søn ind ved Odense Regimentsorkester, og efter en månedlang intensiv trompetundervisning i hjemmet konkurrerede den lille vogterdreng og spillemand sig ind i orkesteret foran meget ældre aspiranter. Kun fjorten år gammel havde Carl Nielsen nu taget sit første betydningsfulde skridt ind i musikkens verden.

3. Noget ved musikken

I Min fynske Barndom fortæller Carl Nielsen, at det ikke varede længe, før han var en af de flinkeste til at blæse på signalhorn. Sandsynligvis var han langt den bedste, thi selvovervurderinger forekommer ikke i hans erindringer, tværtimod. Sin færdighed forklarer han med, at hans læber af natur var faste og ikke for tykke, hans tandstilling fortræffelig egnet for hornembouchuren, og han kunne holde de højeste toner i næsten et minut. Dette har naturligvis intet med musikalske evner at gøre, bemærker han, men i den unge alder er sådan sport en stor tilfredsstillelse og giver selvtillid.

Under lejrøvelser i Jylland blev han udtaget til hornblæser for selveste generalen. Da hans korte ben havde svært ved at følge med hesten, tog bondeknøsen uforfærdet og ubemærket fat i hestehalen; med dette fortrolige greb kunne han straks – til rytterens store forundring – springe frem til hestens forparti i samme nu, den var blevet standset.

Den unge korporal kunne lægge penge til side, og det første, han anskaffede sig, var et klaver på afbetaling, hvorefter han tilbragte al fritid ved tangenterne. Klaveret fascinerede ham, da det lod ham se tonerne i modsætning til blæseinstrumenter eller violin, som kun kunne høres. Han begyndte også at komponere, først forskellige ting for messingblæsere, siden strygekvartetter og sonater for violin og klaver.

Hver søndag gav regimentsmusikken koncert, og mange lagde mærke til den lille hornblæser. En kreds af indflydelsesrige beundrere lagde planer for, at drengen kunne komme på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Carl talte først med sin mor herom. Hun lyttede alvorligt og sagde, at han altid skulle gøre sit allerbedste i alt, hvad han foretog sig. Hun talte noget om H.C. Andersen (1805-1875), der havde været lige så ussel, men havde slået sig igennem. Hun endte samtalen med ordene: ”Jeg tror, du kan.”

Efter at have fået moderens accept af sine konservatorieplaner, måtte Carl tage mod til sig og tale med faren derom – han anede hans modstand. Niels Maler blev dog beroliget ved at høre, at Carl ikke havde søgt sin afsked ved militærmusikken og argumenterede energisk imod sådanne fantasterier. Sønnen blev dog ved sit og mærkede sig, at ”det var forunderligt, at han, der ville bekæmpe mig og gøre mig svag, han styrkede mig netop til Modstand ved sit eget Væsen, fordi jeg derved kom til at føle mig som en Mand over for en Mand.” (Min fynske Barndom, s. 183) Uenighed gjorde stærk!

Carl satte sin vilje igennem, og vejen til hovedstaden lå åben med vellykkede prøver og optagelse på Musikkonservatoriet fra 1. januar 1884. Han slutter sine erindringer således:

Min fynske barndom var dermed til
ENDE!

Efter den bevægede barndom fulgte flere læreår i København. Men i 1888 trådte Carl Nielsen virkelig frem i den store offentlighed, da hans første store komposition Lille Suite for Strygere blev opført af Tivolis Symfoniorkester. Han spillede selv med, og senere samme år dirigerede han selv Suiten i Odense Rådhussal til stor begejstring. Carl Nielsen var nu ved at slå sit navn fast som en, man skulle lægge mærke til. Det indtryk blev år efter år bekræftet ved hans symfonier, operaer, kammermusik, klaverværker, sange samt alt det andet, som tryllebandt, og han kom til at stå som landets største komponist – uden modkandidater.

4. Den dunkle ungdomstid?

De fire år mellem Carl Nielsens fynske barndom og hans manddomsårs velkendte udfoldelser har ligget hen som en dunkel ubeskrevet  ungdomstid, indtil en enestående kilde dukkede op og kastede et overraskende og skarpt lys på dette betydningsfulde og turbulente livsafsnit.

Når Musikkonservatoriet holdt lukket, blev Carl Nielsen af sin plejemor i København sendt på sommerferie til landsbyen Selde ved Limfjorden, hvor hendes søster var gift med en storkøbmand og kroejer. De havde to døtre, Marie og lillesøsteren Emilie. Emilie var en betagende 14-årig pige, og hun og den 22-årige Carl blev forelskede i hinanden. Fortryllelsen varede i de tre somre, han kom derop på ferie fra 1887 til 1889.

Det er denne Emilie Demant Hatt (1873-1958), der som et enestående sandhedsvidne kaster lys ind over komponistens ungdomsår. Aldersforskellen mellem Emilie og Carl var de sig ikke rigtig bevidst, men den har måske været med til at bestemme forholdets skæbne. Efter at have modtaget Det Anckerske Legat begav Carl Nielsen sig ud på et års dannelsesrejse. I Paris mødte han i 1891 den to år ældre billedhugger Anne Marie Brodersen (1863-1945), og de giftede sig fluks.

Tilbage stod den unge Emilie. Hun blev billedkunstner og forfatter og bevarede med sin senere mand, professor Gudmund Hatt, kontakten til familien – selv da Carl Nielsen døde i 1931. En dag på deres gamle dage sagde Anne Marie Carl-Nielsen til Emilie: ”Carl talte altid om Emilie.”

Emilie Demant Hatt slutter sin erindringsbog Forårsbølger – Erindringer om Carl Nielsen med ordene: ”Havde Carl talt om Emilie – saa har Emilie nu talt lidt om Carl.” Disse rørende erindringer skrev hun i 1949, og ved hendes død ti år senere blev de sammen med et stort bilagsmateriale med billeder, noder etc. indleveret til Det Kongelige Bibliotek og klausuleret i 25 år. I forbindelse med arbejdet med Carl Nielsen Brevudgaven i tolv bind stødte redaktøren, John Fellow, på Emilies øjenåbnende manuskript og udgav det i 2002.    

Hvad kan Emilie så fortælle? –– Hver sommer, når Carl skulle komme, kom landsbyen på den anden ende. Han kunne ikke alene bedåre med sit spil, han kunne også fortælle historier og anekdoter og illustrere det alt sammen med mimik og lyde. Lystigheden var stor, en bajads var han – vedgik Emilie.

De to unge foretog sammen ride-, cykle- og sejlture ved og på Limfjorden. En dag besøgte de i Nykøbing Mors fotograf J. Demant, der var Emilies morbror og gudfader, og hun fik Carl til at spille sine roller og lave sine vrængehoveder. Disse fotografier har hidtil været lidt af et mysterium for Carl Nielsen-forskningen, men her er forklaringen.

5. ’Carls Compositioner’ – og komplikationer

Carl spillede hver aften, til man gik i seng, men han var ikke træt og sad en stund med Emilie i en blød sofa, som han kaldte ”Sjæledybet”, og det var ikke tanker, de udvekslede, inden hun listede ind til sin søster. På den tid af natten komponerede han bedst, og hun kunne ligge og lytte med, før søvnen indfandt sig. Resultaterne indførte hun i en lille bog ”Carls Compositioner” – en gave fra ham til hende. Den sidste indførelse er fra marts 1890, hvorefter strengen brast – resten af bogen er tomme blade, som hun formulerede det.

Imellem ferierne skrev de uafbrudt intime og kærlige breve til hinanden. Carl var en levende person, ejede en naturlig åbenhed og en vindende charme; piger fik gerne forhold til ham, og han fortalte fortroligt Emilie om det – også om det barn, han havde med en tjenestepige. Han forsikrede Emilie, at det var hende, han elskede. Hun dømte ham ikke, men forstod ham, som var hun hans jævnbyrdige.

Dog – i sin erindringsbog afslørede Emilie: ”Til sidst vidste Carl hverken ud eller ind – kunne ikke klare sine Følelser mellem Sanser og Hjerte. Fortvivlelsen fik Overhaand, i den Grad – at han købte en Revolver og skrev Afskedsbrev.” (Demant Hatt, s. 137) En ven mødte ham tilfældigvis på gaden og bemærkede hans oprevne tilstand samt pistolen, som han fik fra ham og sendte til Emilies far i Selde. Han gravede den ned i sin have, hvor den sandsynligvis ligger endnu! Tilfældet eller skæbnen var os efterkommere sandelig nådig. At tænke sig dansk kultur uden arven fra Carl Nielsens toneverden og vitalitet!

Emilies Forårsbølger har kastet lys over disse ellers ret ukendte ungdomsår. Og de kan bidrage til forståelse af komponistens mere uudgrundelige stemningsudtryk og ikke umiddelbart  gennemskuelige personlighed. Den fjerde symfonis motto ”Musik er liv, som dette uudslukkeligt” kan næsten omskrives til ”Kunst er liv, som dette uberegneligt.”

6. Nygifte med førstefødte

Ved hjemkomsten fra den store dannelses-, drømme- og bryllupsrejse skulle det nygifte par, Anne Marie og Carl, præsenteres for forældrene, og de boede sommeren over 1891 hos hendes forældre på den store proprietærgård ”Thygesminde” ved Kolding; derfra cyklede de til hans mere beskedne barndomshjem på Fyn. De to miljøers sociale forskel var stor, men Carl imponerede alligevel proprietærfamilien ved sit kendskab til landboforhold og sin sikkerhed – ikke mindst på hesteryg. Niels Malers var til gengæld betaget at Carls hustrus nette og værdige fremtræden.

Fælles for det unge ægtepar var den kunstneriske skaberevne, vilje og visioner inden for hver deres felt. Det bandt dem basalt sammen og inspirerede dem ligesom det fællesskab, deres tre børn gav. Men behovet for frihed og udfoldelsesmuligheder hver med deres kunst gav også problemer. Derfor ansatte de både tjenestepige og barnepige. Manden havde sin faste indtægt som violinist i Det Kongelige Kapel og siden som kapelmester ved Det Kongelige Teater, og konens velstående familie støttede i begyndelsen med bidrag og lån.

7. Nielsen og Willumsen

Efter sommeren på ”Thygesminde” måtte det unge par indlogere sig på hotel i København indtil oktober-flyttedag 1891, hvor de rykkede ind i en lille lejlighed på kvisten i Nyhavn nr. tre – han med sit flygel, hun med sine keramiske rekvisitter. Dertil kom den ventede familieforøgelse og den obligatoriske tjenestepige. De nåede at bo seks steder i byen, inden billedhuggerhustruen ærefuldt fik tildelt kunstnerboligen med atelier på Frederiksholms Kanal 28A med indflytning i 1915. Under en af de første flytninger ville Carl Nielsen hjælpe med et flygel, men fik akutte problemer med hjertet og måtte indlægges på Kommunehospitalet i over en måned og siden slappe mere bevidst af

8. Indadvendt lyttende

I sin dagbog skrev han: ”Ifald jeg ikke maa bruge mit Hjerte til at føle med, saa bliver jeg mere ulykkelig end Beethoven, som blev døv. Hjerte og Øre ere vigtigt for en Musiker.” (Brevudgaven 1, s. 308) Alligevel kunne han en uges tid efter hjemkomsten fra hospitalet færdiggøre første sats af sin første symfoni. Livet igennem døjede han med hjerteproblemer, angina pectoris, men komponerede ufortrødent, trods svigtende helbred, arbejdspres og stress med arbejdet i orkesteret – og i starten med flytninger.

9. Dirigenten Carl Nielsen

10. Den lille Fløjtespiller

11. Fløjtespilleren på sin Pegasus

12. Det sidste maleri af  Carl Nielsen

Ydermere måtte han ofte undvære en kone, som var ambitiøst engageret med sin billedhuggerkunst og i længere perioder opholdt sig i Jylland for at modellere dyr – navnlig en hingst som model til en rytterstatue. Komponisten tryglede hende om at komme hjem til sig og deres tre små børn – uden større succes. I stedet trøstede han sig og bolede med barnepigen Marie Møller – et længerevarende forhold, der først sluttede omkring 1914. Uagtet sine uægteskabelige sidespring færdiggjorde Carl Nielsen det store korværk Hymnus amoris, en hymne til Kærligheden, som han havde fundet inspiration til under bryllupsrejsen i 1891, og som fik sin førsteopførelse seks år senere. Hans hustru havde tegnet omslaget til udgivelsen, og til hende skrev han 11. marts 1898:

Til min egen Marie.
Disse toner til Kjærlighedens Pris er kun saa lidt imod det Virkelige; men naar Du bestandig vil holde af mig saa vil jeg stræbe efter at naa et højere Udtryk for den stærkeste Magt i Verden og saa skal vi to sammen stige højere og højere imod Maalet og al vor Stræben skal være Kjærlighed i Livet og i Kunsten. Din Carl. (Meyer I, s. 138)  

13. Carl og Anne Marie på Akropolismuseet

Senere opholdt fru Carl-Nielsen sig i flere omgange i Grækenland, hvor hun tegnede og modellerede efter de klassiske kunstværker; i 1903-1905 var hun hjemmefra i omkring 14 måneder. Carl savnede sin kone og børnene deres mor, og han tog ned til hende i Athen. Her komponerede han i 1903 sin Helios Ouverture – en hymne til solens gang over himlen fra morgen til aften – opført i Danmarks Radio hver nytårsaften som en mindelse om lyset og årets gang.

14. Omkring en kongelig rytterstatue

I 1908 vandt Carls kone en konkurrence om en rytterstatue af kong Christian IX. Modellen til sin hingst fandt hun denne gang i et hestestutteri i Tyskland, hvor hun i perioder arbejdede indtil Verdenskrigen. Det gav urent trav i ægteskabet, da hendes mands skjulte forhold til barnepigen fortsatte, indtil det blev åbenbaret for hans kone og kendt i deres omgangskreds, hvoraf nogle få så fordømmende på ægtemanden. Samlivet mellem den store komponist og den stolte, idealistiske billedhuggerske blev stormfuldt, og skilsmisse truede, men ægteskabet holdt. Parterne blev kun separerede og bevarede kontakten. De levede dog adskilt – enten i hver sin ende af den rummelige kunstnerbolig på Frederiksholms Kanal, eller Carl Nielsen boede og komponerede hos velstående venner, blandt andet på herregårdene Fuglsang på Lolland og Damgaard ved Fredericia. I perioder gennem fire år virkede han desuden som dirigent ved Göteborgs Kunstforening.

Ægteskabskrisen tog hårdt på dem begge, og Anne Marie gik i stå med sin store kongerytterstatue, som først kunne opstilles på Christiansborg Ridebane i 1927. I 1915 skrev hun om deres håbløse forhold i et langt brev: ”Kjære Carl … jeg må blot søge at samle Kræfter sammen igjen og se at komme i Arbejde det kan måske så døve Smerterne. Det er bedst for os begge at være på Afstand, også for vort Arbejde.  … Lej et Værelse med Klaver i Falsterbo og gå i Vandet der. … Hvor vilde jeg ønske jeg kunde skrive det modsatte, men der har været for megen uhumsk halv og hel Løgn til for at vi kan finde Tryghed i hinandens Nærhed.” (Brevudgaven 11, s. 619)

Det stemningsbårne musikmenneske følte skyld og svigt over for sin billedhuggende hustru, omend hun selv bar nogen skyld ved sin ekskluderende optagethed af egen karriere med urokkeligt fravær fra hjemmet. Ægtemanden gjorde meget for at genoprette det afbrudte samliv og købte i 1918 sommerhus i Skagen i håb om derigennem at genoptage samlivet.

15. Naturens muntre søn på badebroen

16. … og til hest

17. Ved familiebilen

Trods krise i ægteskabet og intriger på Det Kongelige Teater, som Carl Nielsen forlod i 1914, var hans skaberstyrke dog usvækket. Han har beskrevet sit forhold til musikken som et levende kildevæld, der uafbrudt strømmede igennem ham. Opdukkende temaer noterede han ned på forhåndenværende lapper, servietter eller sågar – siddende i en sporvogn – på sin hvide manchet, det markante indledningstema til tredje symfoni Sinfonia Espansiva (eller var det mon ’Jens Vejmand’?).

Var han først grebet af en idé, tog han fat på arbejdet under et ubønhørligt indre pres, der ikke gav plads til ydre forstyrrelser – alt andet blev småt og ubetydeligt, som eksisterede det slet ikke. På kort tid kunne han så færdiggøre store kompositioner, og denne fremdrift skabte en omfattende produktion – i alt over firehundrede værker. Før første verdenskrig skrev han tre af sine seks symfonierog to operaer: Saul og David og Maskarade, Danmarks nationalopera. Desuden kvartetter, scenemusik til flere skuespil, samt bestillingsarbejder: en række kantater til jubilæer og deslige.

Under Verdenskrigens ragnarok skrev han den fjerde symfoni, Det Uudslukkelige, og i årene derefter kulminerede hans skaberkraft med vældige udfoldelser – den desperate femte symfoni, som spejlede den urolige tid omkring og i ham, mens det samtidige store korværk Fynsk Foraar har en næsten lyrisk tone ligesom den vennesæle Kvintet for Blæsere, hvor de fem instrumenter konverserer. Hans musikværker rummer store modsætninger – som han selv.

Sideløbende med disse omfattende værker fulgte flere udgivelser af danske sange og salmer i samarbejde med Thomas Laub (1852-1927) samt scenemusik til skuespillene Aladdin og Moderen. Carl Nielsen har sat musik til over 350 sange – de folkekæreste i Højskolesangbogen – flere end nogen anden komponist, 36 i alt, her imellem de eviggrønne børnesange.

Man kan ikke sige, at Carl Nielsen brugte musikken terapeutisk, men hans indre tonestrøm ville ud og blive til levende musik. Det har haft en befriende og berusende effekt, der har været med til at bringe ham igennem livets genvordigheder – på trods af dem var han i stand til at komponere videre. Musik er liv, som dette uudslukkeligt.

Sliddet med de store værker blev en belastning oven i alt det andet, og Carl Nielsen fik et par år efter Verdenskrigen alvorlige hjerteproblemer med daglige smerteanfald. Han måtte holde sig i fuldkommen ro, og det var strengt og frygtelig ensformigt for en så aktiv mand. Noget godt var der dog ved det. Det var medvirkende til, at hans kone genoptog deres samliv, da hun nu kunne frygte for at miste ham for alvor. Separationen ophævedes i 1922, og han flyttede igen hjem i hendes æresbolig på Frederiksholms Kanal. Siden tog de sammen på flere kurophold og op til hans sommerhus i Skagen.

18. Carl Nielsen strikker

Da Carl Nielsen nu en tid nu måtte tage den lidt med ro, fandt han afløb for sin virkelyst ved en stilfærdig syssel – at strikke. Flere støveklude, grydelapper og håndklæder forærede han til venner.

19. Frida Møller mellem Anne Marie og Carl Nielsen

En aflastende virkning havde en lignende beskæftigelse med hænder – og hoved. Han begyndte at skrive sine erindringer i 1927 efter tilskyndelse af sin datter Irmelin. Snart fik han bistand af hendes svigermoder, Frida Møller, i hvis hjem han lå på en sofa og dikterede til hende. Forlegen skrev han til hendes søn, at det, han havde at fortælle, ”maa kede de stakkels Læsere ganske forfærdeligt.”

Min fynske Barndom blev imidlertid en kæmpesucces, og han blev overrumplet over at få begejstrede breve fra snart sagt alle kendte digtere og forfattere. Ingen forfatterskole kunne have uddannet en bedre tekstskriver, og bogen er igennem årene kommet i stadig nye oplag. Næppe nogen læser har kedet sig ”ganske forfærdeligt”.

Trods helbredsproblemerne lod den indre tonestrøm ham ikke i ro. Han var idérig, produktiv og eksperimenterende til det sidste. De senere kompositioner tæller værker som Sjette Symfoni – meget afvigende fra de øvrige – og fløjtekoncerten, klarinetkoncerten samt stadig et væld af sange og flere kantater. Hans sidste store komposition var hans første frieri til orgelet, orgelværket Commotio, skrevet året før hans død. Ti dage før han døde i oktober 1931, satte han toner til sangen Det, som lysner over Vangen – hans sidste komposition.

20. Fru Carl-Nielsen ved marmorbusten af hendes mand

21. Verdensmanden

Selv om Carl Nielsen i dag ikke er en årsunge med sine 150 år bag sig, fremstår han mere og mere ungdommelig og levende, jo mere man beskæftiger sig med ham. Jeg har siden min egen fynske barndom været betaget af Carl Nielsen. Jeg har ”overlappet hans leveår” med to måneder, og hans datter Irmelin har jeg brevvekslet og gået til koncert med. Dette samvær blev levende vidnesbyrd om hendes far, ligesom de fotografier af ham, hun forærede mig. Carl Nielsens musik er iørefaldende, medrivende og opløftende – som han selv med sin karismatiske udstråling af vitalitet, facetter og kanter.