For den franske filosof Vladimir Jankélévitch var musikken det halve liv. Han skrev lidenskabligt og indsigtsfuldt om klaverets komponister, særligt de romantiske virtuoser med Franz Liszt som den mest beundrede. Oversætteren Vagn Lyhne har samlet uddrag fra filosoffens skrifter om musik og formet dem til et essay, som formodentlig er den første introduktion til Vladimir Jankélévitch for et dansk publikum.

At musik betyder noget særligt i mine bøger er en voldsom underdrivelse. Overalt forekommer der referencer til og beskrivelser af musik, og de strækker sig fra den klassiske kompositionsmusik til popkulturens som regel noget mere lettilgængelige toner og jazzens måske efterhånden lidt hengemte eller hemmelige felt. Indimellem tænker jeg over, hvorfor det forholder sig sådan, men opdager altid, at det er tilfældet og tilfældets musik, der har præget mig, siden jeg var barn.

Musik kan høres på mange måder. Bl.a. som spændingsforløb – energier, der vokser og aftager i små eller store bølger. Denne måde at tænke på var kernepunktet for en håndfuld teoretikere fra starten af 1900-tallet: energetikerne. Den mest signifikante af disse var Hans Mersmann (1891-1971), som her præsenteres af Svend Hvidtfelt Nielsen.

Vi kender det eksempelvis fra Wienerfilharmonikernes nytårskoncert: Der er tre slag i takten, men de er ikke lige lange. Musikken ”swinger” – to-slaget kommer for tidligt. Emnet hører til de mere nørdede (og er som sådan ikke en sjældenhed i PubliMus!), men behandles af forfatteren med både stor detaljekundskab og grundige og overraskende udblik til andre emner i musikhistorien, dansens historie og kulturhistorien.

»Jeg kan virkelig ikke lide at skrive … Noget skal der til for at komme igennem det, og derfor hører jeg næsten altid musik når jeg skriver – og afhængigheden er stor. Musikken rummer den rette mængde eskapisme, nok til jeg kan holde det ud, men det handler selvfølgelig ikke kun om flugt. Musikken kan spændes for vognen på forskellige måder.«

»Jeg hylder ungdommens første bud på noget, der sagde mig noget. I dette ekko stod jeg op, lænede mig mod en dør eller faldt og faldt mod en madras og et syndefald. Ensomheden længe leve! Her voksede jeg op; men inde fra min brors værelse, gennem to døre, lød en musik, som rejste mig op og kaldte ved sin begyndelse på noget i mig, der stadig står ubeskrevet, selv om meget er skrevet, læst og genskrevet.«

»Det er et stort kulturelt fremskridt, at folk i dag tilsyneladende fuldkommen fordomsfrit lytter til al slags musik. Monica Zetterlund, The Cure, Ornette Coleman, Arvo Pärt og Dolly Parton roterer på skift i cd-afspilleren, men så sent som i 1991 føltes det grænseoverskridende for mig og mine to venner, Elo og Frederik, da vi en efterårsaften mødte op på Malmö Isstadion for at høre Frank Sinatra, som ikke bare tilhørte en „forkert generation“, men også et kulturelt segment, vi bestemt ikke identificerede os med, men tværtimod altid havde lagt afstand til. Kort sagt - man var, hvad man hørte.«

»[jeg sneede inde] med en halv flaske whisky og en frossen lasagne. Den eneste cd, der lå i huset, var Verdis Requiem, så ”Vredens dag” bølgede for højeste volumen mellem de fugtplettede vægge, mens jeg i nattøj og med uglet hår kravlede rundt på stuegulvet og flyttede gule post-its som en vanvittig ...«

»Et år før min far døde, købte han en radiogrammofon. Det var på alle måder en stor investering, et skrummel af et møbel, som krævede plads. Det blev anbragt i den store stue ovenpå, hvor man fra altanen kunne se ud over Skagen Havn med Bindesbølls rødhvide fiskerhuse. Skrigende måger samlede sig om fiskekutterne, der tøffede ind i havnen. ”De synger, kan du høre det? Kutterne synger hjem til mutter, hjem til mutter,” sagde en gammel slægtning, som var på besøg.«

»Jeg kom fra et hjem med mange klaverer. Min mor og hendes søster spillede Bach, deres mor Schubert, sådan som det hørte sig til - og deres bror, der kom hjem med brigaden fra flugten til Sverige, spillede jazz-trommer, som krigen inspirerede til.«