Vera Brandes er ung og flyvsk, et livstykke, som med sin charme og sit gåpåmod kan overtale folk og sætte ting i sving. Og så lytter hun til jazz, mens hun flagrer rundt og ryger smøger i spraglet tøj og lange støvler. Vera Brandes er også den autentiske karakter, som begynder at booke jazzkoncerter i Tyskland for navne som Ronnie Scott, Philip Catherine og Gary Burton. Og hun ender med - bare 18 år gammel - at stå som arrangør af Keith Jarretts berømte soloklaverkoncert i Kölns operahus i januar 1975. Et arrangement med mange benspænd, men som imod alle odds ender med at blive en musikalsk stjernestund og med tiden det tyvende århundredes bedst sælgende soloklaverplade - realiseret på et gammelt, ramponeret øveflygel!

Det er alt i alt godt stof at lave en spillefilm ud af. Grundlæggende lykkes det instruktør Ido Fluk at dreje en underholdende film, der veksler mellem hverdagsdrama, komedie og musikalsk poesi. Filmen har en troværdig og velspillet hovedrolle i den unge Mala Emde som den ukuelige Vera, men også rimelige biroller i John Magaros portræt af en fokuseret og enigmatisk Jarrett og i Alexander Scheers inkarnation af den rolige og klartskuende Manfred Eicher med tung tysk accent i sit engelske. Han er Jarretts højre hånd og ejer af selskabet ECM, som endnu ikke er blevet et stort foretagende. 
Mindre overbevisende finder jeg den korpulente, fiktive journalist Michael Watts (Michael Chernus), som forsøger at få et interview med Jarrett, og som undervejs taler direkte til kameraet, når han skal forklare jazzens udvikling fra store, detailstyrede showorkestre til mindre grupper med friere sammenspil til den ultimative skabelse ud af intet, som Jarrett dyrker solo på scenen.

Filmen tager sin begyndelse i Vera Brandes’ ungdomsliv, der skildres med kaotisk charme, mens hun fester, går til jazzkoncerter og er en del af en antiautoritær samtid, hvor langt hår, seksuel frigørelse og elektrisk musik skildres med hæsblæsende fart og impulsivitet. Men så hører Vera Brandes Keith Jarrett live i Berlin og rammes af en ny erfaring, hvor musikken peger indad imod en særlig poetisk klarhed og koncentration. Hun bliver besat af tanken om at arrangere en koncert med Keith Jarrett i Köln, og ikke bare dét. Det skal være i selveste Operahuset, der aldrig tidligere har lukket jazzen ind.

ECM Records var i 1975 stadig et lille eksklusivt foretagende, og det er i dag utroligt at tænke på, at direktør og producer Manfred Eicher fragtede Jarrett rundt i en lille Renault 4 til europæiske byer og fik udbetalt pengene for flybilletterne for at have råd til drift og koncertoptagelser. Köln-koncerten var afgjort med til at ændre dette vilkår.

Jarretts originale klaverspil høres ikke i filmen ikke engang til rulleteksterne. Der kan være rettighedmæssige forhold, som gør sig gældende. Men efter at have set filmen, ser jeg det mere som en præmis end som et problem. Man har i stedet valgt at indspille få klaverpassager i Jarretts stil. Hans musik skildres i filmen som en total kontrast til samtidens pågående og elektrificerede musikkultur. Jarrett bringer noget nyt ind i samtiden og med ham ECM-selskabets anderledes produktioner. Det antydes med få, subtile virkemidler. Duke Ellington bruges som symbol i et tv-klip, hvor han sidder ved tangenterne, mens han antyder nogle smukt formede akkorder. ”Dette er ikke klaverspil,” siger han, ”det er er at drømme”.

En smuk scene forklarer bedre end nogen teoretisk tekst hvad Jarretts musikalske projekt handler om. På vej i bilen til Köln har Eicher og Jarrett journalisten Watts med, og han vil hele tiden spørge og forstå. De holder ind ved en mark i det tågede morgengry og stiger ud af bilen. Kun sagte vind, fjerne fuglefløjt og klokkerne fra fritgående kvæg høres: En slags renset musik fra naturen selv. ”Lyt” siger Jarrett, ”stop med at tænke”, som om han kan høre larmen i journalistens hjerne. Umiddelbart efter høres begyndelsen på Bill Evans’ ”Peace Piece”, et af jazzens mest rensede og nedtonet koncentrerede udsagn, dybt inspireret af den franske impressionisme. Hvorfor høres først Evans (et af Jarretts store forbilleder) og senere i filmens finale Debussys ”Prélude á l’aprés-midi d’une faune”? Fordi det understreger fødslen af en ny europæiseret og ”impressionistisk” jazzstil som ECM skulle blive notorisk berømt for.

Filmens forskellige fortællespor fører sammen i den velfungerende finale, hvor alt spidser til. For ikke nok med, at Jarrett har kraftige rygsmerter og er udmattet efter to dage uden ordentlig søvn og en otte timer lang køretur. Til lydprøven viser det sig, at operaens tekniske afdeling i stedet for det aftalte Bösendorfer Grand Imperial har stillet et lille, ramponeret prøveflygel frem, ude af stemning og med en defekt pedal. Det ligner sabotage. Men to klaverstemmere arbejder i en kostelig og næsten surreel scene på højtryk for at få klargjort instrumentet. Det sker ude i kulissen, imens opsætningen af Alban Bergs Lulu er i fuld gang med overdådigt groteske kostumer, stort orkester og skæve klange. Kontrasten mellem Vera Brandes’ umulige projekt og finkulturens enorme ressourcer kan næppe blive større. Men da klokken bliver 23 er salen fuld af forventningsfulde gæster, det lille flygel står klar, og Keith Jarrett vælger modvilligt at gå på scenen.

The Köln Concert har haft en helt særlig historisk og kulturel betydning. Indspilningen gjorde Jarrett til superstjerne og satte Manfred Eicher i stand til at udvikle sit pladeselskab til en indflydelsesrig spiller i den internationale musikverden. Albummet åbnede utallige lytteres ører på tværs af generationer for Jarretts musikalske sensibilitet og unikke blandingsformer af jazz, hymner, impressionisme, blues og gospel. Men pladen åbnede også lytterne for ECM’s nytænkende produktioner med delikate kvalitetsoptagelser af talenter, som Eicher spottede fra Europa, USA, Latinamerika og Nordafrika.

Filmen er med til at bekræfte The Köln Concert som et af de vigtige ikoner for sin tid. Den er blevet en del af populærkulturen langt ud over det normale jazzpublikum. Som Manfred Eicher har sagt om indspilningen: ”Vi fornemmede, at noget særligt skete. Den havde en slags mirakuløs kvalitet, ellers ville den ikke have kunnet nå millioner af lyttere.”