Karl Clausens ikoniske Dansk folkesang gennem 150 år fra 1958 har fået en fremragende efterfølger i Sang og vise i Danmark bd. 1 med undertitlen Fællessang og skolesang 1800-1914. Flankeret af lektor emerita i musikvidenskab Charlotte Rørdam Larsen og professor i historie Bertel Nygaard, begge fra Århus Universitet, har sangforsker og lektor emerita Kirsten Sass Bak, også fra Århus Universitet, skrevet og redigeret dette første bind af to om den ”ikke-professionelle, verdslige sang” i Danmark.

Et helt forskerlivs beskæftigelse med sang og utallige artikler og andre udgivelser er her blevet samlet i en detaljeret og veldokumenteret fremstilling af fællessangens opståen og udvikling i et Danmark, som efter enevælden oplevede borgerskabets opståen og senere den grundtvigske bevægelse og arbejderbevægelsen.

Sangens rolle i samfundet er den røde tråd i bogen – et spændende og meningsfuldt fokus, som vi, der lever i det 21. århundrede, let kan relatere til efter fællessangens opblomstring i COVID-perioden for få år siden. De tre forfattere har valgt en kronologisk tilgang til sanghistorien, et valg, der formodentlig har givet færre gentagelser, end hvis de to store søjler, fællessang og skolesang, var blevet beskrevet hver for sig. Og så er bl.a. kirkesangen i perioden valgt fra, om end dens tætte forbindelse til anden fællessang gør, at den alligevel dukker op flere steder. Kirsten Sass Bak understreger i sit forord, at bogen er ”et bidrag til sanghistorien” og ikke en udtømmende fremstilling – et valg, man kun kan bifalde, når man arbejder sig igennem bogens over 300 sider.

Fællessangen i Danmark opstår på en bund af viser og Brorson-sang. Viserne er ikke de middelalderlige folkeviser og deres senere manifestationer i eftertidens sangbøger, men i stedet bl.a. de klub- og selskabsviser, som blev sunget i København ca. 1770-1820. Parallelt hermed – og lidt senere – opstår den folkelige Brorson-sang ude på landet som et led i pietistiske vækkelser. Som ytring i såkaldt ”frivillige sangsituationer” spejler fællessangens opståen og udvikling de politiske begivenheder i 1800-tallet. Hvad angår de ”ikke-frivillige sangsituationer”, nemlig skolesangen, som handler om oplæring og sangpædagogik, er det snarere det nationale, der præger sangene.

Skolesangen bliver indført i Danmark fra slutningen af 1700-tallet, bl.a. takket være den tyske kapelmester og komponist J.A.P. Schulz, der i 1787-95 arbejder i København. Det er ham med udsagnet om, at en melodi skal have et ”Schein des Bekannten” for at være folkelig. Schulz var idealist på det pædagogiske område og mente, at beskæftigelse med musik bidrog til menneskets ”moralske dannelse”. Meget apropos prydes forsiden af denne bog af et uddrag af Julius Exners maleri Sangtime i Sønderho, hvor fire skolepiger i folkedragt sidder og synger til lærerens violinakkompagnement.

Det var dog ikke uden udfordringer at indføre sang som skolefag, bl.a. fordi det krævede, at lærerne var uddannet til at varetage den del af deres embede. Skolelæreren i Nørre-Søby på Fyn i slutningen af 1870’erne, som drengen Carl Nielsen i Min fynske barndom malende beskriver som ”kundskabsrig”, men ”fuldkommen umusikalsk”, er nok et godt billede på det musikalsk-sanglige niveau, som mødte de ministerielt udnævnte sanginspektører en hel del steder, når de førte tilsyn med sangundervisningen i skolerne fra 1859 og frem. Carl Nielsens lærer, hvem det også påhvilede at fungere som degn og dermed forsanger i kirken, formår i løbet af hvert vers af en salme at stige hele fire toner med det resultat, at han flere gange må begynde et nyt vers på den allerdybeste tone, han kan synge, for ikke at komme for højt op. Dén tonale finte er der næppe kommet meget fællessang ud af.

Det musikalsk-faglige niveau har været én side af sagen, en mindst lige så vigtig side har været sammenstødet mellem forskellige sangkulturer og -idealer. Organist og komponist A.P. Berggreens ideal om flerstemmig sang og nodelæsning i skolen har i praksis været klemt, især af den grundtvigske fællessang. I et spændende kapitel fremdrager Kirsten Sass Bak hidtil ikke-offentliggjort arkivmateriale til at dokumentere kløften og spliden mellem de to meget forskellige sangtraditioner og -idealer.

Berggreen var i en lang periode sanginspektør, og det er glædeligt, at han får sit eget kapitel, Berggreens skolesangsværk 1834-76, ikke mindst fordi Berggreen er en underbelyst skikkelse i dansk musiklitteratur. Til gengæld er komponisten C.E.F. Weyse, Schulz’ elev i København, noget kursorisk behandlet, selv om hans bidrag til guldalderens sangskat ikke var ringe. Tænk f.eks. bare på hans iørefaldende Morgen- og aftensange til B.S. Ingemanns tekster, udgivet i 1837-38 og skrevet til kronprinsesse Caroline Amalies børneasyler og senere udbredt til skoler, kirker og hjem.

N.F.S. Grundtvigs fællessang 1840-1914 er lagt i hænderne på Charlotte Rørdam Larsen, som kompetent gennemgår Grundtvigs store betydning for højskolerne og deres mange forskellige sangudgivelser, som ender med at samle sig i dét, vi i dag kender som Højskolesangbogen. Og emnet arbejdersang er betroet Bertel Nygaard, som uden at være musikfagperson fint formår at skildre fællessangens betydning for den danske arbejderbevægelse. Ind imellem de to kapitler fortæller Kirsten Sass Bak om sanginspektørerne for skolen 1859-1914, først Berggreen, siden Viggo Sanne og J.H. Nebelong.

Til slut samler Kirsten Sass Bak op på Melodisituationen omkring århundredskiftet og gennemgår nogle karakteristiske typer af nationale melodier. Der må ligge et kæmpestort analysearbejde bag dette i sideantal ikke særligt anselige kapitel, men hvor er det nyttigt med sådan en oversigt. Til gengæld kunne man godt have ønsket sig et stikordsregister, ikke mindst fordi der undervejs i bogen kommer nogle definitioner, som man kunne have brug for at slå op senere, men måske ville et sådant register blive uoverskuelig stort. Til gengæld er der et navneregister og en imponerende omfattende bibliografi.

Sang og vise i Danmark er et scoop af en sammenhængende fremstilling af dansk sanghistorie fra begyndelsen af 1800-tallet og op til 1. verdenskrig, ikke kun for fagfolk, men også for den sanghistorieinteresserede læser. Vel er der en del noder blandt bogens illustrationer, men de burde ikke være en hindring for, at andre end musikfolk kan have glæde af denne indholdsmættede fremstilling, som i den grad lykkes med at beskrive fællessangen i sin samfundsmæssige kontekst. Der er god grund til at se frem til bind 2, som skal udkomme i år.