JazzKonversationer, sæson 1

Ulrik Hofman Bøegh – November 2022

Den danske sanger Peter Sommer havde for snart mange år siden et hit med omkvædet ”så begyndte vi at snakke – ikke tale, bare snakke”, hvor forskellen mellem de to vel kan skæres ind til mængden af nærvær i samtalen. I Jens Rasmussens og Fredrik Lundins podcast Jazzkonversationer skal der ikke snakkes, men konverseres; et ord, der i højere grad konnoterer en dannet samtale. ’At konversere’ betyder egentlig uforpligtende samtale, men når man møder en person, der evner kunsten at konversere, kan begge parter gå fra mødet lidt klogere på hinanden, på verden omkring dem og på sig selv, fordi forskellige verdener er mødtes for en stund.

Det er et sådant møde, vi lægger øre til, når Jens Rasmussen, der primært har lytterens og akademikerens indgangsvinkel til jazz, og Fredrik Lundin, der kommer med musikerens bagage og ører, sætter hinanden stævne over en kop dampende varm kaffe i Lundins studie ”med den pulserende storby i baggrunden”, som en af værterne siger. I hvert af de 8 afsnit bliver vi trukket væk fra byen og ind i en samtale om to centrale albums fra jazzmusikkens mangefacetterede bagkatalog.

De valgte albums spænder i første sæson fra slutningen af 1950’erne til slutningen af 70’erne. Vi kommer vidt omkring, og på den måde tegnes også konturerne af en jazzhistorisk udvikling med de forskellige spor, udviklingen løber i. Det er et fornuftigt valg, at de to podcastværter hver gang tager udgangspunkt i to album. De to ofte væsensforskellige udtryk kommer på den måde til at belyse hinanden, som når Rasmussen og Lundin bruger den gensidige spejling til at sige noget om forskellen på Lee Morgans hardbop-spillestil og Miles Davis’ cooljazz-stil.

Selv har jeg med stor fornøjelse fulgt podcastserien og dens udvikling stort set fra begyndelsen og er begejstret. Her kan man få lov at høre vidende mennesker samtale om noget, de er passionerede omkring. Det er i sig selv altid interessant. Når emnet så ovenikøbet er jazz, er det en fornøjelse at få udvidet horisonten. Men spørgsmålet er, hvem der egentlig er den intenderede lytter af podcasten.

Selvom vi selvfølgelig lægger øre til samtaler, står introduktionen af moderne jazzmusik for lytterne i centrum. Her er det altid vanskeligt, når man selv er dybt inde i den musikfaglige terminologi og selv kender musikken ud og ind, at vide, hvad lytteren har brug for af informationer. På den ene side skal man ikke fortabe sig i unødvendige forklaringer og derved tale ned til lytterne, men på den anden side skal man heller ikke tale hen over hovederne på dem. Det er en balance, som podcasten helt forståeligt kæmper lidt med. I afsnit 1 introduceres fx betydningen af begrebet ’ambitus’, imens ’dissonans’ og ’overtonespektret’ ikke forklares. At værterne prøver at komme ud over den almindelige begejstring for de album, de præsenterer, og rent faktisk dykker ned i musikkens essens for at forklare, hvorfor noget ”simpelthen er så fedt”, skal de imidlertid have ros for. De er nemlig oftest gode til at forklare musikkens elementer og bruger også de enkelte albums til at forsøge at sætte ord på centrale aspekter ved jazzmusik. Undervejs giver de sig også tid til at fundere over, hvordan man egentlig kan sætte ord på det, de hører, og det løfter konversationen ud over det belærende og ind i det reflekterende rum.   

Musikken er ikke valgt fra den pædagogiske hylde og stiller til tider relativt store krav til lytterne. Ved nogle af de musikeksemplerne hjælper Rasmussen og Lundin lytterne på forhånd, så vi ved, hvad vi kan lytte efter. I andre tilfælde er det først efter, musikeksemplet er afspillet, at de forklarer, hvad der er interessant og væsentligt ved det. Der kommer mange interessante detaljer frem i samtalerne, men hvis lytterne skal høre dem, er det vigtigt, at vi også guides før eksemplerne. Her er et skisma imellem umiddelbar oplevelse af musikken og vejledning i lytning af musikken.

Noget lignende gør sig gældende i forhold til bredden af den viden, der præsenteres. Hvis ikke man på forhånd er indviet i det landskab af kunstnere, der udgør den moderne jazz, kan det føles som namedropping, når der gives historiske indplaceringer af de enkelte kunstnere. På den anden side giver de jo rigtig god mening for den indviede. En vis jazzmusikalsk kapital er med andre ord en fordel, men omvendt vil podcasten gerne præsentere jazzmusik, der forventes at være ukendt. Der er ikke nogen nem løsning, men Rasmussen og Lundin forsøger at balancere det store spænd i de intenderede lyttere.

Hvis man vil høre al den musik, der præsenteres i Jazzkonversationer, skal man stå tidligt op, for de to samtalepartnere har et ualmindeligt bredt kendskab til såvel centrale som mere perifere indspilninger. De er heller ikke bange for at dele ud af deres viden, så der henvises til en del indspilninger i samtalerne, og derudover anbefaler de for hvert album tre indspilninger/albums, man også kunne lytte til. Som minimum sættes man med andre ord i sving med at lytte til minimum 14 albums pr. udsendelse. Det kan man så gange med 8 (antallet af afsnit i sæson 1) og 40 (antallet af minutter på et gennemsnitligt album). Mindre kunne måske have gjort det, selvom det er ekstremt lækkert at blive guidet i retning af ny musik at lytte til.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg mener, det er et godt koncept, de to herrer har skabt. Det er inspirerende at lytte til vidende mennesker, der passioneret dykker ned i musik, der betyder noget for dem, og forsøger at forklare, hvad det er musikken kan. Jeg vil selv mene, at jeg har en relativt veludviklet passion for jazz i forvejen, men jeg er alligevel stødt på en del for mig endnu ikke undersøgte kunstnere og udgivelser. Tak for det.

Læs flere boganmeldelser

Jens Rasmussen

Jazzkonversationer. Sæson 1 (2021)

Afsnittene kan blandt andet høres på Google Podcast, Apple Podcast og Spotify.