En bog om et af danskrockens ikoniske album, netop som den ene hovedrolleindehaver er nået til tæppefald, er vel ikke den værste idé. Jeg taler her om Niels Skousen, som er i gang med sine sidste koncerter.

Ikke mindst fordi forfatteren Jan Poulsen tidligere slap ret heldigt fra en stor bog om Eik Skaløe, den unge forsanger for Steppeulvene, som kom så ulykkeligt af dage i Indien i 1968. Ligesom der tidligere har været bøger om det stofområde, som afspejler Poulsens egen generation, nemlig punken og relaterede former, hvor jeg var svært begejstret for hans bog om Sort Sol og også i overvejende grad for det store, samlende værk om dansk punk. Her kombineredes nemlig en omfattende research med levet liv i tiden, og her var der en krog, hvor Poulsen for alvor kunne tage læseren med på en rejse, som var troværdig hele vejen.

Sådan er det dog langt fra med dette nye værk. I forfatterens spekulationer omkring tiden herunder stof- og modkultur, går det hele tiden for stærkt. Den manglende indføling er afløst af en byge af facts, som gør, at læseoplevelsen totalt mangler den coolness og poetiske åre, som netop er særkendet for det produkt og de kunstnere, som bliver formidlet.

Jeg selv oplevede den vækkelse, som det store ungdomsoprør i Vesten skabte, og også, hvordan Danmark var bagud på en næsten provinsiel vis. Vi skal et godt stykke op i 1970'erne, hvor Fristaden Christiania vel var det vægtigste statement for den modkultur, som hippie- og flipperbevægelsen var. Det bliver derfor nemt firkantet, når Jan Poulsen falder i den dramaturgiske fælde, som gør ungdomsoprøret i Danmark lig med det amerikanske. I denne er konsekvent lanceret en romantisk historieskrivning, der startede med kærlighedssommeren i 1967, personificeret ved festivalen i Monterey syd for San Francisco og kulminationen: den gigantiske Woodstock-festival nord for New York i august 1969, indtil hele den romantiske hippiedrøm - igen ifølge medierne – sluttede med en kaotisk, gratis festival med 300.000 i Californien i december 1969. Det var her, motorcykelbanden Hell's Angels var ansat som vagter, og fire festivalgæster omkom. Fælles for de tre events var, at filmhold var på plads, og derfor kunne dokumentere revolutionens såkaldte fødsel og død. Dette blev fulgt op af rockstjerners dramatiske død, da stoffer som heroin var en del af kulturen, der dermed "tabte sin uskyld", som det hed sig.

Den danske version var langt mere afdæmpet og koncentrerede sig – typisk for medierne – om scenen i København, som derfor i Jan Poulsens regi meget belejligt starter med Steppeulvene og Eik Skaløes plade Hip fra 1967 og slutter med netop Herfra Hvor Vi Står fire år senere, hvor den afsluttende titelsang konstaterer, at "der var en ven, der tog afsted lidt før de andre, og nu si'r de, at han kom for langt ud". Det fortolkes almindeligvis som Eik Skaløe og hans deroute, men det er lovlig letkøbt og igen et narrativ om de hårde stoffers indtog og enden på drømmen. 

Bogen er logisk bygget op, hvor vi først bliver gjort bekendt med hovedpersonerne og tiden - om end jeg ikke er så vild med Poulsens tidsbilleder, men mere om det senere. Forfatteren har vanen tro fået fat i en lang række af de personer, der er med omkring pladens tilblivelse, og han trækker på et imponerende væld af samtidskilder. Desuden er bogens bærende element interviews med både Niels Skousen og Peter Ingemann, hvor især førstnævnte fremtræder ret reflekterende her et halvt århundrede senere, mens Poulsen noget overraskende har fravalgt Peter Ingemanns betydelige politiske engagement, som egentlig gør, at en selvstændig biografi om denne multifacetterede personlighed i dansk rock kunne være spændende. I stedet får vi ret nedvurderende observationer omkring forskellige politiske plader, som kom i tiden og betød en masse. Ingemann var f.eks. aktiv bassist i Røde Mor gennem lang tid op gennem 1970'erne. 

Hvad vi til gengæld får, er en grundig tekstanalyse, hvor albummet bliver gennemanalyseret fra a til z, og da albummet trods alt er emnet for bogen, er det en forståelig prioritering.

Jeg har dog generelt et problem med, når forfatterne - som i Multivers' serie bliver omtalt som "fagfolk med ekspertviden", og hvor redaktørerne såmænd er Poulsen selv og Henrik Marstal - agerer eksperter frem for journalister, specielt når der er tale om et emne og en tid, hvor man skal forlade sig på folk, som skal huske 55 år eller mere tilbage, og hvor der hele tiden kommer floskler, som enten er misforståede eller bare ikke rammer tid og jargon.

Bogen har en del irriterende fejl og savner en bedre korrektur. Tag nu forfatteren Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005), der på side 36 omtales som ”Ebbe Kløvedal” og på siden efter hedder ”Ebbe Reich”. Der er også et sted, hvor forfatteren går galt i jargonen, som det ofte sker, når udenforstående skal skrive om stoffer eller dem, der tager dem. Her er "hundredvis af unge hippier, flippere og drømmere" på vej med toget op til den første Thylejr-manifestation i 1970, og vi får at vide, at de "erstatter deres LSD med DSB"; det er meget sjovt, hvis ikke der var et kendt og morsomt slogan i flipperkredse, hvor man tog pis på en kendt reklame for statsbanerne, som siger "Ud og se med DSB", som selvfølgelig blev til "Ud og se med LSD". 

Hvad der i øvrigt er forskellen på flippere og hippier, får man ikke at vide, men forskellen er vel den, at hippier var et amerikansk tresserudtryk, og flipper er et fordansket udtryk for det amerikanske ord freak, og betegner langhårede unge med i øvrigt fælles værdier. 

Der er også mærkelige sproglige forsøg bl.a. om bassisten Peter Ingemann, som "havde sit musikalske udgangspunkt i jazzens mange soli og improvisationer, inden han stødte sit øre på Jimi Hendrix". Det er noget vrøvl. Jimi Hendrix havde alle den improviserede jazz' karakteristika og spillede soli konstant. Der er også Stig Møllers nye band, Kajs Camping, "som havde taget den direkte vej til Thy, selv om den ikke var lavet af rågummisåler". Det er en nærmest indforstået joke på, at Stig Møller havde spillet i Steppeulvene, som tre år før i en sang (Itsi-Bitsi) lagde ud med den beskrivelse af en vej. Nej, jeg ville nok skrue ned for syrerejserne i sproget, hvis det skulle blive til flere bøger om hippietiden. For nogen Hunter S. Thompson eller Dan Turèll er Jan Poulsen ikke. Og nogen ørn til at beskrive selve musikken, er han heller ikke. Det bliver næsten trivielt, når han fortæller om de frelserakkorder, der bruges i henholdsvis dur og mol. Er det dér, vi skal hen, kunne en sangbog komplet med becifringer som appendiks til brug ved lejrbålet måske have været på sin plads?

Bogen er stærkest i de direkte interviews med Niels Skousen, hvor man går i dybden med teksterne. For tekster er forfatterens styrke, mens musikken lades i stikken, men det er jo også det svære. Og som det omtales uden på bogen, er der mange nye oplysninger, om end det mest er detaljer, som en virkelig musiknørd har interesse i.

Hvad jeg savner, er en frihed i pennen og den veloplagthed, som netop er albummet Herfra Hvor Vi Står's styrke. Et album som vi er mange, der har kokset til, mens ordene kom i det helt rigtige tempo, og visdommen i Skousens sangforedrag netop gjorde det til en klassiker. 

Jeg vil anbefale bogen for dens mange oplysninger og de mange interviews med blandt andre Knud Bjørnø, som er ukendt for de fleste, men netop spillede den fløjte, man forbinder med mesterpladen fra 1971.