Også hvis Den mørklagte musik var udkommet på et veletableret stort forlag og skrevet af en højprofileret universitetsforsker, havde den næsten 600 sider lange bog om musiklivet i Danmark under den tyske besættelse været en bedrift som grundforskning og en milepæl i dansk musikhistorieskrivning. Nu er det så – hvis man undskylder militærretorikken i lige denne sammenhæng – den i akademisk sammenhæng selvstuderede enmandshær Henrik Engelbrecht, der på eget forlag føjer endnu en titel til en i forvejen meget lang række værker om dansk musikliv, spændende fra standardværket om operaens historie i Danmark over detailstudier om Tivolis musikkultur og Københavns Drengekor til monografier om H.C. Andersens forhold til opera, stjernetenoren Aksel Schiøtz, H.C. Lumbye med mere.

Den seneste knopskydning er anderledes i den forstand, at den med udgangspunkt i omfattende arkivstudier opridser et endog meget bredt billede af musik- og forlystelseslivet igennem blot lidt over fem år. For hvor der ellers er skrevet reolvis af bøger om snart sagt alle andre aspekter af besættelsen, er der, som Henrik Engelbrecht selv indledningsvis kommer ind på det, utroligt nok aldrig før skrevet så meget som en kortfattet bog om periodens musikliv, hverken om de store institutioner eller interessante enkeltpersoner, partiturkomponister eller jazz- og revymusik. I Nils Schiørrings knap halvtreds år gamle oversigtsværk Musikkens historie i Danmark 1-3 fra 1977 fylder musiklivet under besættelsen til sammenligning præcis to en halv side – den halve er et foto fra et alsangsstævne. Ellers har man skullet læse om det mere pletvis i biografier om enkeltpersoner eller institutioner.

Henrik Engelbrecht forklarer det til dels med, at mange kan have haft indlysende interesse i ikke at få kastet alt for meget lys på deres egen eller deres families mere eller mindre lurvede optræden i forhold til besættelsesmagten. På den anden side har tilsvarende problemstillinger jo ikke forhindret udgivelse af bøger om diskutable skikkelser andetsteds i samfundet. Men det rettes der så for musiklivets vedkommende i den grad op på her i form af et enormt og til tider skærende veloplyst panorama over hele landets musikliv i hele perioden med skiftende følgespot på enkelte personers ageren undervejs.

Selve fremstillingen er for så vidt enkel nok, nemlig stort set strengt kronologisk fra årene op til besættelsen og videre lidt ud i efterkrigstiden, indbefattet en personliste over de vigtigste skikkelsers senere skæbne. En slags gennemgående figur er den velhavende og ambitiøse forlæggerarving Bjørn Erichsen (1901-72), der drømmer store drømme om at blive ”musiklandsleder” under nazisternes vinger og endda for at fremme sin sag fremsender detaljerede lister over navngivne personers ariskhed og politiske pålidelighed eller mangel på samme (optrykt i bogen). Da krigslykken begynder at vende, prøver han til gengæld at spille på to heste ved at støtte modstandsbevægelsen økonomisk, uden at frihedskæmperne dog nogensinde får den helt store fidus til ham.

I det store billede er Erichsen dog kun en lille og tilsyneladende ikke voldsomt talentfuld pilotfisk. Hvad der så imponerende lykkes Henrik Engelbrecht, er gennem enorme mængder grundforskning og kildestudier (der er lige under 1.000 notehenvisninger) at få opbygget et myldrende kollektivbillede af snart sagt hele nationens musikalske ageren i besættelsesårene, og endda gøre det så velskrivende og ikke uden en vis tør humor undervejs. Det overdådige billedmateriale er en fornøjelse i sig selv, og de musikeksempler, man via QR-koder kan supplere læsningen med, tilføjer yderligere et par dimensioner.

Så vi er både med, når ledelserne af Statsradiofonien og Det kongelige Teater skal forsøge at manøvrere i forhold til både besættelsesmagtens topfigurer med tilhørende raceteorier og krav om engagement af partivenlige stjerner som Herbert von Karajan, og i forhold til enkelte ansatte med sympatier for enten nazismen eller modstandsbevægelsen. Men også langt ude i det folkelige musikliv, hvor alsangsstævner bliver tilløbsstykker og Aksel Schiøtz nationalhelt, ligesom revybranchen under driftige folk som Aage Stentoft og Stig Lommer får sneget samfundskritik ud gennem morskaben, og i øvrigt ligesom det øvrige aften- og natteliv flere gange må opleve at blive lukket helt ned med voldsomme følger for de enkelte musikere.

Hvad der i særlig grad gør bogen læseværdig, er Henrik Engelbrechts sans for at skildre enkeltpersoners skæbne så levende – fra forfulgte jødiske kunstnere over strandede jazzmusikere til pressede administratorer og medløbere af mange slags. Det kan være selveste Det kongelige Kapels nazivenlige koncertmester, eller det kan være de lidt mere ydmyge musikere, der forsøger at indsmigre sig ved at indføre nordiske traditioner og spille på lur. Selv om anledningen er grum, er nogle af personagerne og deres ageren ikke fri for at virke næsten lige så komisk som senere generationers arbejderisme.

Omvendt formår bogen sympatisk nok at undgå enhver form for moralsk fordømmelse og det helt frem til opgøret efter besættelsen, som Henrik Engelbrecht med inspiration fra juraprofessor Ditlev Tamm insisterer på ikke at kalde et retsopgør. Også anløbne typer bør i de fleste tilfælde behandles ordentligt, kunne moralen være.

Endelig bliver bogen en bredere skildring af en brydningstid i dansk musikliv midt mellem levende musikudøvelse og radio/grammofonmusik, mellem nationalt sindede partiturkomponister i ånden fra Carl Nielsen og mere internationalt orienterede yngre navne. Der synes næsten at være en pointe i, at Danmarks første store radikale elektronmusikpioner, Else Marie Pade (1924-2016), var i modstandsbevægelsen som purung og fandt musikalsk inspiration som fange i Frøslevlejren. Ligesom det er på denne tid, at provinsens musikliv for alvor begynder at røre på sig i form af ambitiøse byorkestre og operakompagnier.

Mørklagt er besættelsestidens musik og musikliv nu i hvert fald på ingen måde længere, sådan som Henrik Engelbrecht her har formået at stille skarpt på det. Det er kulturelt oplysningsarbejde på normsættende niveau.