Titlen på denne film vil resonere i mange med sin dobbeltbetydning. Dels som reference til hovedpersonen selv, der ankommer med sin guitar som 19-årig nobody til New York på bagsædet af en taxi, og dels som et rungende rim fra sangen ”Like a Rolling Stone” - en af flere generationshymner, som Bob Dylan i en naturstridigt kreativ rus skrev i sine tidlige år. Som havde han selve tidsånden på tungen.

Filmen er instrueret af James Mangold, som man vil kende for den fremragende spillefilm, I Walk the Line (2005), om countrystjernen Johnny Cash. Nu er det lykkedes igen - og måske i endnu stærkere grad ved at lade Bob Dylans musik løbe som en strømførende kraft igennem filmen som en afspejling af både hans personlige kunstneriske output, karakterernes følelser og de politiske og kulturelle rørelser i samtiden.

Jeg har det somme tider lidt anstrengt med de mange minutiøst genskabte biopics, hvor alt skal ligne ”som i virkeligheden”, og derfor næsten garanterer skuffelse - og groteske eksempler på makeup, grænsende til det ufrivilligt komiske. En rem af den hud er der også i A Complete Unknown. For hvorfor skal Edward Norton forsynes med en forstørret, let rødlig næse som Pete Seeger, når hans skuespil er rigeligt til at gøre hans karakter troværdig? Og Dan Foglers fremstilling af manager Albert Grossman bliver aldrig mere end en fjollet sidefigur.

Men Timothée Chalamet yder en fuldkommen eminent og indædt fokuseret præstation som den unge Bob Dylan. Han synger og spiller selv Dylans sange. Rammer stemme, diktion, kropsholdning og gestik på kornet. Og skildrer især den indadvendte og arrogante side af Dylan. Ofte lovlig snøvlende og mumlende, og næsten aldrig smilende, selvom mange fotos og filmklip fra dengang også dokumenterer en mere formildende side af Dylan.

I filmen er Dylan konstant i gang med at kreere nye sange, skriblende i notesbøger, åndsfraværende i samtaler med sine kærester, og registrerende som en seismografisk modtager af indtryk fra gader, radio, fjernsyn, bøger og aviser. Og hvis man har læst Dylans stærke erindringsværk, Krøniker (2004), hvor han bl.a. skildrer sin formative periode i New York, er der meget at genkende i filmens følelse af skæbnebestemt fremdrift og et svangerskab af nye ideer og fornemmelser, som også pibler frem af filmens gadebilleder. 

Men det tjener filmen til ære ikke at give en helteskildring af Dylan. Alle, der har beskæftiget sig med manden, ved, at han er en kompleks skikkelse, der har det med at sno sig fri af ens forventninger. Filmen forsøger ikke at gøre Dylan forståelig. Den konsoliderer ham som myte og gåde. Og dermed næsten som en karakter i de barske folkesange, han selv er rundet af. Men den gør det, samtidig med at den fastholder Dylans helt konkrete historie som ung kunstner midt i en opbrudstid.

Omdrejningspunktet er de skelsættende første år af Bob Dylans karriere fra 1961-1965. En komprimeret periode, der er som en eksplosion af kreativitet og nybrud: Den rodløse ankomst til New York. Etableringen på undergrundsscenen i Greenwich Village. Det symbolske generationsskifte ved Dylans hospitalsbesøg hos sit aldrende forbillede Woody Guthrie (Scott McNairy). Det store gennembrud på folkemusikscenen, der har vind i sejlene. Men også Dylans voksende mishag ved at blive sat i bås som politisk talerør for denne bevægelse. Og til sidst det dramatiske brud med den, som også markerer Dylans egentlige selvstændige, eksistentielle retning som kunstner.

Undervejs skildres Dylans transformation fra lurvet guitarvagabond til cool, kæderygende modeikon med solbriller og prikket silkeskjorte. Man oplever hans afgørende møder med personer som nævnte Pete Seeger (Edward Norton), sangerinden Joan Baez (Monica Barbaro), Johnny Cash (Boyd Holbrook) og den fiktive Sylvie Russo (Elle Fanning), som er modelleret over Dylans vigtige kæreste Suze Rotolo. Det er hende, man ser gå arm i arm med Dylan på forsiden af albummet The Freewheelin’ Bob Dylan (1963).

James Mangold har skåret mange personer ud af ligningen for at fokusere på få, sigende spændingsfelter. Et af dem er trekantsdramaet mellem Dylan, Sylvie Russo og Joan Baez. Et andet er den kulturelle og politiske udvikling, der væves elegant ind i digterens synsfelt, og som med nye og slående verslinjer og metaforer foldes ud i sitrende samtidsaktuelle og i dag udødelige sange som ”Blowin’ in the Wind”, ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, ”Masters of War” og ”The Times They Are A-Changin”. Dylan, musikken og tidsbilledet flyder sammen i et gensidigt forstærket udtryk.

Bob Dylan vil være sin egen, og længe bygger filmen op til bruddet med folkemusikscenen. Det sker i en suveræn finale ved koncerten på Newport Folk Festival i 1965, der er minutiøst genskabt. Dylan begår mytteri ved at gå på scenen med sit band og levere et elektrisk stød i tiden, som forandrer musikscenen. Her forstår man, hvorfor Dylan synger, at han ikke vil arbejde på ”Maggies Farm” længere. En lavine ruller af sitrende rytmer, støj, pibekoncert og vrede. Her samles alle filmens følelsesmæssige og tematiske tråde i en kaotisk sammenfiltring. Efterfølgende ses Dylan forlade den slagne festival på motorcykel som herre i eget hus. På vej ud i fremtiden for at sætte nye standarder for en seriøs, kontrær og visionært poetisk rockmusik.

Men også dét er et hint til myten. For den indviede ved, at Dylan senere kører galt på den motorcykel, og at det er endnu en brik i en meget længere historie. Filmen er ikke et øjeblik for lang med sin levende samtidsskildring, sine intense scener og en musik, der sætter sig dybt i nerver og sind.