Christian Westergaard (f. 1980) er det første navn, der skal nævnes. Han er den kunstneriske kraft bag Dacapo Records’ magnum opus, der blev udgivet først på året. Westergaard er lykkedes med at få indspillet så at sige alle Peter Heises sange for solostemme med klaverledsagelse. Han er den gennemgående akkompagnatør, han har samlet 18 sangere til projektet, som i mangfoldighed og kvalitet savner sit sidestykke i dansk pladehistorie.

Christian Westergaard er en ildsjæl, det bevidnes af hans meritter som igangsætter og pianist inden for den vokale kammermusik herhjemme. Men med Heise-udgivelsen rækker han højere op og kommer i eksklusivt internationalt selskab med pianisten Graham Johnson, en generation ældre, som for Hyperion Records har stået for komplette samlinger af Schubert, Schumann, Brahms og Faurés sange. Også han ene mand ved flyglet og med hærskarer af sangere omkring sig.

Ved siden af Carl Nielsen er Peter Heise (1830-1879) den eneste danske sangkomponist, som kan fylde en så omfangsrig edition, og hvis vi ser bort fra de folkelige sange og kun taler om kunstsange, regerer Heise i ensom majestæt. Det er et vigtigt kulturhistorisk projekt, fordi disse flere hundrede sange og romancer – strofiske, strofisk varierede, gennemkomponerede, undertiden i lyriske eller dramatiske cyklusser – samlet set er af høj litterær og musikalsk kvalitet. Det er på tide til at opdage dem igen eller for første gang, og det er på tide, at Peter Heise bliver europæisk fælleseje.

187 af sangene blev udgivet af Wilhelm Hansen i tre bind i 1880, og for samme forlag var Niels Martin Jensen i 1990 redaktør for en videnskabelig udgave i fire bind med 226 sange. Christian Westergaard har ud over de trykte sange medtaget en del upublicerede, således at det samlede antal, inklusive dubletter oversat til tysk eller fransk, ender med 272 sange. Nu har vi omsider fået muligheden for at fordybe os i en vidt forgrenet sangskat, der rækker ud over landets grænser. Udgivelsen kan streames på Spotify.

Heises tyske inspirationer

Peter Heise ville leve for musikken, men han levede ikke af den. Han kom fra en musikinteresseret akademikerfamilie og giftede sig med en datter af en velstående erhvervsmand, han havde med andre ord et solidt økonomisk sikkerhedsnet under sig i hele tilværelsen. Det skulle hurtigt vise sig, at Heise blev tiltrukket af vokalmusikken, især den lyriske strofiske romance, og han skrev tilsyneladende for sig selv uden større ambitioner om at få udgivet sangene. Alligevel nåede mange af dem ud i de danske hjem med klaver, og Heise indtog gradvist en position som den mest overbevisende danske sangkomponist i anden halvdel af 1800-tallet.

Studierejsen til Leipzig fra efteråret 1852 til foråret 1853 var udslagsgivende. Her modtog han undervisning af den respekterede musikteoretiker Mauritz Hauptmann, han overværede koncerter med Gewandhaus Orkestret, og han stiftede bekendtskab med Robert Schumanns sangproduktion, blandt andet Frauenliebe und -leben. Det kvindelige tema i denne sangcyklus fangede ham, kvindeskikkelser skulle senere blive hovedpersoner i hans egne cyklusser, og Heise blev også stærkt inspireret af Schumanns meddigtende klaver, ganske særligt i de instrumentale forspil, mellemspil og efterspil.

Kvindeportrættets første egentlige tilsynekomst opstod under det første ophold i Rom (1861). Heise var med i den nordiske kunstnerkoloni og mødte her norske Bjørnstjerne Bjørnson. Hans voluminøse digt om Bergliot, en kvindeskikkelse fra en oldnordisk saga, blev skrevet til Heise og sat i musik under opholdet som en gennemkomponeret dramatisk scene. Dette førte senere frem til flere sangcyklusser med kvindeligt tema: eddadigtet Gudruns Sorg og Holger Drachmanns Dyvekes sange. Læg dertil Solveigs sange fra Henrik Ibsens Peer Gynt og Aases sange fra operaen Drot og Marsk.

Peter Heise udviklede i det hele taget en eminent sans for at skildre den menneskelige psykologi. Det gjorde han ved hjælp af en forfinet melodisk linjeføring og en stedse mere avanceret harmonik, en dynamisk udvidelse af det sanglige udtryk og forfinede klangfarver i akkompagnementet. Det gælder hos Heise, som hos forbillederne Schubert og Schumann, at klaveret kan indgå som en ligeværdig partner med sangeren. Man kan med tyskerne tale om Mitsprache des Gefühls. At der sker en rollefordeling mellem sanger og pianist, at klaveret kan blive et fortællende aktiv, en karakter eller en scenisk skikkelse. Det var denne samskabelse, Heise arbejdede med at udvikle dybere indtil sin tidlige død som 49-årig.

Christian Westergaard har disponeret udgivelsen i 11 tematiske spor – bl.a. Norden, Guldalderbilleder, Efterklange, Versfortælling og Vaudeville, Kennst du das Land – og dermed er der ikke tale om en egentlig kronologisk rækkefølge, sådan som man gjorde i to historiske Schubert-samlinger, hos Deutsche Grammophon med Dietrich Fischer-Dieskau og Gerald Moore, hos Hyperion med Graham Johnsons kontingent af sangere.

Winther, Lenau og Aarestrup

I det følgende skal fremhæves nogle sangkredse i Heise-udgivelsen, men først et par enkelte sange. Fra Christian Winthers versfortælling Hjortens flugt kommer “Hvor tindrer nu min stjerne” (1856), som optræder som et elskovsløsen mellem to elskende. Sunget af tenoren Bo Kristian Jensen i et smukt kontrolleret legato, med lyrisk udtrykskraft og sproglig præcision. Dette er indbegrebet af den strofiske danske romance: den enkle blide melodi, de lange fraser, det roligt vuggende akkompagnement, og en nedblændet epilog i stemmens mellemleje med klaverets aftenklokke i diskanten – og fremførelsen er et pletskud. Jensen og Westergaard får også tæt ved det optimale ud af Carl Plougs folkeviseagtige “Husker du i høst?” (1853), tempoet er så tilpas tilbageholdt, at sproglige pointer og akkompagnementets lethed og klarhed fjerner sangen fra den sædvanlige hældning mod det sentimentale.

Christian Richardt, en af Heises nære venner og librettist til Drot og Marsk, oversatte Nikolaus Lenaus digtcyklus Schilflieder, som blev sat i musik under titlen Mellem Sivene (1863). Der er tale om en ærkeromantisk Weltschmerz i disse fem digte, kredsende omkring den uopnåelige kærlighed og med en melankoli, der spejler sig i ensomme naturscenerier. Barytonen Jens Søndergaard synger dem på tysk, og det er en god ide med henblik på et udenlandsk publikum. Hvad Søndergaard måtte mangle i artikulatorisk finesse, opvejes ved hans smukke røst og fine indlevelse, meget vellykket i den stille reflekterende “Auf geheimem Waldespfade” og medrivende i den tilspidsede “Trübe wird’s, die Wolken jagen”, hvor Westergaard pisker sangeren afsted med højre hånds rappe vindstød. I denne cyklus hører vi Heise på vej mod musikdramatikken.

Barytonen Lars Møller har fået tildelt udsættelsen af Emil Aarestrups Erotiske digte (1873), fem sanselige sange, som hører til komponistens ypperste. I “Der er en trolddom på din læbe” så at sige surfer sanger og pianist i fuld samhørighed på de harmoniske farvande gennem Fis-dur, B-dur, igen Fis-dur, D-dur, Des-dur og igen Fis-dur, som en mesterlig spejling af det berusede digterjeg. Og den døsige “Skovensomhed”, der begynder med linjerne ‘Igennem bøgeskoven jeg dig ved hånden førte’, tegner en genialt komponeret knopskydning i den melodiske udvikling, de første fraser fører den næste og den næste med sig op til en kulmination for at falde mættet og forløst tilbage. Og således også i fremførelsen: et blidt og klangligt balanceret sammenspil.

Bergliot, Gudrun og Dyveke

Også når det kommer til de kvindelige sangere, har Westergaard samlet et godt hold. Mezzosopranen Johanne Thisted Højlund tager livtag med solokantaten Bergliot (1862), et ubrudt forløb i syv recitativiske eller ariemæssige afsnit, der sammenvæver en gribende musikdramatisk scene. Bjørnstjerne Bjørnsons digt gengiver sagaen om Bergliot Håkonsdatter, som efter mordet på husbonden Einar Tambeskælver og sønnen Eindride viser storsind ved at undlade at kræve blodhævn. Det er en pragtpræstation, Westergaard yder som et veritabelt orkester bag Højlund, som på sin side imponerer med statuarisk røst og nuanceret nærvær i dramaet fra den norske vikingetid.

Fra den ældre eddadigtning udsatte Heise historien om Gudrun Gjukesdatter og hendes husbond Sigurd Fafnersbane, dræbt af hendes brødre, tilskyndet af svigerinden Brynhilde. Seks sange integreret i en cyklus under titlen Gudruns sorg (1871). Fortællingen hører med til mytestoffet, som Wagner havde sat i musik i Nibelungens ring på samme tid, og det er interessant at høre, hvordan Heise arbejder deklamatorisk og motivisk koncentreret ad samme spor som den tyske mester. Trods stedvis vaklen i intonationen kan man kun beundre mezzosopranen Francine Vis for en gennemarbejdet tolkning af spændingsfeltet mellem den sorgtyngede Gudrun og de trøstende kvinder omkring hende, som endelig udløses i tårernes frie løb og en voldsom vrede. Det er mageløst komponeret, og igen løftes musikken af Westergaards intelligente og maleriske klaverspil.

Holger Drachmann skrev sine digte om Dyveke Sigbritsdatter til Heise, og han valgte syv af dem til Dyvekes sange (1879), som blev hans sidste kompositioner. Digtene ser verden med kræmmerpigen Dyvekes øjne, hendes længsel efter at finde lykken, mødet med den senere Christian II, og det problematiske liv som hans elskerinde. Og den norske sopran Mari Eriksmoen er et fund til at tolke disse sange. Hun ilter deres omskiftelige indre liv med æterisk sangkunst, træffer sikkert uskylden, længslen, stoltheden, beruselsen, frygten, fortvivlelsen og ensomheden. Det er Heise på sit højeste, denne indlevelse i et kvindesind, på niveau med de tyske mestre. Den første sangs mesterligt disponerede introduktion til Dyvekes tristesse som en slags Askepot i Bergen. Den andens stolte drømmerier formet i polonæserytmer à la Chopin, den tredjes både sangvinske og melankolske variationer, den fjerdes erotiske møde med prinsen, den frygtsomme femtes om den smukke due og den glubske høg, den sjettes ubærlige fortvivlelse, og den gådefuldt jublende syvende om sommeren, som har bragt de modne kirsebær – måske de forgiftede bær, som ifølge overleveringen tog livet af Dyveke.

Superb vokal kammermusik

Cyklussen Farlige drømme (1878) omfatter seks digte hentet fra Holger Drachmanns roman Tannhäuser. Titlen kommer fra den første sang ‘Du lægger dig ned en aftenstund’, som indkapsler romanens tema om en kunstners splittelse mellem den ægteskabelige kærlighed og den erotiske fristelse udenfor. Barytonen Bo Skovhus gennemsynger disse mandlige kvaler med kolossal autoritet og klanglig fokusering. Det er næsten bipolare sange, svingende fra det ekstremt højspændte til det udslukte og opgivende, gennemkomponerede med rastløse skift i den psykologiske udvikling. Faktisk kommer klaveret ofte til at løbe med opmærksomheden, så overlegent behersker Christian Westergaard Heises understrømme af intrikate motivspil, programmatiske gestus, rytmisk profilering, talende mellemspil, saftige akkordrækker, smukt farvelagte udklange og så videre. Det er slet og ret superb vokal kammermusik.

Farlige drømme er med i en tysk version Gefährliche Träume, som Bo Skovhus også tager sig af. Det samme er tilfældet med Dyvekes Lieder, sunget af den eminente sopran Clara Cecilie Thomsen. Gudruns sorg er dubleret på engelsk med Johanne Thisted Højlund, og Erotiske digte er oversat til Liebeslieder, her med basbarytonen Jakob Bloch Jespersen. En lang række sange er ligeledes oversat til henholdsvis engelsk, fransk og tysk – eksempelvis fremførelser med sopranen Elsa Dreisig i “Pourquoi cette question?” og “Komm, klopf’ an mein Fenster”, tenoren Adam Riis i “Sommerweise” og “Lied”, og tenoren David Danholt i “Die Serenade des Königssohns”.

Sammen med originalteksterne på tysk (bl.a. Goethe) og engelsk (bl.a. Shakespeare) tilfører disse oversættelser udgivelsen en forjættende international dimension. De vil åbne døren for sangkomponisten Heise i udlandet, på samme måde som den nye videnskabelige udgave af Drot og marsk (2013) er i færd med at gøre det hånd i hånd med Dacapos også i udlandet roste nyindspilning under Michael Schønwandt.

Tilbage står derfor at hylde entreprenøren og akkompagnatøren endnu engang. Denne generøse udgivelse er en eventyrlig bedrift.

Peter Heise: The Song Edition. Dacapo Records

Adam Riis, tenor. Aleksander Nohr, baryton. Astrid Nordstrand, sopran. Bo Kristian Jensen, tenor. Bo Skovhus, baryton. Clara Cecilie Thomsen, sopran. David Danholt, tenor. Elsa Dreisig, sopran. Francine Vis, mezzosopran. Jakob Bloch Jespersen, basbaryton. Jens Søndergaard, baryton. Johanne Thisted Højlund, mezzosopran. Lars Møller, baryton. Mari Eriksmoen, sopran. Signe Asmussen, mezzosopran. Simon Duus, basbaryton. Sofie Elkjær Jensen, sopran. Stig Fogh Andersen, tenor.

Christian Westergaard, klaver.

Optaget 2016-2020 i koncertsalen, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium