På bogforlaget Multivers er der udkommet en fremragende biografi om Axel Borup-Jørgensen af Anne E. Holm. Den er spændende og underholdende med masser af oplysninger, noter og registre. Den spejler også Axel Borup-Jørgensens vidtspændende personlighed, som rummede både den kompromisløse skabende komponist og den åbne nysgerrighed over for omverdenen.

Axel Borup-Jørgensen blev født på Sankt Cæcilies Dag 22. november 1924. Cæcilie er skytshelgen for musikken, og han var bevidst om, at han var født under hendes beskyttelse. Han gjorde altid gældende, at han var autodidakt som komponist, og det gjaldt lige fra barndommen i Sverige, hvor han spillede mandolin, harmonika og klaver efter gehør.

Der kom for alvor skub i klaverspillet i begyndelsen af 1940, da han fik læreren Ella Sundqvist, der satte ham til at spille 1. sats af Beethovens Måneskinsonate. I 1942 fik Axel endnu en skelsættende oplevelse, da hans far købte den lille ø Björkön i søen Somman, der blandt andet inspirerede ham til Sommasvit for strygeorkester i 1967.

Som svensk statsborger aftjente Axel Borup-Jørgensen værnepligt 1944-45. Derefter kastede han sig over klaverspillet. Da optagelsesprøven til konservatoriet var senere i København end i Stockholm, satsede han på København og bestod. Atmosfæren var meget konservativ. Carl Nielsens ånd hvilede tungt over institutionen, men der var spændende medstuderende f.eks. Else Marie Pade, Bernhard Lewkovitch og Jan Maegaard, og blandt lærerne fik komponisterne Finn Høffding og Jørgen Jersild stor betydning.

Selvom Axel var klaverstuderende, var der fuld aktivitet med at komponere: Opus 1-5 kaldte han “provinsialimpressionisme”. I 1949 ankom den udvekslingsstuderende Ingrid Selin fra Finland. I 1950 blev de gift og flyttede til Herlev Huse. I julen 49 forærede Axel sin svigerfar Marine Skitser for klaver. Partituret var en kalligrafisk åbenbaring med vignetter og tegninger, og det blev i det hele taget karakteristisk for hans partiturer, altid skrevet i hånden.

Samtidig med at Axel komponerede ufortrødent, arbejdede han og Ingrid som musikpædagoger og klaverlærere. Trods den ringe tid til at komponere fik Axel uropført værker hvert år i DUT, Det unge Tonekunstnerselskab.

1953 blev et skelsættende år, hvor han mistede sin mor, og datteren Anna Elisabet blev født. De begivenheder udløste stærke følelser, og han skrev Sonate for bratsch og klaver og Partita for soloviola. Begge var værker med Axels yndlingsinstrument, bratschen, indadvendt og alvorlig.

Det blev tydeligt, at Axel Borup-Jørgensen skulle blive en lyrisk komponist par excellence. Når han sammenlignede påvirkninger og indtryk fra andre komponister, indså han, at hans musik skulle opstå som “nødvendig og ærlig”, både over for omverden og ham selv.

Anne E. Holm beskriver Borup-Jørgensen som kompromisløs og samtidig nysgerrig. Helt tro over for sin egen stil, og dog altid venlig over for omverdens aktiviteter, blid i menneskelige forhold, men ubønhørlig over for sig selv og sin musik.

I 1960erne kom der virkelig liv i Den Ny Musik på flere fronter. Mogens Andersen var blevet musikchef på DR og bannerfører for den nye musik, og Axel blev opført i DR, DUT og på Louisiana. Komponisterne valfartede til Paris, Bruxelles og ikke mindst Darmstadt, hvor værker af Fortner, Stockhausen og Nono gjorde stort indtryk på Axel. Selvom han ikke var med til ISCM-festival i Köln, fortalte kollegaen og vennen Pelle Gudmundsen-Holmgreen så levende om Ligetis orkesterværk Apparitions, at det fik Axel Borup-Jørgensen til at skrive sit hidtil største værk Cretaufoni for stort symfoniorkester med masser af slagtøj og sarte, talende pauser.

De store begivenheder i 1964-65 blev Nordisk Sommerpastorale og Torso. Pastoralen fik stor opmærksomhed, da den kom med i en konkurrence, hvor lytterne også fik mulighed for at stemme. Mens det foregik, og Axel vandt, sad han i Sverige og skrev på Torso, der har undertitlen “Konfrontationer for strygekvartet og båndoptager”. En turné med dette stykke blev en succes. Den danske Kvartet gav 26 koncerter på 21 dage. Nu kunne det næsten ikke blive stort nok. DR bestilte Marin om havet. Et monumentalt værk og en milepæl, som det tog tre år at skrive. Partituret blev så omfattende, at Herbert Blomstedt måtte opfinde en måde, hvorpå han kunne vende partitursiderne.

Siden undgik Axel Borup-Jørgensen de store besætninger. Mens han levede sit stilfærdige liv og var flittig koncertgænger, havde han stor fornøjelse med at skrive mindre værker til musikere, han følte sig forbundet med. Det sidste værk, Axel komponerede var Pergolato, skrevet til Michala Petri. Han og datteren Elisabet var tæt forbundne både menneskeligt og musikalsk. For nylig udgav Elisabet Selin bogen Samklang om deres liv og kunst.

Anne E. Holm fortæller Axel Borup-Jørgensens historie i en letflydende stil og dog i omhyggelig omgang med alle kendsgerningerne.