Manden mellem traditionerne

Christian Munch-Hansen – September 2022

Endnu et bind, det trettende, i forlaget Multivers’ lidt tørre og saglige, men fagligt gennemarbejdede og skarpt tilskårne serie om danske komponister. Jeg er personligt vild med den slags bøger, som giver et hurtigt overblik med substansen i orden. Det er, hvad der kendetegner Peder Kaj Pedersens bog om komponisten, organisten og musikpædagogen Bernhard Christensen. Brødteksten ender på side 115. Dernæst følger værkfortegnelse, diskografi, litteraturliste og register frem til side 132. Færdig, basta!

I eftertiden er det formentlig hovedsagelig de bredt anlagte skole-oratorier som De 24 timer samt den kulturradikale jazzpædagogik og revymelodierne, mange forbinder med Bernhard Christensen. Men her gør Peder Kaj Pedersen os klogere, for Christensen var også kirkemusiker (organist) og en nytænkende komponist i sin samtid. Og der foreligger en stor produktion af kammermusik, koncerter og orgelmusik, som sjældent eller aldrig spilles.

Bernhard Christensen levede i en begivenhedsrig tid, hvor nye strømninger skabte stærke spændinger i dansk kulturliv. Han var par excellence en mand af sin tid, og i dag, hvor musikkulturen har ændret sig (bl.a. i kraft af hans indsats), virker de diskussioner og kulturkampe, som rasede i 1930erne og 40erne - f.eks. pro et contra jazz og klassisk musik, og kontroverserne omkring den pædagogiske reformbevægelse med fokus på rytmisk musik, krop og natur - som en overstået diskussion.

Men Bernhard Christensens eftermæle har stadig meget at byde på i de principielle diskussioner om forholdet mellem musikformerne, i kraft af Christensens historiske betydning, og de mange ukendte værker, som man under læsningen bliver præsenteret for.

Tiden mellem de to verdenskrige var en periode, hvor jazzen i brede kredse blev anset som et farligt angreb på den europæiske musiks traditioner og gode smag, og den nye musikform blev udsat for absurde anklager om utæmmelig negroid vildskab, larm og degenererende egenskaber. Men ”det stod efterhånden klart, at Bernhard Christensens tilgang til musik havde en særlig karakter. Både det kulturelle og det populære spillede en rolle, og hos ham udelukkede de to sfærer ikke hinanden”, formulerer Peder Kaj Pedersen det i forordet. Bernhard Christensen besad med andre ord en fordomsfrihed, der rakte ud over tidens herskende kulturchauvinisme og musiksnobberi. Og så var han en tidlig dansk eksponent for jazzinspireret kammermusik (Milhaud, Stravinsky, Ravel osv.) og en foregriber af senere Third Stream-tendenser, hvor klassisk musik og jazzelementer flyder sammen til nye synteser.

Et af forfatterens ærinder er at skildre og forstå de modsætninger, der prægede Bernhard Christensens virke, særlig det faktum, at han var aktiv både som kirkemusiker, jazzentusiast og revy- og filmkomponist. Det lyder uskyldigt, men set i samtidens optik var det en mistænkelig blanding af det finkulturelle og det folkeligt-populære, og Pedersen skildrer da også, hvordan Bernhard Christensen i en årrække skrev revymelodier under pseudonymet ”Leonard”, indtil det blev opdaget af medierne.

Peder Kaj Pedersen fastslår, at komponisten ikke opfattede sig selv som ”kulturradikal talsperson”. Men hans tilknytning til bevægelsen er en betydningsfuld del af historien om ham. Den er udførligt behandlet af musikforskeren Michael Fjeldsøe i moppedrengen Kulturradikalismens musik (2013), og der er naturligt nogle indholdsmæssige overlap, men Peder Kaj Pedersen væver det fint ind i Bernhard Christensens egen historie. (Se også artiklen ”Kulturradikal musik - en rundbordssamtale”, (PubliMus nr. 34, 2015).

Peder Kaj Pedersen har et stort materiale til rådighed, baseret på mangeårig research herunder også personlige møder med Bernhard Christensen. Det er erfaringer, som anvendes undervejs, og som lader os komme tættere på hovedpersonen. Vi får f.eks. kapitlet om de kunstnerisk vellykkede balletter Enken i spejlet (1934) og Den evige trio (1944), men som samtidig blev hjerteskærende skuffelser for komponisten, fordi det Kgl. Kapels musikere bevidst saboterede hans musik og undlod at følge han kunstneriske hensigter.

Man må stadig knibe sig i armen over den harmdirrende modstand, jazzen i 1920erne og 30erne var genstand for, og måske blev fronterne så stærke, fordi jazzen var populær og kunne fungere som kulturradikalt ”symbol”, men også på godt og ondt som ”modbillede til den europæiske kulturtradition og som repræsentant for tidens nye idealer”. En af de konkrete kamppladser var den undervisning i jazzpædagogik og rytmisk sang, som Bernhard Christensen, Sven Møller Kristensen og andre forestod i 1930erne på Københavns Kommunes Fortsætterkursus. Det var en enorm succes, men af samme grund blev disse aktiviteter brutalt lukket ned i 1940 efter en længere offentlig polemik om dannelse. Rytmisk jazzsang blev simpelthen opfattet som et angreb på den gode gamle kulturarv. Igen må man sige, at Bernhard Christensen trak det længste strå med en fremsynet musikopdragelse, hvor der var mere plads til krop, rytmer, leg og improvisation. Efter 2. Verdenskrig blev den ny musikpædagogik taget op igen, og Bernhard Christensen var aktiv på den front helt frem til midt i 1970erne.

Bernhard Christensens fordomsfri tilgang til musik spores tilbage til barndommen, som var præget af både vækkelsessalmer (forældrene var metodister) og romantisk musik, samt erfaringer fra både kommuneskole med børnehjemsbørn og gymnasiekammerater fra advokathjem. Interessant nok skildrer Peder Kaj Pedersen, hvordan Bernhard Christensen allerede i barndommen stillede spørgsmål ved det vedtagne, f.eks. da han eksperimenterede med at stemme 24 toner inden for én oktav på klaveret, for hvad med de toner, der lå mellem de sorte og hvide tangenter? Dette sigende eksempel gøder jorden for en forståelse af Christensens bredt orienterede interessefelt, der også inkluderede jazzens blå toner og fjerne etniske musikformer som jugoslavisk og brasiliansk folkemusik.

Bernhard Christensens bidrag til den danske sangkultur er ikke blot samtidshistorisk. Han er i dag repræsenteret med syv melodier i den senest revidere Højskolesangbogen, og andre af hans melodier har været med i tidligere udgaver. Også i Den Danske Salmebog bærer seks melodier Bernhard Christensens signatur herunder den fine ”Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim”. Så glem alt om stereotyp kulturradikal kirkeaversion. Bernhard Christensen var ikke grøftegraver. Som kirkemusiker og organist tilsluttede han sig Thomas Laubs og Mogens Wøldikes reformprægede kirkemusikalske ideer, der var et opgør med den romantiske traditions dominans i samtiden. Og hvor mange ved, at Bernhard Christensen i 14 år var ansat så centralt et sted som Christiansborg Slotskirke under Mogens Wøldike, som værdsatte ham højt?   

Som komponist hentede Bernhard Christensen især inspiration fra jazzens rytmisk livfulde udtryk og strofiske præg samt den nyklassicistiske partiturmusik herunder Igor Stravinskij og Béla Bartók. Peder Kaj Pedersen beskriver komponistens virke og væsentligste værker fra debuten i 1930 og frem. Et helt lille kapitel er helliget venskabet med kollegaen og pianisten Herman D. Koppel. Og naturligvis behandles samarbejdet med den kulturradikale rimsmed og revymager Poul Henningsen, og ikke mindst den særlige jazzpædagogik, som Bernhard Christensen blev en central eksponent for gennem kurser og undervisning, og gennem de oratorier og skoleoperaer, som igennem 1930erne aktiverede en stor mængde børn, unge og musikere.

Det er en glimrende lille bog, Peder Kaj Pedersen har begået om et originalt musikmenneske i en vigtig brydningstid i dansk musik.

Læs flere boganmeldelser

Bernhard Christensen
Peder Kaj Pedersen

Bernhard Christensen

Multivers, 2022
132 sider