Carl Nielsen havde meget at se til: bestillingsarbejder, der skulle gøres færdig op imod truende deadlines, instrumentering af værker, der krævede en sidste afpudsning. Men han havde også elever og disciple, der i nogle tilfælde ydede praktisk assistance, når spidsbelastningen var størst.
En af dem var Nancy Dalberg (1881-1949), der bl.a. havde det talent, at hun kunne imitere Nielsens stil, så de færreste bemærkede forskellen. Det var hende, der instrumenterede musikken til Aladdin, og det var hende, han søgte råd hos, da han præsenterede hende for den helt avantgardistiske klarinetkoncert, som han havde svært ved selv at forstå. En anden kvindelig komponist og Nielsen-fan, den noget ældre Hilda Sehested (1858-1936), løste ikke lige så betroede opgaver, men Nielsen stolede på hendes jugement. Hun var, mente han, den person, der bedst forstod hans tredje symfoni, Sinfonia Espansiva. Det er disse to kvinder, som magister i musikvidenskab Lisbeth Ahlgren skriver om i serien Danske Komponister.
Historien om Sehested, Dalberg og deres store mandlige samtidige kan udlægges på flere måder. De fleste af dem handler – uundgåeligt kan man mene – om kønsforhold. Man kan vælge at fordybe sig i den skæve kønsfordeling, hvor Nielsen var stjernen og de to kvinder vandbærerne. Man kan også lægge vægten på den modgang, de oplevede som debutanter i komponistfaget, der jo traditionelt var et mandefag. Men mere positivt kan man hæfte sig ved den uforfærdethed og energi, de to lagde for dagen, da de trådte frem som komponister på en arena, hvor kvinder ikke havde noget at gøre. Og man kan betone, at især Sehested satte fokus på forholdet mellem kønnene i sin eneste opera, bygget over Agnete og Havmanden. Set i det lys handler de to komponisters karriere om overskridelse af etablerede kønsidentiteter og om personlige omkostninger ved de valg, de traf. Man kunne ligefrem fundere over, om den omstændighed, at begge kvinder var barnløse og uden elever, gav musikken den centrale plads i deres liv.
Musikkritikeren Michael Jameson anmeldte en cd med værker af Sehested, som blev bragt i det amerikanske tidsskrift Fanfare, juli-august 1997. Jameson sammenfatter kønsforholdet således (i min oversættelse): ”Hendes vej opad i Københavns chauvinistiske musikliv blev utvivlsomt hæmmet af politisk korrekthed, snarere end af mangel på talent.” Hvad politisk korrekthed har med sagen at gøre, er ikke klart, men hovedtanken er vist klar nok: Det var mændenes forbund.
Således kan man etablere et ”narrativ”, hvor de to komponisters karrierer kommer til at handle om kønnenes kamp. Det er imidlertid ikke den historie, Lisbeth Ahlgren Jensen ønsker at fortælle i sin nøgterne og ikke spor vidtløftige bog.
Problemet med at lade bogen handle om kvindediskrimination er, at sådan opfattede ingen af de to hovedpersoner deres karriere. De var begge født ind i et velhavende landaristokrati; Sehested boede i sine unge år på godset Broholm, Dalbergs hovedrige familie ejede hele to godser. Penge syntes ikke at have været et problem for nogen af dem, og da Sehested forlod landaristokratiets verden og flyttede til København, var det for at komme tættere på storbylivet og dets kulturelle inspiration. Hun lærte den moderne tilværelse at kende, men forsynet med økonomisk sikkerhedsbælte. Begge kvinder var så formuende, at de selv kunne afholde udgifter til partiturer og koncertfremførelser.
Kvindesagen kom til at spille en rolle for Sehested, men kun i forbigående og ikke med hendes gode vilje. I 1908 havde kvinder opnået stemmeret til kommunale valg, i 1915 fik de ret til at stemme ved nationale valg. I 1916 besluttede Dansk Kvindeforbund at fejre disse sejre med festligheder kulminerende i en stor kantate, og Sehested blev knyttet til projektet, både som komponist og dirigent. Selve kvindesagen havde hun imidlertid et negativt forhold til. Hun deltog ikke i de afsluttende festligheder, men skrev til en veninde, desværre så kortfattet, at det er svært at forstå hendes synspunkt: ”Når musikken var forbi, havde jeg ikke der mere at gøre.”
Men når adgangen til et større publikum for begges vedkommende var brolagt med det pure guld, skulle man tro, der ventede dem en let gang på jord. Det gjorde der ikke, og én forklaring er, at de begge oplevede en stor sorg i deres liv. Sehested blev forlovet med Henry Petersen, direktør for Nationalmuseet, men tragisk nok døde han kort før brylluppet. Hun sørgede dybt og giftede sig aldrig. Nancy Dalberg blev derimod gift, med en dansk officer, premierløjtnant Erik Dalberg, der i lange perioder var handicappet af en alvorlig sindssygdom og ofte indlagt. Også for hendes vedkommende har komponistgerningen udgjort en slags helle.
Disse livsløb, præget af luksus, sindssygdom og død, kunne twistes i retning af det melodramatiske, men den fristelse falder Lisbeth Ahlgren Jensen aldrig for, ligesom hun vægrer sig ved at udfylde tomme pladser med fantasifulde påhit. Man kan undre sig over, at Carl Nielsen, som hidtil havde været en god ven af Erik Dalberg, pludselig frasiger sig ethvert venskab med ham. ”Dalberg har jeg tabt umådeligt meget for”, røber Nielsen i et brev, men uden at forklare sig. At Sehested som nævnt bidrog til at hylde kvindesagen, men derpå vendte den ryggen, var endnu en gåde. Det kan også ses fra den positive side. Bogen er skrevet med en prisværdig nøgternhed og uden prætentioner om at gætte alle gåder.
Lisbeth Ahlgren Jensen foretrækker at lade tomme pladser forblive tomme, ikke udfylde dem med melodrama. Vi er langt fra den slags biografi, der læner sig op ad fiktionen.
Nøgternheden præger også beskrivelsen af de to komponisters værker. For Sehesteds vedkommende fremhæves hendes begejstring for messingblæsere. I et brev skrev hun henåndet: ”Kornetten kan få én til alting!” Det er måske også en gåde – dog en af de mindre! – at et udpræget maskulint og martialsk instrument i den grad fascinerede hende. Mindre overraskende er hendes valg af emne til sin eneste opera, Agnete og Havmanden. Det var som bekendt et motiv, som rakte tilbage til folkeviserne og blev behandlet i flere kunstarter, både i romantikken og i symbolismen omkring år 1900. Jeg havde gerne set en redegørelse for, hvordan Sehested tolkede motivet, som af mange brugte til at udforske forholdet mellem mandligt og kvindeligt, mellem civilisation og natur.
Bogens to hovedpersoner er kvinder, men den talrige skare af anmeldere udelukkende mænd – denne rollefordeling bliver også et tema i biografien, men den er ikke så polariseret, som man umiddelbart kunne forvente. Den omtalte amerikanske anmelder Michael Jameson fremstiller kvinderne som ofre for mandschauvinistiske smagsdommere, og der er vitterlig nogle anmeldere, der går til stålet. Det overordnede indtryk er imidlertid ikke, at mændene slet og ret rakker ned, men at de dyrker den mere raffinerede form for retorik, der i England kaldes ”damning with faint praise”, altså fordømme ved hjælp af lunken velvilje.
Både Sehesteds og Dalbergs arbejde bliver karakteriseret som ”nydeligt”, et rigtig ”lunken-ord”, der ifølge Ordbog over det danske Sprog kan betyde: ”som virker smuk og tiltalende uden at overvælde ell. begejstre”. Det, der især er påfaldende, er de stereotype kønsforestillinger, der hele tiden dukker op i anmeldelserne. Et af Dalbergs værker hensætter Politikens anmelder i filosofiske aktiviteter. Efter nogle forpostfægtninger kommer han til konklusionen: ”Alle disse kvaliteter er imidlertid ligesom fremstået på bekostning af det, hvori kvinder ellers excellerer, det umiddelbart troskyldige og følelsesbetonede”. En anden anmeldelse af Dalberg, i avisen København, vil påpege uløste problemer i et af værkerne: ”Fruen ved ikke rigtig, hvad hun vil”.
Det er påfaldende, at de mest forældede dele af disse anmeldelser er dem, der på den ene eller den anden måde filosoferer over kønsforhold. Så dukker paternalistiske flovser op af typen ”vore komponerende damer”. Og der er ment som en ros, når Københavns anmelder finder, at Dalberg ikke komponerer ”på en kvindagtig måde”. Hvori det såkaldt kvindagtige – som Dalberg angiveligt har undgået – består, diskuteres ikke nærmere.
Disse gamle avisanmeldelser af klassiske koncerter er overraskende læsning nu om dage. På den ene side får man god og forbløffende detaljeret besked om selve musikken, som langt overgår behandlingen af dette stof i dag. På den anden side må man tage nogle gevaldige flovser med i købet, og jo ikke mindst de steder, hvor forholdene mellem kønnene er på tale.
Hvorfor interessere sig for disse to kvindelige komponister? Af kulturhistoriske grunde, i hvert fald, det kræver vist ingen nærmere begrundelse. Men også af æstetiske? På dette felt er Lisbeth Ahlgren Jensen tilbageholdende, hvad der i hvert fald er én god grund til: Der er huller i Sehesteds værkfortegnelser, som venter på at blive udfyldt. Alligevel kunne forfatteren have vovet pelsen og forsøgt en art rangordning af det, der faktisk kendes, hvad hun formodentlig er den bedst kvalificerede til at gøre. Jeg har kun hørt og genhørt nogle få værker, og blandt dem vil jeg pege på Dalbergs strygekvartet i g-mol, op. 14, der har en vittig og idérig scherzo-sats. Hertil kommer, at de placerer sig et besværligt sted mellem det rigtig gode og det lidt ligegyldige. Nogle af hendes sange er også værd at høre, bl.a. den måske mest kendte ”Luk dine øjne” til tekst af Ludvig Holstein. Samme lyriker har skrevet teksten til Sehesteds suggestive ”Elvervise” i let arkaisk folkevisestil. Om Sehested hedder det, at hun nok dyrkede den franske impressionisme, men ikke var synderligt påvirket af den. Lisbeth Ahlgren Jensen gætter på inspiration fra Max Reger, en dominerende skikkelse tidligt i 1900-tallet.
Bogen være hermed varmt anbefalet.