Karl Aage Rasmussen er en fænomenal musikskribent – en af vores bedste. Derfor er det mere end ærgerligt, at vi får så lidt at vide om musikken i hans nye bog om Händel. De “talende toner”, som bogens titel stiller i udsigt, burde have fået lov til at komme mere til orde.
Karl Aage Rasmussen beskriver selv i sit forord det forbløffende fravær af en Händel-bog på dansk på trods af, at vi også herhjemme har oplevet en stor Händel-renæssance. Og på trods af, at vi her har med en af musikhistoriens helt store personligheder at gøre.I 16 kapitler, inklusive “Mellemspil”, skildrer Karl Aage Rasmussen Händels liv minutiøst. Hertil kommer en tidslinje, forbemærkninger, en kildeliste, en nyttig liste over fagudtryk samt et temmelig kortfattet register over “Händel-værker som omtales særligt”.
Karl Aage Rasmussen giver os et detaljeret og farverigt billede af den utroligt produktive, opfindsomme og sejlivede komponist. De mange “historier”, der er om Händel, ikke mindst om hans sparsomt dokumenterede tidlige liv, kommer Karl Aage Rasmussen godt omkring, med både for- og imod’er og uden at snyde læseren helt for de kulørte indslag. Undertiden, f.eks. om tiden i Rom, bliver det noget opremsende – som om det hele skal med.
Det første, der møder læseren, er en detaljeret tidslinje. Det virker lidt overraskende, for sådanne tidslinjer finder man ellers oftest bagerst i bøger. Men det viser sig under læsningen at været meget nyttigt, for at man kan holde tungen lige i munden i den meget omfattende gennemgang, som Karl Aage Rasmussen kaster læseren ud i. Omfattende er den, desværre også for omfattende.
Karl Aage Rasmussen har tydeligvis stor sympati for sin hovedperson, og hans indlevede skildringer af Händels personlighed efterlader indtrykket af en sympatisk person.
Et af bogens mest interessante afsnit finder man allerede i det første kapitel, “Det komponerede liv”, hvor Karl Aage Rasmussen har lavet et fortrinligt og præcist rids af de mange forskelle på Bach og Händel. På dette tidspunkt er man også som læser glad for at nå frem til det egentlige, til bogens substans, for det tager lidt tid, før vi kommer i gang. Forordets og første kapitels teoretiske overvejelser om subjektiviteten, kompleksiteten og det ikke-endegyldige i biografiskrivning er vel ret indlysende og kunne med fordel undværes i en populærvidenskabelig fremstilling (og selvrosen og den blot refererede ros fra Lars Ulrik Mortensen havde det været mere passende at bringe i Gyldendals pressemeddelelse)
Et meget værdifuldt afsnit er forklaringerne side 101-108 i Mellemspilskapitlet “Dengang. Og nu” om musikalsk genbrug, “tyveri” og senere tiders forestillinger om værkautonomi. Der er også en udmærket indføring i barokopera og –oratorium side 100-118 og en instruktiv beskrivelse af forskellen på opera og oratorium side 260-262.
Men bogen har for mange detaljer generelt. Det fyger om ørerne på læseren med personer, som i sig selv nok kan være interessante, men som forvirrer og får en til at miste tråden. Retningen i fremstillingen forplumres. Blot som et eksempel omtaler Karl Aage Rasmussen på et enkelt opslag side 80-81 ikke mindre end sytten personer: fyrstinde Sophia, Händels mor, Händels søster Dorothea Sophia, hendes mand, Händels søster Johanna Christiana, hans lærer Friedrich Zachow, den britiske ambassadør Charles Montagu, baron von Kielmannsegg, biskop Agostino Steffani, Vittoria Tarquini, hendes ægtemand Jean-Baptiste Farinel, hendes elsker Ferdinando de’ Medici, kastraten Nicolini (Nicolo Grimaldi), Carissimi, Johann Kasper Kerll, Leibniz og kurfyrst Georg Ludwig! Personophobningen går senere helt grassat i overvejelserne om Händels bevæggrunde til at tage til London. (Og så har bogen i øvrigt ikke noget personregister!)
Der er – personantallet uagtet – for mange ekstra oplysninger om aktørerne i Händels livsfuga. Sideblikke kan gøre levende, men de dræber her pga. mængden af dem. På samme måde får den – indiskutabelt væsentlige – historiske baggrund lov til at (vild)vokse og undertiden miste en egentlig større relation til Händel. Händels nære forbindelser til det engelske kongehus er velkendte og skal naturligvis beskrives, og royalt stof er populært, men du godeste hvor får vi meget at vide om kongehuset!
Væsentligst af alt burde der have været kastet nogle flere musik-lunser til den musikinteresserede læser. Karl Aage Rasmussen er en mester i at beskrive musik. Det har han demonstreret ved utallige lejligheder, så det undrer en, at han ikke gør det her. I sit forord betoner han endda vigtigheden af at lytte til Händels musik, så det ville være dejligt med langt flere beskrivelser af musikken, så lyttelysten kunne blive yderligere stimuleret. De mange, rigtigt mange referater af – de ofte stereotype – opera- og oratoriehandlinger ville man gerne bytte bort for beskrivelser af musikken. Det er indlysende, at det er umuligt at beskrive så lange værker og så mange værker fra ende til anden, men en omtale af udvalgte steder kan fint lade sig gøre, hvilket Karl Aage Rasmussen også selv beviser, f.eks. i den inspirerende omtale af musikken i Julius Cæsar. Det er en lise, når der dukker sådanne beskrivelser op.
Hvorfor får – for eksempel – musikken i de både musikhistorisk vigtige og musikalsk enestående 12 concerti grossi ikke nogle flere ord med på vejen? Karl Aage Rasmussen skriver selv: “De […] rager ikke blot op i Händels livsværk, men i hele 1700-tallet som et af instrumentalmusikkens højdepunkter.” To korte afsnit får denne samling, og det andet afsnit handler endda om Schönbergs bearbejdelse af en af koncerterne. Koncerterne fremhæves igen side 273 (“unikke”), men har betegnende nok ikke fundet vej til registret over “Händel-værker som omtales særligt”.
Ligeledes er det vidunderligt, når Karl Aage Rasmussen ind imellem frigør sig fra den tyngende kildemængde og giver sine eget bud. Han er jo bestemt ikke hvem som helst, så et bud fra ham er lige så fuldgyldigt som fra mange andre. Det er her, at bogen lever.
Fremragende og særdeles læseværdigt er også Mellemspilskapitlet “George Frideric Handel, folkets kunstner”, der handler om popularitet, folkelighed og det demokratiske, og hvor Karl Aage Rasmussen bl.a. reflekterer over det påståede enorme publikum til opførelserne af Music for the Royal Fireworks (men igen er der en diskrepans: tre sider om omstændighederne og kun en halv sætning om musikken).
Der er dog gået noget galt i redaktionsprocessen, når dette værk nævnes igen side 273, hvor der henvises – ikke til Mellemspilskapitlet, men til kapitlet “Dybere, endnu dybere”, som imidlertid er det kapitel, man netop befinder sig i! Det må også være en redaktionsfejl, når vi side 183 hører om, at Händel flytter sit kompagni til Covent Garden, og at Adelsoperaen flytter ind i Lincoln’s Inns Fields for kun fire sider senere at blive præsenteret for sagen igen som noget helt nyt.
Nu har vi så en af de første bøger om Händel på dansk (mens Karl Aage Rasmussen gjorde sit manuskript færdigt, udkom en Händel-biografi af Mogens Wenzel Andreasen), men bogens knopskydninger – både personer og begivenheder – kunne gerne have været trimmet. Personen Händel og hans liv kommer man imidlertid til at kende indgående, og det er bemærkelsesværdigt, at man, selvom bogen er uillustreret, sidder tilbage med klare billeder af Händel på grund af Karl Aage Rasmussens skrivekunst.