Svend Hvidtfelt Nielsen (herefter SHN) har i snart en menneskealder haft et alsidigt virkefelt som organist, komponist, underviser og forsker foruden adskillige tillidshverv. I sin musikforskning har SHN inden for de senere år fokuseret på bl.a. dur-mol-harmonik, og i foråret landede efter aftale med PubliMus SHNs seneste publikation til anmeldelse på mit skrivebord: Dansk musikteori og dens ophav.

Mit arbejde med anmeldelsen har trukket ud. Det skyldes ikke mindst værkets uhyre omfang, som gennem mine første nedslag i teksten kom til at virke næsten lammende. At SHNs afhandling tilmed er prægodkendt til forsvar som doktordisputats, indikerer, at forfatteren med sin forskning ønsker at præsentere læseren for det ypperste på feltet. At læse sig igennem værket er ganske uoverskueligt, men tillige at sætte sig ind i alle aspekter og kunne foretage en kritisk vurdering vil være forbeholdt en snæver skare af specialister.

Intetanende om, hvad der ventede mig, lod jeg mig friste, da PubliMus kontaktede mig om opgaven, for som underviser i bl.a. musikteori, satslære og analyse gennem mere end 30 år (Det Jyske Musikkonservatorium, Vestervig Kirkemusikskole, Aalborg Universitet, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium) lød det rent ud sagt forjættende, at en forsker havde sat sig for at skabe et overblik over et hovedområde af musikteorifaget: harmonilæren.

For det første har SHN i sit mammutværk afdækket nogle udviklingsaspekter af dansk musikteori (harmonilære), og det er et yderst prisværdigt initiativ og en kæmpeopgave, ingen andre tidligere har taget på sig. For det andet er det indlysende for alle, som underviser i musikteori, at faget “musikteori” generelt opfattes så bredt, at det af og til kan opfattes som en betegnelse for alt mellem himmel og jord, og at mange områder i høj grad savner en form for fælles fundering og systematisering. For det tredje kommenterer SHN indledningsvist den særlige problemstilling på de videregående uddannelser (universitet og musikkonservatorium): Videnskab og/eller mesterlære. Mange af os har gået i en “skole”, en mesterlære, hvor arvegodset vejer tungt. Hverken gennem universitets- eller konservatorieuddannelse blev jeg tilbage i 1980’erne skolet i harmoniske teorier. Min hovedfagslærer på konservatorieuddannelsen i musikteori, Orla Vinther, var elev af Svend Westergaard, og med denne faglige ballast for undervisning i praktisk satslære på konservatorierne, har det at orientere sig “om det nyeste” selvfølgelig været ønskeligt, men reelt ikke påkrævet. De studerende skal lære at harmonisere og arrangere, og i denne praktiske og håndværksmæssige skoling er spidsfindige musikteoretiske begreber ikke altafgørende. Det er mesterlære, hvor en overordentlig stor del af læringen funderes gennem praktiske satslæreøvelser og ikke gennem akademiske studier af lærebøger. Sådan har generationer af teorilærere arbejdet, og flere lærebøger er gennem tiderne i stort omfang baseret på disse erfaringer og måske i mindre grad på studier af litteraturen. Indimellem dukker så betydeligt mere gennemarbejdede harmonilærebøger op, skrevet af forfattere, som har forsket, reflekteret og diskuteret. Vi, der underviser efter mesterlæren, studerer disse harmonilærebøger, og selv om læsning af den nye litteratur klart nuancerer vores sproglige beredskab over for den studerende, bliver indflydelsen på den praktiske satslære relativt beskeden, for i undervisningen viser vi, snarere end forklarer, og vi appellerer i meget høj grad til det hørte. Det er den århundredgamle virkelighed eller tradition, SHN tager fat på at undersøge.

På Københavns Universitets hjemmeside kan man læse følgende:

Bogen er en gennemgang af de væsentligste teorier til forklaring af dur-mol-harmonikkens "naturlighed" fra 1700 til 2020 med fokus på deres udformning i Danmark 1800-2020. Inden for dansk teori omhandles dansk præsentation af funktionsteorien 1961-2020 særlig grundigt. Bogen har to hovedformål. Det ene er at vise bredden af dansk musikteori. Det andet at besvare følgende tre grundspørgsmål: 1) Hvad er en subdominant i funktionsteoretisk perspektiv, 2) Hvad er en biakkord? 3) Hvad er argumentet for udnævnelsen af tre hovedakkorder, og for at netop disse skal anses som paradigmatiske for kadencen.

For at afhjælpe en truende uoverskuelighed har SHN foruden et indledende forord suppleret værkets emnemæssige hovedafsnit med et antal konklusioner og opsummeringer undervejs, og disse har været pejlemærker for min læsning til denne anmeldelse. I forordet beskriver SHN indledningsvis, at værket er “en gennemgang af danske teorier om dur-mol-harmonik. Det er en samlet fremstilling af, hvad der i Danmark er skrevet om emnet fra år 1800 til år 2020, suppleret med en gennemgang af den udenlandske teori, der […] har stået fadder til dansk teori.” Herefter følger en diskussion om harmonilære, harmonisk teori, analyse mv., som præciserer nogle af de problemer, den daglige, ubefæstede og noget vilkårlige brug af begrebet “musikteori” af og til geråder ud i.

Værket er inddelt i syv hovedafsnit. 1. Den danske historie (s. I-37-76). Dansk musikteori har vist sig at være enestående, både hvad angår righoldighed og forskellighed. SHN argumenterer for at inddele dansk musikteorihistorie i fem teoretiske hovedlinjer: Generalbasteori, fundamentalbasteori, trinteori, funktionsteori og dobbeltsporet Schenkerteori/syntaktisk teori. Disse bidrager på hver deres vis til forskellige værdifulde betragtninger om harmonisk teori. 2. Ophavet (s. I-77-419). Dette afsnit rummer en historisk perspektivering, hvor SHN gennemgår tekster fra ca. år 1700 til 2000, opdelt i de fem hovedlinjer. Forfatteren gør gældende, at “Vi sidder på en skattekiste af to hundrede og tyve års lærdom, hvoraf det meste alt for længe har ligget upåagtet hen”. Herefter betoner forfatteren, at hans fokus er dobbelt: kadenceforståelsen og særligt forståelsen af subdominanten og biakkorderne. SHN pointerer, at de fem forskellige typer af harmonisk forståelse i et vist omfang ophæves, idet de grundlæggende dogmer smeltes sammen. 3. Dansk trinteori (s. I-420-475) er en kronologisk gennemgang af fremstillinger fra perioden 1800-1920. 4. Funktionsteorier (s. I-476-713) og 5. På vej mod konsensus (s. II-15-366) er en gennemgang af en række teoretikere bl.a. Høffding, Hamburger, Westergaard, Jersild og Maegaard samt nogle enkelte svenske og norske teoretikere. SHN beskriver udviklingen af en særlig dansk praksis i en periode, hvor flere forskellige opfattelser gjorde sig gældende, og han kortlægger nogle særlige “linjer” med fælles eller delvis fælles begrebsapparat. 6. Den danske model (1989-2020) (s. II-367-835) diskuterer bl.a. Vinther, Wang, Drud Nielsen, Rasmussen og Solak, men ingen af disse lancerer alternativer til funktionsteorien. Denne del indeholder også et hovedafsnit, hvor SHN gennemgår, hvad man forstår ved begreberne kadence og funktion. 7. Sammenfatning (s. 836-896) rummer forfatterens refleksioner over benyttede metoder samt et koncentreret resumé.

SHNs afhandling er en gennemgribende og dybdeborende undersøgelse af harmonilæretraditionen i Danmark med alle dens forgreninger (og han finder forbløffende mange), og ikke mindst er det en dokumentation, ja næsten et stamtræ, over de forskellige opfattelser, der uvægerligt krydser hinanden. I sin fortælling inddrager og diskuterer han ganske detailleret bl.a. kronologi, forskellige misforståelser, manglende viden og “nye idéer”. SHN dokumenterer, hvordan akkumuleringen af viden inden for dansk musikteori (harmonilære) er blevet besværet af, at den ene forfatter næppe har læst en tidligere fremstilling, at den anden forfatter har misforstået et felt, at en tredje slet ikke har kendskab til noget syvende, og at en fjerde forfatter ihærdigt søger at argumentere for sin egen specifikke dagsorden. Ikke overraskende ser også den musikteoretiske verden af og til usammenhængende ud. Men det er, som nævnt ovenfor, en af undersøgelsens hovedpointer, at der op gennem det 20. århundrede sker en slags tilnærmelse mellem de fem hovedlinjer (“På vej mod konsensus”), så harmonilæren fra ca. 1990 fremstår mere homogen end førhen (“Den danske model”).

I min læsning blev jeg under “6.4 Biakkordtolkningerne” hængende i afsnit 6.4.2, som grundigt diskuterer bl.a. den ganske divergerende anvendelse af begreberne stedfortrædere og skuffende kadencer. Her bidrager SHNs diskussion af de mange forskellige måder, hvorpå stedfortræderfunktionen defineres, fortolkes og beskrives, til en større forståelse af den velkendte uenighed på feltet. Overalt, hvor jeg er dykket ned i SHNs værk, gøres der mange, lange og minutiøse overvejelser om de forskellige forfatteres eksakte ordvalg, og det hører naturligvis med til opgaven at udvise denne behørige omhu. Selv om de fleste af os bestræber os på præcision og tydelighed, erfarer alle, at sprogets gloser inklusive faglige termer hos de forskellige forfattere har afvigende betydning, og at læsningen derfor også inkluderer fortolkninger. Også dette tager SHN med i sine betragtninger, g han giver i afsnit 7.1 en læseværdig indføring i præmisserne for sin teksttolkning herunder såkaldte “transcendente principper” bl.a. “underforståede betydninger”, og han argumenterer overbevisende for disse princippers nødvendighed i sin forskning: At en given fremstilling som regel – mellem linjerne – indeholder uskrevne antagelser.

Men hvem ud over anmeldere og officielle opponenter kan formodes at give sig i kast med SHNs mægtige bogværk? Som videnskabelig afhandling tages der i sagens natur ikke særlige hensyn til lægfolket, men selv kredsen af personer ved de musikvidenskabelige uddannelsesinstitutioner og vi konservatorieansatte, der underviser i “musikteori” fra alment til hovedfagsniveau, vil nok få betænkeligheder ved udsigten til at kæmpe sig igennem de mere end 1600 sider i to tunge bind. Et er omfanget, noget andet er fremstillingsformen, hvor en videnskabelig afhandling ikke tager særskilt hensyn til en pædagogisk relevans i en undervisningssituation. Sprogligt set formulerer SHN sig i det store og hele ganske læsevenligt og “direkte” uden forsøg på at gøre fremstillingen mere indviklet end nødvendig, men at den er tung at læse, skyldes selvsagt stoffets omfang og kompleksitet. At SHNs udgivelse også må betegnes som en milepæl i den danske musikteoris moderne historie kan næppe stå til diskussion. Forfatteren har ydet en kraftpræstation, der ikke blot er beundringsværdig, men som forhåbentlig vil føre til en fornyet interesse for harmonilæren (hvad forfatteren i værkets allersidste linjer heller ikke forsømmer at appellere til).

Musikteori som hovedfagsstudium eksisterede i nogle årtier som et lille fag blandt andre små fag ved alle de oprindeligt fem danske musikkonservatorier, men forsvandt på det nærmeste som følge af Kulturministeriets bestemmelse om specialisering tilbage i 1990’erne. “Konservatorielandskabet” ændrede sig siden ganske meget ikke mindst gennem fusioneringerne i 2010, men resultatet er, at vi savner næsten en hel generation af teorikandidater. Omsider, efter “syv magre år”, har vi på Det Jyske Musikkonservatorium i de senere år oplevet en genfundet interesse blandt de unge for at studere musikteori som hovedfag – herunder også en øget interesse for harmonisk teori og analyse – og jeg har allerede planer om at inddrage dele af SHNs fortælling i min kommende undervisning.

Dette fører mig tilbage til mine indledende refleksioner. Harmonilære, tilgået som musikvidenskab eller som mesterlære, har ret forskellige mål, og arbejdsprocesserne overlapper kun delvist. Et problem for den manglende “videnskabelighed” og knaphed på harmonisk teori inden for mesterlæretraditionen skyldes formodentlig, at undervisningen i overvejende grad bygges op omkring en række traditionelle klassiske satslærediscipliner, hvis metodik hovedsagelig består af “kompositionsøvelser”. Vi bedriver ikke forskning, men træner et håndværk, og forberedelsesfaktoren på konservatorierne indikerer forskellen tydeligt. Måske af den grund er en sentens, som SHN selv beskriver som en fundamental pointe i fremstillingen, meget sigende blevet hængende hos mig: “De harmoniske sammenhænge, vi hører, er dem, vi lærer at høre.” (s. I-12). Pointen gør det med ét klart for mig, hvor meget netop denne erkendelse betyder i mesterlæren, for utallige gange i min undervisning siger jeg f.eks.: “Kan du høre, at den anden løsning er mere typisk, mere stilsikker eller tydeligt forskellig fra den første?”

Til sidst vil jeg ønske Svend Hvidtfelt Nielsen til lykke med sin afhandling samt held og lykke ved et kommende disputatsforsvar. Mon vi efterfølgende tør imødese en egentlig harmonilære fra SHNs hånd? En lærebog, som klart, kortfattet og entydigt gengiver forfatterens bud på en teoretisk funderet harmonilære med dertil hørende veltrimmet begrebs- og analyse apparat? En sådan lærebog ville helt sikkert blive hilst velkommen af alle os, studerende såvel som undervisere, der til dagligt arbejder med faget!