I knap otte år - fra 1787 til 1795 - var den tyske komponist og dirigent Johann Peter Abraham Schulz ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater i København. På trods af det relativt korte tidsrum kom Schulz til at få væsentlig betydning for dansk musikliv og for udviklingen af den danske fællessang. 

    Historien om, hvordan Thomas Laub og Carl Nielsen knyttede an til Schulz og hans opfattelse af folkesangen, er kendt af mange, men der har manglet en samlet fremstilling af Schulz’ virke. Det skyldes sandsynligvis, at tyske forskere har haft vanskeligt ved at bruge dansksprogede kilder, og at danske forskere mere har koncentreret sig om danske komponister frem for en tysk, der kun opholdt sig få år i hovedstaden. 

    I lektor emeritus Steen Høgels bog om J.A.P. Schulz har vi nu endelig fået en samlet beskrivelse og bedømmelse af Schulz’ liv, værker og virkningshistorie. Og den kommer meget belejligt i en tid, hvor fællessangen ikke har stået stærkere siden krigen.        

    De fleste kender Schulz fra de tre sange, der findes i Højskolesangbogen: ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn” (oprindeligt ”Nys fyldte skøn Sired det attende år”), ”Sig månen langsomt hæver” og ”Vi pløjed, og vi så’de” (hvor der dog er usikkerhed om komponisten). Det er enkle melodier, der benytter sig af treklangsbrydninger og trinvise bevægelser, sekvenser og en ganske enkel harmonik. At der er mere at hente hos komponisten, bliver man klar over ved mødet med Sten Høgels bog.    

    Schulz blev født i Lüneburg nær den danske grænse i 1747. I sine første 40 år levede han forskellige steder i Tyskland, og da han kom til Danmark, kendte han hverken sproget eller den danske kultur. Steen Høgel fortæller den ikke ualmindelige historie om det musikalske barn, som blev født i en familie, der ikke værdsatte hans opslugende interesse for musik. Lokale musikere tog sig af drengen, og da han som ung kom til Berlin, blev han i tre år optaget i huset hos barokspecialisten Johann Philipp Kirnberger. Hans strenge husbond gav ham et stærkt musikteoretisk fundament, men også en afsmag for tidens lettere musikudøvelse. Det var modsætningsfyldt for den unge Schulz, for det skulle senere vise sig, at hans særlige evne var at kombinere musikteorien med en enkel folkelig sangstil.

    De sidste år syv år inden afrejsen til København var han ansat i Rheinsberg, ca. 100 km nord for Berlin. Hans arbejdsgiver var Prins Heinrich af Preussen, som byggede et teater på stedet, og som var optaget af fransk opera og syngespil. Schulz var kapelmester og huskomponist. Ansættelsen havde mange fordele, bl.a. havde han fri i perioden mellem november og marts, hvilket gav mulighed for at arbejde med det, der var hans største interesse: folkelig poesi på et folkeligt tonesprog. Det var en interesse, som prinsen ikke delte, men Schulz fandt ligesindede som fx digteren Johann Heinrich Voss, der skulle blive hans livslange ven, og som skulle bidrage med talrige digte til Schulz’ sange. 

    I 1785 udkom Lieder im Volkston, bind 1 og 2, hvoraf nogle af sangene var blevet udgivet allerede i 1782. Bind 3 udkom i København i 1790. Steen Høgel gennemgår en stor del af sangene med sans for, at ikke alle læsere har en musikfaglig baggrund. Han viser overbevisende, at melodiernes enkelthed er kombineret med raffinerede tekstuddybende detaljer.   

    I forordet til bind 1 skriver Schulz bl.a.: ”… kun gennem en slående lighed af den musikalske med den poetiske tone i sangen, gennem en melodi der aldrig overskrider tekstens forløb eller synker under det, der – som en klædning op ad kroppen – smyger sig til deklamationen og ordenes metrum, som derudover flyder afsted i meget sangbare intervaller, og endelig gennem den højeste fuldkommenhed af forholdene indenfor alle dens dele, hvorigennem egentlig den afrunding af melodien bliver givet, som er så uundværlig for hvert kunstværk fra de små tings område, får sangen det skær, som talen er om her, skæret af det ikke søgte, det ukunstlede, det velkendte, med ét ord folketonen, hvorigennem det så hurtigt og uophørligt tilbagevendende indprenter sig i øret”. Og fra samme forord: ”I dette præg af det velkendte (Schein des bekannten) ligger hele folketonens hemmelighed”. 

    Som Høgel gør opmærksom på, er risikoen, at det bekendte gøres så letfatteligt, at det bliver banalt. Schulz’ mål var at skabe lødig folkelig sangkunst, som skulle bære teksten frem og i det musikalske balancere mellem det enkle og det særlige. Hermed distancerede Schulz sig fra det, han fik indprentet i de tre år hos Kirnberger i Berlin. Schulz har allerede i Rheinsberg gennemgået en selvstændig udvikling fra kompetent musikpedant til fortaler for og udøver af en blomstrende folkelighed. Det er på dette område, han kommer til at sætte sine spor helt ind i nutidens fællessang.  

    I Rheinsberg stiftede Schulz familie. I 1781 blev han gift med den 16-årige Frederikke, som først fødte en datter, der var død ved fødslen, og to år efter mistede han både hustruen og en nyfødt søn. I 1786 giftede han sig igen, nu med sin første hustrus lillesøster, den ligeledes 16-årige Charlotte. Det var ikke ualmindeligt med barnebrude. 

    Men han skulle videre, og i København manglede der en kapelmester til at varetage musikken ved hoffet og teatret. Via en privatopførelse af Schulz’ værk Athalie, blev der interesse for ham, og efter forskellige forhandlinger, som Steen Høgel redegør grundigt for, blev han ansat i den højeste musikerstilling i Danmark.  

    Da Schulz flyttede nordpå, var tiden opfyldt af optimisme med en tro på fornuft og oplysning af folket. Det København, han flyttede til, bliver på mange måder beskrevet fint i bogen. Undertegnede savner dog en generel beskrivelse af den politiske situation i kongeriget efter Struensees fald i 1772. Det strejfes kun, at kongen er den sindsforvirrede Christian 7., og at der optræder både en arveprins og en kronprins, der begge hedder Frederik, får vi kun en smule at vide om i en bisætning. En mere systematisk gennemgang af de politiske forudsætninger og de særlige forhold i kongehuset ville ellers hjælpe læseren til en mere samlet forståelse af de mange betydningsfulde personer, som møder Schulz i København, og som beskrives nærmere i bogen. 

    Schulz’ ansættelse på teatret skulle blive en succes. Han komponerede godt nok ikke den lovede årlige store opera til kongens fødselsdag, hvilket blev større pine for Schulz end for hoffet, men ellers ramte han lige ned i den reformivrige tid i Danmark. Han skrev syngespil og religiøse værker, han udviklede med succes Det Kongelige Kapel, han fortsatte sit arbejde med den folkelige sang, og han tog sig faderligt af den unge talentfulde Weyse. Alt dette gennemgås både detaljeret og engageret i bogen, som indeholder mange illustrative nodeeksempler og et eksemplarisk billedmateriale. 

     Sidst i bogen findes et kapitel, hvor musikjournalisten og komponisten Merete Wendler opsummerer en række karakteristiske træk ved Schulz’ kompositioner. Her forudsættes lidt mere musikfaglighed, men det giver mulighed for at komme et skridt dybere i analysen. Her er bl.a. en gennemgang af en af de lidt mere komplicerede sange fra bind 2 af Lieder in Volketon, sangen ”Elegie auf ein Landmädchen”. Merete Wendler viser overbevisende, at Schulz kan skrive mere komplekse sange end den enkle folketone, vi kender fra Højskolesangbogen. Her er tale om en ”yderst udtryksfuld melodi med et meget prægnant akkompagnement”, som viser, at Schulz også mestrer ”den ekspressive kunstsang”.                

    Ved siden af arbejdet som kapelmester og komponist udformede Schulz i 1790 et lille betydningsfuldt tysksproget skrift, hvis titel i dansk oversættelse lød: Tanker om Musikkens indflydelse paa et Folks Dannelse. Teksten kan læses i bogen. Heri beskriver Schulz musikkens indflydelse på ”den moralske Characters Dannelse”, og han fremfører, at ”en Nations Cultur fremmer dens Lyksalighed”. Han skriver, at den almindelige sang i kirkerne er ”et raat Skrig uden reen Intonation og Sammenstemming”, og at der bør udarbejdes en koralbog, som kan bruges overalt. Skolerne er centrale for musikkens vækst, og derfor skal der oprettes et ”Hoved-Seminarium”, hvor de kommende lærere skal undervises i ”den praktiske Musiks og den reene Folkesangs Elementer, og i de væsentligste Haandgreb i Spilling …”. 

Bortset fra at skriftet gav anledning til en vis polemik, fik det en positiv virkning. Året efter åbnede Blaagaard Seminarium, og musik fik fra begyndelsen en vigtig plads. Den første musiklærer blev Schulz’ kollega, den ligeledes fra Tyskland indvandrede syngemester ved Det Kongelige Teater, H.O.C. Zinck. Han forblev lærer på seminariet igennem 20 år, og han og Schulz har haft væsentlig betydning for musikfagets centrale betydning i skolelovene fra 1814. Det blev også Zinck, der siden skulle udarbejde den første samlede koralbog. Det var Schulz, der udtænkte, hvad der var behov for, og Zinck der bragte det til udførelse.    

    Det skulle blive sygdom, der til sidst tvang Schulz til at søge sin afsked og rejse fra København. Allerede i Rheinsberg viste han tegn på en tuberkulose, der blev forværret i det danske klima. I vinteren 1794/95 måtte han holde sengen i flere uger, og han havde ikke kræfter til at komponere. Ved at flytte til et mildere klima, håbede han at komme så meget til kræfter igen, at han bl.a. kunne udarbejde en koralbog. Da kapellet hørte om afskedsansøgning, skrev musikerne et rørende brev, hvor de nærmest tiggede ham om at blive, ”De maae ikke forlade os, Hr Capelmester!”. Schulz var velset både for sin musikalitet og sin personlighed, men det hjalp jo ikke på sygdommen, og han fik sin afsked med pension.

    Herefter fulgte fem opslidende år, hvor han i første omgang ville til varmen i Portugal, men på grund af dårligt vejr blev slået ud af kurs og måtte tilbringe vinteren i Norge. Siden boede han forskellige steder i Tyskland uden at finde ro og en virksom kur mod sygdommen. Også hans hustru fik tuberkulose og døde, så han stod syg tilbage med deres lille datter. Til sidst døde han i år 1800, kun 53 år gammel.           

    Bogen indeholder et væsentligt kapitel om Schulz’ betydning for eftertiden. Den direkte arvtager til Schulz’ stil er Weyse, i hvis sange mange af trækkene fra hans læremester kan ses (en hyppig brug af 6/8-rytmen, anvendelse af mange rene treklange i melodien evt. kombineret med trinvise bevægelser – se fx ”Vipper springe”, som står i Højskolesangbogen, og morgensangene for børn med tekster af Ingemann).

    Også i senere samlinger af sange for skole og hjem fandt Schulz’ sange anvendelse.  A.P. Berggreen erklærede, at Schulz var hans forbillede i udbredelsen af den folkelige sang, og han optog en række af hans sange i sine mange sanghæfter, men med romantikken op gennem 1800-tallet skiftede musiksmagen, og Schulz gled i baggrunden.      

    Det var derfor overraskende, at Thomas Laub og Carl Nielsen i forordet til deres banebrydende samling En snes danske Viser i 1915 citerede det uddrag af forordet til første bind af Lieder im Volkston, hvor Schulz betonede, at han har søgt at give melodierne præg af det velkendte. Forinden havde de to komponister på Laubs foranledning studeret Schulz’ folkelige sange, og de fandt i hans tilgang en sammenhæng med deres egne mål – i modsætning til romantikkens sangstil. 

I 1922 udkom Folkehøjskolens Melodibog, som koncentrerede sig om den nye musikalske stil. Herved skabtes grobunden for en frodig og stadig fornyende fællessangstradition i Danmark. En tradition som et stykke af vejen er inspireret af denne tyske komponist, der virkede i Danmark i en kort årrække, og som nu endelig er blevet portrætteret i et dansk værk. 

    Man må håbe, at mange af de musikere, der i disse år arbejder med at formidle fællessang, vil finde frem til Sten Høgels fine bog og derved få øjnene op for, at folkelig sang har en række særlige karakteristika. Det omfatter således ikke, at vi hver for sig synger individuelle udgaver af diverse solistiske sange. Folkelig fællessang kræver melodier, der er enkle og har præg af det velkendte, sådan som Schulz formulerede det i Rheinsberg for 236 år siden.