I 2024 fyldte Musikanmelderringen 100 år, hvilket gav anledning til essaysamlingen Man skal høre meget. En antologi om musikkritik med 16 tekster fordelt over 224 sider. Den blev anmeldt af undertegnede i PubliMus i maj 2024, og det helt korte resumé er, at jeg, trods få forbehold vurderede den som en anbefalelsesværdig og meget væsentlig udgivelse. 100-års jubilæet og ikke mindst Man skal høre meget har nu videre givet anledning til en lille udgivelse, Signaturer fra en provins, forfattet af Jens Rossel og Lars Ole Bonde.

Centralt i bogen står fem kapitler om hhv. Aarhus, Aalborg, Odense, Sønderborg og Esbjerg. For hver by er der først en helt kort introduktion, der i et par tilfælde lyder lidt som noget, den lokale turistforening kunne have formuleret. I Esbjerg får Svend Wiig Hansens fire store, hvide skulpturer poetiske ord med på vejen. De første formuleringer om Odense, ”en stærk blanding af fortid og nutid”, beskriver byens bindingsværkshuse ”med mure så skæve, at de hælder ud over fortovet, nogen steder så meget, at man næsten kan gå i ly for regnvejr.” Aarhus derimod har ”altid haft svært ved helt at finde sig selv”, men placeres til gengæld som geografisk midtpunkt ”ikke bare i Danmark, men i hele Europa fra Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst, fra Middelhavet i syd til det nordligste Norge.”
Dernæst får læseren for hver by en lidt længere indføring i dens nyere historie; dette blandt andet fokuseret på de institutioner, der i særlig grad har haft betydning for byens klassiske musikliv. Det gælder symfoniorkestrene, de professionelle kammerensembler, de relevante uddannelsessteder samt naturligvis de fysiske rammer for udfoldelse af klassisk musik i form af eksempelvis Musikhuset Aarhus fra 1982, Musikhuset Esbjerg fra 1997 osv. Dertil f.eks. Den Jyske og Den Fynske Opera, men også en række forskelligartede lokale forhold, omstændigheder og traditioner: AUT, Festugen og Statsbiblioteket i Aarhus; Carl Nielsen-konkurrencen og FUT i Odense; Sønderborgs helt særlige geografiske placering som del af grænselandet og musiklivets betydelige betydning for det dansk-tyske fællesskab; Esbjergs befolkningseksplosive udvikling gennem blot godt 100 år - og meget andet.

Som det tredje og længste element, og som bogens hovedærinde, rummer de fem kapitler dels en lang række korte (i nogle tilfælde meget, meget korte, i andre tilfælde lidt længere) biografiske portrætter af de personligheder, der har tegnet den klassiske musikkritik i den pågældende by, dels den historiske udvikling for de lokalaviser, hvori musikkritikken har været at læse.
Som rygrad i fremstillingen står disse provinsavisers mediehistorie. Det overordnede billede er dels en proces fra ”firbladssystemet”, hvor man i hver by havde fire aviser med relation til de fire største politiske partier og til en ”omnibuspresse”, som ikke har noget formuleret politisk tilhørsforhold. En udvikling, der også typisk indebærer eller i hvert fald er gået hånd i hånd med en proces mod markant færre aviser.

Hvad musikkritikken angår, er tendensen gennem årtierne dels at der bliver mindre og mindre af den, dels at den i højere og højere grad varetages af freelancere. Ofte con amore. De mange musikanmeldere, der omtales, udgør ikke overraskende en broget skare: Nogle er uddannet fra musikvidenskab, andre er musikere (professionelle eller amatører) og atter andre er passionerede lægfolk. De fleste har i sagens natur musikkritikken som ét virke blandt flere. En sportsjournalist og en professor i atomfysik er der også imellem.

I en del af de korte portrætter kan man undre sig over, hvor små detaljer, man har taget med, og for nogle skribenters vedkommende er der åbenlyst ikke ret meget relevant at fortælle. Det er vel sympatisk, at alle disse personer nævnes, men flere passager trækker også noget på læserens tålmodighed, og bogen havde stået skarpere, hvis man havde prioriteret de 10-15 mest produktive og betydningsfulde kritikere og til gengæld havde givet dem en grundigere behandling.

Heldigvis er der stemmer fra provinsens anmelderkorps, der kommer mere substantielt til orde, og i passager kommer vi en anelse dybere ned i stoffet. I et længere citat beretter blandt andre Aarhus-anmelderen Peter Jensen mere detaljeret om arbejdets glæder, præmisser og udfordringer. Navnkundige John Christiansen får også tildelt et relativt langt afsnit om sin karriere, og som en art tillæg før bogens afsluttende kommentarer er der en længere personlig beretning fra og om Thorkil Kjems, der i modsætning til de fleste andre også anmeldte koncerter i København og ikke mindst fra udlandet for Jyllands-Posten.
Som afrunding får vi nogle strøtanker om fremtiden (herunder brugen af og udfordringen fra AI) samt en håndfuld nedslag på initiativer, der forsøger at afdække og i få tilfælde at modgå den danske musikkritikkrise.

Måske fordi brødteksten i sig selv er til den korte side, har man prioriteret at reservere ca. en tredjedel af hver side bogen igennem til illustrationer, primært små fotos. Det betyder dels, at næsten alle personer, der er omtalt, vises med et head shot, dels (tilsyneladende fordi man har måtte dykke dybt i fotobunken for at fylde den afsatte plads ud) at der tillige er billeder af f.eks. Carl Nielsen, skuespilhuset i Bayreuth, hjørnefacaden på Politikens Hus, bog/programforsider, gruppebilleder, hvor man dårligt kan skelne personerne og meget mere af den slags. I mange tilfælde er der tilføjet mindre relevante billedtekster, som kun distraherer læsningen. Disse valg gør ikke noget godt for oplevelsen.

I indledningen annonceres det, at det ligger uden for udgivelsens muligheder at afdække det spændende spørgsmål, hvorvidt der var forskellige karakteristiske tendenser i musikkritikken i aviserne i det gamle firebladssystem. Det er forståeligt, men også ærgerligt. Dét havde været spændende at få afdækket, ligesom det havde været interessant, hvis man som læser blev klogere på de forskelle, der også senere må have været mellem forskellige aviser.

Selvom man imponeres over de mange passionerede og givetvis kompetente ildsjæle, som gennem tiden har leveret anmeldelser af så mange koncerter til så mange aviser, kan der snige sig det kætterske spørgsmål ind, hvorvidt musikkritikken i provinsen har været på samme niveau eller på visse måder har haft en lidt anden karakter end den i København? Kunne skodderne mellem anmelderne og dem/det, de anmelder eksempelvis have en tendens til at være lidt mindre tætte i de givne lokalmiljøer? Én anmelder fortæller selv at være startet i jobbet på direkte opfordring fra informationschefen for det lokale symfoniorkester (s. 35), og en anden leverede tilsyneladende programnoter til nogle af de selvsamme koncerter, som han anmeldte (s. 34). Tankevækkende er det også, når en anmelder fortæller, at hun, sympatisk nok, med sine bidrag gerne vil ”åbne for en samtale, der kan tilføje de umiddelbare oplevelser dybde og perspektiv”, men samtidig, at hun ikke vil ”bedømme og værdisætte” (s. 88).
De to forfattere forholder sig i alt væsentligt registrerende til emnet, når ikke de fremstår begejstrede. Det er på sin vis forståeligt, udgangspunktet taget i betragtning. Alligevel kunne man godt ønske sig nogle dybere refleksioner eller måske ligefrem kritisk stillingtagen.

En blodrød tråd bogen igennem er naturligvis den forfaldshistorie, der er tale om, og det er indlysende relevant, at den dokumenteres. Kort fortalt er den musikkritik, der indtil for ikke så mange årtier siden blev mangfoldigt og frodigt udfoldet, i alt væsentlig afviklet. Væk. Desværre gør Rossel og Bonde ikke meget ud af at formulere endsige diskutere musikkritikkens vigtighed og betydning, dens essentielle relevans, om man vil. Den synes taget for givet, men vi ved jo alle, at det er noget, der ses endog meget forskelligt på. Vidste man ikke bedre, kunne man fra læsningen af denne udgivelse tro, at dens væsentligste formål var/er at skabe opmærksomhed med henblik på at lokke publikum til arrangementerne og at synliggøre aktiviteterne overfor politiske beslutningstagere.

Musikkritikkens relevans får man utallige vinkler på i Man skal høre meget, og Signaturer fra en provins får også af denne grund karakter af et supplement, der næsten kræver, at man har læst Musikanmelderringens essaysamling, før den nye bog rigtig får relevans. Det er der ikke noget galt i, men det giver den unægtelig et noget perifært præg. I øvrigt bliver læseren undervejs lidt en passant informeret om, at musikkritikken tilsyneladende har det noget bedre syd for grænsen såvel som på den amerikanske Østkyst. Hvorfor er det lige i Danmark, at musikkritikken dør så hurtigt? Dét havde også været interessant at høre nogle velreflekterede bud på.

Bogen er grundlæggende sympatisk. Det er også en meget lille sag. Både i den forstand, at teksten i sig selv er kort, at mange, meget små detaljer er taget med, og i den forstand, at man aldrig rigtig kommer i dybden. I indledningen (s. 8) formuleres udgivelsens formål som ”at supplere Musikanmelderringens essaysamling med historier fra den virkelige verden, med konkrete historiske præsentationer af de mennesker, der bedrev kritikken i provinsen og i København; samtidig belyses deres vilkår i tidens medier og deres tanker om kritikerfunktionen.”

Om klicheen ”historier fra den virkelige verden” blot er røget uovervejet ud af ærmet, eller om forfatterne virkelig har til hensigt at markere kritisk afstand til Man skal høre meget, er svært at gennemskue. Under alle omstændigheder har den lille bog hverken mere eller mindre med ”den virkelige verden” at gøre end Musikanmelderringens bedre og vigtigere udgivelse. Til gengæld får læseren de lovede konkrete historiske præsentationer af de mennesker, der bedrev kritikken, samtidig med at deres vilkår i tidens aviser belyses. Tankerne om kritikerfunktionen finder man lidt af rundt omkring, men det kunne med fordel have fyldt meget mere.

Hvor sympatisk tanken bag udgivelsen end er, er det ikke til at komme uden om, at det har været svært for nærværende anmelder at mobilisere en genuin interesse for de mange, meget korte portrætter af hedengangne musikanmeldere. For læsere, der har læst og i den forstand kendt de pågældende gennem tiden, kan sagen givetvis være anderledes, og bogen kan utvivlsomt fungere fint som et lille opslagsværk om de mange givne skribenter. Bedst og mest relevant forekommer de passager, der handler om de fem byers musikinstitutioner, og måske især det stykke dansk mediehistorie, der danner rammen om fortællingerne. Den er givetvis skrevet mange gange før, men næppe med lige netop denne bogs vinkel. Og et opråb om musikkritikkens tragiske forfald er naturligvis i sig selv både vigtigt og velkomment.