Hæmværk og jomfruklokker

Lars Nielsen Sardemann – September 2022

Alle med en hverdag i Danmark har et forhold til klokker, hvad enten det er i spidsfindige sprogblomster (f.eks. ’at klokke i det’ eller ’bolden ramte ham lige i klokkeværket’), eller om det er kirkens kimning før en helligdag eller Københavns Rådhus’ timeslag før 12-Radioavisen. Klokker kalder os sammen og minder os om tiden. Hvordan lød verden, før klokkerne kom til Danmark? Hvordan har vores forhold til tid udviklet sig derefter? Klokkespil er en af vores ældste kommunikationskanaler og måske den eneste med en kunstnerisk ambition. På den måde gør klokkespil vores små hverdage lidt større.

I 1621 blev det første danske klokkespil opsat. Det var på Frederiksborg Slot, og initiativtageren var – naturligvis, fristes man til sige – den kunst- og investeringsglade Christian IV som havde et godt øje til nederlandsk fremdrift og overflod. En enkelt klokke ringer for det daglige brød, men et helt klokkespil ringer for både smør, pålæg og ekstravagant tilbehør. Det havde driftige folk i Flandern vidst i godt og vel hundrede år på det tidspunkt.

Med sin danske campanologiske beretning ringer Per Rasmus Møller et overflødighedshorn frem for enhver smag indenfor såvel ingeniørkunst, håndværk, historie som etymologi. Med en baggrund som radiomekaniker, organist, klokkenist og klokkekonsulent for Kirkeministeriet øser forfatteren af en faglig indsigt, der rækker langt ind i kunsten at støbe, stemme og spille klokker. Sprogligt veloplagt helt op til spiret og helt ud i alle landets afkroge.

Bogen er en nydelig, kinesiskrød og distingveret coffee table book. Rigt illustreret med fotodokumentation af kirker, klokker og deres mennesker, med reproduktioner af historiske motiver fra postkort, kobberstik, malerier og diverse medier og med informative tekniske tegninger for nørderne. Den kinesiskrøde er gennemgående i sidetal, billedtekster og overskrifter og guider til et ubesværet overblik over bogens indhold. Endelig peger farven tilbage til den kinesiske vugge for klokkestøbningen, ca. 3000 år før vor tidsregning, hvor de gamle kinesere mente at kunne tale med ånderne i det hinsides via klokkespil.

En fortløbende læsning er ikke optimal – forordet anbefaler, at læsere uden kendskab til klokker og klokkespil, begynder med Appendiks og får et par fagtermer på plads først. Afsnittet om klokkespillets oprindelse udgør sammen med forord, indledning og de første afsnit af appendiks et fint udgangspunkt for at gå på opdagelse i hovedafsnittet Klokkespillets historie i Danmark, som minutiøst gennemgår alle landets klokkespil, både som var, er, bliver og aldrig blev! Faktisk er denne gennemgang en super inspiration til at komme lidt rundt i det ganske land og lytte.

Danmark er et betydeligt klokkespilsland og indtager med 105 klokkespil en smuk tredjeplads blandt de lande i verden, der har flest klokkespil i forhold til indbyggertallet, kun overgået af moderlandene Holland og Belgien. Af de cirka 4.100 kirkeklokker, vi har i Danmark, sidder godt og vel 2.500 i klokkespil, og endnu fem nye klokkespil er på tegnebrættet. Et illustrativt danmarkskort viser en koncentration af klokkespil i Nord- og Midtjylland, samt i købstæder og større byer, hvorimod landsbykirkerne på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster ikke råder over et eneste. Når man tænker på, hvilken indflydelse klokkespillene har haft på nordeuropæernes tidsfornemmelse, samfunds- og arbejdsmoral, kan man næsten blive helt bekymret for områderne omkring landsbykirkerne øst for Lillebælt.

Et andet danmarkskort viser steder med navne som Klokbakke, Klokkehøj, Klokkehul og Klokkepyt – alle navngivne klokkestøbningslokaliteter fra den tidlige middelalder.

Klokkespillene placerer sig langt ind i vores hverdag både før og nu. Med stednavne trænger de sig på via sproget, og som kommunikationskanal kører de alsidige playlister med alt fra salmer og pophits til kunstmusik og timeslag. Nogle kører på automatik, andre betjenes manuelt af højtuddannede klokkenister. I England træner man sammen i klokkeringer-laug, der går til konkurrencer og giver stolthed og særkende til lokalsamfundet. Nok mest berømt beskrevet i Dorothy L. Sayers krimiklassiker De Ni Klokkeslag (1934), hvor Lord Peter Wimsey opklarer en sag ved at bruge klokkeringernes ringekodeskema som nøgle til at læse et hemmeligt brev.

Tæt på sproglig lykke kommer man af alle de herlige fagtermer fra appendiks: Jomfruklokker (uafstemte klokker), sangværk (hele klokkeopstillingen), hæmværk (kontravægt), kvadrillione (etym. Carillion, 4-klokkerække som Westminster/Kbh. Rådhus: 4-tonede melodier), tromlespil, snorevalse og meget andet godt. Her kommer vi med på værkstedet, og vores sprog kommer på værksted, når forfatteren fortæller om Chr. IV’s brev til statholder Ulfeldt, hvori han ønsker udvirket at ”kongens Sejermager (urmager) skal holdes til at reparere det Værk på Frederiksborg, som leger (spiller) Salmer”. Her får vi nemlig vist et centralt sprogligt tab på dansk, der handler om verbet ”at lege”, som vi desværre ikke længere bruger i forbindelse med musiceren; på tysk, engelsk og fransk har man samme ord for ”at lege” og ”at spille”, mens vi på dansk ”spiller musik” og har tabt det legende aspekt her.

Klokkespil i Danmark er fuld af hard, fun & soft facts. Til sidstnævnte hører blandt andet fortællingen om organist Breitendich, der spillede klokkespil på timebetaling forud for begravelser af byens spidser, som betalte godt derfor. Chr. VI der boede på Christiansborg Slot var ved at gå til af al den bimlen, så han begrænsede begravelsesbimleriet til de 6 sommermåneder, hvor han ikke selv boede på slottet. Breitendich mistede derved en stor indtægt og beklagede overfor kongen at han siden begrænsningen ”kun har opvartet 27 Liig, mens 35 er gået min Næse forbi”.

Hvad Holberg - fra sin embedsbolig i hjertet af Kongens København - tænkte om klokkespil, må man selv læse sig til. Og det kan kun anbefales.

Læs flere boganmeldelser

Per Rasmus Møller

Klokkespil i Danmark. En beretning om klokkespillets historie 1621-2021

Forlaget Multivers 2021
416 sider