Der er ingen tvivl om, at komponisten Poul Ruders befinder sig godt som formidler. Han skriver letløbende og nyder helt tydeligt at fortælle. Og lad det straks være sagt: Man er i godt selskab med Poul Ruders som guide, når han forlader de hjemlige græsgange. Beskrivelsen af et besøg i Santa Fe Opera i Nordamerika i sommeren 2018 er morsom og interessant, for her går Ruders tæt på lokaliteten: Penge er tilsyneladende ikke noget problem, men de musikalske resultater imponerer ham ikke.

Poul Ruders har som komponist gennem mange år haft stor international succes med ikke mindst en række større orkesterværker, og dette har ført ham verden rundt til en lang række store koncertsale og operahuse. Og synes Ruders ikke at føle sig hjemme disse ofte eksotiske steder, så har han dog interesse i og et åbent sind for at møde det fremmede og at udforske lokaliteterne. Når det er sagt, er de bedste kapitler i hans nye bog dem, hvor han med udgangspunkt i sine værkopførelser i udlandet bringer interessant stof frem, og hvor musikken er i centrum. Den åbenhed, som Ruders møder fremmede mennesker og ritualer med, genfinder man i høj grad i hans forhold til musik. Her synes Ruders også at være på rejse i et uendeligt rum af fremmed kultur og nye, friske impulser. Det er vigtigt, at læseren fra starten gør sig klart, at Ruders er en fortæller med talrige indfald og mange overvejelser og konklusioner, men der er heldigvis hele tiden kort til musikken.

Den nye bog er opdelt i 12 længere kapitler, af hvilke 10 er helliget udvalgte værker af Ruders. Inden man når til det første værk, Monodrama fra 1988 for percussion og orkester, får vi en kort beretning om Ruders’ vej til komponistfaget: ”Det var tilbage i 1960’erne, i gymnasietiden og et par år frem, at ønsket om at komponere begyndte at vokse og langsomt dominere i konkurrence med det sideløbende projekt at blive organist. Det sidste kan man læse, det første er man født til, men vejen er lang. For de fleste. Min afstukne rute bugtede sig i bakkedal og gennem dunkle afkroge, indtil jeg fik samling ’på tropperne’ med kammermusikværket ’Four Compositions’ fra 1982. Det kan forekomme lidt mistænkeligt, at jeg så hurtigt efter stykkets succes ved dets internationale debut i London i 1982 blev inviteret til at undervise på et prestigefyldt amerikansk universitet og fik store bestillinger på værker fra nær og fjern. Fire år senere opførtes mit orkesterværk ’Manhattan Abstraction’, dirigeret af Oliver Knussen på Tanglewood Festivalen. Så gik det stærkt, ’Corpus cum figuris’ med New York Philharmonic og meget andet godt, porten til vejen med gyldne tider stod åben på vid gab.” (s. 16). Man får her et godt indtryk af den hastighed, hvormed Ruders bevægede sig frem imod og ind på den internationale musikscene.

Et af Poul Ruders’ hovedværker er Gong, som benytter et kolossalt batteri af slagtøj. I bogen fortæller han bl.a. om disse mange særprægede instrumenter. Om et af dem beretter Ruders: ”Det digitale klaver, jeg havde købt, indeholdt selvfølgelig et pianoprogram, men også et for strygere og cembalo. Jeg fandt ud af, at de forskellige programmer kunne kombineres således, at klaveret kunne ’parres’ med strygere og så fremdeles. Det fik jeg nu ikke brug for, men indså hurtigt, at hvis jeg holdt hele hånden nede på alle tangenter, sorte og hvide, helt nede (en såkaldt cluster) i den dybeste oktav, gav de samplede strygere en forrygende, sugende lyd, lidt som et gasudslip. Den bruger jeg i et par af de allersidste takter af ”Gong”. Ligeledes, mod slutningen, foreskriver jeg: ’Cembalo/harpsichord: Musikken er her lagt hele to oktaver under, hvad et almindeligt akustisk cembalo er udstyret med. Den ’nye’ kunstige lyd er ganske frapperende. Lyder ikke som noget andet.” (s. 38)

Et andet sted i bogens lidt løse struktur er der blevet plads til nogle korte causerier. For eksempel konstaterer Ruders, at musik forløber, men hvad er tid? Sine steder lader han sig indfange af sin barndom: ”Som dreng skar jeg ikke skibe, men spillede cembalo… sådan da. Jeg fik et Sassmann-cembalo i konfirmationsgave, en fuldstændig vanvittig dyr tingest, som min far, der ’bare’ var blomsterhandler, i sin blinde tillid til mine musikalske evner syntes, jeg skulle have. Jeg var ikke bare enebarn, men også et forkælet enebarn. Jeg havde lært at spille lidt klaver, var nået til det stadie, hvor jeg næsten kunne spille ’Italiensk Koncert’ af Bach, elskede at høre orgelmusik på grammofonen – tillige med cembalomusik af Domenico Scarlatti [-].” (s.66)

I bogens slutkapitel gør Poul Ruders en form for status. Han føler sig stærkt privilegeret, fordi han har kunnet leve af sin musik, men den er truet udefra: Ruders mener, at ”der er brug for et paradigmeskift af dimensioner, hvis den nye musik skal overleve som alternativ til popmusikken.” (s. 96). Og han fortsætter: ”Selv har jeg ikke den fjerneste idé til, hvordan den virkelige fornyelse skal tage sig ud, det er i hvert fald ikke min musik – eller lignende, uanset kvaliteten, værker skrevet for klassisk symfoniorkester, spillet i hellige haller med dirigent i kjole og hvidt og pæne velopdragne borgere nede på rækkerne. Jeg må også tilføje, at jeg på det seneste har ”trukket mig tilbage” fra miljøet, deltager ikke på nogen måde i debatten om den nye musiks fremtid.” (s. 97).

Denne anmeldelse skal slutte med endnu et Poul Ruders-citat om hans egen musik. I 1994-1995 skrev han orkesterværket Concerto in Pieces – Purcell Variations. Om strukturen og indholdet i værket fortæller Ruders: ”Der er sikkert dem, der vil skyde mig i skoene, at jeg hev Händel ned fra hylden alene for at misbruge hans gode navn og rygte, bare for egen vindings skyld. Men det er langtfra sandheden. Georg Friedrich er til stede gennem hele stykket … også selvom man ikke kan se ham. Jeg har før trukket min yndlingsmetafor vis-à-vis ”variationer over et tema” af stalden: ’Det er som en vandring gennem et spejlkabinet, hvor hvert nyt spejl forvrænger den forbipasserendes konturer, men det er hele tiden den samme person (model), der går forbi’.”

Jo, det er en bog, der favner vidt, og hvor hovedpersonen næsten hele tiden er i fokus. Sådanne selvbiografiske bøger af nulevende danske komponister er ikke hverdagskost. Det er derfor prisværdigt, at Poul Ruders har skrevet denne. Ved læsningen bliver man klogere på hans musikalske univers, på hans værker og hans personlighed. Man får derigennem ganske enkelt lyst til at hente et af hans mange værker frem fra cd-samlingen. Og det er ikke det ringeste udbytte, man han have af en musikbog.

P.S. Poul Ruders har tidligere udgivet en selvbiografi. Den har ikke været til anmelderens rådighed.