Det er en vægtig bog – for ikke at sige tung. Godt 400 sider om emnet populærmusikken i Danmark siden årtusindskiftet. ’Populærmusikken’ eller ’populærmusikkulturen’ – betegnelsen i bestemt form går igen i bogens forord og indledende kapitel, hvor læseren skal introduceres til bogens emne. Den bestemte form lader forstå, at vi har at gøre med et afgrænset område, som vi her skal se behandlet under ét. Det skal blive spændende, for der er jo populær musik omkring os overalt. Ja, der er faktisk musik overalt – anonym musik, som bare er der for næsen af os, og som vi slet ikke lægger mærke til, men dog ville savne, hvis den ikke var der. Og som vi vælger og bruger ved at være til stede. I byen, biografen, computerspillet, bilen, TV… musik som vi ikke aktivt har valgt, som vi ikke tager særlig notits af, og som for så vidt ikke er ’vores’. Er det en slags ’populærmusik’? – altså musik i det offentlige rum, som er der hele tiden og altid. Og som derfor er en del af vores liv. – Så er der den musik, som vi vælger, og som følger os i dagligdagen – altså ikke til koncert eller fest, men som aktivt valgt underholdning via Spotify, iTunes eller lignende i ørerne undervejs – altså musik, som vi godt kan lide og derfor tager med os som kulisse. Er det en slags ’populærmusik’? – Og så er der musikken i de populære radio- og TV-programmer; den musik, som vi særligt godt kan lide og derfor lader spille hovedrollen, når vi er sammen. Pop som vor moder lavede den – Birthe Kjær, Bent Fabricius-Bjerre, Keld Heick – det, der før hed slagere eller hillbillies. Musik til ’den brede befolkning’. Sorterer det under bogens begreb ’populærmusik’? Der sættes mange tanker i gang ved lanceringen af den bestemte form ’populærmusikken’. Så man kaster sig begærligt over introduktionen for at få en deklaration før læsningen.

Vi får med det samme besked om, at bogen rummer ’den myriade af genrer, stilarter, moder og konkrete musikudgivelser, -optrædener og -oplevelser, som udgør populærmusikkens vidtstrakte felt’. (s.13). Det lyder lovende. – Og endnu bedre senere, hvor bogen erklærer: ’Det er umuligt at forestille sig en musik løsrevet fra fx sociale eller kulturelle omstændigheder (det er der nu ellers mange, der præsterer! fg), men lige så umuligt at forestille sig et samfund eller et kulturliv uden fx bestemte former for musik at samles om.’ (s.14). – Vi skal altså have det hele med. Men hurtigt bliver det klart, at bogens emne er det, som traditionelt betegnes som rockkultur eller rytmisk musik. ’…vi insisterer på populærmusikkultur som paraplybetegnelse for antologiens emne og ikke, som der ellers er tradition for i både akademiske værker (…) og diverse leksika, betegnelsen rockkultur eller rytmisk musik.’ (s.16).

Væk er det meste af ovenstående gætterier. Og vi forstår, at ’populærmusikkulturen’ i bestemt form er nyere former for det, vi i gamle dage kaldte ’rockkultur eller rytmisk musik’. Og i tilgift: det at vi tidligere i Danmark brugte betegnelsen ’populærmusikkultur’ om den musik, som et stort publikum købte og brugte (’slager- og dansktopmusik’), kaldes en ’potentielt begrebsforvirrende omstændighed’ (s.16). Javel. – Så er den ged barberet!

Vi sætter os til rette i elfenbenstårnet og læser videre og får i samme skynding en tilsyneladende begrebsafklaring: ’Betegnelsen populærmusik (…) betegner i bred forstand musik, der er knyttet til produktionen og udbredelsen af musik beregnet på et markedsorienteret publikum eller et mere snævertconaisseur-publikum’ (s.16). Det sidste er lidt svært at forstå – og vi behøver nu næsten ikke afsnittets afsluttende konstatering: At begrebet [populærmusik] generelt er vanskeligt at definere og operationalisere (…), er der til gengæld almindelig accept af i populærmusik-forskningen.’ (s.16).

Nuvel. ’Populærmusik’ er altså her noget andet end vi som udgangspunkt antog. Det tager vi til os og er klar til nye oplevelser.

Men først en mere generel præsentation af denne tykke bog om forfatternes egen og samtidige musik. – Vi skal tydeligvis koncentrere os om ’en dialektik mellem globalisering og lokalisering, hvor fornemmelser af at være global borger modsvares af tilsvarende fornemmelser af at være borger i fx nationale eller regionale sammenhænge.’ (s.22). Altså en åbning imod den globalisering, som også her er uundgåelig. Væk er dansktop og lokal selvsmag – vi ser udad. Til perkerrap, globaliserede hiphop-koder, verdensmusik…

Bogens ’introduktion’ breder feltet ud. I tre overordnede områder:

1. ’…en optagethed af forholdet mellem populærmusik og kulturel identitet, etnicitet, køn og status – eller mere specifikt: praktiseringen af køn i populærmusikkens betydning for transition fra ungdom til voksenliv (…).’ (s.24).

2. ’…en række økonomiske , markeds- og mediemæssige udviklinger, som siden årtusindskiftet har været markante. (…) ’den såkaldte ’digitale musikrevolution’ (…)’ – (s.24)

3. ’… (studier der behandler) en eller flere af de allerede nævnte tendenser i regi af en bestemt genre inden for det populærmusikalske felt – fra metal til verdensmusik (…). (s.24).

Som det allerede er tydeligt er denne bog ikke for begyndere. Det er meget tydeligt – og eksplicit – en bog for de få. For en lille kreds af folk, som bruger det fagsprog, der lanceres her. Sproget er indforstået. Hvis man skal være lidt uelskværdig, kunne man kalde det ’mandarinsprog’. Jeg har gennem årene arbejdet ihærdigt på og for, at selv indviklede forhold bør kunne udtrykkes i et ligefremt dansk sprog. Jeg er slet ikke fremmed for at special-sprog kan være påkrævet over for særlige forhold, men jeg har svært ved sprogbrug, som fremmedgør mig over for enkle og dagligdags forhold. Et eksempel:

Intensitetsbegrebet, der er i spil her, er en del af en mangefacetteret affektteori, som bl.a. betoner affekt som en processuel erfaring forankret i kroppen (Merleau-Ponty 1962). De franske filosoffer Gilles Deleuze og Felix Guattari (1987 ) har argumenteret for affektteoriens relevans i studiet af samtidskultur (…) (s.37)

eller:

(…) Affekter viser sig og lever midt i det ufærdige og processuelle, som tydelige kvaliteter ved et individuelt nærvær i en situation, der har sin helt egen signatur og tekstur.(…) (s.37).

Jeg er ikke bogbrænder eller fjende af raffineret videnskabeligt sprog, som kan inddampe betydninger og fremskaffe klarsyn, men jeg holder med Esajas Tegnér, når han ved Magisterpromotionen i Lund for snart 200 år siden (1820) siger:

Vad du ej klart kan säga, vet du ej:
med tanken ordet föds på mannens läppar:
det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta.

– og jeg synes, at man skal vare sig for i sammenhænge, som handler om os selv og vores hverdag, at udtrykke sig i et sprog, som kun er tilgængeligt for de meget få – NB: medmindre man udtrykkeligt deklarerer sit budskab som intern gruppesnak for de få. At bogen fx var deklareret som ’intern forsknings-rapport’. Men som den fremstår, tilbyder den en almen fremstilling af området ’populærmusik’. – Jeg havde ved mødet med bogen en forhåbning om, at den ville tale til mig, men også til de mennesker, der er omfattet af de emner, som bogen giver sig ud for at tale om – og til (?). – Det gør den ikke. – Men: rask videre – til et forsøg på et overblik over bogens indhold. Forfra:

Tore Tvarnø Linds artikel ’Ikke noget copy-paste lort her. Nostalgi og intensitet i metalscenen’ handler om det danske thrash-metalband The Kandidates’ musik, udgivelser og performance. Et meget snævert fokus, som understreger, at ’populærmusik’ ikke nødvendigvis har noget med udbredelse at gøre. Den er svær at læse – på sine steder dunkel.

Annemette Kirkegaards ’Verden i Danmark: Om det fremmede i musikkulturen efter 2000’. – Om verdensmusik i Danmark her og nu’. Verdensmusik er altså omfattet af betegnelsen ’populærmusik’, omend denne musik i al sin diversitet ikke betegnes som en genre, men snarere som en ’scene’, et ’fænomen’ eller en ’idé’. Forfatteren er på hjemmebane, og artiklen er stofmættet og anbefales. Også uden for den aktuelle sammenhæng.

Mads Kroghs artikel ’Aarhus V som hiphopbrand: Heterogene forbindelser af musik, genre og miljø’ – er et meget grundigt studie i området. Men efter min opfattelse lider den under dette indadvendte sprog, som gør den vanskeligt tilgængelig for dem, der ikke er en del af ’de sidste dages hellige’.

Jeg er blevet meget fascineret af Kristine Ringsagers ”Danmark som vi kender det”: Forhandlinger af medborgerskab og andethed i rap og hiphopmusik’. Den forekommer mig at være spot on. Med klare definitioner og arbejde med begreberne fortælles om ’de brune rapperes’ tilhørsforhold i en dansk sammenhæng. Meget nærværende og ligefremt. Sprogligt ikke fri for det elitære, men meget givende.

Henrik Marstals fine karakteristik af ’Dansk og engelsk som overlappende sangsprog’ indeholder en klar historisk redegørelse for sit emne. Klar og tydelig.

Marianne Kongerslevs overskrift ’Musikalsk homonationalisme Queer narrativer i dansk populærmusik efter 2000’ minder os om, at vi er blandt akademikere, der kommunikerer i metasprog. Hendes ’issue’ er Marie Key, og hendes anliggende er ’(…) hvordan en særlig kønslig og seksuel åben- eller ubestemthed i perioden er blevet et særligt issue hos en række kunstnere.’ (s.26).

Lars Geer Hammershøj ’Melankoli kørt ind med humør’ er vinklen ’dansk populærmusik som dannelsespraksis’. Han har i mine øjne fat i noget vigtig i påpegningen af sammenhæng mellem melankoli og humor i den danske populærmusik, som vi opererer med.

Marie Skjolds bidrag ’Hvor mon den er, den røde tråd?’ med direkte reference til goe gamle Shu-bi-dua – handler om mænds garderober og hvad dertil hører. Sjov vinkel!

Med Rasmus Grøn & Nicolai Graakjær ’Fodboldkampens musik…’ er vi nede (!) i de musiksociale lag, som jeg efterlyste først. Musikken i de ’lavkulturelle sammenhænge’.

Populærmusikkens grand old lady Charlotte Rørdam Larsen leverer sammen med Anja Mølle Lindelof artiklen ’Jagten på de skjulte talenter: Rytmisk Musik mellem organiseret talentpleje, talentshows og selvorganisering’. Her øjnes konturerne af et skifte fra rockmusikken som stedet for selvudviklende, demokratiske og oppositionelle praksisser til ’en omfavnelse af den rytmiske musik fra statslig, uddannelses- og mediemæssig side (…)’. – Dvs den gamle historie om at al opposition på et tidspunkt opsuges til fordel for magthaverne (!).

Musikeksport er emnet for Kimberley Cannady i artiklen ’Om artikuleringen af danskhed i musikeksportinitiativer siden 2000’. Der peges på tendensen til, at denne slags initiativer fremmer nationalkonservative tendenser.

Rasmus Rex Pedersen sætter fokus på digitaliseringens konsekvenser for investering og talentudvikling. Rasmus sætter fingeren på ’digitaliseringen’ af musiklivet fra produktion til konsum. Om der er tale om en egentlig ’digital revolution’ tvivler han på. Han beskriver den som en ’iterativ’ (sic! – det betyder ’regelmæssigt gentaget’) proces, hvor musikindustriens aktører gradvist har tilpasset sig til nye medieformer og pengestrømme.’ Effekten er, at ’der nok er sket en magtforskydning, men altså ikke et magtskifte.’ Spændende gennemgang og nærværende problemstilling.

Summa summarum:

Jeg har haft meget glæde af at læse denne kompakte og tunge antologi med bidrag af folk, som knokler for at følge med i og forstå – og muligvis tilmed påvirke – den udvikling, som musikhistorien tager. Jeg er betænkelig ved deklareringen af bogens emne. Især når det optræder i bestemt form. Jeg savner den brede brug af ’populærmusikkultur’, som bogen rækker ud efter flere steder, men som oftest ender med at blive en lukket affære omkring forfatternes kæpheste – deres egen og deres specialers fokus.

Jeg havde gerne set den bestemte form ’populærmusikkulturen’ taget mere alvorligt, så den også dækkede den musik, som har det store publikum – og ikke først og fremmest beskæftiger sig med musik for den generation og de cirkler, som forfatterne tilhører.

Jeg havde gerne undværet den del af bogen, som er skrevet i det beskrevne akademiske ’mandarinsprog’. Jeg er sikker på, at en gennemskrivning af bogen til et mundret, smukt dansk både er mulig og hensigtsmæssig. I tilgift ville det glade budskab måske kunne nå et langt større publikum – ja, måske ligefrem blive ’populært’.