Selskabet for Dansk Teaterhistorie har fået den i sig selv udmærkede ide at bidrage til teatergængernes almindelige oplysning ved udsendelse af små hæfter om teatrets forskellige genrer. Det sker under samlebetegnelsen ”Iscenesat”, og de første to hæfter handler om henholdsvis ballet og opera i Danmark. I begge tilfælde er der tale om – i hvert fald i bestemte alders- og befolkningsklasser – populære former for underholdning, som med disse hæfter kan bringes op på et højere plan. Ambitionen er en nogenlunde letløbende tekst, god information og ikke alt for lange bøger. Ca. 50 sider. Der er efter min mening lidt for mange hvide blade uden tekst og til gengæld en lidt kompakt tekstmasse, men indholdet fejler ikke noget, og i begge tilfælde er der tale om erfarne forfattere, der gerne øser ud af deres viden og personlige erfaringer.

Til bogen om balletten i Danmark er Erik Aschengreen naturligvis den oplagte forfatter, en institution i sig selv i dansk balletliv, og forfatter af en række grundlæggende værker om dansk ballethistorie. Vi får hele historien fra Christian IV til i dag. Det første navn, der har med ballet i Danmark at gøre, er franskmanden Jean-Baptist Landé, som kom til Danmark på et kort ophold i 1726, men ellers skal vi frem til Vincenzo Galeotti (ham med Amors og Balletmesterens Luner (1786), som vi nok ikke får at se mere), der blev balletmester i 1776. På det tidspunkt var en danseskole blevet grundlagt (i 1771), hvor en anden franskmand, Pierre Laurent, underviste. Samme Laurent grundlagde balletskolen, og Galleotti blev den første balletmester. Det er så dansk ballets ’founding fathers’, som i dag er helt overskygget af August Bournonville (1805-1879) som på mest godt og meget lidt ondt ikke blot gjorde dansk ballet til en stor og selvstændig kunstart, men også selv skabte de balletter, som er blevet en helt umistelig del af dansk ballettradition. Og også af den internationale. Sylfiden danses over hele verden, og det gør også andre af Bournonvilles balletter. Om det og om Bournonville-traditionen skriver Aschengreen naturligvis helt suverænt. Der er så ikke plads til det, som yderligere kendetegner Bournonville, nemlig hans store samfundsmæssige og sociale engagement, der gør ham til ikke blot en stor balletmester, men også en stor kulturpersonlighed i det 19. århundrede. Dansk ballet er på den måde ikke en isoleret gren af dansen og teaterverden, men har siden da været en væsentlig del af det danske samfund med dygtige både balletmestre og mandlige og kvindelige dansere, som man kendte til i offentligheden.

Et andet højdepunkt i ballettens historie kom under balletmester Harald Lander, der reddede balletten fra at lukke sig om sig selv, og som førte balletten frem til et internationalt udsyn og niveau. Lander er i Aschengreens optik derfor den væsentligste person i dansk ballet i 1900-årene. Her kunne vi godt have hørt lidt mere om de store internationale skikkelser i balletten, men vi aner pustet fra Fokin, Balanchine og mange andre. Med fin diskretion omtaler Aschengreen den såkaldte Lander-affære – selvfølgelig noget med kvindelige balletdansere og upassende opførsel – om sagens vistnok ret fornuftige håndtering og Landers beklagelige afgang fra balletten. Ærgerligt nok er Landers navn i dag nok mere knyttet til ’affæren’ end til indsatsen med Etude og internationaliseringen af balletkorpset, som fik sit store globale gennembrud kort efter. Vi hører om Flemming Flint og succesen Dødens triumf, om Henning Kronstam og om mange andre fremragende dansere samt om Frank Andersens redning af Bournonville-traditionen, inden vi føres frem til dagens ballet med Nicolai Hübbe som chef og som en af  ’de store balletmestre’. Hübbe har videreført Bournonvilletraditionen i sin version, og på det seneste har han også – som offentligheden ved uden at kende detaljer – taget livtag med John Neumeier, hvis balletter har hørt til det faste nyere repertoire. Her havde læseren gerne hørt den erfarne Aschengreens vurdering af den seneste udvikling og afviklingen af samarbejdet, men begivenhederne har taget fart efter bogens udgivelse.

En pudsighed i bogen er, at Aschengreen tilsyneladende to gange har været til sin ’første’ ballet nemlig (ifølge billedteksten s. 16) til Bournonvilles Sylfiden i 1950 og i 1948 (ifølge s. 20) til Walboms Drømmebilleder.  Det er også længe siden, og at Aschengreens erfaringer med ballet strækker sig over et langt liv er ingen i tvivl om, der læser denne læseværdige, men måske ikke ligefrem sprudlende, indføring i ballettens historie.

Det andet bind - om operaen (i Danmark) - er skrevet af en anden erfaren teatergænger, Nila Parly, ph.d. i musikvidenskab og med erfaringer fra både opera og ballet. Også her er vi i gode hænder og med en lidt mindre traditionel tilgang til stoffet end i balletbindet. Der indledes med Ligetis Le Grand Macabre, vi hører om dilemmaet mellem kunst og politik omkring Anna Netrebko og om forholdet til russisk opera i det hele taget efter angrebet på Ukraine, og vi hører om Hitler og Wagner, og hvad det har betydet for billedet af Wagner. Under den tyske besættelse blev en længe planlagt opsætning af Gershwins Porgy and Bess, hvis handling er henlagt til 1923, pludselig en national modstandsmanifestation (om end nok af de små), og helt tilbage i 1771 gav en opførelse af Sartis opera Tronfølgen i Sidon (som vi ikke har hørt meget til siden) anledning til en ofte omtalt fejde mellem studenter og officerer. Det var ved den lejlighed, at dansk teaterkritik fødtes i form af hudflettende anmeldelser af Peder Rosenstand-Goiske. Det kommer lidt hulter-til-bulter, men netop derved også som udtryk for de mange overraskelser, som operagenren frembyder. Her kunne også være nævnt Verdis Nabucco (1842) som en del af italiensk frihedskamp. Bogen indeholder analyser af operaens væsen, dens opståen i 1600-tallet, forfinelsen af Gluck i 1700-årene og videre forløb som opera, musikdrama hos Wagner mv. Hvis nogen skulle tro, at opera bare er underholdning, så er Parlys hæfte en god indføring i genrens flersidighed.

Vi hører selvfølgelig særligt om dansk opera, Det Kongelige Kapels historie tilbage til 1448, operauddannelsen, det fremragende operakor, om Den Jyske Opera og de uforglemmelige Wagner-opførelser i 1980'erne, da Aarhus endnu var provins, og om andre initiativer uden for København. Vi får præsenteret dansk operas to hovedværker, Heises Drot og Marsk (1878) og Carl Nielsens Maskarade (1906). Og vi hører om Rued Langgaard og om det nyeste som Snedronningen (2019) af Hans Abrahamsen. Det er ikke nemt i en operaverden fyldt med internationale mesterværker at holde fast i det danske, men det er der da, og både Heises og Carl Nielsens to operaer kan fylde en aften, der let kan blive tung, hvis Maskarade erstattes af Saul og David. Så hellere Saint-Saëns’ Samson og Dalila (1877).

Opera er et meget stort apparat, og det kan let gå galt. Heldigvis – synes jeg – oplever vi i disse år, at en række instruktører med moderne opsætninger gør genren relevant udover bare det at lytte til ’evergreens’ hos Verdi og Puccini. Min egen første operaoplevelse var Mozarts Figaros Bryllup (1786), der indkøbtes i mit hjem i Erich Kleibers indspilning til den første moderne pladespiller i 1959. Jeg har holdt ved siden, og Mozart er for mig svær at overgå, selv om jeg siden verden over har glædet mig over især mere sprælske iscenesættelser af både klassikere og mere ukendte operaperler. At opera er spændende og meget mere end bare sang på en scene forstår man udmærket ved læsningen af Parlys bog. Jeg kunne godt have ønsket mig en klarere rød tråd, lidt mere struktur og sortering af oplysninger. Hermed en klar opfordring til at skrive mere om de mere ukendte og dunkle sider af operaens væsen.