Musik og ...

I marts lancerede Forlaget clemmerdu en ny bogserie, Musik &…, der foreløbigt rummer tre bind. Serien er redigeret af cand.mag. og musikhistoriker Finn Gravesen, der også er forfatter til den ene af bøgerne, nemlig Musik & gåsehud - om tritonus, djævelen i musikken.

Bogen undersøger tritonus-intervallet som spændingsskabende virkemiddel og diskuterer forskellige tiders syn på ”djævlen i musikken”. Musikeksemplerne er hentet fra såvel den europæiske kunstmusik som underholdningsmusikken og jazzen og bliver godt understøttet af hyppige og illustrative nodeuddrag. For at imødekomme ikke-nodekyndige læsere har Gravesen valgt at hellige knapt halvdelen af bogens 88 sider til formidling af grundlæggende musikteori og nodelære. Det er ambitiøst og al ære værd at invitere læseren ind i musikkens maskinrum uden krav om musikalske forudsætninger. Samtidig er det en yderst vanskelig opgave, og projektet gennemføres da heller ikke uden problemer.

Tonenavnene introduceres via klaviaturets tangentrække og intervallerne forklares med start- og slutformler på kendte melodier. Så langt, så godt. Problemerne begynder dog at melde sig ved gennemgangen af kvintcirklen (side 15-16), hvor sondringen mellem to toner i kvintafstand og kvintbeslægtede tonearter synes noget uklar. Princippet om tilføjelsen af faste fortegn for hver position i kvintcirklen forklares først i slutningen af det efterfølgende kapitel, hvilket går ud over progressionen i den faglige formidling. Tilsvarende problemer med disposition af stoffet gælder gennemgangen af den tonale kadence, der på side 27 beskrives i indforståede vendinger uden nodeeksempler, for så at blive reintroduceret på side 35, men stadigvæk uden tydelig definition af de grundlæggende funktionsharmoniske termer. Hertil kommer flere faktuelle fejl, som når en formindsket treklang beskrives som en stabling af små sekunder (side 26) eller rod i figurtal medfører forkerte tonenavne (side 35). Sådanne småfejl må være højst forvirrende for førstegangslæsere af musikteori, og en grundigere korrekturlæsning havde derfor været ønskelig. Heldigvis afrundes teori-delen med et præcist og kortfattet resumé, der råder bod på de værste misforståelser.

Efter de indledende knæbøjninger når forfatteren endelig frem til bogens hovedformål: at demonstrere hvordan tritonus-intervallet gennem musikhistorien er blevet brugt til at skabe dramatiske effekter i kunstmusikken, sentimentale stemninger i salonkulturen og til at sætte skub i udviklingen af jazzen. Også Schönbergs 12-tonemusik inddrages i den musikhistoriske perspektivering, ligesom referencer til Thomas Manns og Kjell Westös musikromaner Doktor Faustus og Tritonus hjælper til at sætte et meget specifikt musikteoretisk fænomen ind i en større kulturhistorisk kontekst. Det er netop den musikhistoriske og stilistiske bredde i formidlingen, der er bogens styrke. For selvom teorigennemgangen og analyserne nok vil være tungt at læse sig igennem for lægfolk, så vil den alment musikinteresserede læser stadigvæk høste et rigt udbytte af den generelle musikhistoriske fremstilling.

Et andet interessant tema er diskussionen om smag og høj/lav-kultur, der slås an allerede i bogens introduktion. Her mindes forfatteren, hvor forskellige smagspræferencer der herskede i hhv. barndomsvennens hjem og i hans egen husstand – i sidstnævnte var der bestemt ikke plads til Giro 413, da faren betragtede det som dårlig smag! Spørgsmålet om smag tages op igen i forbindelse med behandling af 1800-tallets borgerskabskultur, hvor det demonstreres, hvordan kromatiske alterationer og tritonusvirkninger fandt vej til salonmusikken. Diskussionen af finkultur overfor underholdningsmusik er dejligt fri for smagsdommeri og fokuserer i stedet på at vise, hvordan de samme musikalske virkemidler kan forstærke udtrykket i partiturmusikken og flirte med det forbudte i underholdningsmusikken – tritonussen i både alvor og sjov.

Musikkens evne til at opfylde forskellige behov på forskellige tidspunkter i et menneskes liv står helt centralt i Musik & alder - om musik og sang gennem livet. Bogen er forfattet af dr.med. Henning Kirk, der gennem egne livserfaringer og omfattende viden om aldrings- og hjerneforskning giver sit bud på, hvorfor musik kan påvirke og forme os så stærkt livet igennem.

Første del af bogen omhandler forfatterens personlige oplevelser med musik gennem barne- og ungdomslivet, fra morens godnatsang til gymnasiefesternes beatmusik. Fælles for erindringerne er musikkens rolle som identitetsmarkør og ramme om stærke fællesskaber. Eksemplerne viser, hvordan mennesket kobler følelser og stemninger til specifikke sange og musikstykker og på den måde danner hvert sit unikke musikkartotek. Kirk samler denne viden i en musikalsk trekants-model, der illustrerer hvordan kognition, emotion, og motorik er forbundne, når vi spiller eller lytter til musik.

Bogens anden del fokuserer på hjernens strukturer, og hvordan disse påvirkes af musikudøvelse og aldringsprocesser. Fagtermer som hippocampus, frontallapper og amygdala beskrives i et letforståeligt sprog, og anvendes til at forklare, hvorfor professionelle musikere i selv en fremskreden alder kan performe på højt niveau.

Slutteligt fokuserer forfatteren på dirigentrollen, og hvilket komplekst samspil mellem forskellige hjerneprocesser dette arbejde kræver. Selvom bogen med sine blot 47 sider kun skraber i overfladen af musik- og hjerneforskningens fascinerende verden, kommer Kirk alligevel godt rundt om emnet i et lettilgængeligt, uformelt sprog.

I Musik & nationalitet - om nationalhymner er tonen mere formel og akademisk. Gennem 12 stramt tilrettelagte kapitler fortæller cand.mag. Jens Henrik Koudal, seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling og Det Kgl. Bibliotek, om nationalhymnernes historie i både dansk og internationalt perspektiv. Udgangspunktet for bogen er den stærke case om to afroamerikanske atleter, Tommie Smith og John Carlos, der demonstrerede under afspilningen af The Star Spangled Banner i forbindelse med en medaljeoverrækkelse ved OL i Mexico City 1968. Netop symbolværdien i at demonstrere under afspilningen af nationalhymnen leder Koudal til at reflektere over nationalmelodier som symbol på kulturel og politisk nationalisme. Undervejs inddrages Johann G. Herders historiefilosofi og Benedict Andersons idé om ”forestillede fællesskaber”, og generelt er fremstillingen præget af systematik og akademisk grundighed. Det gælder f.eks. opstillingen af de tre typer af nationalhymner (kongehymne, revolutionshymne, folkesang), hvor både historisk tilblivelsesproces og musikalske karakteristika gennemgås for hver type. Sproget er letflydende, og de sparsomt anvendte fagtermer forklares kort og præcist. Koudal har valgt ikke at bringe et eneste nodeeksempel, hvilket måske kunne have været interessant for musikkyndige, men omvendt ikke er nødvendige for forståelsen. Bogens spændvidde fra gennemgangen af de to danske nationalmelodier til diskussionen af overnationale hymner viser forfatterens store viden om emnet og demonstrerer et flot formidlingsmæssigt overblik. Dette kommer særligt til udtryk i beskrivelsen af hvilke kompromisser, forhandlinger og magtkampe, der ofte ligger til grund for en nationalhymnes officielle ibrugtagen. Koudal slutter hvor han begyndte, nemlig ved OL-demonstrationen i Mexico City 1968, hvorfra han perspektiverer til nutiden med det iranske herrelandsholds protest ved VM-fodbold i Quatar sidste år og støttefremførelser af Ukraines nationalhymne efter Ruslands invasion af landet.

Musik er et potent magt- og propagandamiddel, og netop derfor er det vigtigt at udvikle en kritisk sans i vores forbrug af og omgang med musikken. Måske det er den erkendelse, der ligger til grund for Musik &…-seriens motto: ”Musik skal der til – tænk selv!”. Bogserien har fået sin egen fane på forlagets hjemmeside, og her kan man bl.a. læse følgende om intentionen bag udgivelsen: ”for ikke at blive rendt over ende af den (musikken, red.), er det en god idé at stoppe op og mærke efter hvad vi lægger øre og penge til – hvornår, hvordan og hvorfor ... ”. Og med nutidens store omvæltninger og komplekse problemstillinger i form af klimakrise, køns- og identitetspolitik, kunstig intelligens, krig og en potentielt ny verdensorden, burde der være rigeligt stof til mange nye bøger om musikkens rolle i samfundet, verden og det enkelte menneskes liv. Det bliver spændende at se, hvilke emner redaktionen bag Musik &… vælger at tage op i kommende udgivelser. Vil man fokusere på traditionel formidling som teori, musikhistorie og genrestudier? Eller vil man satse på politiske og samfundsorienterede emner som køn, race og religion? Hvordan bliver den geografiske vægtning mellem europæisk musikkultur og andre verdensdeles musikkulturer? Og hvem skal have lov til at føre pennen?

Musik &…serien er kommet fint fra start. Men selvom emnevalget indtil videre er forholdsvis bredt, er der ikke megen køns- eller aldersdiversitet at spore hos bidragsyderne, der alle er herrer i en moden alder. Tre bøger er selvfølgelig et meget lille statistisk materiale at konkludere noget ud fra, men ikke desto mindre kan repræsentation – og mangel på samme - på tværs af køn, etnicitet, generationer og forskningsmiljøer have afgørende betydning for hvilke emner der tages op, og ikke mindst hvilke læsere man tiltrækker. Seriens målgruppe synes ikke klart defineret, men det er måske en pointe i sig selv?

Med de tre første bind holdes alle døre i hvert fald åbne for seriens fortsatte udvikling, men før eller siden bliver redaktionen nødt til at adressere spørgsmål som målgruppe, emnevalg og formidlingsmæssig profil. Ellers risikerer Musik &… at blive en lidt anonym serie, der drukner i mængden af populære musikbiografier, smalle fagtidsskrifter og hypede Netflix-dokumentarer. Og det ville være synd.

Læs flere boganmeldelser

Musikformidling: Musik &… refleksion?