”When the legend becomes fact, print the legend,” siger avisredaktøren i John Fords westernklassiker Manden der skød Liberty Valance fra 1962. Og nu vi alligevel er ude på myternes overdrev, kan det være fristende at forestille sig bemærkningen som en kommentar til en fire år ældre tidsskriftartikel af komponisten Milton Babbitt (1916-2011) med den i musikkredse berygtede overskrift ”Who Cares If You Listen?”, som her 65 år efter har lagt navn til Mikkel Thrane Lassens velturnerede og underholdende essaysamling om eksperimenterende kompositionsmusik og avantgardetænkning.

Babbitts egen overskrift på sit forsvar for at se den moderne komponists arbejde på linje med atomforskning og anden for lægfolk uforståelig videnskab var nemlig det noget mere nøgterne ”The Composer as Specialist”. Det var tidsskriftet High Fidelitys redaktion, der – uden at spørge Babbit – forsynede artiklen med den overskrift, som senere er kommet til at stå ikke blot som Babbits eftermæle (hænderne op: hvem kan nævne et værk af ham, endsige har hørt ét for nylig?), men også som skræmmebillede på ny musiks verdensfjerne åndshovmod generelt.

Ud over den slagkraftige titel figurerer Babbitt dog ikke yderligere i Thrane Lassens bog, der er bygget op med afsæt i ni af de mere sagnomspundne kompositioner fra ca. år 1900 og fremad og miniportrætter af de otte komponister bag (John Cage er repræsenteret med to værker). De spænder fra grænsesprængende romantikere som Aleksandr Skrjabin, Arnold Schönberg og Rued Langgaard over rariteten Erik Satie til så forskellige mellem- og efterkrigstidsnavne som La Monte Young, Eric Andersen, Karlheinz Stockhausen og altså Cage først og sidst.

Der er fint blik for sjove anekdoter, kuriøse personligheder og almindeligt skrig og skrål i musiklivet undervejs. Herunder også, at en skandale ikke altid kun er en skandale, men nok så ofte er koreograferet på forhånd – som det siges i forbifarten om alle skandaleuropførelsers moder, premieren i Paris i 1913 på Stravinskys ballet Le Sacre du Printemps.

Der foretrækker Mikkel Thrane Lassen imidlertid at lægge snittet to andre steder, nemlig dels ved en koncert i Wien tre måneder forinden, hvor Arnold Schönberg dirigerede mere eller mindre atonale værker af sig selv og sine elever, og hvor det under Alban Bergs små Altenberg-lieder ligefrem kom til bloddrivende slagsmål og tumult, dels ved uropførelsen tilbage i 1908 af Schönbergs 2. strygekvartet, der helt programmatisk bevæger sig ud i atonaliteten, endda med tilføjet sopranstemme (”Ich fühle luft von anderem Planeten … ”). I parentes bemærket plæderer den amerikanske musikkritiker Alex Ross i sit uomgængelige oversigtsværk The Rest is Noise (2007), som også figurerer på litteraturlisten her, for at gå endnu længere tilbage og lade det 20. århundrede blive indvarslet i musikken allerede i 1905 med førsteopførelsen i Østrig af Richard Strauss’ Salome.

Modernisme og eksperimenter og avantgarde (og dermed forbundne skandaler) kan med andre ord være mere end almindeligt åleglatte størrelser at prøve at få overordnet greb om. Trods de mange veloplagte detaljer og det fine overblik er det i længden også lidt for ofte det, der kommer til at præge bogen.

For hvor Skrjabin nok havde vilde idéer, kulminerende i det apokalyptiske luftkastel Mysterium, var han dog højt respekteret i sin samtid, og som det også refereres, var mediedækningen i Rusland af hans infektionssygdom og tidlige død i 1915 intens. Også Rued Langgaard-rariteten Carl Nielsen, vor store Komponist – et af hans mere bizarre, men langt fra mest radikale eller ambitiøse påhit - blev først uropført posthumt, men hans manglende succes i levende live kan ligesom for Erik Saties vedkommende i et vist omfang tilskrives et knortet og socialt akavet gemyt.

Og jo, den anderledes overskudsagtige og lattermilde John Cage – jeg interviewede ham selv hjemme i privaten i New York få måneder før hans død i 1992 – nåede også fra tid til anden at afstedkomme en del opstandelse og ballade. Men miskendt kan man ikke på nogen måde kalde ham, og selv det skelsættende 4’33” fra 1952, bestående af tre satsers ikke-aktivitet, er nu om dage endog blevet et internet-meme.

Bogen prætenderer på ingen måde at være et oversigtsværk. Men derfor er det stadig ikke helt til at gennemskue kriterierne for glidningen mellem regulære kompositioner som Schönbergs 2. strygekvartet og Stockhausens Helikopter-Streichquartett over mere eller mindre kuriøs proto-konceptkunst af Satie, Skrjabin og Langgaard (der jo også alle tre har skrevet masser af nogenlunde konventionel musik) til fluxus-lignende aktioner af Cage, Eric Andersen og La Monte Young, og fra – i nogle tilfælde allerede i deres levetid – generelt anerkendte eller i hvert fald kendte komponister til det modsatte (og er der da slet ingen kvindelige komponister, der tænker flyvske tanker?).

Først og fremmest ligner bogen en slags forsvar med tilbagevirkende kraft for, at også ophavsmændene til vilde idéer som disse meget vel kan have haft fremtiden for sig, uanset hvor meget rabalder eller glemsel, de umiddelbart blev mødt med, og dette gennemsympatiske synspunkt kan aldrig fremsættes for tit. Heller ikke selv om der ikke nødvendigvis skal den helt store eftertanke eller research til for at konstatere, at virkeligheden allerede har gjort sit, og at man heller ikke skal bevæge sig ret langt uden for bogens i bund og grund ret traditionelle for ikke at sige lidt gammeldags blik på det 20. århundredes musik og for eksempel over i jazz eller rock, før der kan fortælles helt andre historier.

Ikke mindst fordi adskillige af værkerne i bogen muligvis virker ekstremt tænkte, men med tilstrækkelig ihærdighed og konkret handling sagtens kan lade sig realisere, er blevet og bliver det. Langgaard har i årevis haft sin egen musikfestival i Ribe. Masser af hans musik er indspillet, eller er ved at blive det (Carl Nielsen, vor store Komponist indbefattet), og hvis ikke Mysterium, så dog i hvert fald Skrjabins andet store konceptværk, det symfoniske digt Prometheus med indlagt ”lysklaver”. Det har såmænd netop været hovedværket ved åbningen af dette års torsdagskoncert-sæson i DR.

Selv Stockhausens Helikopter-Streichquartett, hvor musikken og musikerne helt bogstaveligt letter fra jorden, har siden 1995 været opført ikke helt få gange rundt om i Europa, og er blevet foreviget både på cd og dvd. Den sceniske uropførelse som led i operaen Mittwoch aus Licht i 2012 i Birmingham blev ligefrem live-streamet, og kan stadig ses på YouTube. Og uanset at bogen antyder noget andet om den legendariske tysker, opføres han fortsat flittigt her snart seksten år efter at være draget videre fra vores planet. Går vejen forbi Cité de la Musique i Paris midt i november, er der ligefrem mulighed for at se en nyopsætning af hele hans sidste kæmpeopera Sonntag aus Licht over to aftener (hvis der altså ikke allerede var totalt udsolgt).

Avantgarden er konkret, kunne man frit efter Bertolt Brecht hævde (hans lejlighedsvise komponistmakker Hanns Eisler var i øvrigt en af Schönbergs fremmeste elever). Hvis da ikke den ved at blive realiseret og lyttet til i virkeligheden holder op med at være avantgarde, i hvert fald i romantisk publikumsforskrækkende og flyvsk-visionær forstand.

Det ender smukt nok også med at blive bogens opbyggelige pointe i skikkelse af John Cages konceptværk ASLSP, (”As SLow aS Possible”), der i skrivende stund er ved at blive opført på kirkeorgel i Halberstadt i Tyskland, og vil blive det en rum tid frem. Opførelsen forventes afsluttet i 2640, hvis verden ellers står endnu, og som en af de medvirkende organister citeres for i bogen, kan man da kun håbe på, at nogen til den tid vil sige: ”Lad os spille den igen!”