Den ejendommeligt gribende attraktion ved blokfløjtevirtuosen Michala Petris erindringer er den tilsyneladende afdæmpede, men traumatisk ladede historie, hvor Michala Petri er autentisk til stede som fortæller med sans for både takt, detaljer og dosering.

Udefra - i medierne - dyrkede man i mange år stjernen i barnet, altså supertalentet Michala, som formåede at gå hele vejen fra lillepigens private blokfløjtetimer til den modne kunstner på verdens store scener. Den ultimative succeshistorie. Men i bogen vender Michala Petri dette forhold om, så vi får mulighed for at følge barnet i stjernen, og det er en helt anden historie. For set indefra lever Michala Petri i mange år sit liv på helt andre og mere problematiske betingelser.

Barndommen er præget af hendes indadvendte og socialt isolerede, men ekstremt dedikerede musikerskab. Moren Hanne Petri er på godt og ondt familiens ufravigelige omdrejningspunkt. Hun lægger planerne både de daglige og de fremadrettede. Allerede fra 3-års-alderen omfavner Michala Petri blokfløjten, og i kraft af regelret opdragelse, pligtfølelse og stædighed udvikler hun sig til et musikalsk ”vidunderbarn”, der snart har pressens bevågenhed. Hendes beskrivelser af sine første erfaringer med at spille offentligt og at opnå anerkendelse er skrevet fra barndommens erfaringsniveau. Det er et spændende greb. Det betyder, at meget tager sig ud fra den uprøvede bevidstheds niveau. De voksnes verden er ofte uforståelig. Sjældent forklarer de noget, og de har planer, hun ikke helt kan gennemskue.

Michala spiller Vivaldis fløjtekoncert som 10-årig og studerer via en særordning på konservatoriet i Hannover hos blokfløjteeksperten Ferdinand Conrad. Hun fritages i perioder for almindelig skolegang. Den rigide øverutine systematiseres af moren og byder på syv timers daglige musikstudier, fordelt på blokfløjteøvelser, sammenspil, teori og klaverspil, middagslur, en gåtur og blot én times leg. Moren forsager almindelig dansk mad og indfører en fast diæt på råkost og frugt. Som barn opfatter Michala det hele som en klar ramme for hverdagen.

Petris redelighed sætter sig igennem i portrættet af forældrene. Faren beskrives som varm og indadvendt. Moren skildres som stærk, egenrådig, systematisk og kontrollerende. Hun gør alt for at fremme og styre Michalas musikalske udvikling. Datteren væves ind i en dagligdag, hvor det handler om at gøre alting rigtigt ud fra de normer, der forlanges. Men den ekstreme fokus på øvning og perfektion viser sig at have en pris: Social isolation, tvivl og frygt for ikke at slå til. Som ung pige deltager Petri i en international fløjtekonkurrence, men hun ender med at blive udelukket fra finalen på grund af sin alder. Meget sigende føler hun, at det er hende, der har svigtet. Hun beskriver sig selv som genert, samvittighedsfuld og bekymret for ikke at gøre sig umage nok. Hun går rundt med en ”enegængerfornemmelse”.

Frem af de mange situationer og hændelser står et komplekst portræt af moren som en dominerende opdrager, der i perioder selv er uligevægtig og tager nervemedicin, som snobber opad, trods sin egen beskedne økonomi, og som bilder sine børn ind, at arbejderkvarteret, hvor faren kommer fra, er lavt og urenligt, og at et hjem uden sølvtøj ikke er fint. Samtidig har moren på en togrejse hjerte nok til at tale med en forhutlet mand i kupeen og købe mad til ham. Michala Petri ser morens mindre flatterende sider som en del af den virkelighed, hun voksede op i, og som hun først senere har forstået de dybere konsekvenser af. Med sit 16-årige jeg skriver hun: ”Mit følelsesliv var som noget selvfølgeligt hæftet op på min mors.”

Ganske uhyrlig er passagen, hvor moren - for at vinde den katolske præst, hun er forelsket i - arrangerer sit eget selvmordsforsøg med sin datter som medsammensvoren. At denne historie er det egentlige indhold i kapitlet med titlen ”BBC”, men samtidig slet ikke er annonceret, fortæller meget om den delikate måde, Michala Petri har valgt at fortælle om de traumatiserende familiesituationer. Men kapitlets udformning er også et symbol på, hvordan de menneskelige omkostninger bemægtiger sig stoffet.

Datteren kan ikke slippe sin pligtfølelse. Samtidig higer hun efter varme, forståelse og accept. Som 22-årig kaster hun sin kærlighed på den langt ældre komponist og organist Erling D. Bjerno. Hos ham møder hun en ubetinget omsorg og anerkendelse. Men moren slår hårdt ned på relationen, hun manipulerer og truer med at bryde med sin datter, hvis ikke forholdet afbrydes. Her står moderkontrollen og moderbindingen uhyggeligt ud af siderne. Datteren er på dette tidspunkt myndig. Burde hun ikke kunne vælge selv? Uanset hvad er det hjerteskærende læsning.

Petri fortæller naturligvis også om sin musikalske udvikling herunder om sine oplevelser med at være omrejsende musiker. En sjov detalje er hendes fokus på hotelværelser, en vigtig, midlertidig base, hvor der skal hviles og lades op. Men hvad byder værelserne på af lyde, lamper, aircondition, vinduer, badeværelser? De er også en del af livet som rejsende solist.

Af de mange samarbejder og kunstneriske møder, Petri har igennem sin karriere, fremhæver hun bl.a. indspilningerne af Händel og Bach med pianisten Keith Jarrett i starten af 1990erne. Det er interessant af flere grunde. Navnlig fordi Petris møde med Jarrett og hans ekstremt nærværende spil får afgørende betydning for hendes musikalske grundforståelse. Men også fordi det er i disse år, at Petri erfarer en langsom menneskelig og følelsesmæssig forløsning. Det er også i den periode, hun møder guitaristen Lars Hannibal, som hun bliver gift med og får børn med.

Nogle af bogens små kapitler fungerer særlig godt. Et eksempel er kapitlet ”Flytning, ro”. Det er på bare to sider og er et snapshot om, hvordan Michala Petri omsider flytter hjemmefra og køber et lille hus i Nødebo. Som 32-årig. Der er en underspillet glæde og betydning i teksten. Følgende sætning har en lysnende stemning: ”Når jeg strakte mig op til et højt vindue på en repos på førstesalen, kunne jeg lige akkurat skimte et hjørne af Esrum sø.” Og kort efter rundes der af: ”Langsomt begyndte jeg at åbne mig for en selvstændig fornemmelse i andre forbindelser end musikken. Det skulle vise sig at blive en årtier lang vej, men jeg fornemmede, at noget godt ventede forude.”

Som musiker har Michala Petri taget blokfløjten nye steder ikke kun med sine mange flotte og skarpe indspilninger af barokrepertoiret, men også ved at gøre fløjten til et moderne instrument i kraft af sine mange opførelser af ny musik fra det 20. og 21. århundrede. Mængden af plader og musikalsk erfaring er enorm. Nu har hun skrevet en erindringsbog om, hvordan det hele startede, men især om, hvordan hun langsomt vandt sin selvstændige, menneskelige erfaring. Det gør hun fantastisk godt.