Endelig er den her, den længe ventede, store danske Carl Nielsen-biografi. Nu er tiden moden: Carl Nielsen-udgaven med alle hans værker (og det store forskningsarbejde, der lå forud for udgivelsen) er tilgængelig for alle, hans breve er publicerede, de fleste af hans skriftlige ytringer kan også studeres. Forskere - både i Danmark og i udlandet – har længe savnet en ny Carl Nielsen-biografi.

Et forskerteam fra Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet under ledelse af professor Michael Fjeldsøe gik i 2018 i gang med et stort forskningsprojekt, støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Det affødte internationale konferencer, artikler og undervisningsforløb. Det affødte også Katarina Smitt Engbergs ph.d.-afhandling og allerede ved at læse den, kunne man gætte på, i hvilken retning den nye Carl Nielsen-forskning bevægede sig. Det har forfatterne, Michael Fjeldsøe, Katarina Smitt Engberg og Bjarke Moe, flere gange ytret sig om: Målet var at vise Carl Nielsen i en bredere, europæisk, kontekst.

Som læser er man både forundret og taknemmelig for den.  Bogen er på 791 sider tekst (hvoraf selve tekstdelen er på 700 sider), den vejer næster 2 kg og har en mørk, rød-brunlig forside med billedet af en alvorlig, ung Carl Nielsen.

Glæden ved at holde sådan en fin (og tung) bog i hænderne, forstærkes straks ved et kig på indholdsfortegnelsen. Der er fem dele:

1. En verden, der udvider sig (flot titel) der ender der, hvor Carl Nielsen definerer sig som komponist
2. Århundredeskiftekulturen (Der ender med gennemgangen af Helios -ouverturen)
3. Klassicitet og liv (der ender med den 4. Symfoni)
4. Modernitet og folkelighed (der omfatter hele Nielsens virke i samtiden)
5. Arven

Hver del falder ud i mindre kapitler med klare titler, og som læser er man indbudt til at tage for sig i den rækkefølge, man har lyst til. Det er nærmest som at lægge et kæmpe puslespil, hvor man kan begynde øverst oppe, eller på siden, eller længst nede. Man ved, at når man er færdig, så åbenbarer billedet sig med al sin detaljerigdom.

Men uanset, hvordan man vælger at læse bogen, så bliver man ikke kun meget klogere på Carl Nielsen og hans samtid, man bliver også i høj grad underholdt. Bogen er meget velskrevet, og kan læses både af en fagperson og af en interesseret, dannet læser (hvis man kan tillade sig en sådan altmodisch betegnelse) uden det store kendskab hverken til musikanalyse eller musikhistorie.

Udgangspunktet for forfatterne er, at forholdet mellem et menneske og hans samtid er dynamisk. Man bliver påvirket af verden omkring én, men man påvirker også selv denne verden. Spørgsmålet er, hvorvidt det enkelte menneske er klar over dette dynamiske forhold. Er man medlem af kultureliten, og er man ved at skabe sig et eftermæle, så kan processen ikke alene blive mere bevidst for den enkelte, den kan også blive manipuleret på plads. Det er forskerens opgave at afskrælle det tunge lag af mytologisering, der som et panser dækker fakta, og holder dem på en veldefineret plads. Forfatterne gør det på forbilledlig vis: de trækker fakta og værker op, som man har lagt i det musikhistoriske pulterkammer, og derved nuancerer de det billede af Carl Nielsen, som eftertiden skabte et monument af.

Bogen kan med al sin detaljerigdom virke næsten overvældende. Med stor grundighed har forfatterne gravet dybere i kilderne, end det nogensinde før er blevet gjort. Selv de forbipasserende bipersoner bliver præsenteret for os. Nogle steder holder vi nærmest Carl Nielsen i hånden, når han bevæger sig gennem forskellige lokaliteter, og vi lærer hans familie, venner og bekendte at kende.

Til tider er fortællingen spændende som en krimi, hvor et sandt detektivarbejde afdækker nye spor. Det er f.eks. tilfældet med fortællingen om Nielsens besøg i København forud for studier på konservatoriet. Det er tilsyneladende noget, vi godt kender til: Nielsen har beskrevet det selv i sin barndomsbiografi. Men her træder den minutiøst granskende forsker frem og skræller lag på lag af for at se det hele på ny. Til ens store overraskelse viser fortællingen i Min fynske barndom sig at være en fiktion, hvor hverken datoer eller begivenheder er rigtige. En mulig hukommelsesforskydning fra forfatterens side (Nielsen skriver ca. 40 år efter, at begivenhederne fandt sted), men måske også et ønske om at tilbagebetale den taknemmelighedsgæld, Nielsen følte over for de personer, der hjalp ham. Eller også er der tale om en del af Nielsens selvbevidste arbejde på at skabe et passende eftermæle.

Bogens helt store styrke er, at den retter opmærksomhed på de områder, der ikke tidligere har tiltrukket sig forskernes interesse f.eks. Nielsens lejlighedsmusik og teatermusik. Den viser også Nielsen som den professionelle musiker, han er: for ham er alle opgaver vigtige, og der er tilsyneladende ikke noget ”venstrehåndsarbejde”.

Men et er fakta, noget andet er fortolkning. Og når man analyserer musik, så kan man ikke se bort fra fortolkningen. Også fra forfatterens forudfattede meninger. Et lille eksempel kan være kapitlet ”Musikalske problemer” (s. 565-570), der analyserer Nielsens Blæserkvintet op. 43 skrevet i 1922. Her er det vigtigt for forfatterne at placere værket i Nielsens afstandtagen til romantisk musik. Der sættes spot på den korte indledning til værkets tredje sats, som stilistisk afviger fra helheden. Forfatterne ser den som en bevidst romantisk og dissonerende sats, der danner kontekst for de øvrige satser. Det bevidst romantiske vises som kontrast til det efterfølgende tema med variationer, som er skrevet i den nye stil, som Carl Nielsen stræbte efter: med forbilledet i det klassiske og med den høje standard for det musikalske håndværk. Forfatterne ser en sammenhæng mellem Blæserkvintetten og Nielsens artikel ”Musikalske Problemer”, som blev offentliggjort i tidsskriftet Tilskueren i augustnummeret 1922. Kvintetten skulle så illustrere det nye kompositionsideal. ”Modstillingen mellem den romantiske harmonik i præludiet og den klassiske stil i resten af kvintetten” er altså nøglen til forståelsen af værket. Men hvad hvis man hører (og analyserer) præludiet med ”hjertet” i stedet for med ”hjernen”? Hvad hvis præludiet opfattes som et smerteskrig, et enkelt menneskes råb i den meningsløse, kaotiske verden?

Nielsen viser vejen ud af håbløsheden ved at lade os høre en salme. Det er hans egen melodi til ”Min Jesus, lad mit hjerte få”, som danner grundlag for sidste sats´ variationer. Men en salme er mere end dens melodi. Tænker man på en salme, og nynner man med på melodien, kommer ordene uvilkårligt frem. Hvad hvis Nielsen vil sige, at løsningen på præludiets håbløshed er troen på Gud? Sådan en tolkning udelukker ikke, at han var optaget af det klassiske og det håndværksmæssige. Kunst er aldrig entydig. Tolkninger kan være mange.

Men alt i alt er Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi et epokegørende værk. Det er en bog, der ikke vil hvile passivt på min reol. Jeg vil vende tilbage til den igen og igen. Det er en bog for dem, der vil vide alt om Carl Nielsen. Men det er også en bog for alle, der troede, at de vidste det hele.