Kærligt portræt af karismatisk dansk outsider

Jens Rasmussen – September 2022

Den hollandske pianist og astrolog Margriet Naber dannede fra 1991 par med den danske saxofonist, komponist, orkesterleder og underviser John Tchicai (1936-2012), som hun også samarbejdede med musikalsk. Hun var et af de mennesker, der stod ham nærmest gennem de sidste ca. tyve år af hans liv, og nu har hun skrevet en bog med titlen John Tchicai. A Chaos With Some Kind Of Order om hans liv og ikke mindst om hans musik.

John Martin Tchicai blev født i København af en dansk mor og en congolesisk far, men familien flyttede, da han var helt lille, til en Aarhusforstad, hvor han voksede op. Begejstringen for musik viste sig tidligt, og i teenageårene i 1950’erne var jazzmusikere som Charlie Parker, Lennie Tristano, Warne Marsh og især Lee Konitz store forbilleder. Afgørende nye musikalske impulser kom nogle år senere, hvor han var flyttet til København og både hørte og spillede med store danske og internationale navne. Ikke mindst oplevelsen i efteråret 1962 i det legendariske Montmartre af Cecil Taylors gruppe med altsaxofonisten Jimmy Lyons og trommeslageren Sunny Murray, som Tchicai i øvrigt også selv spillede med ved flere mindre formelle lejligheder, gjorde stort og blivende indtryk. I december 1962 rejste han til New York, hvor han nærmest bogstaveligt talt dumpede ned midt i den næsten nyfødte free jazz-musiks epicenter. Allerede om hans anden dag i den store by kan Naber berette, at han ”[…] went to hear soprano saxophonist Steve Lacy, met the trumpeter Don Cherry, and, on the way home, ran into Archie Shepp, whom he had met in Helsinki that summer.” (s. 33)

I løbet af de følgende ca. tre et halvt år spillede han med et utal af kendte og mindre kendte aktører på den frodigt eksperimenterende jazzscene og medvirkede på en række ikoniske hovedværker med Archie Shepps ”Four For Trane”, Albert Aylers ”New York Eye And Ear Control” og John Coltranes ”Ascension” som de mest bemærkelsesværdige. Det var også i de år, han var del af det kollektivt ledede New York Contemporary Five og lidt senere New York Art Quartet. Begge ikoniske og kunstnerisk succesfulde, men dog kun kortlivede grupper. Han deltog i den skelsættende ”October Revolution in Jazz” på klubben Celler Café i 1964, blev medlem af The Jazz Composers’ Guild året efter, og i februar 1966 var John Tchicais ansigt tilmed på forsiden af jazzmagasinet Down Beat.

Sommeren samme år rejste han tilbage til Danmark, hvor han i første omgang havde rigeligt at se til og blandt meget andet etablerede gruppen Cadentia Nova Danica. Spirituelle anskuelser havde gennem længere tid fascineret ham, og det fik i højere og højere grad betydning for hans livsførelse. I en periode fyldte det så meget, at det måske - måske ikke - var den egentlige grund til, at Cadentia Nova Danica blev opløst, og førte under alle omstændigheder til, at han i en periode trak sig fra det offentlige musikliv.

Tilbage på jazzscenen i midten af 1970’erne blev han blandt andet en central del af den næsten ny-etablerede gruppe Strange Brothers med Simon Spang-Hanssen (saxofoner og fløjter), Peter Danstrup (bas) og Ole Rømer (trommer), som man kan høre på den charmerende debutplade ”Darktown Highlights” (1977).

Allerede i 1960’erne havde hans musikalske veje krydset den ti år yngre Pierre Dørges, men fra 1976 fik samarbejdet med guitaristen en mere kontinuerlig karakter, og de to spillede sammen til stor gensidig inspiration i både duo-, trio-, kvartetkonstellationer, så vel som i større ensembler. Gennem årene var Tchicai helt selvfølgeligt en hyppig og vigtig medvirkende i Dørges New Jungle Orchestra, som blev etableret i 1980, og der kom gennem årene en del udgivelser med deres fælles musik.

Tchicai rejste jævnligt med sine musikalske aktiviteter - ikke bare i Europa og USA, men også i eksempelvis Iran, Afghanistan, Indien og Japan samt en række afrikanske lande, og han opbyggede et stort, internationalt netværk af musikere, typisk med hang til eksperimenter, nyskabelser og ofte en ret høj grad af ekspressivitet. Allerede fra slutningen af 1960’erne havde han spillet med folk som hollandske Misha Mengelberg (klaver) og Han Bennink (trommer og perkussion), og af de mange senere samarbejdspartnere kan man nævne den tyske multikunstner og -instrumentalist Hartmut Geerken, den engelske saxofonist Evan Parker og den schweiziske pianist Irene Schweizer.

I starten af 1991 flyttede han med Margriet Naber til byen Davis nordøst for San Francisco og ti år senere til området omkring Perpignan i Sydfrankrig, hvor han døde d. 8. oktober 2012, 76 år gammel, med Margriet ved sin side.

Disse sidste to årtier synes at være præget af stor kreativitet, arbejdslyst og initiativrigdom, men samtidig af en del kampe for at holde den kompromisløst kreative karriere kørende. Ikke at han i den forstand manglede anerkendelse, men der kunne være langt mellem de eksperimenterende jazzmusikere, såvel som et værdsættende publikum i både Davis, CA og i Perpignan, og hans musikalske liv i de år forløb uden den brede offentlige opmærksomhed. Samtidig var det en periode, hvor han ofte var i Danmark og samarbejdede og indspillede med en lang række danske musikere som Jonas Westergaard, Thomas Agergaard, Kresten Osgood, Peter Danstrup, Stefan Pasborg, Katrine Suwalski og mange andre.

Musikalsk set tog Tchicai afsæt i de typiske ingredienser fra den amerikanske ’60’er-freejazz, men bevægede sig gennem årene kontinuerligt videre. Ikke mindst træk fra afrikanske og andre ikke-vestlige musikkulturer blev ofte inkorporeret, og han havde en forkærlighed for ostinater, for flere samtidige repeterende figurer og for åbne former - og ikke sjældent med lune og humor som typiske karakteristika.

Tchicai fulgte med tiden. Hans engagement med beatgruppen Burnin’ Red Ivanhoe i slut-tresserne er ét eksempel, synthesizere i hans egne grupper i 1980’erne et andet, og inddragelse af præ-indspillet materiale ved koncerter i 1990’erne et tredje. Endnu et - muligvis lidt atypisk, men meget anbefalelsesværdigt - eksempel kan man høre på albummet ”John Tchicai With Strings” indspillet i 2005 med den engelske electronica-duo John Coxon og Ashley Wales (som i andre sammenhænge kendes under navnet Spring Heel Jack).

Konventionel var hans musik aldrig. Tværtimod synes ’frisættelse’ og ’spontanitet’ at være kreative kodeord sammen med en både legende og meget arbejdsom tilgang til de skabende processer. Han lavede gennem årene musik for og med mange ensemblestørrelser og utallige forskelligartede besætninger, og han forenede ofte sit musikalske univers med andre kunstarter. Digte, happenings, dans og teater og dén slags.

Tchicai brugte desuden meget tid på pædagogiske aktiviteter. Mange danske jazzfolk, amatører som professionelle, vil have oplevet ham på jazzstævner, og ved flere lejligheder underviste han børn i folkeskolealderen. Han stod også for forskellige fængselsprojekter. Tchicai blev en afgørende inspirator for mange mennesker og fik i nogle tilfælde nærmest funktion af mentor, hvilket muligvis har haft endnu større indflydelse på dele af det danske jazzliv end hans egen musik havde. Karakteristisk er det tillige, at han i perioder arbejdede med amatører eller semi-professionelle musikere, ikke kun i egenskab af underviser, men også i sine regulære grupper. Et eksempel er The Archetypes, som han etablerede i de år, hvor han og Naber var bosat i Florida, og som man f.eks. kan høre på albummet ”Love Is Touching” (1994).

John Tchicai var en unik figur på den danske og internationale jazzscene. Han lavede ikke blot en forrygende masse spændende musik, men havde også på forskellig vis indflydelse på mange og meget. En bog om ham, hans virke og om hans musik er indlysende relevant.

Nabers bud på en sådan bog er både baseret på hendes intense erfaringer fra det lange samliv med Tchicai og på musikvidenskabelig research. Og den bærer lykkeligvis præg af begge dele. Før hovedteksten er der tre korte afsnit, som samlet set udgør en meget personlig, men rørende indledning, og der er fem appendikser, hvor man blandt andet finder en Tchicai-tekst om improvisation fra hans bog Advice To Improvisers (WH, 1987), solotransskriptioner, et par kompositioner (heraf en med grafisk notation) og en diskografi ved Erik Raben. Undervejs gennem hovedteksten er der indlagt korte afsnit med fine personlige perspektiveringer.

Bogen er holdt i et meget enkelt sprog, der sine steder er lidt til den ordinære side, men som til gengæld er utrolig let at læse, og kun få steder blev denne anmelder mindet om, at engelsk ikke er forfatterens modersmål.

Naber tegner i sin bog et nært, kærligt, men også nuanceret portræt af John Tchicai, hvor han fremstår som energifyldt og initiativrig, karismatisk, humoristisk, passioneret og varmhjertet, men hun giver tillige læseren en fornemmelse af de kanter, den kompromisløshed og outsiderkarakter, der også var en del af mennesket Tchicai. Det sidste var givetvis konkret betinget af eksempelvis at være farvet i Aarhus/Danmark på et tidspunkt, hvor dét var sjældent, og i midt-60’erne at være dansker i New Yorks free jazz-miljø (måske så meget desto mere da han boede sammen med en hvid, dansk, ambassadeansat kvinde). Men måske først og fremmest af bare ikke at være, som folk er flest. En ener. Hvad kanterne angår, synes en famøs og ret omtalt episode, hvor han i arrigskab trampede på sin saxofon i DRs kantine, ikke at være enkeltstående.

Men Naber gør mere end dét. Hun giver læseren en fornemmelse for Tchicais musik og hans musiksyn, som hun tydeligvis er godt inde i og formidler sobert uden hverken unødige fagtermer eller for grove forenklinger. Også hans undervisningsprincipper og tanker om samme bliver levende beskrevet. I tilgift giver bogen et indblik dels i nogle af de forskellige musikalske miljøer, Tchicai færdedes i, dels i livet som professionel og kompromisløs jazzmusiker fra 1960’erne og frem. Ikke mindst kapitlet om årene i New York er interessant læsning, men også mange andre passager leverer interessante kulturelle tidsbilleder.

Beskrivelserne fra Tchicais barndom og unge år er præget af en lidt naiv-nostalgisk idyllisering, men læst i sammenhængen får man indtryk af, at det vitterlig er sådan, Tchicai og nogle af hans barne- og ungdomsvenner har fortalt Naber om sit/hans tidlige liv. Resten af bogen er klædeligt holdt i en mere nøgtern tone, men beskrivelserne af de år, hvor han og forfatteren levede sammen, har naturligt nok flere personlige vinkler.

Naber deler Tchicais begejstring for det spirituelle, og få steder smitter det af på formidlingen, men det er doseret så nænsomt, at mere jordnære og faktaorienterede læsere ikke skræmmes væk.

Denne anmelder befandt sig fra start til slut virkelig godt i selskab med både fortæller og hovedperson. Nabers bog er ikke fremragende, men mindre kan også gøre det. Den er letlæst, godt struktureret, velresearchet, informativ, inspirerende og umådeligt sympatisk. Nok så væsentligt giver den lyst til at lytte, og i tilgift formidler den en bredere og mere generel indsigt i spændende, men ikke altid i forvejen særlig velbeskrevne hjørner af jazzens kreative miljøer. Margriet Nabers bog anbefales på det varmeste.

Læs flere boganmeldelser

Margriet Naber

John Tchicai: A Chaos With Some Kind of Order

Ear Heart Mind Media, 2021
188 sider