Komponisten og dirigenten Leonard Bernstein (1918-90) var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige skikkelser i amerikansk musikliv. Musikkens monark, skrev New York Times i nekrologen. Han havde været manden, man ventede på i efterkrigstidens USA med nye elektroniske medier til at bringe også den seriøse musik ud til et stort og stadigt mere velstående middelklassepublikum.

Komponisten John Adams (født 1947) har beskrevet det nye mediefænomen i et tilbageblik på ungdommens radiolytning. Her hørte han en dag Bernstein introducere Stravinskijs Sacre du printemps, før han dirigerede musikken. Det var et chok, fordi indtil da havde den klassiske musik været en provins styret af mystiske maestroer fra fjerne udenlandske lande. Det var derfor vidunderligt at tænde for radioen og høre en ægte amerikansk stemme tale på modersmålet i så levende billeder om musik af Stravinskij og Charles Ives. Og da den unge Adams så ansigtet, der gik med den charmerende stemme, på forsiden af et magasin, tænkte han 'this guy looks more like James Dean than he looks like Toscanini.'

Bradley Cooper er manden bag Maestro, den første biopic om Lenny, som han blev kaldt. Med sig selv i hovedrollen og som instruktør, og han lykkes forbløffende godt med at være denne maestro, som så at sige trak vejret gennem en cigaret akkompagneret af et endeløst sprutindtag. Cooper fremstiller misbruget i en gradvis transformation af ansigt og stemme, fra blankt filmstjernekontrafej til rynket gnavpot, fra let astmatisk charmende veltalenhed til utydelig alkoholisk snøvlen.

Maestro er først og sidst bygget op som scener før og i et ægteskab. Det er filmens centrale fortælling, hvor Coopers Lenny spiller over for engelske Carey Mulligan som skuespilleren Felicia Montealegre. Manuskriptforfatterne, Cooper og Josh Singer, har måttet vælge forenklingens vej i den første udfoldelse af parforholdets historie, og det gøres i et blændende mix af realisme og fantasi.

Bernsteins homoseksualitet var givet en drivende kraft i ham. Før det første møde i 1946 med Felicia var elskerne bl.a. komponisten Aaron Copland (Brian Klugman) og klarinettisten David Oppenheim (Matt Bomer). Dybest set indgik de ægteskaber med kvinder for at skjule deres seksuelle orientering, men med en skjult længsel, som vises med fint antydede virkemidler. Bernsteins tiltrækning mod det andet køn var imidlertid også dybtfølt, og med Felicia fik han alt, hvad han kunne ønske sig af skønhed, dannelse, udstråling og musikalitet. Den gensidighed mærker vi i høj grad. Cooper og Mulligans samspil i parrets første alene-stund i et mørklagt kælderteater er simpelthen magisk.

Lad det nu ligge, at de ganske hurtigt gik fra hinanden. Han dyrkede mandlige bekendtskaber og karriere med ekspresfart. Hun spillede på Broadway og levede sammen med skuespilleren Richard Hart, og det var først efter Harts død i 1951, at de fandt sammen igen og blev gift. Hun konverterede til jødedommen fra katolicismen, dog med en far af østeuropæisk jødisk herkomst. Alt dette springer Cooper over, men det er egentlig vigtigt at påpege, at Felicia gradvis fik kolde fødder i 1946 ved at opleve, hvor selvopslugt og dominerende Lenny allerede da opførte sig i sociale sammenhænge.

Bortset fra indledningsscenen er de første tre kvarter holdt i sort/hvid. Det er for så vidt én lang drømmesekvens, fuld af lykke og fremgang. Det unge par, snart med to børn, var the talk of the town – violinisten Isaac Stern har citeret Lenny for at sige til ham: »Isn't it wonderful to be young and famous!« I filmen genskaber Cooper et live CBS TV-interview i 1955 hjemme hos the Bernsteins, det dengang vældig populære Person to Person med værten Edward Murrow, hvor Cooper og Mulligan lever glimrende op til originalerne. Men oplev her 1955-udsendelsens karismatiske husherre:

Resten af filmen går i farver fra det øjeblik, Felicia har betragtet en sveddryppende Lenny dirigere Mahlers adagietto fra femte symfoni og er ved at komme til klarhed over, at hun er blevet overflødig i dette ægteskab. Han engagerer sig med en ung musikforsker, Tommy Cothran (Gideon Glick), og det er ubærligt scene efter scene at følge Lennys egoistiske forehavende med at forene traditionelt kulturjødisk familieliv med inklusionen af Tommy i en løgnagtig bagatellisering af hans egentlige rolle. »I love people« – var Lennys evindeligt proklamerede mantra.

Cooper iscenesætter overbevisende samtalen mellem faren og den ældste Harvard-studerende datter Jamie, som er forvirret og bekymret over rygter om hans homoerotiske eskapader. Han er totalt fornægtende, og den efterfølgende lange stilhed mellem dem afslører hendes stadige tvivl. Det foregik i haven uden for sommerresidensen i Fairfield, og Jamie har beskrevet situationen i sin bog Famous Father Girl (2018), naturligvis mere detaljeret, end det er muligt på film. Felicia var fra begyndelsen på det rene med Lennys homoseksualitet, og hun var villig til at acceptere den uden at blive martyr og offer på L.B. alteret - han skulle blot være diskret. Den pagt fremgår også af filmen. Men det var Felicia, der tvang ham til at afvise alle rygter over for datteren - for at bevare sin egen selvrespekt, skriver Jamie.

Lige så fortættet, men i et strindbergsk toneleje, er opgøret mellem forældrene på en Thanksgiving Day. En scene i total indstilling, en dagligstue med vinduer ud til Central Park, hvor man aner en parade defilere forbi, på et tidspunkt med Nuser fra Radiserne som kæmpeballon. Den hellige amerikanske familiedag. Det er rystende godt skuespil især af Mulligan. Hendes sidste replik: »Hvis du ikke passer på, dør du som en ensom, gammel bøsse!«

Hendes kræftsygdom forsonede dem. Han havde forladt familien i et halvt år og levede sammen med sin unge elsker på Vestkysten, men vendte hjem fuld af anger og selvbebrejdelser. Felicia blev diagnosticeret i 1977 og døde året efter.

Hovedtemaet i Coopers film handler således om et ægteskabs anatomi. Men kontrapunktet er afgjort musikken på lydsporet, som ikke er komponeret til filmen, men som citerer Bernsteins egen musik ad to spor: den seriøse musik og musicalen. De to lejre han stræbte efter at forene i et nyt amerikansk musikteater. Få klassiske komponister fra hans enorme repertoire er repræsenteret. Mahler fylder mest og med god grund. Bernstein identificerede sig stærkt med Mahler som dirigent, komponist og jøde, og han var en af pionererne i den internationale Mahler-bølge, som kom med stereo-LP'ens udbredelse, og som for alvor tog fik fart i 1960, 100-året for komponistens fødsel.

Det er slående, hvor godt Bernsteins delvis neoklassiske, delvis Gershwin-jazz-symfoniske musikstil passer til den sort-hvide billedstrøm i filmens første tre kvarter. Felicia præsenteres en sen aftentime stående af bussen på lang afstand for at begive sig til det selskab, hvor hun møder Lenny første gang. Panoreringen af denne gåtur ledsages af den bluesagtige Lonely Town, som man finder i musicalen On the Town og dens forlæg, balletten Fancy Free. Den sidste i samarbejde med koreografen Jerome Robbins (Michael Urie), som vi allerede har mødt i filmen. Den første i samarbejde med det pragtfulde par Betty Comden (Mallory Portnoy) og Adolphe Green (Nick Blaemire), som under selskabet underholder med 'I get carried away' fra musicalen. Så præcist og elegant føjes signalementer i Bernsteins kreative miljø sammen.

Han komponerede en klaversuite i 1948, Four Anniversaries. Den første lyriske sats er tilegnet Felicia, og i en orkesterversion ligger den svagt under et frieri fra hendes side. De spadserer forelskede gennem naturen, hun fører ordet og bedyrer, at hun godt ved, hvem han er. Men skal de ikke prøve, om det går? Bare ikke lige nu. Musikkens diskrete tilstedeværelse løfter sindets lethed i scenen, og med et fint psykologisk greb fortsætter den i den følgende scene mange år senere, hvor ægteparret med to børn går på landsdækkende tv i Person to Person.

Ubarmhjertig er filmen i sin afdækning af den skrøbelige tolerancetærskel i hjemmet, når den selvoptagede og selvplagede komponist kundgør over for hustru og teenagerbørn, at smertensbarnet Mass omsider er blevet færdig. Man hører samtidig en vokalsats fra værket, hvor Bernstein blander rock med relativ modernistisk musik. Børnene havde i tide og utide skullet fortælle ham, hvor fede rockindslagene var, det forventede han, og de gjorde det for husfredens skyld, ifølge Jamies bog. For Felicia var meddelelsen en udfrielse af et helvede. Hun styrter straks ud i haven, springer i poolen med alt tøjet på og sætter sig på bunden i meditationsstilling, mens koret synger »Pris, pris, pris, Herren.« 

Lenny beklager sig i en interviewscene over sit beskedne output i det seriøse repertoire. Det var her, hans største kompleks lå. Soundtracket bringer endnu flere eksempler på, hvad han dog nåede: operetten Candide, Chichester-salmerne, den anden symfoni The Age of Anxiety, den tredje symfoni Kaddish. Men det, der rammer i en tindrende genkendelse, er den enkle og rytmisk spændstige ouverture til West Side Story.

Han leverede musikken til Elia Kazans On the Waterfront med Marlon Brando i hovedrollen (1954), og det er en tempofyldt sekvens herfra, der ligger under opløbet til den sensationelle dirigentdebut den 14. november 1943. Han sprang uden forudgående prøve ind foran New York Filharmonikerne på afbud fra legenden Bruno Walter. Det er en historie med flere mytologiske udløbere, så man ikke helt ved, hvad man skal tro på.

I filmen bliver han ringet op samme morgen, som koncerten finder sted om eftermiddagen. Men måske kom et opkald om standby dagen forinden. Forberedte han sig hele natten, eller festede og horede han? Faktum er, at han besøgte den syge Walter og fik nogle vigtige staldtips. Bernstein havde været assisterende dirigent ved orkestret i to måneder, og musikerne havde spillet hele programmet under Bruno Walter i den periode. Og når alt kommer til alt, vil et eliteorkester som new yorkerne altid tage sagen i egen hånd, hvis der står en uerfaren dirigent foran dem.

Men fantastisk var det immervæk. New York Times' musikkritiker Olin Downs skrev, at Mr. Bernstein ikke kun demonstrerede et strålende musikerskab, men også en evne til både at give musikerne frihed og til at kontrollere dem. I Schumanns Manfred ouverture, et variationsværk af filmkomponisten Miklos Rozsa, Richard Strauss' Don Quixote – som især imponerede Downs – og Wagners Mestersangerforspil.

Filmen giver os det første dusin takter af Schumann, og den indledende hurtige takt er ganske tricky at sætte i gang med tre synkoperede akkorder i et blæsende crescendo. Men forinden kunne Bernstein ryste de værste nerver af sig ved at dirigere The Star-Spangled Banner med hele auditoriet i sang. Det var krigstid. CBS sendte live fra Carnegie Hall:

Den største udfordring for Bradley Cooper har været at dirigere de 12 sidste minutter af korfinalen i Mahlers Opstandelsessymfoni. Vel at mærke at skulle lære at dirigere ligesom Leonard Bernstein. Hans coach var – som i andre dirigentsituationer – Yannick Nézet-Séguin, chef for Philadelphia Orkestret og Metropolitan Operaen.

Forlægget er en Unitel-DG videooptagelse fra 1973 i den engelske Ely Katedral, og filmsekvensen er optaget samme sted, med samme prominente orkester, London Symphony Orchestra, som også har indspillet soundtrackets øvrige musik under Nézet-Séguin.

Cooper løser den ledelsesmæssige del af opgaven forbløffende godt, der er styr på indsatser, underinddelinger, timing og ekspressive fagter. Men noget meget væsentligt er fraværende. Man tilgav gerne Lenny – i hvert fald på den tid han var iblandt os – når direktionen blev for uhæmmet indtil det pinligt ekshibitionistiske, når emotionerne blev altdominerende, når fortolkeren tog magten fra komponisten. For den trancelignende tilstedeværelse på podiet virkede ægte, især når man tænker på, at den må gå i lige linje ned i den ukrainske familie til den hassidiske rabbinerbedstefar. Også faren Sam, hårmiddelgrossisten i Boston, gav sig i højtidelige stunder hen til religiøs ekstase. At komme ind i denne form for sjælelig ophøjelse i musikkens favntag kræver, hvad man må kalde ... jødisk genius.