Da jeg som ganske ung fattede interesse for musikkens historie og teori, fandt jeg to læderindbundne bind med titlen Illustreret Musikhistorie (1905) i min farmors reol. Det første bind var skrevet af musikhistorikeren Hortense Panum, og heri kunne man læse sælsomme og grundige beskrivelser af den tidligste musik:

At Urmennesket i Sammenligning med det civiliserede Menneske kun paa ufuldkommen Maade har forstaaet at benytte det Organ, der ved Fødslen blev ham medgivet, er dog en Selvfølge. Thi Sangen er ingenlunde, saaledes som de ældre Historikere ville paastaa det, en Gave, som Gud i færdig Tilstand har skænket Menneskeheden. Ej heller er det rimeligt, at Dyrene, som andre formode, have været Menneskets oprindelige musikalske Læremestre.

Det var morsom og fascinerende læsning. Gammeldags og fordomsfuld, men også spækket med interessante beskrivelser, der åbnede for en vis nysgerrighed efter at vide, hvem denne kvindelige musikforsker egentlig var. Nu har Lisbeth Ahlgren Jensen skrevet en grundig monografi om Hortense Panum (1856-1933) og om hendes markante indsats for faget musikvidenskab i en tid, hvor disciplinen endnu var i sin vorden. Formålet har dels været en biografisk skildring af en kvindelig pioner, dels at bidrage med en historiografisk skildring af musikvidenskabens opdukken set ud fra denne vinkel.

Hortense Panum var datter af en berømt læge og professor i fysiologi Peter Ludvig Panum. Af ham lærte hun glæden ved systematisk at tilegne sig viden - og kendskabet til den vedholdenhed, der skulle til for at opnå resultater. Gennem en opvækst i den trygge og kloge families rammer oparbejdede hun desuden en solid selvsikkerhed. Hortense gik på Nathalie Zahles pigeskole som barn, og da hun senere uddannede sig til klaverlærer, fik hun Victor Bendix og Orla Rosenhoff som lærere i hhv. klaverspil og teori. De støttede hende også, da hun senere uddannede sig indenfor musikvidenskaben i udlandet.

Hortense Panum forblev ugift, hvorved hun bevarede frihed til at arbejde med og diskutere de musikstudier, der blev grundstenen i hele hendes virke. At heller ikke hendes to søstre giftede sig, tilskrives (et lille) kvindeoverskud i København. En ældre bror blev læge, giftede sig og stiftede familie. For at sikre døtrene økonomisk lod forældrene dem mod betaling indskrive på Vemmetofte Kloster. Vemmetofte var ikke et kloster i religiøs forstand, men en verdslig stiftelse for ugifte kvinder af velstillet familie, hvor de var sikret en livsvarig ydelse eller bolig. Hortense flyttede aldrig derned, men nød i sin alderdom godt af den økonomiske støtte. Hun boede det meste af sit liv med sine søstre og moderen.

I 1885 debuterede hun som musikhistorisk foredragsholder. Det foregik i Kirurgisk Akademis elegante auditorium og blev snart ledsaget af såkaldte eksemplariske koncerter, hvor udvalgte musikere fremførte den omtalte musik.

Et par år efter tog hun på studierejse hos Wilhelm Tappert i Berlin. Hos ham mødte hun et darwinistisk videnskabssyn. En slags arternes oprindelse, der passede hende godt og smittede af på hendes langvarige instrumentstudier. Hendes grundige studier blev efterhånden suppleret af antropologiske tilgangsvinkler. Hun besøgte desuden andre musikforskere i Europa, studerede flere fine instrumentsamlinger og arbejdede intensivt med at dechifrere gamle trykte tabulaturer af musik for tasteinstrumenter.

Illustreret Musikhistorie blev den første samlede beskrivelse af musikkens historie i Danmark. Selvom forlaget og Hortense Panum måtte vente hele ti år på, at William Behrend fik færdiggjort sit bidrag, fik den samlede udgivelse i 1905 en fin modtagelse af et interesseret publikum. Senere genudgav de værket med tilføjede kapitler om den nordiske musiks historie. Desuden udarbejdede de Illustreret Musiklexikon. Til sidstnævnte udgivelse er Carl Nielsens poetiske anbefaling gengivet:

Et Lexicon er som et Apothek. Man faar Lyst til at trække i Skufferne, løfte Laaget af Krukkerne og se, hvad de indeholder. Illustreret Musik-lexikon er et fint Apothek, og i Skufferne findes ovenikøbet Billeder af alle de Planter, hvorfra Stofferne er taget. Ingen af dem er dødelig giftige, men tværtimod kvægende og oplivende og, for mange, til at faa Forstand af.

Carl Nielsen var blandt de vigtige støtter i musiklivet, der bakkede Hortense Panum op i svære offentlige debatter. Desuden komponerede han musik til langelegen, mens hun udforskede dette instrument i Norge og prøvede at gøre det til dansk folkeeje.

Hortense Panum beskrives som viljestærk, energisk og modig. To gange tørnede hun sammen i offentlige debatter med sin nærmeste konkurrent i Danmark, musikhistorikeren Angul Hammerich (1848-1931). Han var i 1892 blevet dr.phil. på en afhandling om musikken ved Christian IV’s hof. Som docent i musikhistorie på Københavns universitet banede han vejen for en egentlig uddannelse i faget på højeste niveau. I 1898 grundlagde han desuden Musikhistorisk Museum. Hammerichs interesser lå altså tæt på de emner, Panum beskæftigede sig med. Da museet åbnede, afholdt Hammerich et foredrag om de indsamlede instrumenter og arrangerede en koncert, der skulle demonstrere dette. Men nu fór Hortense Panum i blækhuset og skrev en sønderlemmende kritik af koncerten med titlen ”Historiske og uhistoriske instrumenter ved en ’historisk’ koncert”. Heri kritiserede hun udvalget af instrumenter for at være enten stærkt restaurerede eller ombyggede, at musik- og instrumentvalg ikke passede sammen, og at flere instrumenter var forkert stemte. Det dokumenteres, at Panum fik opbakning i sine synspunkter fra en række kompetente musikfolk, bl.a. hendes gamle lærere, og af Carl Nielsen, som da var ansat som violinist i Det kgl. Kapel. Angul Hammerich måtte forsvare sig efter bedste evne.

Et par år efter havde de et lignende offentligt sammenstød, idet Hammerich havde holdt et videnskabeligt foredrag om islandsk musik. Her fremlagde han som forskningsresultat, hvordan islændingene sang deres nationalsang med såkaldte hucbald’ske kvintparalleller. Men den iagttagelse havde Panum allerede offentliggjort i indledningen til Illustreret Musikhistorie, indvendte hun med et skarpt indlæg i Politiken. Det blev begyndelsen til endnu en bitter strid mellem parterne. At William Behrend endte med at tage parti for Angul Hammerich imod sin egen medforfatterinde Panum skyldtes nok et desperat og misogynt brev, han i samme periode modtog fra vennen Edvard Brandes, der var chefredaktør for Politiken:

Jeg finder frk. P. aldeles frygtelig: uklar, ukyndig, kedelig, ekstrakedelig, blottet for stilistisk evne – og dum. Gid De ikke må fortryde, at De har allieret Dem med dette hæslige, grove, kantede, skindmagre fruentimmer.

Denne ufine bemærkning, der med forbehold er gengivet i biografien om Edvard Brandes, er ikke med i Lisbeth Ahlgrens bog. Antagelig fordi hun først og fremmest har fulgt de faglige og familiemæssige spor, der dannede Panums livsbane. Brandes’ bemærkning til Behrend gjorde heller ikke sagen hverken sand eller rimelig, men afslørede, hvor barsk og kvindefjendsk debatklimaet kunne være.

Til gengæld fremdrages det, at Rudolph Bergh, Orla Rosenhoff og Axel Olrik bakkede op om Hortense Panums sag med et debatindlæg, hvori de gjorde opmærksom på Hammerichs nedladende omtale af en kollega, blot fordi hun var kvinde.

Hortense Panum forblev en meget respekteret forsker og formidler i sin samtid. I over 25 år var hun ansat som lærer i musikhistorie ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun var desuden initiativtager og medstifter af Musikpædagogisk forening, hvor hun i mange år sad i bestyrelsen. Som forsker blev hendes tre bind om middelalderens strengeinstrumenter hendes væsentligste indsats. Her påviste hun ifølge beskrivelsen, hvordan strengeinstrumenternes udvikling og udbredelse var betinget af folkevandringer, erobringstogter, korstog og handelssamkvem. Gennem nøje undersøgelser viste hun, hvordan instrumenterne var formet og udviklet under påvirkning af lokal teknik, æstetik og funktion. Bøgerne blev oversat til engelsk af hendes niece, hvorved de fik større indflydelse i internationalt perspektiv. Nyere forskning har dog med tiden bidraget med flere nye perspektiver på emnet.

Hortense Panum fik aldrig indpas på Københavns universitet, trods sine ubetvivlelige faglige kvalifikationer og hendes afhandling om middelalderens strengeinstrumenter. Til gengæld blev hun højt værdsat som docent i musikhistorie på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Da et egentligt professorat i musikvidenskab 1924 skulle besættes på Københavns universitet, var hun blandt underskriverne i en begrundet protestskrivelse mod den ansættelseskommission, der endte med at vælge Erik Abrahamsen fremfor Knud Jeppesen eller Torben Krogh til embedet. Knud Jeppesen blev senere den første professor i musikvidenskab på Aarhus Universitet.

Lisbeth Ahlgren Jensens undersøgelse af Hortense Panums liv og levnet er udført efter uhyre grundige videnskabelige principper, og den giver et forfriskende indblik i musikvidenskabens udvikling i Danmark. Som forfatter har hun stillet sig fuldt ud loyal med sin historiske kollega, uden at være blind for de fejltagelser, Panum indimellem kunne gøre.

Der er ikke mange forskere, der således trækkes frem af glemslen. Dog er der i de senere år udkommet bøger om flere kvindelige pionerer på området som historikerne Anna Hude og Ellen Jørgensen, seismologen Inge Lehmann og filologen Lis Jacobsen. Dette aspekt kunne godt være sat mere i relief, men alt i alt er bogen om Hortense Panum en interessant og detaljerig faghistorisk biografi.