Enhver gammel FDF-blæser ved, at Riberhus March er skrevet af ”Frøhlich’”. Den står nemlig i det store materiale af partiturer og stemmebøger, som FDF gennem første halvdel af 1900-årene udgav til brug for det store antal messingorkestre, som blomstrede op i Danmark i disse år, og hvor vi var mange, der trådte vores musikalske barnesko.

Riberhus March af Johannes Frederik Frøhlich (1806-1860) blev spillet overalt. Mere af og om Frøhlich blev det dog ikke til for ret mange af os dengang. Men med Lisbeth Ahlgren Jensens veloplagte og velskrevne bog om komponisten i forlaget Multivers’ serie Danske Komponister får vi en fremstilling af denne betydelige, men desværre noget oversete komponist fra den danske guldalder. Og jeg kan med det samme anbefale bogen, som ikke alene omhandler en spændende skikkelse fra musiklivet i første halvdel af 1800-årene, men også argumenterer overbevisende for at bringe hans musik frem i lyset som en del af vores aktive kulturarv.

Riberhus March er en del af Frøhlichs musik til Bournonvilles helaftens-ballet Erik Menveds Barndom fra 1843, og den indgår tillige i balletten Valdemar. Her dog ikke i Frøhlichs originale version, men med en trio af den franske komponist Nicolas Bochsa. Denne sekundære oplysning står ikke alene. Men karakteristisk for bogen er det, at den følges op af en levende beskrivelse af denne fremmede fugl på den danske scene, fortalt så vi får et muntert øjebliksbillede af guldalderens danske musikliv. Bochsa, som angiveligt var et begavet og spøjst indslag på det relativt stille københavnske parnas, skrev hele første akt af Erik Menveds Barndom. Han kom hertil i 1839 sammen med den engelske sangerinde Anna Bishop, og de to ”begejstrede publikum med aftenunderholdninger, private koncerter og optræden i mellemakter på Det Kongelige Teater. Bochsa havde tidligere været hofharpenist hos Napoleon, men blev anklaget for bedrageri og flygtede i al hast fra Frankrig medbringende en mængde tyvegods, han havde tilegnet sig fra garderoben i en koncertsal, hvor han skulle optræde.” (s.96).

Ud over det underholdende i denne kulørte historie har den tillige betydning for vores viden om Frøhlichs karriere. Han havde i disse år voldsomt travlt med de mange opgaver som dirigent, arrangør og komponist, og hans helbred var ikke godt. Så han havde behov for aflastning over hele linjen. Og her kunne Bochsa det hele – komponere, spille og dirigere.

Lisbeth Ahlgren Jensen er god til at dosere stoffet i en ellers grundig og seriøs behandling af sit emne. Hun tegner et vedkommende billede af en begavet, flittig, dygtig og vellidt personlighed, som ikke gør stort væsen af sig selv, men som fylder den store plads i det samtidige københavnske musikliv, som han fortjener. Frøhlich var ansat som kapelmusikus, senere syngemester og koncertmester ved Det Kongelige Teater, og som komponist skabte og arrangerede han musik for teatret såvel som for hoffet. Men han var også udøvende violinist og dirigent i det voksende offentlige musikliv og ved borgerlige aftenunderholdninger.

Ahlgren Jensen skriver i sit forord, at hvis bogen skulle have haft en undertitel, kunne den passende have været Mellem kongehus og borgerskab. For Frøhlich levede i en tid, hvor borgerskabet voksede frem, den enevældige kongemagt var under afvikling, og det selvbevidste borgerskab krævede en fri forfatning. Det afspejlede sig naturligvis i kulturlivet, og komponisterne måtte stadig kunne levere musik, som understøttede kongemagtens behov for ceremoni og magt f.eks. i Det Kongelige Teater, men samtidig honorere borgerskabets behov for musik, der udtrykte dets æstetiske værdier f.eks. i de nye borgerlige koncertsale i Tivoli og Casino og i private saloner.

Frøhlich kunne det hele. Og Ahlgren Jensen har en meget præcis karakteristik af denne dygtige og flittige komponist: Han ”arbejdede (…) som håndværker og anvendte stort set alle de redskaber, han havde i sin værktøjskasse. Han skrev velformede, iørefaldende melodier, gjorde brug af varieret figuration og harmonik i akkompagnementet, og han beherskede hele paletten af orkestrets klanglige og dynamiske muligheder.” (s.72).

Der var hos Frøhlich ikke nogen modsætning mellem de to verdener – hoffets og borgerskabets. Og især i hans musik til Bournonvilles balletter med nationalhistorisk tendens smeltede de to verdener sammen. At Frøhlich som så mange andre selvbevidste borgere var frimurer, har ikke betydet noget for hans valg af opgaver. Man får indtryk af, at han nærmest var altædende. Og at hans kolossale flid tillod ham at påtage sig flere opgaver, end hans svage helbred i virkeligheden kunne klare.

I Frøhlichs samtid var det især hans balletmusik, der var kendt og værdsat. I mange tilfælde til Bournonvilles koreografi. Ahlgren Jensen fremhæver her balletten Valdemar som en komposition, der viser Frøhlich fra hans bedste side – som en fin melodiskriver og fremragende instrumentator. Hun citerer balletforskeren Ole Nørlyng, som udpeger musikken til Valdemar til at være epokegørende i den danske balletmusiks historie – et vigtigt musikhistorisk led mellem Schall og Galeotti i begyndelsen af århundredet og J.P.E Hartmann i slutningen.

Men når Ahlgren Jensen skal folde Frøhlichs talent og kvaliteten af hans musik ud, er det hans store symfoni i Es-dur fra 1830, hun fremhæver. Denne symfoni var forsvundet i mange år, men kom til veje, da professor Knud Jeppesen i 1945 fandt partituret på et støvet loft på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard. Igen fortæller Ahlgren Jensen en spændende historie. Hun citerer bl.a. Jeppesen: ”Her laa under Støv, hvis Tykkelse og Uberørthed vidnede om, at her ikke i flere Decennier havde færdedes Mennesker, bl.a. en Hoben Musiksager og Arkivalier, som til Dels maa have tilhørt ’Musikforeningen’, men ogsaa til Dels maa stamme andet Steds fra.” (s.119f). – I den ”hoben musiksager” var altså Es-dur-symfonien. Hun er ikke i tvivl om, at denne symfoni er et hovedværk, som bør komme til ære og værdighed. Ved omtalen af symfonien demonstrerer Ahlgren Jensen som ved sine øvrige node-løse præsentationer af Frøhlichs værker en overbevisende evne til at gennemgå musikken i en enkel prosaform, så man føler sig godt orienteret.

Symfonien blev ved sin førsteopførelse ikke modtaget med stor begejstring. Men ”kendere og liebhavere” blandt publikum foreslog efter premieren, at symfonien blev spillet igen. En notits i Kjøbenhavnsposten løfter sløret for vilkårene for den slags førsteopførelser: ”Det store Publikum, som converserer under saadanne Musikstykker, vil vist intet have derimod, og Kjendere ville have Lejlighed til, ved Gjentagelsen at gjøre nøjere Bekjendtskab med et Værk, der ligesaavel fortjener det, som fordrer det, for ret at blive forstaaet.” (s.50).

I sin omtale af symfonien sammenligner Ahlgren Jensen den med Beethovens Eroica – såvel i anlæg som i kvalitet! Hun sammenfatter vurderingen således: ”Symfonien kan med fuld ret betragtes som den første romantiske symfoni i Danmark”. (s.51).

Ahlgren Jensen advokerer gennem sin præsentation af Frøhlich for, at hans produktion tages op til fornyet vurdering – og helst med det resultat, at hans musik vil blive spillet mere i nyere tid. For det fortjener den. Men hun er samtidig omhyggelig med at fremstille Frøhlich i hans samtid og anskue hans musik på datidens præmisser. Og her er det særligt interessant at følge de mange udpluk af anmeldelser, som bogen rummer. For eksempel viser brugen af adjektiver i anmeldelserne, hvad det borgerlige publikum gik efter. Når vi nu ved, at publikum ”converserede” til koncerterne, er det måske ikke så svært at forstå, at betegnelser som ”vakker”, ”ædelt melodiøs”, ”udtryksfuld”, ”smag”, ”nydelse”, ”sjælfuld” og lignende ord, der henviser til den umiddelbare oplevelse, går igen. Og at mere krævende værker havde mere trange kår.

Det nye borgerskab ville have underholdning. Det viser en af periodens foretrukne lette teatergenrer – vaudevillen. Her var Frøhlich naturligvis også involveret. Og her har Ahlgren Jensen igen en af sine veloplagte historier om det ”virkelige” musikliv. En af periodens mest populære vaudeviller var En søndag på Amager med tekst af Johanne Louise Heiberg. Og hvem stod for en stor del af musikken andre end: Frøhlich. Den blev opført første gang i marts 1848 og godt modtaget på grund af sin lethed og gemytlighed. Men det var først ved den sjette opførelse, at forestillingen for alvor blev et tilløbsstykke. ”Det skyldtes, at forestillingen nu blev opfattet som en patriotisk tilslutning til det krav om indførelse af en fri forfatning, der få dage forinden var blevet formuleret på Casino-mødet.” (s.110). Det var rette form for underholdning på det rette tidspunkt. Et seriøst politisk emne, serveret med lethed og ynde. Frøhlichs melodier og arrangementer ramte plet, og forestillingen blev en blivende succes.

I slutningen citeres musikhistorikeren V.C. Ravn: ”Han skrev ikke populært nok til strax at vinde et Publikum, hvis smag afgjort var til det Lette, overfladiske og virtuosmæssig Glimrende, og det laa ikke for ham at kjæmpe sig igennem. Hans kunstneriske Færd var meget mere præget af en vis Form for Tilbageholdenhed, der ligeledes ytrede sig i hans faglige Omgang.” (s.122). Og selv er Ahlgren Jensen ikke i tvivl: Frøhlich fortjener et betydeligt efterliv. ”Den globale udbredelse af Frøhlichs musik (er) måske først lige begyndt.” (s.123). Hun fremhæver hans balletmusik, hans strygekvartetter, som ligger parat i trykte stemmer, hans stort anlagte symfoni og adskillig musik for violin og orkester.
Med sin bog har Lisbeth Ahlgren Jensen gjort et betydeligt arbejde for at få Frøhlichs musik frem i lyset og i brug. Som læser er man klar til at se efter Frøhlich i koncertprogrammerne.