Styr på handlingen
Det er næsten utroligt, hvad der findes af operaguider blot på det lille danske sprogområde. Det er, som om hver generation skal have mindst én fremstilling. Allerede længe inden Gerhard Schepelerns standardværk Operabogen fra 1950erne, som kom i talrige udgaver, fandtes der udmærkede operaførere på dansk både generelle og specifikke om f.eks. Mozart og Verdi. Fra de seneste årtier kan man nævne Politikens veloplagte Operafører ved Mogens Wenzel Andreasen, Peter Dürrfelds Operaguide, Lotte Heises meget personlige Lottes operabog, Henrik Engelbrechts standardværk, Opera i Guldalderens København, og Peter Gardes morsomme monografi om Jura i operaens verden, en bog der sagtens kan fungere som egentlig operaguide. Hertil kommer så monografier om Wagner, Verdi osv.
Til denne skov af operaførere slutter sig nu Leif V. S. Balthzersens guide, der er karakteristisk ved (næsten) alene at koncentrere sig om operahandlingerne. Det kan der være brug for at få styr på, eftersom opera tit synges på originalsproget, og handlingerne er sommetider ganske kringlede. Så hvem er det lige, der gør hvad?
Bogen er med de ret korte handlingsreferater meget velskrevet og underholdende, og den har den fordel, at enkelte ret nye operaer har kunnet komme med f.eks. John Adams´ Nixon in China, Phillip Glass´ Akhnaten, og Francis Poulencs Karmeliternes dialoger. Handlingsreferaterne er i al deres korthed mættede med observationer – man får faktisk virkelig alt relevant med. Og et stort plus: bogen er både velegnet som en første indføring i emnet og som leksikalsk nyttig for kenderen.
En af bogens virkeligt gode sider er, at der inden hvert handlingsreferat først gives en generel karakteristik af det pågældende værk med visse leksikale data. Her lykkes det samtidig Balthzersen på kort plads at gøre en række ofte ganske originale betragtninger f.eks. om Lohengrin som ”en drømmeagtig verden” og om de ”kammermusikalske afsnit” i Aïda.
Når man som anmelder skal ”finde håret i suppen”, er der to ting, der især trænger sig på. Først og fremmest må man spørge sig selv, om der virkelig er behov for endnu en operaguide? Det har Aarhus Universitetsforlag åbenbart ment, og det er der kommet en flot bog ud af bl.a. med en række gode illustrationer. Det er desuden forfriskende, at forfatteren ikke hopper på regi-opera-vognen, men skildrer handlingerne, som de oprindelig er tænkt, mens regi-teatret fokuserer mere på at kunne aktualisere operahandlingerne, så de siger et nutidigt publikum noget. Resultatet bliver dog i mine øjne ofte, at en måske i forvejen kompliceret handling ender med at blive totalt uforståelig som f.eks., når Lohengrin foregår i en skoleklasse.
Det andet er manglen på musikeksempler og analyser. Her er der tale om et bevidst valg fra forfatterens side. Men jeg savner virkelig en omtale af denne del af værkerne, der jo dog egentlig udgør deres raison d’etre. Det er ikke rigtig tilfredsstillende blot at få at vide, at forspillet til Wagners Rhinguldet er genialt, eller at Agamemnons ledemotiv spiller en rolle igennem hele Strauss´ Elektra. Faktisk synes jeg, man savner en operaguide – blandt de mange – som seriøst beskæftiger sig med musikken og dens strukturer. Ledemotiver hos Wagner, Strauss, Puccini, tolvtonestrukturer i Bergs Lulu, betydningen i valget af instrumentering, frimurer-symbolikken i Tryllefløjten osv. Men det kommer måske en dag.