Sidder du også inde med en masse spørgsmål om musik, så tag et kig på serien ”Musik & …” fra Forlaget clemmerdu. Seneste bind er netop udkommet, Musik & Sundhed af Lars Ole Bonde, professor emeritus i musik og sundhed ved Norges Musikkhøgskole og tidligere professor i musikterapi ved Aalborg Universitet.

Men lad os starte med en krammer. Kost-Rygning-Alkohol-Motion, også sammenfattet som helbredsKRAM, tegner vores fysiske sundhed. Ser vi på den mentale sundhed, må vi ud i et dobbeltKRAM, fortæller bogen, og yderligere inkludere Kompetencer-Relationer-Accept-Mestring. Og så er vi inde i kernen af denne bogs ærinde: ”at påvise musikkens særlige egnethed i forhold til det mentale sundheds-KRAM”.

Musik & sundhed tager livtag med musikkens indvirken på vores indre og ydre, individuelle og kollektive sundhed. Musikoplevelsen, musikudfoldelsen, den modtagende, den givende – de musikalske vaner og mønstre vi lægger ind over vores liv. Lars Ole Bonde videregiver dels sin egen årelange forskningserfaring og dels internationale kollegers ditto. En lille sviptur helt tilbage til Pythagoras’ musik- og talteorier og Keplers ”Verdensharmoni” får læseren også, for vi må have fundamentet på plads: Hvordan indvirker musikkens (Kepler: Universets!) svingningsmønstre i os? Harmonik, rytme, taktart, hvordan afspejler musikkens verden helt grundlæggende forhold i tilværelsen?

I bogens indledende afsnit lægger Bonde ud med fire velvalgte eksempler fra sit eget hukommelseskar – personlige musikoplevelser, hvor en sådan spejling fandt sted. Fire små betragtninger af musik, der uanset genre har haft spirituel, eksistentiel, helende eller opbyggelig virkning. Det ene af musikeksemplerne er Mozarts Requiem, som ”altid og uafviseligt aktualiserer spørgsmålet: hvordan er dit/mit forhold til døden?” skriver Bonde og reflekterer med læseren over det at ”erfare et håb om livets mening, troens mulighed og (måske) at døden ikke er en fjende, men en ven” - overvejelser, som Mozarts musik kalder frem såvel hos den lyttende som hos den aktivt udøvende.

”Musikken er både et mål og et middel” fortsætter Bonde og blander sig i diskussionen om, hvorvidt ”kunst og musik skal opleves for sin egen skyld” (læs: og ikke spændes for andre dagsordner). Undertegnede kirkemusiker er vant til at arbejde i krydsfeltet ”brugsmusik og kunstmusik”, så diskussionen om ikke at ”instrumentalisere” musik/kunst er dagligdag her. Vi gør det hele tiden, og det ene udelukker ikke det andet. En bevidstgørelse af høresansen, af musikkens virkemidler, skader ikke nogen, det kvalificerer verden og inviterer forhåbentlig blot flere med længere ind i musikkens forunderlige verden. Og jeg noterer mig også, at bogens kapitler indledes og afsluttes med henholdsvis ”Præludium” og ”Postludium” – altså kirkemusikalske termer, som tegner en retning, en liturgi, en vej fra lytteoplevelsens definerende udgangspunkt til dens konkluderende ”svirp med halen”. Altså både en brugsorienteret vejviser og en kunstnerisk formgivning.

Musikterapi var i alt for mange år på en eller anden usagt måde henvist til skammekrogen. Paradoksalt nok, da man i sagens natur arbejder med lytning og lydhørhed. Men evidensbaseret formidling, stærk metodisk tilgang og praktisk-intuitiv nysgerrighed synes endelig i disse år at bære frugt og måske oven i købet – ganske vist uden for denne bogs ærinde – bane vej for andre felter lige nu som f.eks. den meget hypede ”craft psychology”.

Det er virkelig interessant at følge, hvor meget der sker netop i disse år indenfor feltet musik og sundhed. Og spændende at iagttage, at målrettet forskning rent faktisk udmønter sig i konkret almenviden og praksis, som når alle pludselig taler om demenskor, KOL- og lungekor. Når vi hører Fangekoret er vi ikke i tvivl om sangens og musikkens rehabiliterende egenskaber. Det bliver så dejligt synligt, så mærkbart, at musik har vigtige og gavnlige effekter. Lars Ole Bonde opremser og uddyber en række konkrete initiativer, herunder skoleprojektet Alle Kan Synge, DGI-tiltaget Hold Hjernen Frisk med delprogrammet SANS (Dans med en Sang) og folkesundhedsundersøgelser, der i både Danmark og Norge dokumenterer ”robust sammenhæng mellem bedre mental sundhed og regelmæssig deltagelse i kulturaktiviteter”.

Flere forlag søsætter i disse år kortformat-serier ved siden af deres andre udgivelser. Vi ser det f.eks. i Aarhus Universitets serie ”Tænkepauser”, Eksistensens serie ”Bibelen læst af…” og den fine ”Sandalserien”, som er forlaget Gladiators ”klassikere på kanten”. Nogle serier er mere lommevenlige end andre, og i det hele taget kan Maggiterning-formatet mellem almeninteresse og faglitteratur rumme sine udfordringer. Mere herom til sidst.

Forlaget skriver på sin hjemmeside: ”Der er musik overalt omkring os – på godt og ondt. Den kommer af sig selv, og for ikke at blive rendt over ende af den, er det en god idé at stoppe op og mærke efter hvad vi lægger øre og penge til – hvornår, hvordan og hvorfor...”

Som udøvende musiker siger jeg: Ja tak, endelig! I betragtning af, hvor meget fokus vi har på, hvad vi hælder i vores munde og maver - øko, vegansk, klima- og kolesterolvenligt etc.! – så kan man som musiker undre sig over, hvor lidt vi bekymrer os om, hvad vi fylder ørerne med. Ikke kun af musik, men i det hele taget den lydlige, akustiske indretning af vores omgivelser. Luk øjnene og tænk tilbage gennem din dag: hvilke lyde har du hørt? Hvordan påvirkede de dig? Ved du det? Kan du genskabe det?

Selv om dette er hver mands interesse, er høresansen måske den sans, vi får bevidstgjort og stimuleret allerringest igennem en almindelig opvækst. Så det er en vigtig dagsorden, forlaget har, og en velskrivende forfatter som Lars Ole Bonde med så bred og stærk en baggrund er et topgodt cast.

Bogen er udstyret med kilde- og litteraturliste, og peger for udgivelsens letheds skyld videre ind til yderligere og udmærket baggrundsmateriale på en ”ressourceside” under forlagets hjemmeside. Endvidere er der illustrative og velvalgte figurer og tabeller undervejs til uddybende opsamling og overblik. Den grafiske opstilling er enkel og tydelig med god læsbarhed. Men serieomslagets faglitterære kedsommelighed åbner ingen kreative, åndelige eller musiske horisonter. Og det er møgtrist, for det gør Lars Ole Bonde ellers flot på indholdssiden. Og herved lander vi ved start igen: Er det en faglitterær udgivelse, eller er det en lægmandstilgængelig, mere populærvidenskabelig formidlingsgenre, sådan som forlaget lidt lægger op til i sin teaser for serien? Det kunne måske fremstå lidt skarpere.
Det skal dog hverken så tvivl om bogens relevans eller kvalitet.