Hvis man, som jeg, har fulgt Den Jyske Opera i årevis og har set ikke bare de utroligt mange forskellige slags forestillinger, men også hvordan publikum langt væk fra landets to operabyer København og Aarhus, får sig en operaoplevelse, som de ellers ikke har adgang til, så forstår man, hvor vigtig en mission Den Jyske Opera er ude i. Takket være DJO kommer opera virkelig ud til (næsten) alle danskere.

Der er altså god grund til at fejre Den Jyske Operas 75-års jubilæum, og det gør Lars Ole Bonde i en ny bog, der netop hedder ”Hele Danmarks Opera” med undertitlen ”Den Jyske Opera gennem 75 år”. Undertitlen er nu lidt af en snyder, for fokus i bogen er på de sidste 25 år, hvilket der også gøres opmærksom på i forordet. Men i det allerførste kapitel ridser forfatteren forhistorien op og fortæller, hvordan der har været opera i Aarhus helt fra starten af 1900-tallet, og hvordan nogle visionære mænd fik etableret Den Jyske Opera i 1947. At en af dem var den farverige og energiske sanger/skuespiller/instruktør Holger Boland, har sikkert hjulpet på sagen. I begyndelsen spillede man på Aarhus Teater, og man måtte også rundt i forskellige sale og haller i Aarhus, indtil Musikhuset Aarhus åbnede i 1982.

En ikke uvæsentlig del af bogen består af en række interviews, som forfatteren har lavet med bl.a. tre tidligere operachefer (men ikke den nuværende), kormedlemmer, lederen af børneoperaen, den tekniske chef m.fl. Det en god ide, at lade nogle af disse nøglepersoner selv komme til orde, når nu det drejer sig om nutidshistorie. Flere af de interviewede har arbejdet på Den Jyske Opera i mere end 20 år, så de kender stedet godt og har oplevet de mange forandringer, som DJO, ligesom alle andre statslige institutioner, har været igennem. Men der rejser sig en række spørgsmål, når man går i gang med at læse bogen. Allerførst må det undre, at den nuværende operachef Philip Kochheim ikke er en af de interviewede. Forfatteren skriver, at Kochheim ”ikke har ønsket at medvirke i bogen”, og jeg er næppe den eneste, der sidder og tænker over, hvad det mon skyldes?

Det mest interessante – og klare – interview er med dirigenten Giordano Bellincampi, som var operachef på Den Jyske Opera fra 2005 til 2013. Det var en periode med store forandringer, fordi Den Jyske Opera gik fra at være finansieret af staten, amterne og kommunerne til at blive en selvejende institution med direkte tilskud fra staten. Samtidig blev bestyrelsen gjort mindre og de tidligere lokalpolitisk udpegede medlemmer blev erstattet af en såkaldt professionel bestyrelse udpeget af kulturministeren og Statens Kunstfond samt en medarbejderrepræsentant. Bellincampi fortæller indsigtsfuldt om de konsekvenser, som denne strukturelle forandring medførte, bl.a. hvordan den lokale forståelse og interesse, som de tidligere lokalpolitikere havde repræsenteret, nu blev afløst af nogle særinteresser og et stærkere fokus på bundlinjen, hvilket blandt andet havde den konsekvens, at Den Jyske Opera i dag turnerer mindre end tidligere.

Et andet interessant aspekt i samtalen med Giordano Bellincampi er spørgsmålet om, hvor ”dansk” Den Jyske Opera skal være. Bellincampi fremhæver sit eget ønske om, at DJO skulle være en del af unge danske sangeres udvikling ved at give dem roller i husets forestillinger. Det er et aspekt, som er forsvundet, efter at Den Jyske Opera er blevet international med udenlandske operachefer, som har et andet fokus.

Den fint vinklede skarphed, som præger interviewet med Giordano Bellincampi, er det ikke alle interviews, som kan præstere. Tidl. operachef Troels Kold (chef fra 1996-2004) kaster sig ud i en længere udredning om, hvordan han og bestyrelsen for Den Jyske opera var på kollisionskurs, hvilket resulterede i hans fyring. Det er en historie om en konflikt, som de færreste har nogen indsigt i, og hvor man kun hører den ene part. Man sidder med en kedelig fornemmelse af en bitter mand, der føler sig uretfærdigt behandlet – uden at man har mulighed for at bedømme, om det er rimeligt eller ej.

Til gengæld fortæller Troels Kold levende og engageret om en stjernestund på Den Jyske Opera, nemlig den august i 2003, hvor det lykkedes ham at engagere stjernesanger- og ægteparret Angela Gheorghiu og Roberto Alagna til at komme og synge Rodolfo og Mimi i Puccinis La Bohème. Man får et chok, når man læser, hvad de to stjerner skulle have for besøget, man er nervøs sammen med de medarbejdere, der henter Gheorghiu i lufthavnen en sen aften for derefter at køre hende til hotellet, hvor kostumefolkene står klar til at lade divaen prøve kostumet, og man lider med operachefen, da Alagna i den anden af de tre forestillinger pludselig i 3. akt begynder at synge med en tynd og næppe hørlig stemme. Hans kone havde nemlig i pausen fortalt ham, at hun havde en affære med en dirigent. Nu nægtede han at synge videre og ville i øvrigt rejse næste dag. Det er nervepirrende læsning at følge med i, om det lykkes at overtale Alagna til at blive i Aarhus og synge den sidste forestilling. Enden på den historie skal ikke røbes her.

Blandt de øvrige interviewede er nogle af de mennesker, som i (næsten) en menneskealder har været med til at forme Den Jyske Opera, og man får et klart billede af, at DJO ikke bare er nogle operaforestillinger på en scene i Aarhus og rundt om i landet. Formidling og siden udvikling har i en årrække været lagt i hænderne på Lene Juul Langballe, og hun reflekterer interessant over den udfordring, det er at komme i kontakt med et nyt publikum, især de unge. Det er en opgave, som Den Jyske Opera har taget meget alvorligt, og man forstår, at det er hjerteblod. Lederen af Den Jyske Operas børneoperaafdeling Birgitte Holt Nielsen fortæller levende og engageret om at lave opera for de helt små børn, ”fra hjerte til hjerte”, som hun så fint formulerer det. Børneopera var i tyve år en væsentlig del af DJO’s dna, men den nuværende chef Philip Kochheim lukkede afdelingen i 2020. Igen savner man en forklaring.

Der er også interview med to korsangere fra Den Jyske Operas kor, hvor forfatteren i min optik bruger alt for meget plads på at lade sangerne tale om overenskomster og organisering, hvilket vel næppe er den almindelige operagængers første tanke, når man hører ordet ”operakor”. Den tekniske chef fra 1988-2014, Søren Holm, fortæller, adspurgt af forfatteren, bl.a. om sin langtidssygemelding og fratrædelse, som – forstår vi – skyldtes den forrige operachef Annilese Miskimmons måde at lede på. Igen sidder man med en fornemmelse af, at sagen nok er mere kompleks, end disse få udsagn giver det udseende af. Til gengæld har Søren Holm være ansat under fire forskellige operachefer, og man får et klart billede af, at DJO ledelsesmæssigt har bevæget sig fra en flad struktur med stor grad af autonomi hos medarbejderne til en mere topstyret organisation, hvilket angivelig har sat noget af den gamle ”familiefølelse” over styr og sikkert også har været svær at kapere for nogle medarbejdere med mange år på bagen.

Anden del af bogen er en guldgrube af allehånde oplysninger om Den Jyske Operas virke de sidste 25 år. Alle produktioner er opregnet i to ”kapitler”, produktionerne for voksne og dem for børn. Alle forestillinger er beskrevet med foto, titel, komponist, medvirkende, premieredato osv. Det var faktisk ret sjovt for mig, som har set virkelig mange af Den Jyske Operas forestillinger, at ”genopleve” dem ved at bladre den imponerende lange liste igennem. Man bliver mindet om Troels Kolds Richard Strauss-projekt, som blandt andet resulterede i den første danske opførelse af Strauss’ Die Schweigsame Frau, om Bellincampis Puccini-affektion med bl.a. Pigen fra Vesten (også en dansk førsteopførelse!) og om Miskimmons fremragende sans for at caste – det var hende, der udfordrede Henriette Bonde-Hansen til at synge det halsbrækkende parti som Elvira i Bellinis Puritanerne, en triumf for den danske sopran – og Miskimmon fik også den aldrende James Johnson til at synge Massenets Don Quichotte i det, som jeg husker som en af de mest bevægende forestillinger, jeg har set på Den Jyske Opera.

Bogens tredje del begynder med forfatterens egen gennemgang af de 25 år fra 1997 til 2022 på Den Jyske Opera, en artikel, som burde have stået først i bogen. Her skriver Bonde kort og klart om udviklingen på DJO under de fire chefer, som perioden omfatter, og man får et fremragende – og nødvendigt – overblik over perioden. Bonde laver også en overflyvning af DJO’s repertoire de sidste 25 år og konstaterer dels, at verdens 10 mest spillede operaer også har været spillet på DJO, med Verdis La Traviata i spidsen, dels, at nye danske operaer fylder godt på 25-års listen. Det er faktisk imponerende at se disse danske operaer listet op, operaer af Niels Marthinsen, Bent Lorentzen, Lars Klit, Thomas Agerfeldt Olesen og Karsten Fundal – og hertil også nyskrevne danske børneoperaer af bl.a. Bo Gunge, Peter Bruun og Bodil Heister. Der er selvfølgelig et vist mål af namedropping i sådan et kapitel, men det understreger, at den vision, som flere operachefer gennem årene har haft om at præsentere ny dansk opera, faktisk er blevet opfyldt. Derfor giver det også god mening, at forfatteren i dette kapitel har inviteret tre danske operakomponister til en samtale om, hvordan dansk opera har udviklet sig de sidste 30-40 år. Samtalen er ikke specielt knyttet til Den Jyske Opera, hvilket er ærgerligt. Det kunne have været spændende at høre komponisternes bud på, hvordan man skal skrive til netop et sted som DJO. Til gengæld får man et ganske spændende indblik i, hvilken rolle opera generelt har haft blandt danske komponister – den har ikke altid været velset.

Bogen afsluttes med en fortælling om det operahus, som Troels Kold uden held forsøgte at få politikerne med på, og der er hilsner fra tre instruktører, som har arbejdet på Den Jyske opera, bl.a. teaterchef på Det Kongelige Teater Kasper Holten, der fortæller varmt om sine egne oplevelser på Den Jyske Opera, som gav ham chancen, da han var ung, nyudsprunget instruktør.

Som det kan ses af ovenstående, er Lars Ole Bondes bog meget svær at sætte i bås. Det er ikke traditionel historiefortælling. Det er ikke (kun) en interviewbog. Det er ikke en hyldestbog. Som læser er der derfor en barriere, som man skal overvinde, for man bliver nødt til at acceptere, at historien om Den Jyske Opera i denne bog er som et puslespil, hvor det samlede billede først står klart, når alle brikker er lagt – eller læst.

Hvad bogen i helt iøjnefaldende grad mangler, er mærkeligt nok noget om selve materien, om kunstarten opera. Hvorfor er det, at denne mærkværdige genre bliver ved med at fascinere? Hvad er det opera gør ved os som tilskuere? Hvad sker der, når musik, tekst og scene smelter sammen, og hvad stiller man op med de ofte meget (køns)stereotype handlinger i vores tid? Bogen prætenderer ikke at ville svare på de spørgsmål, så det er måske bare mig, der synes, at det som det hele drejer sig om, kunsten, forsvinder i den megen snak om jobbeskrivelser, publikums-outreach, kormedlemmernes betaling for solistpartier og arbejdsmiljø. Men vil man vide, hvordan man driver et moderne operakompagni, så får man en stor del af svaret her. Og jeg tror, svaret vil overraske de fleste, for det er meget mere omfattende, end man forestiller sig. Når man har forstået det, så bliver beundringen for, hvad Den Jyske Opera har formået og stadig formår, kæmpestor. Det er bogens største fortjeneste.