Den danske komponist Bent Lorentzen (1935-2018) hører vel ikke til den håndfuld danske komponister, som den alment interesserede musiklytter har et intimt kendskab til. Men det er der nu mulighed for at få rådet bod på. Forlaget Multivers har udsendt endnu et bind (nr. 9) i serien med præsentationer af danske komponister, en serie, der primært fokuserer på danske komponister, som ikke ligefrem udgør kernerepertoiret på P2's morgenmusik, men som dog alle har ydet væsentlige bidrag til dansk musikhistorie.

Bogen er skrevet af Lars Ole Bonde, der gennem en lang årrække kendte Lorentzen personligt. Forfatteren har beskæftiget sig indgående med Lorentzen og har lavet et forskningsprojekt om hans musik, hvilket blandt andet udmøntede sig i en lang række interviews med både Lorentzen og flere af hans samarbejdspartnere. Forfatter og komponist har således kendt hinanden og arbejdet sammen i over 3 årtier, og denne intime forbindelse mærkes på godt og ondt i bogen, der somme tider savner analytisk afstand til sit genstandsfelt.

Lorentzens karriere begyndte for alvor da han i begyndelsen af 1960'erne blev ansat på det Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvilket fik afgørende betydning ikke blot for ham selv, men også for dansk musikliv. Han fik her mulighed for at præge det relativt nye konservatorium på tre områder: Han udviklede instrumentation som undervisningsfag, fik indført elektronisk musik i konservatoriets pensum og var en drivende kraft i konservatoriets musikdramatiske arbejde – og var desuden en glimrende pædagog.

Men det var først og fremmest på den musikdramatiske scene, at Lorentzen gjorde en forskel. Lorentzen var en flittig operakomponist, Danmarks flittigste faktisk, med intet mindre end 15 bidrag til genren på sin værkliste – og bogen fokuserer da også primært, men ikke ensidigt, på Lorentzens musikdramatiske værker, med hvilke komponisten efter Bondes opfattelse har ydet sit væsentligste bidrag til dansk musikhistorie.

Med udgangspunkt i Det Jyske Musikkonservatorium dannedes i 1963 Aarhus Operagruppe, der havde en langt mere eksperimenterende og modernistisk tilgang til opera end Den Jyske Opera, som Operagruppen opfattede sig selv som værende i opposition til.1 Lorentzen var fra starten dybt involveret i Operagruppen og var ligeledes indblandet, da de modsatrettede opfattelser af musikdramatikkens politiske og æstetiske roller i dansk musikliv resulterede i den såkaldte 'Operademonstration' i 1969: Medlemmer fra Operagruppen greb ind i en dobbeltpremiere på Den Jyske Opera, overtog scenen og begyndte at oplæse kritiske proklamationer. Selv efter at forestillingen var kommet i gang, obstruerede Operagruppen forestillingen med æstetisk-politiske spørgsmål til publikum. Den Jyske Operas formand professor Gustav Albeck forsøgte at bagatellisere hele affæren ”som et led i den uro, der hersker blandt unge studerende for tiden. De er ganske enkelt ude af balance”. Men det var nu ikke blot unge provokatører uden selvkontrol, der stod bag, men komponister som Karl Aage Rasmussen, Ole Buck, Svend Nielsen og, naturligvis, Bent Lorentzen.

Lorentzen var et nysgerrigt og åbent menneske, både privat og professionelt. Han var op gennem 1960'erne optaget af serialismen, ikke blot Arnold Schönbergs 12-toneteknik, men også Karlheinz Stockhausens og Olivier Messiaens serialisme. Det var komponister, der arbejdede med at organisere ikke blot toner, men også klange, anslag, varigheder og dynamikker serielt. Lorentzen var blandt de første danske komponister, der for alvor dyrkede alle mulighederne i denne serielle teknik, tillige med en række andre avantgardeteknikker, hvoraf en del i dag er blevet mainstream. Men i 1960'erne og 1970'erne var han i front, hvilket på mange måder bragte ham i modsætning til, hvad han opfattede som et provinsielt dansk musikliv.

I 1973 reflekterede Lorentzen således over niveauet i dansk musik, særligt modernismen, som han i et interview beskrev som 'lidt vattet'. I sine private noter skærpede han tonen betragteligt og skrev, ikke uden humor og sproglig ekvilibrisme, om "ny ubehjælpsomhed, amatørmæssigt håndværk, inkompetente juryer, spejdersangstradition og Palestrina-narkose" (s. 44).

Irritationen og køligheden Lorentzen og musiklivet imellem var gensidig. Lorentzens egen modernisme skabte modvilje blandt danske anmeldere: dumt, grovkornet og plat lød dommen i de danske medier, da han præsenterede Danmark for sin Mozart-collage-opera Die Musik kommt mir äussert bekannt vor i 1979 (operaen var blevet uropført i Tyskland 5 år tidligere).

Forholdet til Danmark eller rettere den danske musiktradition forblev vanskeligt. I 1975 havde Lorentzen i en række breve trykt i Dansk Musik Tidsskrift (DMT) under hovedtitlen Breve til en musikalsk provins beklaget den danske mangel på udsyn og i 1980 skrev han samme sted: "Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor dansk musik næsten altid lyder som blødt wienerbrød? Hvorfor er dansk musik næsten altid sød? Er det mon et genialt udtryk for den perfide, ondskabsfulde, danske ironi?"

Ikke blot musikæstetisk var Lorentzen i konflikt med det danske musikmiljø – det lykkedes ham i 1987 at rage uklar med Dansk Komponistforening, hvis ledelse og bestyrelse han kritiserede for at bruge for mange penge på administration og for ikke at støtte de unge og ikke-etablerede kunstnere tilstrækkeligt.

Lorentzen kan således lyde som en genstridig og kantet provokatør, der konstant ragede uklar med sine omgivelser, men det er faktisk ikke tilfældet. Han var tværtimod lidt paradoksalt en både høflig og gemytlig mand. Nok var han en oprører, men også såre elskværdig. Han var venlig, rar, åben og lyttende. Måske er det derfor, at man som læser i lange stræk under læsningen næsten ikke opfatter, hvor kontroversielt meget af Lorentzens virke var. Lorentzen var simpelthen en overmåde flink fyr, hvilket som udgangspunkt er et dårligt narrativ, og derfor fungerer den kronologisk fremadskridende fortælling også lidt tungt: ingen kriser, skandaler, eksistentielle knæk – og kun få kontroverser. I den redegørende og redelige fremstilling, hvor alle elementer synes at blive tildelt lige stor plads, drukner hans oppositionelle gemyt en smule.

Det havde klædt bogen, hvis den haft et mere presserende ærinde, en vigtigere fortælling, fremfor den noget berettende stil, som præger fremstillingen. Man kunne have ønsket, at der var blevet plads til en i højere grad analyserende tilgang til Lorentzens betydning for den nye danske musik i Danmark, både når det gjaldt hans virke som komponist, som teoretiker og som musikpædagog – og måske lidt færre udførlige referater af librettoer til Lorentzens operaer, hvis musikhistoriske betydning, når alt kommer til alt, jo ikke er grundet på handlingen.

Men det skal ikke skygge for, at der med dette bind i serien om danske komponister er kommet endnu et solidt, sobert, grundigt – og på mange måder uundværligt – bidrag til dansk musikhistorie.

Noter

1. Se også Lars Ole Bondes artikel Bent Lorentzens musikdramatik på Publimus