Det er yderst beskedent, hvad der hidtil har været skrevet på dansk om Tjajkovskijs liv og musik, når bortses fra Poul Hamburgers lille introduktion Tjajkovskij som symfoniker fra midten af forrige århundrede.
    Komponisten prof. em. Karl Aage Rasmussen har tidligere givet os en række komponistportrætter i sit efterhånden omfattende forfatterskab, herunder også et kortere essay om Tjajkovskij i Kan man høre tiden fra 1998. Her beskæftiger han sig med det stadig tilbagevendende spørgsmål blandt elskere af klassisk musik: Var Tjajkovskij et dybt originalt geni eller blot en ”salonkomponist i overstørrelse”.
    I den nye bog, der udkom i begyndelsen af 2015, belyser Rasmussen dette spørgsmål ved især at fokusere på Tjajkovskijs biografi, herunder bl.a. ved inddragelse af en del kildemateriale, der først er fremkommet efter Sovjetunionens opløsning i 1989-90. Der er således i mindre grad tale om egentlige musikanalyser, men de få afsnit, hvor Rasmussen går tættere på hovedværkerne, er til gengæld skarpsindige og særdeles givende for læseren.

Pjotr Iljitj Tjajkovskijs (1840-1893) almindelige data er velkendte. Født i en velhavende borgerlig provinsfamilie blev han som 10-årig sat i skole i Skt. Petersborg med henblik på en kommende uddannelse som jurist. 19 år gammel begyndte han som kontorassistent i justitsministeriet. Men hans store interesse for musik fik ham til et par år senere at påbegynde en egentlig musikuddannelse. Han begyndte at komponere større værker i snart sagt alle genrer og opnåede hurtigt en betydelig popularitet og efterhånden også anerkendelse som Ruslands førende komponist. Et ultrakort ægteskab havarerede på grund af Tjajkovskijs altdominerende homoseksualitet, men han blev reddet ud af den livskrise dette medførte, af et gavmildt mæcenat fra en styrtende rig velynderinde, fru von Meck, som han aldrig traf men til gengæld korresponderede flittigt med. Mere end 1200 af disse breve er bevarede.     Om Tjajkovskijs tidlige død verserer der to fortællinger. Den officielle beretning taler om død af kolera. Den uofficielle, meget kulørte beretning, taler om, at Tjajkovskij skulle have begået selvmord efter at være blevet anklaget og dømt for et homoseksuelt forhold til en ung adelsmand ved en hemmelig ”æresret” bestående af nogle af hans gamle skolekammerater. Homoseksualitet var dengang i Rusland som også i det meste af den vestlige verden kriminaliseret.     Karl Aage Rasmussen tager i sin bog udgangspunkt i disse to forskellige beretninger om komponistens død. Efter en omhyggelig gennemgang af de forskellige kilder når han frem til, at den mange steder accepterede teori om æresretten umuligt kan holde stik: ”Alt taler for kolera som dødsårsag, meget lidt eller intet taler imod” (p.47).     Tjajkovskijs homoseksualitet spiller en stor rolle i bogen. Han var på grund af kriminaliseringen nødt til at være yderst diskret om sit privatliv, men samtidig lå han tilsyneladende under for eller, om man vil: var begunstiget af en voldsom libido, der drev ham ud på natlige vandringer med unge mandlige prostituerede som det lokkende mål. Lykkedes disse jagter ikke, stod hans kammertjener altid til rådighed. Rasmussen beretter ligeledes om et antal voldsomme forelskelser i helt unge mænd, hvor et par af forholdene tangerer, hvad vi i dag ville kalde pædofili. Rasmussen finder anledning til at anføre, at nyere forskning efter hans opfattelse ikke støtter ”… de teorier, der knytter homoseksualitet sammen med opvækst og miljø. Genetiske forskelle synes at foranledige en tydelig forskel på hvordan homo- og heteroseksuelle reagerer på såkaldte ”feromoner”, de duftstoffer, der udløser seksuel ophidselse…” (p.60).     Efter at have levet de første ungdomsår som sorgløs, udsvævende dandy i Skt. Petersborg, skete der en livsændring for Tjajkovskij. Han blev mere og mere plaget af og til tider fortvivlet over sin skæbne som ”afviger”, samtidig med at han udviklede en jernhård arbejdsmoral som skabende kunstner. I bogen følger vi denne udvikling frem til tidspunktet, hvor Tjajkovskij som 37 år gammel verdensberømthed i 1877 modtog et brev fra naiv beundrerinde, der vistnok i realiteten var fuldkommen uden forståelse for hans musik. Hun skrev, at hun elskede ham. Over hals og hoved forlovede og giftede de sig, skønt han ikke elskede hende. Pigens gode økonomiske forhold har formentlig spillet en rolle. Trods store indtægter var Tjajkovskij altid i pengenød på grund af et excessivt luksusforbrug. Derudover var ægteskabet fra hans side planlagt som et socialt alibi. Det gik som det måtte gå: Få uger efter ophørte samlivet, idet han nu nærmest ækledes ved hende. Redningen kom så fuldstændig overraskende med den rige ”penneveninde” fru von Meck som dea ex machina.     Her på højden af sin løbebane og midt i ægteskabskrisen fuldendte Tjajkovskij sit operamesterværk Jevgenij Onjegin efter Pusjkins roman. Tjajkovskij skrev – som også ved flere af sine andre operaer – selv teksten, der jo bl.a. med Tatjanas berømte brevscene og Onjegins svigt ligger meget tæt på det selvbiografiske fra Tjajkovskijs side. Med Henrik Ibsens ord holder digterkomponisten her i sandhed ”dommedag over sig selv”.     Karl Aage Rasmussen beklager, at kun et fåtal af Tjajkovskijs operaer er kendt i Vesten. Bortset fra Jevgenij Onjegin og Spar Dame er der tale om en halv snes værker med til tider vidunderlig musik men med dramatisk set mere eller mindre mislykkede handlinger. Dette sidste er jo nok forklaringen på deres ringe udbredelse.     I et kort afsnit om Tjajkovskijs over 100 lieder nævner Rasmussen et andet forhold, der også har væsentlig betydning for hans operamusik og for russisk vokalmusik i det hele taget: ”Når hans lieder ikke har samme bevågenhed i Vesten som i Rusland, hænger det nok især sammen med, at musikalisering af tekst i russisk tradition i høj grad handler om at levendegøre selve sprogets diktion og rytme, mens bestræbelsen i Vesten er, at musikken skal formidle et digts betydningsindhold” (p.76). En spændende iagttagelse, som jeg ikke før er stødt på.     Det kan undre, at nogen har villet reducere Tjajkovskij til blot at være salonkomponist. Der er jo dog et par områder, hvor han simpelthen har begået genrens absolutte topværk. Det gælder indenfor balletmusikken med Svanesøen, og det gælder med b-mol klaverkoncerten. I sin gennemgang af dette sidste værk fra årsskiftet 1871/1872 kommer Rasmussen ind på det forhold, der har skuffet mange af hans beundrere, at det indledende maestoso-tema med de pragtfulde parallelle oktavgreb ikke kommer igen senere i koncerten. Rasmussen nævner, at temaet faktisk kommer igen, men ikke i form af en simpel gentagelse, men som fragmenter og motiviske brudstykker i sindrige sammenhænge. (Man kunne måske tilføje, at netop den manglende nodetro reprise er et forhold der gør, at man får lyst til straks at høre hele koncerten igen forfra. Samme lyst som Richard Strauss spiller på i Also sprach Zarathustra, hvor trompeternes indledende C-G-C: ”dyr – menneske – overmenneske” og de skønne efterfølgende akkordpar siden kun vender tilbage som en skygge af sig selv). Rasmussen finder, at klaverkoncertens fragmenterede mønster af mere eller mindre skjulte krydshenvisninger er karakteristisk for flere af Tjajkovskijs modne værker: ”Så langtfra at være et eksempel på ”laveste fællesnævner” er denne klaverkoncert… en opskrift på… indholdsmæssig dybde… Det er ikke den vestlige Beethoven-tradition hvor enhed betyder at en kerne udvikles og gror som blade på en blomst. Her betyder enhed snarere at en art gitter er spændt ud over musikken og holder den sammen med fællestråde som umærkeligt omslutter alt” (p.98).     Rasmussen genfinder denne fragmenterede teknik i Tjajkovskijs 3 sidste symfonier. I omtalen af den 4. symfonis hovedsats refererer han forskellige musikteoretikere, der bl.a. ser symfonien i en kønsspecifik, homofil sammenhæng: ”Helten, en mand, bryder ud af ”hjemmet” (hovedtemaet, hovedtonarten) og i ukendt terræn (dominanttonarten) møder han det anderledes … (det kvindelige sidetema)… enten i form af en trussel han må bekæmpe, eller en truet han må redde. Den efterfølgende kamp (”gennemføringen”) ender med at det kvindelige tema assimileres i den mandlige toneart…” (p.139). Rasmussen tilføjer, at ”skepsis over for lighedstegn mellem musik og menneskeliv er altid velbegrundet”, men mener dog alligevel, at teorien ”kaster et opklarende lys over tidligere tiders chauvinistiske kvindagtiggørelse af Tjajkovskij…” (p.140).     Det er jo i hvert fald også vanskeligt (i hvert fald for denne anmelder) at se noget kvindagtigt i de to sidste symfonier. Det er vel symptomatisk at Sjostakovitsj i sin ”Leningradsymfoni” fandt anledning til at citere den 5. symfonis særdeles ”maskuline” hovedtema i triumferende dur som udtryk for Leningrad-befolkningens heltemodige kamp mod nazitropperne. Og brugen af valserytmer i begge de sidste symfonier kan da kun af den helt tonedøve karakteriseres som et specifikt kvindeligt eller kvindagtigt element.     Det er især en række mindre værker, hvor Tjajkovskij udfolder sin uovertrufne evne til at skrive gode melodier, der har fået nogle til at kalde ham for en salonkomponist i overstørrelse. Værker som ”Andante cantabile”, ”1812-ouverturen”, ”Marche slave”, ”Capriccio italien” osv. der alle savner en ”beethovensk” udvikling af de forskellige temaer. Det er som om den enorme melodirigdom i disse værker af visse kritikere betragtes som en særlig udyd, hvor det jo i realiteten indenfor alle musikgenrer er en sjælden og enestående gave at kunne skrive gode og smukke melodier.     Denne snerpede åndsholdning fik et helt grotesk udtryk i den frygtede wiener-kritiker Eduard Hanslicks anmeldelse af Tjajkovskijs violinkoncert fra 1878 – tiden umiddelbart efter ægteskabskatastrofen. Hanslick skrev, at han ved at høre koncerten var blevet grebet af ”den gyselige tanke”, at der ”findes musikstykker som man kan høre stinke” (p.19).     I dag hører violinkoncerten til blandt den lille håndfuld mest spillede værker i denne genre: Beethovens, Brahms’, Sibelius’, Mendelssohns og Bruchs. Tjajkovskij var blevet vildt forelsket i en ung violinist og skrev koncerten på bare ti dage, hvorefter den instrumenteredes på et par uger. Solostemmen spiller en dominerende rolle med fraser, der snart har karakter af et fortroligt parlando, snart af en intens indre følelsesverden. Denne anmelder har nu i snart 60 år dyrket denne koncert i alle mulige indspilninger, og det er aldrig et sekund faldet mig ind, at den skulle være udtryk for noget specifikt homoseksuelt eller kvindeligt. Jeg har derimod stedse oplevet den som udtryk for en moderne, selvbevidst og stedvis humoristisk menneskelighed. Og tværtimod at ”stinke” forekommer den mig utroligt renfærdig. Rasmussen beretter, at ligesom Brahms lod violinisten Joseph Joachim få betydelig indflydelse på sin violinkoncert, så havde Tjajkovskij flere violinister som hjælpere, indtil koncerten fik sin endelige udformning. Eller så godt som endelige, for der findes i dag indtil flere versioner af værket. Her kunne man godt have tænkt sig en lidt mere uddybet gennemgang fra Karl Aage Rasmussens side. Hvad stammer fra Tjajkovskij selv? Hvad gør ikke?     Det er godt, at vi nu omsider har fået en ordentlig Tjajkovskij-biografi, der også er ajour hvad angår den seneste internationale litteratur og de nyeste fremkomne kilder om fænomenet Tjajkovskij. Der er dog tale om en relativt lille om end meget tæt bog. Det er lidt uforståeligt at man – forlaget Gyldendal? Forfatteren? – ikke har haft mod på at udvide bogen med mere dybtgående musikanalyser, med nodeeksempler og – især – med billedstof. De mange omhandlede personer forbliver ansigtsløse.

Den løbende internationale diskussion om, hvorvidt man kan påvise ”homoseksuelle træk” i Tjajkovskijs musik, refereres efter omstændighederne fyldestgørende, uden at forfatteren tilsyneladende vælger endelig side i striden. Undertegnede, der fra første færd (gennem Nordahl Griegs ”Ung må verden endnu være”) var velbekendt med Tjajkovskijs homoseksualitet har aldrig et sekund fornemmet spor af dette i hans musik. Nogle vil så nok kalde mig naiv. Stravinskij sagde: ”Musik udtrykker kun sig selv”. Det er bestemt for vidtgående sagt, men jagten efter tegn på homoseksualitet i Tjajkovskijs musik har i hvert fald i mine øjne efterhånden fået et skær af det ufrivilligt komiske.