Nogle mennesker synes at have et energiniveau, der er mindst én tand højere end gennemsnittets. Hvis man én gang har talt med komponisten, forfatteren og igangsætteren Karl Aage Rasmussen, så ved man godt, at det går stærkt inde bag brilleglassene, men hvor stærkt det også er gået i hans liv, giver Djævelens gaffel et imponerende indtryk af. En slentretur ned ad memory lane kalder han med en lidt koket og næsten krukket underdrivelse de omtrent 300 sider, som er en mere eller mindre kronologisk guidet og velfortalt tur gennem Rasmussens liv.

Turen går fra provins-opvæksten i Saugstrup og Vejle hos forældre og bedsteforældre, hvor der er dansktop på grammofonen, lærere der langer lussinger ud, og hvor ”Kloge Aage” med hinkestensbrillerne minutiøst nedskriver kammeraternes sjofle vittigheder i en notesbog, som skolens rektor desværre får fingre i. Vi følger provinsdrengens musikalske åbenbaringer med klaver, korledelse og de første små værker til de kulturelle indercirkler på det Jyske Musikkonservatorium, kunst- og kulturinstitutioner i hele verden, og forfatterens andet hjemland, Italien.

Det er en coming of age-historie om barndom og ungdom i efterkrigstidens Danmark, et stykke dansk musikhistorie, og frem for alt en historie om en mønsterbryder, der egentlig ikke vil bryde med noget, men alligevel ender på en helt anden vej end den, der oprindeligt var stukket ud.

For at læse en selvbiografi skal man helst fatte en vis interesse for hovedpersonen. I Karl Aage Rasmussens tilfælde er det ikke svært: Travl komponist og nærmest personificeringen af ny musik i Danmark bl.a. som initiativtager til den nu hedengangne NUMUS-festival, der i 25 år trak det internationale musikliv til Aarhus. Forfatter til en perlerække af populære bøger om musik og klassiske komponister. Lærer, professor, radiojournalist, foredragsholder, organisator, dirigent, cykelrytter … Der er nok at komme efter, men i Djævelens gaffel er det det almenmenneskelige, der virkelig fænger: At vælge sin livsbane. Hvordan et menneske bliver til og får vinger.

Rasmussens fortælling er et eksempel på, hvordan tilfældigheder og møder kan være livsforandrende. Der er f.eks. den rørende historie om den Ceres Top-drikkende klaverlærer Edmund Hansen, som netop ikke laver klaverøvelser, men lærer Karl Aage at lytte til musik. Og komponisten Bent Lorentzens omsorgsfulde telefonopkald til Rasmussens skeptiske far, der ikke syntes, at sønnike skulle droppe ud af gymnasiet for at søge på konservatoriet.

Men det er drengen Karl Aages egen nysgerrighed og livskraft der står stærkest. Hold da op et mod og et drive han har haft. Han klimprer, komponerer, læser, skriver og får alt muligt op at stå. Da han er 14, bliver han pianist for det lokale skolekor, laver arrangementer af tidens populære schlagere (Jerusalem er et hit!), skriver bl.a. en 20 minutter lang kantate over Guldhornene og ender som dirigent med at løfte koret op i en helt anden vægtklasse.

Musikken gør noget ved ham, ikke mindst oplevelsen af et levende orkester i Tivoli: ”en intens fysisk rystelse” og ”opdagelsen af en hidtil ukendt livsdimension”. På den måde er bogen også en historie om kræfter i os, der bare er, og som bliver styrende, uanset om vi vil det eller ej.

Rasmussen lander på Det Jyske Musikkonservatorium lige i de år, hvor Per Nørgård vender København ryggen og gør Aarhus til centrum for den musikalske avantgarde, hvor kunst er samfundsanalyse, og luften er tyk af do’s and dont’s. Oplevet gennem Rasmussen, en provinsdreng der bare godt kan lide dur og mol, bliver det tydeligt, hvor svært det var at stille sig et andet sted. ”60’ernes ideologiske politivold” kalder han det, og finder selv et brugbart æstetisk udgangspunkt i Mahlers symfonier, og kollagerne af velkendte genrer og udtryk fører til helt ny musik. Montagen bliver et redskab, der følger ham senere i de mange rekonstruktioner og færdiggørelser af glemte og ufuldstændige værker, han kaster sig ud i.

Djævelens gaffel er en livsfortælling, og der er overraskende få beskrivelser af Rasmussens egne værker, både musikken og bøgerne. I højere grad er det mennesker og tid, der fylder i de veloplagte reportagefortællinger, for Karl Aage Rasmussen er en eminent fortæller med blik for de sansede beskrivelser.

Bogen begynder i det tørre Italien, nær landsbyen Marta ved en ruin med de to opadstræbende tårne. Djævelens gaffel, hedder den i folkemunde, og den bliver for Rasmussen et billede på den splittelse der gennemstrømmer hans liv: Musikken og forfattergerningen.

Men er det egentlig en splittelse? Som læser oplever man mere en gensidig inspiration mellem de to virkefelter. Måske skyldes det en skyhed hos forfatteren, der ikke skræller det sidste lag af, ind til dér hvor splittelsen virkeligt tærer eller gør ondt? I de korte og ret nøgterne fortællinger om opløste parforhold og distancerede familierelationer fornemmer man en sårbarhed, vi ikke får lov at komme helt tæt på. Trods de private fortællinger bliver man som læser holdt lidt ud i strakt arm: Hvornår tog han virkelig fejl? Hvornår traf han en virkelig dårlig beslutning? Hvornår fuckede han up, som man siger? Det får vi ikke at vide.

Det er et let selvbevidst krukkeri, der omgiver hele projektet. Han vil ikke skrive ”litteratur”, skriver han, for ”Jo bedre, jo dygtigere, jo mere ikke-mig”. Men hvorfor nu det, egentlig? Med en forfatter af Rasmussens kaliber vil man da bare have fuld gas på det litterære, og han har jo selv valgt at udgive det – ellers kunne han bare skrive til skuffen.

Det har han heldigvis ikke, og efter endt læsning er man blevet klogere, og ikke bare på Karl Aage Rasmussen. Nu ved jeg eksempelvis, at gaflen vandt indpas i 1400-tallet, selv om kirken mente, at Guds børn var udstyret med fingre for at de skulle spise med dem, og at gaflen derfor var et djævleredskab. Hvem vidste det?