Komponisten, dirigenten, koncertarrangøren, radioværten og musikformidleren Karl Aage Rasmussen fylder 75 til december, og i det ret sent udfoldede forfatterskab fra de sidste godt 25 år er hans komponistmonografi om Joseph Haydn allerede den tiende i rækken efter så forskellige komponister som Schumann, Mahler, John Cage, Gershwin, J.S. Bach, Tjajkovskij, Brahms, Prokofjev og Händel. Hvortil kommer monografier om udøvende kunstnere som pianisterne Glenn Gould og Svjatoslav Richter, adskillige essaysamlinger samt ikke mindst storværket Musik i det tyvende århundrede fra 2011.

Alligevel fremhæver han selv i forordet at være gået til netop Haydn med lige dele tøven, ærefrygt og entusiasme. Det er ikke svært at høre den på samme tid tørt ironiske og smittende begejstrede stemme for sig, når han funderer over Haydns store, men også særegne eftermæle. Karl Aage Rasmussen hejser haydnflaget, polemiserer mod ”Papa Haydn”-myterne og hylder i en ofte originalt turneret monografi den komponist, der måske mere end nogen anden er det musikalske indbegreb af oplysningstiden.

På den ene side udgør Haydn (1732-1809) jo i traditionel musikhistorieskrivning sammen med Mozart og Beethoven den hellige wienerklassiske treenighed fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (uanset at ingen af de tre var født i Wien, Mozart havde et ret så anstrengt forhold til byen, og Beethoven endda var tysker). På den anden side er der ikke megen højstemt ”Amadeus”-romantik at hente i Haydns stabile karriere, småtriste privatliv og støt stigende succes på vejen fra mangeårig hofmusiker ud på det frie marked.

På den tredje side er Haydn alligevel – postulerer bogen i hvert fald – gledet lidt i baggrunden i forhold til sine to yngre kolleger. Muligvis netop på grund af at være så lidt egnet til romantisk kunstnermytologisering, eller sagt mere popsmart: Haydn er bare ikke særlig sexet.

Eller også er han det netop i helt usædvanlig grad, viser den grundlæggende tanke i bogen sig at være, selvom det ikke formuleres helt på den måde. For på den fjerde og indlysende vigtigste side er der de enorme mængder musik med al deres uforudsigelige elegance, skæve eksperimenter og karakter af nærmest igen og igen at opfinde musikken forfra.

Bogens rygrad er en pædagogisk tilrettelagt og detaljemættet skildring af Haydns liv og samtid – familiebaggrund, opvækst og tidlige karriere, de godt 30 år (1761-90) som hofmusiker i den stenrige Eszterházy-families tjeneste og de sidste år som fri komponist med internationale triumfer, ikke mindst i London, og dobbeltkronen på værket med oratorierne Skabelsen (1798) og Årstiderne (1801). Men bogens store styrke er nok så meget, hvordan Karl Aage Rasmussen hele tiden dykker ned i værkerne fra de enkelte perioder af Haydns liv og vel at mærke slet ikke kun fokuserer på de kendteste af de mange symfonier, strygekvartetter, klaverværker og vokalværker.

Tværtimod præsenteres man som læser for masser af lokkende detaljer fra mindre kendte værker fra de store Haydn-genrer og fra hans med god grund meget sjældent opførte operaer. Ja, om det så er i den lange række værker for baryton – et obskurt strygeinstrument, der netop kun huskes for at være blevet betjent af Haydns musikbegejstrede arbejdsgiver, fyrst Nikolaus Eszterházy – går Karl Aage Rasmussen gerne i dybden med dem for at finde eksempler på Haydns originalitet og mesterskab selv i de mest afsides egne af værklisten.

Det hænger sammen med en pointe, der går igen fra andre af hans musikbøger: at selv den i tidligere tider og store institutioner mest marginaliserede musik i dag er tilgængelig på YouTube og alle mulige andre streamingkanaler. Hvis blot nogen på et tidspunkt har været dumdristige eller entreprenante nok til at indspille den, er den i princippet også til at få at høre.

Sådan var det mildest talt ikke, da jeg selv læste musikvidenskab først i 1980’erne, og end ikke de bedste Haydn-forelæsere kunne stille alverden op over for den manglende mulighed for at komme til at høre meget af musikken. Det er der på en måde også en Haydn-agtig pointe i.

For som man også her kan læse, kan Haydns historie nærmest ses som et destillat af den europæiske kunstmusiks udvikling på hans tid, fra eksklusiv hofmusik til koncertmusik med adgang for hvem som helst. 200 år senere gentog historien sig så at sige med den indspillede musik.

Lettere ironisk kommer bogen dermed også til i hvert fald delvis at underminere sin egen påstand om den underkendte Haydn. Det har måske nok været tilfældet i den mere bombastiske musikhistorieskrivning og koncertplanlægning, men er det jo så ikke nødvendigvis længere med nutidens langt mindre topstyrede muligheder for umiddelbart at formidle og høre musik.

”Jeg er Haydn-tosse,” skal selv en så nytænkende dirigent som Simon Rattle således have sagt om sig selv. Citatet blev så sent som i foråret gentaget på Berliner Filharmonikernes hjemmeside i anledning af en koncertrække med deres tidligere chefdirigent, hvor Haydns symfoni nr. 102 var på programmet.

Herhjemme tager Danmarks Underholdningsorkester til september hul på den første af fire årlige Haydn-festivaler i forbindelse med deres kommende indspilning af hans 24 sidste symfonier. Chefdirigent Adam Fischer har endda allerede tidligere indspillet Haydns over 100 symfonier komplet med ”Österreichisch-Ungarische Haydn-Philharmonie”, som han selv grundlagde helt tilbage i 1987 i forbindelse med en Haydn-festival i Eisenstadt.

Netop i forhold til bogens polemiske aspekter, dens outsider-perspektiv og fokus på det ufrugtbare ved at sætte komponister i bås, der går igen fra mange af Karl Aage Rasmussens andre musikbøger, kunne det til gengæld have været en fordel med et mere specifikt henvisningsapparat end den meget overordnede litteraturliste og de generelle hib til tidligere tiders ”Papa Haydn”-klichéer om den parykklædte komponist med den elskværdige rokokomusik. Hvem eller hvad er det egentlig, der polemiseres imod, står det overhovedet stadig så skralt til som hævdet, og har det i det hele taget gjort det de sidste mange år?

Litteraturlisten omfatter i øvrigt heller ikke den svenske nobelprismodtager og musikelsker Tomas Tranströmer (1931-2015), der allerede i 1962 skrev digtet ”Allegro”, hvor netop Haydns musik og det at spille den står fuldstændig eksistentielt. Her de tre sidste strofer i Peter Nielsens oversættelse:

Jeg hejser haydnflaget – det betyder:
”Vi giver os ikke. Men vil fred.”

Musikken er et glashus på skrænten
hvor stenene flyver, stenene ruller.

Og stenene ruller tværs igennem
men hver eneste rude forbliver hel.

Eller som Haydns 200 år yngre kollega James Brown i anden sammenhæng har udtrykt det: Papa’s got a brand new bag. Og Karl Aage Rasmussens kun af ydre lille bog om den uforgængelige og underfundige komponist er både for Haydn-novicer og livslange fans oplagt at få med i rygsækken.