Der findes så mange bøger – for ikke at tale om artikler og websites – om denne Bob Dylan, at intet nulevende væsen vil være i stand til at kæmpe sig igennem det alt sammen, hvis der også skulle blive tid til at føre en nogenlunde tålelig tilværelse ved siden af. Naturligvis svinger kvaliteten af disse utallige tekster, men de bedste matcher Dylans kunst i såvel form som indhold.

Selv har jeg (udover selvfølgelig at have lyttet intenst til hans musik) læst en pæn del om denne sangkunstner, og helt sikkert nok til at kunne afgøre, at Johannes Andersens Bob Dylan – Nærvær og fravær i udstrakt grad gentager fortærskede pointer om såvel værk som mand i en vaklende sproglig tone, der ikke ligefrem imponerer.

Samtidig har bogen svært ved at bestemme sig for, hvilken type tekst den er, hvad der er med til yderligere at gøre den til en ujævn læseoplevelse. De forskellige tonefald der benyttes, samles ikke til et overbevisende hele. Man savner flow og drive.

Bogen har flere spor – det mest interessante er Andersens eget parallelløb med Dylans kunst, hvis skæbne blev afgjort ”da skolelærerens Troels […] fik fat i The Times They Are A-Changin’ i 1964.” First mover, må man sige. Forfatteren selv var ”en ung dreng på landet, der mellem grise, køer og en rød Maserati Ferguson 35 var på vej til at blive en rigtig mand”, som ved lyden af Bob Dylans stemme (efter eget udsagn var Andersens kendskab til engelsk på daværende tidspunkt stort set ikke eksisterende, så klangen var altafgørende, selvom enkelte verselinjer gav mening) fik en af den slags aha-oplevelser, der gerne hører ungdommen til.

Den unge dreng fra landet blev normbryder, idet han kom på først gymnasiet og siden universitetet, hvor han navigerede rundt i datidens venstreorienterede akademiske miljø. Der ligger en ikke uspændende fortælling gemt, som der indimellem løftes lidt af sløret for. Hvis Andersen havde vovet en større personlig satsning, ville teksten muligvis have fået mere liv, men i stedet spises læseren af med, hvad der serveres som tekstanalyser, men mestendels fremstår som alenlange parafraseringer af selvindlysende karakter.

Metoden er efter Andersens eget udsagn inspireret af Greil Marcus’ Folk Music. A Bob Dylan Biography in Seven Songs (2022), så til formålet er otte sange udvalgt som repræsentative for forskellige faser i Dylans over tres år lange karriere. Udvalget strækker sig fra 1964’s ”All I Really Want to Do” til ”I Contain Multitudes” fra 2020, og Andersen er især optaget af, hvad sangene udsiger om manden bag, og hvad hans motiver og tanker bag teksterne er. Værket hørt som en form for autofiktion. Derimod interesserer den musikalske side af sagen forfatteren mindre. 

Bogen indledes med et kapitel som under overskriften ”Hvad har Dylan gang i?” fremfører en række eksempler på, hvordan Bob Dylan på det seneste - ifølge forfatteren - har udvist dårlig dømmekraft:

At autograferne i den prisdyre særudgave af bogen The Philosophy of Modern Song (2022) simpelthen var maskingenererede. Altså fup.

At han i 2020 solgte rettighederne til sine sange til Universal Music Group til et beløb svarende til 1,8 mia. danske kroner. Og i 2021 fulgte så rettighederne til selve indspilningerne af sangene til Sony Music for en pris, der anslås at ligge tæt på en mia. kroner. Kunst forvandlet til investeringsobjekt.

At hans opførsel i forbindelse med tildelingen af Nobelprisen i litteratur i 2016 var aparte og præget af mangel på respekt for æren. Pengene ville han dog gerne have, så han mødte op i den 11. time og holdt en takketale, der bar præg af lemfældig omgang med Google.

Trods disse eksempler og et kunstnerisk set yderst svingende output, er der mange, der placerer Bob Dylan på en piedestal. Det har Andersen det svært med, da han ikke rigtig ser sig i stand til at adskille mennesket (sådan som Dylan optræder i medierne, i hvert fald) og kunstneren. Og førstnævnte skygger en del for sidstnævnte, forstår man.

På den anden side har Dylans plader og koncerter fyldt så meget i den skrivendes liv, at han nærmest ser sangeren som en art samtalepartner, selvom (og det er nok pointen) han primært har ”været nærværende gennem sit fravær”. Forfatterens liv løber parallelt med værket, der samtidig ”har påvirket min udvikling og selvforståelse”, som skrevet står. Derfor er det Andersens hensigt – med typisk knudret formulering – ”at finde ind til det, jeg har haft som kernen i min udgave af Bob Dylan.” 

Det kunne der være kommet en spændende bog ud af. Men det gør der kun glimtvist, fordi Andersens indsigt i værkets lag sjældent hæver sig over det selvindlysende. Tror ikke, jeg en eneste gang under læsningen følte, jeg fik åbnet en dør, jeg ikke er gået gennem utallige gange.

Deciderede fejl er der også blevet plads til – for eksempel på side 31: ”Oxford Town er et andet eksempel på Dylans refleksion over byen og dagligdagen. I dette tilfælde en af de farlige og udfordrende gader i storbyen.” Et simpelt Wikipedia-opslag ville have informeret Andersen om, at teksten omhandler raceoptøjerne omkring University of Mississippi i oktober 1962, hvor hvide suprematister protesterede voldeligt mod optagelsen af den sorte James Meredith; 160 betjente såredes, to civile dræbtes, og præsident Kennedy endte med at indsætte 30.000 soldater (!) for at dæmpe gemytterne.

Bogen er momentvis mildt underholdende, især når Andersen sætter sig selv og sin historie i spil, men for seriøse dylanologer er der ikke meget at hente. Måske kan den være nyttig for nytilkomne lyttere, men der findes trods alt så mange bedre formidlinger af og indgange til Bob Dylans monumentale værk, at de overflødiggør Andersens værk.