Hvordan skal man opsummere en så indholdsmættet bog, der peger på et særegent forfatterskab med den klassiske musik og teologien som den flettede, røde tråd? Teologen og musikhistorikeren Jørgen I. Jensen er som et godstog af viden, men det gode er, at det er muligt at stige på toget. Bogen Ansigtet med undertitlen Musik og kristendom er udkommet i anledning af Jørgen I. Jensens 80-års fødselsdag i år. En moppedreng på 1,2 kilo og 537 sider med artikler gennem 40 år. Den er en direkte opfølger til og afrunder af forfatterens tidligere artikelsamling Mødepunkter fra 2004, og den rummer en komplet opdatering af hans bibliografi siden dengang. Hermed sættes der en streg under et langt og dybt engageret skribentliv fra den bredt dannede ”polyhistor”, som Jørgen I. Jensen også er blevet kaldt. Uddannet som teolog og lektor i kirkehistorie på Københavns Universitet, jo, men også musikalsk aktiv som organist og pianist, og dybt involveret i det klassiske musikliv i Danmark som forfatter, anmelder, foredragsholder og skarp iagttager af tidsånden. Altid i færd med at reflektere over kristendommens, kunstens og musikkens betydning før og nu, og med en særlig og levende sprogtone i sine skriverier.

Det er en interessant, velskrevet og på visse områder elitær samling tekster. Jørgen I. Jensen har altid noget på hjerte, draget af det eksistentielle i kunsten, af grænseflyttende komponister og substantielle værker, som han har en evne til at kunne vride nye detaljer og betydninger ud af. Han kan til enhver tid illustrere en pointe med referencer til Mozart, Tjajkovskij, Mahler, Wagner. Men særlig opmærksomhed giver han en række af det 20. århundredes danske komponister som Carl Nielsen, Rued Langgaard, Thomas Laub og Per Nørgård. I den foreliggende bog spiller også Alban Berg en særlig rolle.

Jørgen I. Jensen er optaget af forholdet mellem traditionen og det moderne både i musikken og i teologien. Og på den måde har han i karrieren taget livtag med sin egen samtids kulturliv og filosofiske udfordringer. Ud over musikken er han velbevandret i både antik digtning og moderne poesi, og han trækker på referencer ikke blot fra musikkens verden, men også fra litteratur, billedkunst og film. Kirken repræsenterer den let distancerede, men alligevel betydningsbærende kristendom, der pibler frem af sprækkerne i kulturen, musikken, sproget. Northrop Frye tages i ed flere gange med sin bibelsk-litterære kulturanalyse.

Den digre artikelsamling er redigeret af Flemming O. Nielsen, som også må have spillet en rolle i udvælgelsen og inddelingen af bogens materiale i de tre hoveddele: Musica mundana (Verdensmusik), Musica humana (Menneskemusik) og Musica instrumentalis (Instrumentalmusik). Denne tilsyneladende flotte og gennemtænkte struktur er dog ikke helt let at blive klog på. For hvad kvalificerer f.eks. indholdet i tredje del (Instrumentalmusik), når der her lægges ud med en artikel om Schuberts lied-cyklus Vinterrejse? Og hvad laver den digre tekst om teologen N.H. Søe i bogen, når den, modsat de øvrige bidrag, slet ikke omhandler musik?

I bogens første del finder man bogens længste og grundigste artikel på ikke mindre end 50 sider om Rued Langgaards Antikrist. Den er helt tilbage fra 1979-80, og her kunne en velanbragt note have tydeliggjort, at der i dag naturligvis foreligger indtil flere indspilninger af både Symfoni nr. 6 og Sfærernes musik, hvad artiklen dengang efterlyste. Og det bliver unødvendig indforstået, når Jørgen I. Jensen i samme Langgaard-artikel, oprindelig trykt i det af inderkreds lugtende Dansk Musiktidsskrift, skriver om Carl Nielsen, at han tidsligt er placeret ”parallelt med digtere som Jensen, Knudsen, Andersen og senere Hansen”, som om de nævnte forfattere er gamle skolekammerater, enhver læser vil genkende. Nævnte artikel er samlingens sværest fordøjelige med en langstrakt gennemgang af sproglige og musikalske symboler og detaljer, som kun den mest brændende Langgaard-entusiast vil læse uden suk undervejs.

Også andet kunne nævnes med kritisk blik. Men det er kun mindre irritationsmomenter i en bog, der indeholder mange læseværdige og tankevækkende tekster. Ud fra udvalget virker det, som om Jørgen I. Jensen med tiden er blevet mindre kompleks og analytisk, men til gengæld mere sansende, forundret og personlig i sin formidling. Han er med andre ord ikke blevet en ringere skribent på sine ældre dage. En skøn lille artikel er ”Tidens lys” fra 2022, i realiteten et erindringsessay, der reflekterer over fænomenerne musik og tid med afsæt i inspirerende møder med komponisten og vennen Per Nørgård. Netop Nørgård er en af de gennemgående skikkelser. Hans værk Titanic indrammes flot i de kulturhistorisk berigende pladenoter fra 2012.

I ”Åbenbaringens musik” fra 2012 mødes musik og bibelstof direkte i en præsentation af tonesatte visioner af Bibelens apokalyptiske stof hos henholdsvis Rued Langgaard, Olivier Messiaen, Franz Schmidt og ikke mindst svenske Hilding Rosenberg med hans Symfoni nr. 4: Johannes Uppenbarelse. ”Der er blot det særlige”, formulerer Jørgen I. Jensen, ”at dette værk af Hilding Rosenberg simpelthen overgår alt - overgår enhver forventning om et apokalyptisk musikværk. Det løfter sig ud over sin egen tid, ind i bibelteksten og forbinder den med den menneskelige historie, med menneskelige fællesskaber og følelser på en måde, man aldrig før har hørt i forbindelse med Johannes’ Åbenbaring.” (s. 320).  Det er et eksempel på, hvordan Jørgen I. Jensens dybdeviden og engagement åbner nye muligheder for læseren og lytteren.

Først hen imod bogens afslutning løftes sløret for titlen. ”Ansigtet” er her komponisten Alban Bergs ansigt, men også den unge kvinde Manon Gropius’ ansigt - de ses henholdsvis på bogens for- og bagside. Berg dedikerede sin violinkoncert til Manon med ordene: ”Til minde om en engel”. Hun tilhørte ægteparret Bergs vennekreds, var datter af Gustav Mahlers enke, Alma Mahler Gropius, og var elsket og beundret. Men titlen stikker dybere endnu, for ansigtet er også en metafor for den helhed, som kan afspejles i mindre dele f.eks. fra et knust spejl, hvis enkeltdele alligevel viser hele ansigtet (en tanke, Jensen har fra Martin Luther). I sidste ende har Berg-værket karakter af en slags ansigt, der viser hen til en større, åndelig helhed.

Teksten om Bergs violinkoncert afslører ikke så lidt af et detektivarbejde fra Jørgen I. Jensens side bl.a. for at sandsynliggøre det meningsgivende og vigtige i, at Alban Berg har placeret en tonalt funderet Bach-koral og en østrigsk folkemelodi i sit tolvtone-værk. Pierre Boulez, som var skeptisk over for Bergs hybride idé, irettesættes her venligt, men bestemt. Denne centrale tekst byder på en musik- og betydningsanalyse på 45 sider, der tager højde for både samtidige spirituelle strømninger og for komponisten Bergs personlige historie og biografi. Jørgen I. Jensen ruller hele sit vingefang ud i sin gennemgang af værkets indhold og temaer, og han anskuer det ”som om værket egentlig er centrum, hele den moderne verden så at sige i miniatureformat.” (s. 408).

Ansigtet er ikke en type bog, man fordøjer på en eftermiddag. Den behøver heller ikke at blive læst kronologisk. Der kan springes efter behov. Og nok kunne man have slanket den bare lidt uden at pille ved ideen om et repræsentativt udvalg af Jørgen I. Jensens produktion. Men hvor er den også berigende.