Med denne publikation har vi nu fået opfyldt et længe følt ønske om at have en biografi over musikeren og komponisten C. E. F. Weyse (1774-1842). I vores tid er han vel nærmest kun kendt for sine morgen- og aftensange, som han komponerede til tekster af Ingemann sent i livet. Set i lyset af hvor meget han betød i sin samtid, og hvor meget han producerede, er det egentlig temmelig lidt, han er husket for i dag. 

Musikhistoriker Jens Hesselager har foretaget et kæmpe arbejde med at kortlægge Weyses liv fra barndommen i Altona til tilværelsen i København, hvor han tilbragte hele sit voksenliv. Der fremdrages mange spændende forhold i hans tidlige år - ikke mindst de tidligste musikalske impulser, han fik. Særlig interessant er hans møde med Bach-dynastiets musik, både musik af Johann Sebastian og især af Carl Philip Emanuel. Med dette solide grundlag tog han til København og studerede hos J. A. P. Schulz (bl.a. kendt for sin smukke melodi til “Sig månen langsomt hæver”). Han tog sig af Weyses musikalske uddannelse helt fra grunden, og tog sig også af ham i alle andre henseender.

Man får et solidt indblik i levevilkårene i København i enevældens tid. Byen har bestemt ikke været let at leve i som musiker. Man har skullet positionere sig musikalsk for at kunne begå sig i byen. Weyse kæmper hele sit liv for dette, og for at få økonomien til at hænge sammen. Dertil har han også skullet forholde sig til den store jalousi, komponister og digtere imellem. Bogen giver et interessant indblik i, hvordan de fleste digtere og komponister, vi i dag giver betegnelsen ”guldalderkunstnere”, har haft det med hinanden. 

Vi får også indblik i Weyses ulykkelige kærlighed, som i meget høj grad kom til at definere hans liv. Han levede alene, men udtrykte længsel efter at leve et familieliv. I mangel på familie påtog han sig rollen som plejefar for en ung mand. De senere breve mellem de to har været medvirkende til, at Hesselager har kunnet drage så mange facetter frem i Weyses liv.

Han giver et billede af alt det, der optager Weyse: Hans interesse for naturvidenskab, lægevidenskab og madlavning! Et rammende billede af en mand fra oplysningstiden.

Selskabslivet i København var stærkt udviklet, og Weyse blev tit inviteret med i forventning om, at han ville optræde ved klaveret enten med komponeret musik eller med improvisation.

Han var en betydelig udøvende musiker på klaver og orgel. Han var også en betydelig improvisator. Selv Franz Liszt udtalte stor beundring for ham (den var til gengæld ikke gensidig!). Weyse opnåede også at blive kongelig hofkomponist med de forpligtelser, der hørte med, uden at det for alvor gav ham økonomisk tryghed.

I dag betragtes Weyse som en tidlig romantisk inspireret komponist. Hesselager påpeger, hvor fejlagtigt dette er. Weyse var nærmest det modsatte, altså tilbageskuende i sin stil.

De store navne for ham var C. F. E. Bach, Haydn og Mozart. Nye strømninger brød han sig ikke om. Især den italienske, udvendige operastil var ham inderligt imod. Rossinis lette og diverterende musik hadede han simpelthen. Han komponerede selv operalignende værker, men i helt anden stil, i mindre format og færre i antal.

Jens Hesselagers bog skal ikke betragtes som et musikvidenskabeligt værk, skønt der ganske givet ikke er slækket på kravet om historisk videnskabelig præcision. Der er en sprudlende fortælleglæde i bogen, og der er mange aspekter med, som ikke direkte har med musik at gøre, hvilket er med til at give et nuanceret billede af manden. Dette er bogens styrke og gør den let læselig.

Skulle der indvendes noget mod den, er det den selvsamme fortælleglæde, der indimellem fortaber sig i stoffet. Det samme kan indvendes, når Hesselager detaljeret beskriver symfonierne. Det bliver måske for meget af det gode - det er trods alt ved at høre dem, at man kan danne sig indtryk af dem, ikke ved at beskrive dem. Nogle vil nok savne en større fortælling om morgen- og aftensangene, fordi det er dem, man kender og nok også gerne vil vide mere om. Men mon ikke Jens Hesselager har taget alt det med, han har kunnet finde om disse!

Det er tankevækkende, at tiden har filtreret så meget i Weyses værker, at vi kun har ovennævnte sange sammen med en række salmemelodier tilbage som fællesgods. Til gengæld har disse i deres enkelhed en ynde og charme, som ingen vil kunne anfægte. Selv en streng herre som Thomas Laub må erkende kvaliteten! Det er engang blevet sagt om Carl Nielsen, at han er størst, når han er mindst - provokerende! Mon man kunne sige det samme om Weyse?

Det sidste kapitel ”Weyse og den musikalske konservatisme” er kort, men utrolig vigtigt i karakteristikken af Weyse og hans musik. Bogen er i øvrigt rigt udstyret med billeder med tilhørende kommentarer. Udgivelsen kan varmt anbefales til indblik i Weyses liv og dansk musikliv i almindelighed på den tid, hvor den romantiske periode er i anmarch.