Jeg holder af at skrive alt, hvad der ligger mig paa Sinde, gerne let, munter Musik, selv om jeg ogsaa kan lide at være alvorlig en Gang imellem. Den lettere Musik interesserer mig mest, fordi jeg selv foretrækker Munterhed, alvorlig Munterhed, ikke Pjank! (Emil Reesen, 1944)

Emil Reesen (1887-1964) var en af de betydeligste, mest flittige og agtede arrangører, komponister og kapelmestre i 1900-årenes første halvdel i København. Da han i 1944 gjorde status over sit liv, sammenfattede han det i ovenstående citat fra Fyens Stiftstidende. Citatet indleder kapitlet Det pokkers talent i Jens Cornelius’ grundige og glimrende bog om denne spændende skikkelse i det danske musikliv i den periode, som i manges bevidsthed er domineret af Carl Nielsen, men når det kommer til stykket var fyldt af en perlerække af spændende musikalske personer, begivenheder og genrer.

Den bogserie, som den aktuelle bog er en del af, har taget sig for at fortælle om den generation af komponister, som man kan kalde ’2. division under Carl Nielsen’.

Jeg vil forsøge at præsentere bogen om Emil Reesen som en bog, der aktualiserer diskussionen om den dobbelthed, som præger musiklivet på den tid – forholdet mellem (med Reesens ord) ’den muntre’ og ’den alvorlige’ musik. En dobbelthed, som dominerer Reesens liv og produktion, men som den gængse musikhistorieskrivning mere eller mindre har tabt på gulvet, fordi den har været domineret af æstetiske og etiske idealer, der hylder den ’klassiske’ tradition og nedtoner den livskraftige og truende populærmusik.

Når Emil Reesen bekender kulør som i citatet ovenfor, er der god grund til at se godt efter, hvad han mener. For han ville og kunne begge dele, men opdagede hvor svært det var at navigere i den dobbelthed, hvor de ’toneangivende’ hele tiden valgte side til fordel for den elitære musik. Men hvor publikum og pengene lå i den andel del af kulturlivet. Emil Reesens åbenhjertige og præcise beskrivelse af sit eget dilemma er også en stilfærdig pejling af det musikliv, som han blev født ind i med en musikerfar, der på den ene side var decideret ’brugsmusiker’ på trompet i teater- og restaurantorkestre, hvortil han arrangerede potpourrier af klassiske værker, og samtidig gik til hånde i den mere seriøse del af det københavnske musikliv ved bl.a. at arrangere for selveste Carl Nielsen. Vores mand er med andre ord født ind i en tilværelse med et ben i hver lejr. Den ’muntre’ og den ’alvorlige’.

Cornelius fortæller historien letflydende og veloplagt. I overensstemmelse med sit emne – den muntre spillemand, som når det hele på den halve tid. Efter de første kapitler med overskrifterne Kapelmester på 17 år, Rundt i teaterlivet og Festen i Scala, hvor det talentfulde unge menneske følges igennem en næsten eksplosiv udvikling til klaversolist, arrangør og komponist, følger et meget spændende kapitel med overskriften Dilemmaet. I 1925 – efter nogle hæsblæsende år i revyens tjeneste – flytter Emil Reesen med sin familie til Paris. Han længes efter at blive en del af noget større. I Paris ”… skabte tidens største komponister ny musik af største raffinement, og kunstnere fra hele verden flokkedes for at blive en del af miljøet.” (s.41). – Reesen ved ikke rigtigt hvad han vil, men han vil lære mere om, hvad der sker ’på bjerget’.

Mens han er væk, udkommer i København Emil Bønnelyckes roman Ny Ungdom – et rasende udfald mod den omsiggribende lette og overfladiske kultur, som bl.a. kommer til udfoldelse i Scalas revy-forestillinger. Bønnelycke tegner et meget uelskværdigt billede af en dirigent og komponist, som alle genkender som Emil Reesen – ”… en kunstner, der spilder sit talent ved at beskæftige sig med underholdning, når han burde vide bedre.” (s.43) Et elitært raseriudfald imod en musikkultur, som vokser frem i den moderne storby og appellerer til det store publikum. Underforstået eller direkte udtrykt: det er i sig selv suspekt og underlødigt! Romanen skaber en del røre i det københavnske kulturliv, men Reesen bliver i sit parisiske eksil og undgår helt at blande sig i debatten, som puster til modsætningen mellem den seriøse og den lette musik.

Desværre kommer der meget lidt ud af Reesens engagement i den parisiske musikverden, og da Scalas direktør Frede Skaarup bliver klar over Reesens parisiske lediggang, får han ved et besøg dernede overbevist ham om, at det er i København, han hører til. Og i 1926 står Reesen igen i spidsen for Scalas orkester og revyen For fuld musik, som i løbet af sommeren når op på 100 opførelser. Blandt andet takket være Reesens musik og musikalske ledelse. Så skulle man tro, at Reesen var blevet klar over, hvor han hørte til og gjorde mest gavn: i den ’muntre’ musik. Men hans dilemma var, at han ville mere end det, han så åbenbart var bedst til. Nogen må have bildt ham ind, at det var finere at skrive ’alvorlig’ musik end ’munter’ musik. Han fortalte pressen, at han var ved at komponere både orkesterværker og en opera, som efter planen skulle opføres i Paris. Ønsketænkning må man forstå. Men sådan var atmosfæren.

Man kunne egentlig ønske, at Cornelius med bogen om Reesen ville gøre mere ud af denne konflikt. Men han overtager den og tager parti: Det ’alvorlige’ er og bliver mere interessant end det ’muntre’! Det omtalte ’dobbelte musikliv’ – det ’klassiske’ over for ’det lette’ – har tydeligvis spøgt for ikke at sige været afgørende ved tilrettelæggelsen af hele den bogserie om danske komponister, som bogen om Emil Reesen er en del af.

At serien hører til i den ’alvorlige’ ende, er der ikke tvivl om, selvom man vist ingen steder kan finde den varedeklaration, som bekender kulør. Men en vis kulturel selvbevidsthed lister sig ind og bliver særligt tydelig i en bog som den om Emil Reesen, som handler om en skikkelse med benene solidt plantet i begge lejre.

Men hører Emil Reesen nu også til i den anerkendte kreds af partiturkomponister på alder med hans far som fx August Enna, Ludolf Nielsen, Victor Bendix, Otto Malling, Paul von Klenau – som  hver har et bind i serien – eller skal vi snarere se ham som en del af den mere eller mindre anonyme mængde af ferme musiksnedkere, som i det nye århundrede skabte og leverede (’munter’) musik til den voksende underholdningsindustri og dens nye musikalske verden? Cornelius forsøger sig med et både-og. Men i placeringen af Reesen i denne serie om ’partiturkomponister’ har han allerede taget parti. Og efterhånden som fremstillingen om Reesen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at den målestok, der anlægges, er partiturmusikkens, den ’seriøse’ musiks selvforståelse.

Set ovenfra – på disponeringen af stoffet – får man allerede mistanken: Behandlingen af Reesens revyvirksomhed – Scala-revyen mv., hvortil Reesen komponerede og arrangerede mængder af melodier, ouverturer, ensembler, kor – fylder ca. 30 sider, mens gennemgangen af hans mere seriøse (’alvorlige’) virksomhed (større orkesterarbejder, kammermusik, operetter mv.) fylder over det dobbelte. Denne vægtning og disposition afspejles også i værklistens genreinddeling, hvor Revy summarisk opregnes med ikke-specificerede samleoverskrifter efter revyernes navne og ikke én eneste enkelt-sang, ingen ’nærlæsning’ af Reesens mange succeser på Scala som fx De gyldne aks (1923), Lille Lise let på tå (1924), Adrienne med sin luftantenne (1925), Roselille men uden mor (1925), Vil du sænke dit øje (1925), mens kategorien ’Vokalmusik’, som jo altså rummer navngivne enkeltsange til tekster af ’anerkendte’ poeter, er udspecificeret med nøje oplysninger om hver enkelt nummer. Som man gør det i ’partiturmusikken’. – Underforstået: Reesens ’klassiske’ arbejder kalder på betydeligt mere opmærksomhed end den populære musik, han høstede vældig popularitet på i Scala-revyerne, men som – med skelen til Bønnelycke – opfattes som overflade, kitsch.

Denne prioritering kan da være helt legitim. Men man kunne have ønsket, at den fandt sted på baggrund af en eksplicit redegørelse for kriterierne herfor – og ikke ud fra en snigende, implicit smagsdom, som optræder på og imellem linjerne, men ikke kommer frem i lyset. Når det er sagt, kan man glæde sig til bogens saglige og imponerende indsigtsfulde præsentation af Reesens virke i bl.a. Statsradiofoniens tjeneste. Som flittig, dygtig, elsket og respekteret kapelmester optræder han i stigende grad over det hele – i radioen, på teatrene, til koncerter, som arrangør, komponist, pianist, leverandør af musik til hørespil og diverse teaterstykker – i en grad, så han ikke kan undgå at skaffe sig fjender i et musikliv, som er stopfyldt med intriger. Han kan det hele – og han vil det hele. Hans komponistkarriere imponerer og vi får en meget grundig og kyndig præsentation af Reesens virke og produktion.

Et vigtigt kapitel udgør omtalen af Reesen som filmkomponist. I en lidt pudsig præsentation skriver Cornelius herom: ”Reesens store og alsidige produktion af filmmusik gør ham til en af de vigtigste filmkomponister i Danmark. I de mest banale tilfælde er hans filmmusik ikke så engageret, mens man andre gange kan høre, hvordan en idé griber om sig og hæver sig til mere, end den behøvede gøre.” (s.93)

Det står mig ikke helt klart, hvad forfatteren mener hermed, men man aner et lidt overbærende forhold også til denne populære kunstart.

Et specielt afsnit får – man kan næsten sige selvfølgelig – Reesens hovedværk, operetten Farinelli. Her er der tale om et gennemarbejdet værk, som fik sin første opførelse på Det Ny Teater i 1942. Her kombinerede Reesen mange af sine talenter. I et fint kapitel om dette værk viser Cornelius meget af det, Reesen kunne. Og som med fx Herren som skabte alt på jord skaffede ham varig adgang til noget så sakrosankt i dansk populærmusik som Giro 413.

Behandlingen af Reesens rolle under den tyske besættelse er spændende og velfortalt. Det er historien om en modig kulturpersonlighed, som træffer sikre og konsekvente valg, og som i befrielsesåret ”som triumferende punktum” (s. 107) indspiller Riisagers Danmarks Frihedssang, hvor medlemmer af Den Danske Brigade medvirker som kor. Kort tid efter var Reesen med til at lave filmen Danmark i Lænker – en stor dokumentarfilm, hvortil han komponerede hele 82 minutters underlægningsmusik.

Cornelius fortæller også historien om, da Reesen i 1947 i Odense i en brandert gør tilnærmelser til en ung mand og havner i frygtelig vanære, som sætter en slem plet på hans ry. Det bliver aldrig det samme herefter, men Reesen rejser sig, og med ansættelse i 1949 som dirigent i Tivolis Koncertsal er han igen på plads i det københavnske musikliv.

I kapitlet Det pokkers talent gør Cornelius status over denne enestående skikkelse i dansk musikliv. Knudaage Riisager citeres for at mene, at Reesen ”var for stor til Danmark” (s.117) eller bare ikke passede hertil. Den store Verdi-agtige opera spøgte igennem hele hans liv som en klods om benet. Han selv baksede videre med planerne, og hans søn Morten Reesen og kollegaen Hans Peder Aase forsøgte. Men uden et færdigt resultat. Igen spiller den dobbelte musikkultur ind. Mens Reesen udfoldede sit åbenlyse talent for den ’muntre’ musik, lurede der i ham et mindreværd, fordi der var en musik, som ’på bjerget’ var finere – den ’alvorlige’. En nekrolog i Politiken udtrykker det meget præcist:

( ...) skønt Emil Reesen nød så stor anseelse blandt musikere, fik han dog aldrig, hverken som komponist eller dirigent, det helt uantastede navn, sådan som så mange mere forsigtige og eksklusive tonekunstnere af langt ringere format kunne pynte sig med. (s. 126)

Denne grundige og velskrevne bog giver os et vigtigt biografisk indblik i denne interessante kulturpersonligheds liv mellem det ’muntre’ og det ’alvorlige’. Jeg havde dog gerne set en mere ligeværdig behandling af de to områder, så det blev lettere at forstå musiklivets dobbelthed og Reesens dilemma.