Den 8. og 9. maj dirigerer Herbert Blomstedt torsdagskoncert i DR Koncerthuset og sædvanen tro for fulde huse. Det har DR Symfoniorkestrets svenske æresdirigent gjort et utal af gange siden 1954. Han var også fra 1967 til 1977 orkestrets første regulære chefdirigent. Til juli fylder han samfulde 98 og er dermed ikke kun verdens efter sigende ældste aktive orkesterdirigent, men også kun to år yngre end DR som sådan. Alligevel er han ikke nævnt med et ord i den grandiose jubilæumsbog om – som institutionen i en årrække markedsførte sig – hele Danmarks Radio, der for et par måneder siden udkom op til det officielle 100-års jubilæum den 1. april i år. Det er han i musikalsk henseende ikke alene om. 

DR’s kolossale indsats gennem alle de 100 år for den levende musik af mange slags omtales nemlig stort set heller ikke. I spredt fægtning og gerne ud i let strakt arm nævnes lige akkurat den klassiske musiks helt tidlige rolle – de første live-transmissioner og dermed grundlaget for vore dages symfoniorkester og torsdagskoncerter fandt sted allerede i efteråret 1925 – og lidt om jazzensemblerne, samt balladen om budgetoverskridelserne i forbindelse med bygningen af det nuværende koncerthus.

Begrundelsen kan ikke være, at symfoniorkestrets 100-år har fået sit eget og sågar endnu mere voluminøse – faktisk dobbelt så tykke - jubilæumsværk i skikkelse af Martin Granaus Visioner, der udkom i januar. For det er den levende musik som kulturfaktor og afgørende del af DR’s identitet i det hele taget, der glimrer ved sit stort set totale fravær i DR 100 år – lige fra orkestre og kor, og i det hele taget mere eller mindre alt vedrørende P2, over verdensberømte gæstesolister fra Miles Davis og nedefter til fænomener som Dansktoppen og P3 Guld - med Melodi Grand Prix som den eneste markante undtagelse.

Og det gælder endda ikke kun de umiddelbart hørbare og synlige resultater. For hvor mere eller mindre indflydelsesrige chefer og heftige, men ofte temmelig interne kontroverser i andre afdelinger af institutionen får masser af plads, optræder heller ikke så afgørende musikadministratorer gennem mange år som musikchef Mogens Andersen eller orkester- og korchef Per Erik Veng.

Men hvad får man så i det mere tematisk end kronologisk anlagte værk, der i øvrigt kunne have nydt godt af et par pædagogiske tidslinjer og nogle flere faktabokse undervejs, når nu fremstillingen i så høj grad er baseret på ofte ret indforståede citater eller parafraser af citater fra nuværende og tidligere DR-medarbejdere? For så vidt netop det – en slags institutionens egen oral history ned gennem årene.

Med afsæt i enten ældre interviews fra arkivet eller nye interviews foretaget til lejligheden samt eksisterende skriftlige kilder flettes udvalgte punktnedslag og temaer såre professionelt sammen af den rutinerede og velskrivende Jacob Wendt Jensen. Han er blandt andet forfatter eller medforfatter til en lang række filmbøger og skuespillerbiografier, heriblandt om hovedhjørnesten i DR’s selvforståelse som Huset på Christianshavn og Matador, og et oplagt valg til en bog som denne.

Vidt omkring kommer man bestemt også og ofte på ganske underholdende vis om legendariske børneprogrammer, forne tiders ret så luksuriøse arbejdsforhold, krigskorrespondenters blodige hverdag, institutionens forsigtige ageren under den tyske besættelse, København versus provinsen, adskillige generationer af politikere og andre meningshaveres righoldige meninger om både stort og småt vedrørende det for længst forhenværende monopol samt de tilsyneladende ret udbredte fantomsmerter efter netop monopolbruddet i 1988. Det er nuværende og tidligere medarbejdere, der har ordet – selv tidligere udenrigs- og kulturminister Per Stig Møller har en mangeårig karriere i DR bag sig.

Til gengæld er der ikke skyggen af en medieforsker eller andet udefrakommende ekspertvæsen. Det kan man mene meget godt om, men det afspejler muligvis også et mere eller mindre bevidst valg om at undgå alt for store og principielle endsige polemiske temaer og overvejelser. 
Sagt på en anden måde: DR er godt, fordi det findes og er så stort, og derfor er det også godt, at DR er så stort og findes, og det er i hvert fald altid værd at snakke endnu mere om. Vist berøres forholdet til den omgivende verden løbende, men igen typisk mere på det anekdotiske end på det overordnede plan, og så var det trods alt heller ikke mere højpandet i gamle dage, og så var de meget omtalte ”røde lejesvende” heller ikke rødere, og så er bureaukratiseringen i nyere tid heller ikke værre.

Dermed være ikke sagt, at der ikke også kan læses nogle holdninger og principielle pointer ud af de temaer, Wendt Jensen har valgt at bygge bogen op omkring. Hvad enten det så er børne-tv og tv-drama, som nævnt Melodi Grand Prix, store sportsbegivenheder eller kreative småstater i mediestaten som den legendariske ungdomsredaktion, satirekoncepter som blandt mange andre det selvironisk betitlede Holdningsløse Tidende, 7’eren, Tæskeholdet og den jævnlige politiske tumult (i kildernes selvforståelse og efter Wendt Jensens småsyrlige kommentarer at dømme altovervejende enten fra forbitrede borgerlige politikere i tredje eller fjerde geled eller opfarende Erhard Jakobsen-typer med høj medieprofil, alternativt fra landets stadig færre og mere marginaliserede radio- og tv-anmeldere).

Det gælder således de løbende modsætninger mellem på den ene side en ældre og elitært orienteret dannelseskultur, hvor DR først og fremmest ses som et opdragende nationalt samlingspunkt, og på den anden side en mere kreativ kultur, hvor det menes mest givtigt blot at slippe medarbejderne løs og håbe på det bedste – en kultur, som mange af de interviewede ikke mindst med erfaring fra børne- og ungdomsafdelingerne med rette hylder. Samt endelig i nyere tid nok så meget en bureaukratisk tilgang med måltal og koncepter og seer/lyttertal og topstyring på mange niveauer – begrebet ”djøfisering” er ikke uden grund opfundet i forbindelse med netop DR.

Eller set i lytter- og seerhøjde: Hvorvidt vi som mål for institutionens overflødighedshorn af fortræffeligheder betragtes som andægtige elever, som selvstændigt tænkende individer eller som troløse sofakartofler med den ene hånd på fjernbetjeningen og den anden på mobiltelefonen eller i slikskålen. Selvom vi nok alle sammen er lidt af det hele, også de af os der for længst har lagt flow-DR bag os til fordel for streaming og levende musik.

På intet tidspunkt skrives selvbilledet dog op på de helt store vinger, ligesom der heller ikke i særlig grad trækkes lange linjer eller bides til, hvor det for alvor gør ondt. For hvordan er de faktiske forhold på gulvet i public service-industrien egentlig nu om dage? Ligesom man i hovedparten af dagens DR næppe vil forvente de helt store ambitioner på hverken institutionens eller samfundets vegne – altså ud over ren og skær volumen – skal man heller ikke nødvendigvis gøre det i bogen her. Den er stofmættet og fornøjelig og lettere indforstået på en temmelig selektiv, lidt uforpligtende og lovlig detailorienteret måde, og er ikke fri for indimellem at lede tanken hen på den gamle vittighed om, at en hest er en kamel, der er tegnet af et radioråd.