Set på afstand er komponisten, dirigenten og organisten Emil Hartmann (1836-1998) og hans musik ramt af en dobbelt skygge. Ikke blot blev den romantiske musikæstetik, som Emil Hartmann var en del af, tilsidesat i årene efter hans død til fordel for et mere moderne nøgternt ideal, repræsenteret af ikke mindst Carl Nielsens musik. Emil Hartmann blev også i sin egen tid underkendt i Danmark. I offentlighedens bevidsthed trådte han aldrig for alvor ud af skyggen fra sin far J.P.E. Hartmann, der overlevede sin søn med to år, og som sammen med Niels W. Gade var den store samlende komponistskikkelse i anden halvdel af 1800-tallet.

Af samme grund har der ikke tidligere været skrevet en biografi om Emil Hartmann. Men nu kan man med Inger Sørensens bog endelig blive klogere på denne med urette oversete komponistskikkelse. Her godtgøres det at Emil Hartmann faktisk blev agtet af sin samtid og at han havde et stort publikum, men vel at mærke primært i Tyskland. Hvorimod Emil Hartmann ofte blev kritiseret af de toneangivende kritikere i Danmark, og kun sjældent blev spillet i den vigtigste koncertinstitution, Koncertforeningen.

Efter adskillige ophold i både Berlin og Leipzig får han sit tyske gennembrud for alvor i slutningen af 1870’erne med ouverturen Hærmændene paa Helgeland, der blev spillet i adskillige tyske byer, og som blev lovprist af nogle af de vigtigste organer for musikkritik med vendinger som ”gør et mægtigt indtryk” og ”denne ouverture er i sin sluttede storladenhed og helt egenartede originalitet langt det mest betydningsfulde, vi har hørt af nyheder for orkester i den senere tid.”

Forskellen på modtagelse i henholdsvis Tyskland og Danmark er mest slående i Emil Hartmanns sidste opera Ragnhild. Efter intern konkurrence med operahusene i Dresden og Berlin blev det operaen i Hamborg, med Gustav Mahler som dirigent, der uropførte operaen i 1896. Ragnhild blev en succes, og blev i Tyskland fremhævet for sin ”fintmærkende formskønhed”, og for en ædel og åndfuld musikalitet, der blev opfattet som et alternativ til den mere følelsesladede verisme, der med eksempelvis Leoncavallos Bajadser havde taget de europæiske operahuse med storm. I Danmark, hvor Ragnhild fik premiere på Det Kgl. Teater, blev operaen i stedet opfattet som banal og slet ikke på højde med Henrik Hertz’ romantiske tragedie Svend Dyrings Hus, der danner baggrunden for operaens handling.

Der tegner sig et billede af et snærende småt dansk kulturmiljø, hvor alle kender alle, og hvor Emil Hartmann kommer i klemme, da han fortsat dyrker den ”nordiske tone”, som især den unge Niels W. Gade havde succes med, og som fortsat var eftertragtet i Tyskland. Men i årtierne efter 1864, hvor hadet til og mindreværdet overfor den store sydlige nabo var betydeligt, bliver Emil Hartmann set på som en overløber, fordi han opholder sig så meget i Tyskland og ikke mindst fordi han har succes i Tyskland.

Det spidser til i 1886, hvor Emil Hartmann under et længere ophold i Hamborg skriver hjem til sin kone Bolette: ”Lige saasnart jeg kommer hjem til det forbandede Kjbhv saa bliver jeg melankolsk og gnaven. Jeg har spildt mit Liv ved ikke at have faaet Lov til at nedsætte mig her da jeg selv vilde. – For resten tilbringer jeg hele Dagen paa Pröver og Concerter, og har uhyre meget at bestille.”

Med citater som disse kommer man helt tæt på de bryderier, der i høj grad optog Emil Hartmann i hans omflakkende liv imellem forskellige adresser i København og omegn og en række tyske kulturbyer. Foruden Emil Hartmann selv lader Inger Sørensen en række toneangivende stemmer i musiklivet komme til orde i mange og gode kildecitater. Det er kort sagt en bog på det historiske stofs præmisser. Det lægges redeligt frem, og Inger Sørensen færdes hjemmevant i dette univers. Og som en første blotlæggelse af Emil Hartmanns liv og omstændigheder knyttet til hans musik er det en vigtig bog. Jeg kunne dog godt have ønsket en dybere diskussion af Emil Hartmanns musik og dens bud til os i dag, lige såvel som der er spændende problemstillinger knyttet til identitet og kønsroller, der ikke foldes ud.

Et af de steder hvor der er ansatser til en egentlig karakterisering af musikken, er i forbindelse med omtalen af Ragnhild, hvor der antydes kvaliteter som adskiller Emil Hartmanns musik fra ikke blot veristerne, men også Wagners operaer. Er der tale om kvaliteter, som berettiger at Ragnhild får en fornyet chance ved for eksempel en opførelse på Det Jyske Opera, som det har været tilfældet med August Ennas Kleopatra? Og hvordan forholder det symfoniske digt Hakon Jarl sig til Richard Strauss’ samtidige tonedigte? Er der blot tale om ”nordisk Manér”, som Politikens Charles Kjerulf i sin tid skrev, eller er der snarere tale om en revitalisering af den nordiske tone?

Et andet væsentligt felt der berøres, og kunne være udfoldet mere systematisk, er den spaltning af kunsten og kulturen, der finder sted i de sidste årtier af 1800-tallet i dem der på den ene side bekender sig til naturalismen, og dem der på den anden side fortsat tror på et romantisk åndeligt kunstsyn. I 1871 i Leipzig - samme år som Georg Brandes introducerer Det moderne gennembrud ved et foredrag på Københavns Universitet – kalder Emil Hartmann sin unge komponistkollega Johan Svendsen en ”kommunal socialist ateist”. Emil Hartmann er dybt provokeret over det opbrud, der er i sociale og religiøse spørgsmål, og insisterer på forestillingen om sjælens udødelighed. Hermed ser vi måske den egentlige årsag til, at Emil Hartmann ikke kom til at indtage den centrale plads i dansk musikliv, som han selv anså for rimelig.

Det er også en vægtig grund til, at Emil Hartmann ikke fik den attraktive stilling som organist ved Holmens Kirke efter Gades død i 1890, men i stedet Thomas Laub, der reformerede salmesangen og gjorde op med den romantiske kirkemusik. Emil Hartmann var på det tabende hold, og den indignerede vrede, han gav udtryk for i forbindelse med forbigåelsen, varsler en anden alt for sent romantikers fødsel tre år efter, Rued Langgaard.

Symbolismens fremkomst i 1890 kunne have været en ny livgivende impuls for Emil Hartmann, men da var tiden løbet fra ham. Til gengæld er der en form for posthum forløsning at finde i sønnen Oluf Hartmanns bespændte religiøse billeder fra 1910. Her får den skibbrudne romantiske ånd et nyt ekspressivt kunstnerisk liv.

Endelig aftegner der sig i Inger Sørensens biografi et billede af et ekstremt følsomt gemyt, der med flere længevarende indlæggelser på psykiatriske hospitaler til tider var tabt for verden. Læg dertil de lange årlige koncertrejser til Tyskland, og der viser sig en familiefar, der ikke blot ofte var fraværende, men også følelsesmæssigt labil. Via breve får vi indblik i Emil Hartmanns ofte urimelige fordringer til sin hustru Bolette Puggaard, hvori han for eksempel kritiserer hende for at søge selskab og hjælp hos sine forældre, imens han opholder sig i udlandet.

At familien ikke går i opløsning og at Bolette ikke forlader sin mand er en gåde set med vor tids briller. Og netop derfor gives der også et sigende indblik i en anden tids kønsroller og fastlåste sociale familiestrukturer. Herudaf rejser der sig også et ønske om at forstå Bolette Puggaard på egne præmisser, vel vidende at det ikke er muligt inden for denne bogs rammer.

Dermed også være sagt, at det overskuelige og begrænsede format, som gælder for serien Danske Komponister, i høj grad lægger op til videre undersøgelse og diskussion i tilfældet Emil Hartmann. Lad det være velkomment.