Pianisten og sangakkompagnatøren Christian Westergaard stod for en kulturhistorisk bedrift i 2021, da Dacapo Records udgav Peter Heise The Song Edition, anmeldt samme år her i PubliMus. Han var entreprenøren for dette projekt: 11 albummer samlet i en boks, næsten 300 sange med 18 sangere og Westergaard ved klaveret. Nu har han meldt sig med en Herman D. Koppel Edition på samme selskab, seks digitale album, som indeholder værker for soloklaver og solosange med klaver. Som med Heise er der tale om at trække væsentlige værker ud af glemslen og føre bevis for, hvor betydelig og alsidig en komponist, Koppel vitterligt er. Tiden har det med at være hård over for mange komponister. Når de dør, rykker andre frem i første geled og får opmærksomheden, og sådan er det delvis gået for Herman David Koppel (1908-1998), Vagn Holmboe (1909-1996) og Niels Viggo Bentzon (1919-2000).

Christian Westergaard (f. 1981) er en af vores mest fremtrædende akkompagnatører i den vokale kammermusik. Det er et fag, der kræver en særlig musikalsk indlevelsesevne ud fra den analytiske tekstforståelse. Tænk på specialister som Gerald Moore, Malcolm Martineau og Gerold Huber. Men Westergaard viser sig også at være en virkelig kompetent pianist alene med sit instrument. Koppels klavermusik har fået en fortræffelig ambassadør.

Han var en de sidste store pianistkomponister i dette land, Bentzon en anden. Det er en praksis, som går tilbage til barokken. Også Koppels to forbilleder, Stravinskij og Bartók, hørte til denne samhørighed mellem de udøvende og skabende dimensioner. Koppel blev optaget på Musikkonservatoriet i København i 1925, og med Rudolf Simonsen, læreren i hovedfaget klaver, blev grunden lagt til repertoiret fra Bach til Brahms. For samtidsmusikkens vedkommende omfattede undervisningen dog kun Carl Nielsen. Koppel blev ikke undervist i komposition, på det område var han stort set selvlært. Virtuosen og komponisten gik især hånd i hånd i hans tre klaverkoncerter, hvor den tredje har vundet status som det mest opførte danske værk i genren.

Koppels produktion for soloklaver kan stort set rummes på tre cd'er, den er altså ganske overskuelig, og Christian Westergaard har det hele med på nær nogle kortere stykker. Produktionen fordeler sig spredt ud over Koppels liv. Der er ungdommelige forsøg fra årene 1928 til 1930, nogle gennembrud midt i 1930'erne, et stort værk i 1950, og derefter en lang pause. I 1977 kom to markante udgivelser, og i 1983-84 sluttede han med en samling på 26 enkle stykker.

Suite opus 21 fra 1934 er vendepunktet i værkrækken, sammenfaldende med bruddet med forældrenes jødiske levevis, som man i øvrigt kan læse om i barnebarnet Benjamin Koppels roman Annas sang. Suiten er stærkt Bartókpræget og tillige inspireret af balinesisk gamelan-musik, som Koppel havde oplevet gennem den tysk-jødiske musikforsker Curt Sachs under et ophold i Paris. Førstesatsen lyder som et iltert opgør med mellemkrigstidens danske mådehold. Der er en vildskab i de hamrende rytmer, klaveret bruges som slagtøjsinstrument, motiverne forskydes i vekslende taktarter, og man hører her et gennemgående træk i Koppels kompositionsform, et hurtigt dialogspil mellem klaverets mellemregister og de andre registre. Der er ekkoer af Bartóks berømte Allegro barbaro fra 1911, et stykke som Koppel spillede utallige gange i sin pianistkarriere, og i denne ånd driver Christian Westergaard satsen frem i et medrivende flow.

Klaversonate opus 50 blev komponeret fire år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, efter eksilet i Sverige og millioner af jøders tilintetgørelse. Det er muligt som lytter at fornemme dette traume i sonatens klangbund. Eller rettere fornemme Koppels forsøg på at overvinde det gennem en hyldest til tyskeren Brahms, som var et fundament i hans egen pianistidentitet, og til ungareren Bartók, for hvem Brahms havde spillet en lignende rolle. Christian Westergaard lykkes overbevisende med at afdække disse lag.

Sonaten forløber i den klassiske firesatsede form, en stormende førstesats, en syngende adagio, et kapriciøst intermezzo og en rondo med udpræget rytmisk prægnans. Adagioen udstiller klart dialektikken mellem mørket og lyset. Igen er klaveret delt op i to regioner. Mellemregistret klanglægger et roligt monotont tema, i små intervaller og med tætte akkorder, der veksler mellem dur og mol. I diskanten kommer snart et lysindfald, et ganske anderledes solotema i fugleflugt, overmåde ekspressivt i en ubestemmelig tonalitet. Og mod slutningen blusser satsen voldsomt op i bølger af trods, med det første tema spredt ud over hele klaviaturet.       

Det var under et ophold i Sidney, 1976, at Koppel begyndte på et af sine væsentligste klaverværker: 15 miniaturer opus 97a. Datteren Lone var gift med pianisten John Winther, som var operachef ved Sidney Operaen i Jørn Utzons ikoniske bygning. Omstændighederne var perfekte for Koppel, et klaver stod til rådighed, og dagene var åbne. Miniaturerne kan høres som koncentrerede inspirationer fra et skabende liv, hvor klaveret var det centrale udtryksmiddel, uanset om det var mediet i solomusik, sange, kammermusik eller koncerter. Det er gennemgående lys og let musik, følsomt klanglagt i Christian Westergaards anslagsteknik, og den er åben og på en vis måde ubestemmelig med sine flygtige aftryk af forskellig slags modernisme.

Et overraskende formprincip, der binder stykkerne sammen, er den litterære sonetkrans med 14 sonetter, hvor sidste linje i hver sonet bliver første linje i den næste. Koppel føjer en ekstra 'sonet' til, nr. 15, en 'coda', som indeholder elementer fra alle de foregående miniaturer.

De tre album med Koppels sangproduktion omfatter de få sange fra 1930'erne og den store opblomstring, der tog sin begyndelse i årene efter Anden Verdenskrig. Koppel havde som nævnt gjort op med den jødiske livsform før krigen, men han vendte tilbage til sine rødder efter hjemkomsten fra Sverige og underretningerne om Holocaust, som især blev dokumenteret i Nürnbergprocesserne i 1945-49. Koppel komponerede sange til tekster fra Det Gamle Testamente, jødernes bibel, som får stemme af fine sangere som David Danholt, Frederikke Kampmann og Signe Asmussen. Her skal en fjerde sanger fremhæves, mezzosopranen Andrea Pellegrini.

I Fire gammeltestamentlige sange (1949) begynder Koppel med en tekst fra Klagesangene. ”Råb højt til Herren, klag Zions datter! Lad tårerne strømme som bækken dag og nat ...” Sangen er mørk og kraftfuld, pianist og sanger følger hver sit spor, klaveret i maleriske tonebilleder, sangen i svungne buer med lange melismer, som det er skik i religiøs musik. Den fjerde sang udtrykker noget helt modsat i en tillempet version af Salme nr. 117: ”Halleluja! Lovpris Herren, alle folk ...” Det er for så vidt jubel med hornet, strengespillet og bækkener, som der står i en anden Davidsalme. Klaveret illustrerer det med gentagne lyse nedslag, mens sangeren gradvis løfter sine strofer op i et ekstatisk halleluja. Andrea Pellegrini rammer nerven og intensiteten i disse sange med en mageløs indlevelse.

Så er der Koppels bidrag til den danske kunstsang med digte af Otto Gelsted, Tom Kristensen, Paul la Cour og Johannes V. Jensen. Den lyriske tenor Adam Riis har fået tildelt en stor del af disse sange, og det er et vældig godt valg. Jensens to naturdigte Majsangen og Naturens afsked tonesatte Koppel i 1950, altså samtidig med flere af sangene med de bibelske tekster. Digteren gør maj til den mildeste mø, som er kommet til alle for at velsigne landet med frugtbarhed. Det er en strofisk varieret sang med et langt omkvæd, der næsten hypnotisk besværger den unge skærsommers lyksaligheder. Koppels musik er sprælsk og gennemsigtig, komponisten er lige så oplivet som digteren, og Riis' bløde stemme og smidige diktion er frydefuld at lytte til.

Den anden, strofiske sang udtrykker naturglædens modsætning. Æblerne blusser i afskedslys, marken er mejet, i jorden ender også din aske, undergangen og mørket er på vej. Oprindelig er der fem strofer, her reduceret til tre. Sangeren fremfører et melankolsk litani, ofte uakkompagneret, mens klaveret med tomme klange fremmaner det visne landskab under en høj blå himmel. Det er en indtrængende sang, perfekt tolket med sans for den digteriske puls og musikkens psykologiske genklange.

Datteren og operasangeren Lone Koppel var en betydelig igangsætter i faderens sangkomposition, og det lader sig også høre på det sjette album. I 1970'erne komponerede Koppel musik til digte af den tysk-svensk-jødiske Nelly Sachs og svenske Karin Boye, og som sine sidste sange lukkede han sangbogen med digte af de ældre svenske digtere Erik Gustaf Geijer, Verner von Heidenstam og Gustaf Fröding. Relationen til Sverige var stærk, formentlig begyndende med flugten over Øresund i oktober 1943.

Det lykkedes med Peter Heise, og det er lykkedes med Herman D. Koppel. Christian Westergaard har rystet glemslens støv af en stor dansk komponist, som i dag af nogle huskes for sit musikalske samarbejde med Aksel Schiøtz under Anden Verdenskrig, af andre som en af vores betydeligste fortolkere af Carl Nielsens klavermusik, af andre som en autoritativ klaverprofessor på Musikkonservatoriet i København, og af andre som patriarken i en begavet musikerfamilie, som i fjerde generation fortsætter med at udklække talenter. Men vigtigt er det, at vi nu har muligheden for at komme endnu tættere på klaver- og sangkomponisten Herman D. Koppel, og udgivelsen er endnu et vidnesbyrd om Christian Westergaards kunstneriske format.