I serien Tænkepauser har Aarhus Universitetsforlag bedt den flittige forfatter, debattør og musikforsker Henrik Marstal om at tage sig af en af det seneste århundredes væsentligste og mest omsiggribende kulturelle fænomener: rockmusikken. Marstal virker oplagt til opgaven med både udøvererfaring og akademisk baggrund, og med det in mente tror jeg, at hans bog har fået et dybere bid i forhold til diskussionen af rockmusikkens kulturelle særtræk og betydning, og ikke mindst den kritiske refleksion om rockens relevans i dag.

Marstal karakteriserer rock over for pop som en musik, der er mere rå, guitarbåren, frihedsdyrkende og provokerende. Og som sådan en slags kritisk ideologi for det frihedssøgende individ. Men genren er også tynget af en række stereotyper og utidssvarende myter. Og det er netop det penible afsæt, set fra rockelskeres synspunkt: Rockmusikken dominerede nok som grænsebrydende, normkritisk og ”autentisk” rytmisk musik fra 1960erne og frem til og med 1990’erne. Men det er slut nu. Rocken er for længst blevet overhalet af superstjerner inden for rap, feministisk og elektronisk popmusik. Som en musikvært fra DR sagde i et radioprogram for nylig: Kun en ud af ti gange støder du på en elektrisk guitar i et nutidigt radiohit.

Men instrumenter er én ting. Rocken synes på et dybere plan at have mistet sit tag i tidens brede publikum. Henrik Marstal ruller dette dilemma ud, og gennemgår de væsentligste udviklingslinjer i rockmusikkens historie, bundet sammen om skiftende tiårsperioder. Undervejs præsenteres rockens myter og ideologi herunder begreber som autenticitet, racisme og rockisme. Her er et væld af interessante iagttagelser, anekdoter og pointer, og en af de gode ting ved bogen er, at Marstal tør skrive om nogle af rockens indre modsætninger og udfordringer, så det lægger op til modsigelse eller videre debat.

Undervejs blev jeg provokeret af nogle af de generaliseringer, Marstal foretager, uagtet at man i en lille en bog naturligvis må sætte ting lidt skarpt op. For Marstal har en særlig forklaring på rockens deroute som populærmusik og generationsspejl, og det ligner en agenda, der kræver ofre, for at hans kabale kan gå op. Rockmusikken har ganske enkelt mistet pustet, skriver han, fordi den hovedsagelig er skabt af og henvendt til hvide mænd og en hvid middelklasse! Det betyder, at rockmusikken - med sin mangel på kønsdiversitet og etnisk mangfoldighed, og med sine ensidige og nedarvede sexistiske koder - ikke taler til eller kan tilfredsstille den nutidige, mere globaliserede og kønsliberale mainstreamlytter.

Marstal ser med andre ord rockmusikken gennem hvidhedens kønsnormative filter. Og når man gør det, reduceres eksempelvis Led Zeppelin til et kopiband, der i så høj grad trækker på sort blues, at de fremstår som ikke-autentiske, altså uægte. Med den tankegang kan Rolling Stones fra nu af betragtes som en samling drengerøve, der leger, at de er sorte. Denne fortolkning kommer til at skygge for, at mange af de store, hvide rockbands jo ikke kun tog, men også gav; altså, de bidrog med nytænkning og skabte nye musikalske konglomerater med deres innovative blanding af materialer og stilelementer. Led Zeppelin er også af den grund en af alle tiders største rockbands. Og det er forkert, når Marstal skriver, at udøvernes ophavsret (her de sorte bluesmusikere) blev ”komplet ignoreret, hvilket skete med branchefolkenes, musikkritikernes og lytternes fulde accept”. Ikke komplet. Der var faktisk i samtiden kritiske røster over for Led Zeppelins blues-tyverier. Dette fremhæver jeg i nuanceringens tjeneste, selvom det er evident, at den hvide rockkultur kan ses i en større racemæssig og strukturel problematiks perspektiv.

Alt i alt synes jeg, at Marstal presser rocken ind i en for generaliserende og snæver, kønstematisk ramme. Det er symptomatisk, når han i slutningen skriver ”I løbet af 00’erne begyndte det at stå klart, at rock altid havde været udfordret på sin repræsentation, idet den primært var lavet af og for hvide, heteroseksuelle mænd. Hverken kvinder, ikkehvide eller ikkeheteroseksuelle var nogensinde for alvor blevet inviteret indenfor i varmen, og det begyndte genren nu at betale prisen for i form at tab af relevans”. Denne sætning er stærkt præget af vor egen tids identitetspolitiske landskab og diskussioner om racisme og køn. Og jeg tror ikke på, at det kan være den eneste forklaring på rockens mindskede betydning. Hvad med faktorer som æstetiske og stilmæssige trends, kommercielle kræfter, streamingudviklingens fokus på singler, og elektroniske måder af skabe musik på frem for med traditionelle rockinstrumenter?

Rocken fremhæves i bogen for at være et fristed til oprør mod konformitet i samfundet. Men Marstal underspiller i henhold til denne udvikling, at rockmusikken har mønstret kønstranscenderende kunstnere, der bryder med det heteronormative og leger med eksempelvis det androgyne og transkønnede - så som David Bowie, Prince og Marilyn Manson, og på kvindesiden f.eks. Grace Jones og Annie Lennox. Men med sin fokus på manderock kommer Marstal formentlig også til at nedtone kvinders aktivt skabende rolle i rockgenren, også selvom han nævner grænsesøgende kvindelige artister som f.eks. Courtney Love fra den såkaldte Riot Grrrl-scene i USA i 1990’erne. Men fremhæves de kun, fordi de for en gang skyld matcher mændene i punket vildskab og passer ind i den stereotype rockskabelon? Joni Mitchell, som har haft kæmpe betydning med sin sofistikerede og genreblandende musik og sangskrivning, er helt uden for Marstals fokus.

Man bliver på mange måder klogere på rockmusikken med Marstals lille, velskrevne bog. Og man får indrammet mange væsentlige træk ved rocken både genremæssigt, kulturelt og i henhold til overvejelser om musikformens udvikling og reception herunder, hvordan fans og eksperter har opfattet rocken med dens normer, klicheer og evne til at tilbyde sit publikum budskaber, drømme og erfaringer. Samtidig er jeg enig med Marstal i, at rocken naturligvis fortsat har en relevans og en rolle at udfylde i den nationale og globale musikkultur. Og kan man få skrabet nogle af de mest trættende myter, klicheer og hjernedøde excesser i rocken bort, vil det vise sig, at denne musikform med Marstals ord ”stadig kan udøve magtkritik, og udtrykke et håb om frihed, et ønske om at realisere sig selv og en drøm om en bedre verden”.