Man taler om ”at høre til”. Sang er et førsteklasses middel til at skabe tilhørsforhold, og en førsteklasses kilde til at forstå fænomener som fællesskab, identitet – danskhed.

1. oktober 2024 åbnede Folketinget, og åbningen markeredes inden talerne og debatterne af fællessang, hele folketingets fælles, fuldtonede afsyngelse af ”Der er et yndigt land”. Man må sige, at begivenheden bekræfter det meningsfulde i Henrik Marstals ærinde med bogen Musik og danskhed: at kaste et analytisk blik på det, han kalder ”dansk sangkultur i det 21 århundrede”. Men hvis Folketingets fællessang lød som en besværgelse af de forskelle og meningsforskelle, som jo ellers er det, der er grundlaget for et parlament, så udmærker Marstals bog sig ved sin analyse og diskussion af de seneste tiårs meget forskellige bud på eller ”versioneringer” af danske sange - med særligt fokus på H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født.”

Globalisering og migration har omskabt det gamle Danmark, som Oehlenschläger kendte i 1819 (i øvrigt året med den store jødefejde); som H.C. Andersen besang efter krigen i 1848; det Danmark som også undertegnede voksede op med i 1950erne, og som Morten Messerschmidt for nylig henlagde til sin barndoms 1980’ere. Pæredanskere som Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Mathias Grip og danskere som Natasja og Isam B, der udover ’det danske’ også har rødder i Jamaica, Sudan og Marokko, har hver på sin måde leveret markante versioneringer af Andersens ”I Danmark er jeg født.”

Marstals projekt med at analysere de forskellige versioneringer af den samme sang fik mig til at mindes artiklen ”Danmark: nation, kultur og køn” fra 1986, hvor antropologen Michael Harbsmeier diskuterer begrebet og fænomenet danskhed med udgangspunkt i en CBS-udgivelse af Carl Nielsens tredje symfoni. Her bringer pladeomslaget en engelsk, en fransk og en tysk præsentation af den danske komponist, og det viser sig, at de tre præsentationer er vidt forskellige: Den engelske tekst ”afdansker” Nielsen ved at placere ham i en international, symfonisk tradition; den franske tekst ”afgermaniserer” Nielsen  ved at pege på, hvordan han ligesom Sibelius fjerner sig fra germansk tradition; og den tyske tekst flytter perspektivet fra geopolitik til socialpolitik ved at understrege Nielsens folkelige baggrund, ”arbejdets pulsslag” i hans musik.

Men hvad er så danskhed, hvis danskhed kan lyde så forskelligt i en englænders, en franskmands og en tyskers ører? Harbsmeier inddrager – ligesom Marstal – nationalismeforskerne Benedict Anderson og Ernest Gellner, og han viser, at hvor Gellner ideologikritisk beskriver nationalisme som konstruktion og manipulation, tilbyder Anderson et meget mere frugtbart forsøg på at forklare nationalismen som et tilbud om fællesskab – og som et meget specielt fællesskab, idet det helt og holdent er afhængigt af de andres, dvs. de andre nationers, tænkte eller virkelige anerkendelse af deres nationale identitet. Hvor teokraten legitimerer sig med et helligt skrift; hvor autokraten legitimerer sig ved sin magt; hvor missionæren vil forvandle hedningen til kristen, og hvor den moderniseringsivrige opdrager vil forvandle den primitive til et civiliseret menneske, ønsker danskeren bare anerkendelse af sin danskhed.

Med de seneste årtiers migrationsbølger er spørgsmålet om anerkendelse flyttet ind i Danmark, og som Marstal viser, manifesterer de musikalske svar sig på ret forskellig vis. Mathias Grip lader traditionelle forestillinger om arabisk klingende musik blande sig med opdaterende klange fra genrer som drum’n’bass, jungle og house, og den vrængende tone i den sanglige fremførelse understreger pointen: ”at det er umuligt at synge denne sang som med én fælles stemme i dagens Danmark”.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen går et skridt videre med verfremdungseffekter ved f.eks. at lade sange fremføre af en englænder med engelsk accent. Ligesom Grip bruger han fraseringer med associationer til arabisk musik. Og han lader – som det fremgår af et citat – sin melodi ende som et spørgsmålstegn snarere end som et bombastisk udråbstegn. Hvad vil det overhovedet sige at have hjemme et sted?

I tilfældet Isam B synes fornyelsen og forandringen ikke så meget at bero på musikalske greb som selve det, at han som dansker med marokkansk og muslimsk baggrund kunne/kan opfattes som en bekræftelse på tidens fremmedfrygt: at muslimerne er ved at overtage Danmark. Her lægger Marstals analyse mest vægt på provokationen.

Endelig læses eller aflyttes Natasjas versionering som et udtryk for hendes splittelse mellem Danmark, Sudan og Jamaica, en splittelse der bl.a. sætter sig som en mere indadvendt og personlig tone. I dette med den personlige tone nærmer Marstal (og Natasja) sig konfliktstof med direkte berøring til sangens digter, m.a.o. H.C. Andersen selv. Marstal skriver, at ”Det er en på én og samme tid tydelig og subtil pointe hos Natasja, at der i sangens første linje står ”dér har jeg hjemme” og ikke ”her har jeg hjemme”, som en nyere tid ofte fejlagtigt har citeret og sunget den. For netop derved bliver det klart, at det lyriske ’jeg’ ikke nødvendigvis opholder sig i Danmark, når ordene ytres, men at det lige så godt kunne befinde sig langt derfra, fx i Natasjas to andre ’hjemlande’, Sudan og Jamaica.” (s. 34).

Hele dette spil mellem hér og dér behøvede man slet ikke Natasjas tredobbelte baggrund for at opleve som en splittelse. I et dagbogsnotat skrev Andersen om sine første år i København: ”For en 5 a 6 år siden gik også dernede, jeg, kiendte ikke et Menneske her i Byen og nu kan jeg hos en kiær og agtet Familie deroppe gotte mig med min Schekspear.” Som Søren Baggesen anfører i sit bidrag til Dansk litteraturhistorie (1984) opererer Andersen med et dernede og et deroppe, men ikke et her, og som Marstal fortæller, kan I Danmark er jeg født tolkes som den kosmopolitiske Andersens forsøg på at bedyre sin danskhed i de nationalistisk ophedede år omkring 1848.

Marstals bog handler om fællessang, men eksemplet Andersen viser, at spørgsmålstegnene ved fællesskabet begynder hos Andersen selv. Ret beset synes denne anmelder nok, at det kunne have styrket bogen med en refleksion over, at den åbenbart mest populære danske fællessang handler om et ”jeg” og ikke et ”vi”. Den ligner et positivt eksempel på det, som Marstal henimod bogens slutning citerer en af sine studerende for: at ”sange med et stærkt kollektiv på ingen måde er lige så fascinerende som sange, hvor flere i fællesskab synger om en jeg-oplevelse.”

Diskussionen om vi og jeg knytter an til den berygtede CBS-sag i 2018, hvor en ”brunlødet” ansat skulle have følt sig krænket over den fælles afsyngelse af ”Den danske sang er en ung blond pige”. Marstals fremstilling af sagen forekommer mig lidt sløret – bl.a. på grund af hans forkærlighed for støddæmpende ord som ”måske” og ”muligvis”. Tara Skadegård Thorsen nævnes som en kilde til sagen, men det står uklart, om hun er årsagen til sagsforløbets ”væv af antagelser, fordomme, misforståelser og manglende informationer” – dog, jeg forstår, at man kan læse en glimrende udlægning af forløbet i bogen Os og dem (2019) af Vincent Hendricks og Silas Marker.

I overensstemmelse med budskabet om inklusion behandler Marstal i en rund og læservenlig stil et aktuelt og vedkommende emne, som ikke sjældent bringer debattens deltagere op i det røde felt. Personligt mener jeg aldrig at have haft den ”fasttømrede” opfattelse af musikalsk danskhed, som Marstal kun gradvis og i høj grad påvirket af Grip, Gudmundsen-Holmgren, Isam B og Natasja har frigjort sig fra. Som jeg husker morgensang og lignende fællessangsarrangementer, gav verset om den ”unge blonde pige” gerne anledning til vittigheder eller anden form for let distancering. Og jeg tvivler på, at mange har oplevet Isam B’s arabiserede danskhed som kulturel appropriation af den nationale sangskat. Jeg foretrækker i det hele taget begreber som ”anerkendelse” og ”forhandling” for appropriation.

Marstal belyser den musikalske forhandling om ”danskhed” på et velvalgt og overskueligt materiale; han skærper lysten til at aflytte betydningslag og betydningsskred i de forskellige versioneringer af sange; og han oplyser læseren om de politisk og personligt væsentlige problemer, der kan knytte sig til ”musikalsk danskhed”.  Man taler om at ”høre til” i et fællesskab og på et sted, og Marstals bog dokumenterer, at musik er en vigtig vej til forståelse og diskussion af tilhørsforhold.