I årene 1600 til 1650 satte Johan Lorentz standarden for orgelbygning i Danmark med bygningen af talrige instrumenter. Til trods for udbredelsen og kvaliteten af disse instrumenter er der desværre meget lidt tilbage i dag. Derfor er det meget prisværdigt, at Henrik Fibiger Nørfelt har lavet en systematisk undersøgelse af resterne af de omkring 20 betydelige instrumenter i Danmark, Sverige og Nordtyskland og dertil samlet alt, hvad der har været muligt om Lorentz og samtidens æstetik vedrørende orgler. Disse undersøgelser har Nørfelt samlet i et digert værk, en meget smuk bogudgivelse med flotte fotografier af forskellige orgelfacader m.m. Henrik Fibiger Nørfelt er vel manden om nogen til at skrive en sådan bog med en orgelbyggeruddannelse og en organistuddannelse bag sig, og som initiativtager til restaurering af orglet i Sct. Mariæ Kirke i Helsingør - et orgel, hvis facade og en enkelt facadestemme kan føres tilbage til Johan Lorentz.

Nørfelt gennemgår nøgternt hvert enkelt instrument af Lorentz - hvad der er tilbage af det oprindelige instrument, hvad man kan udrede ved grundigt at undersøge de tilbageværende rester, og hvad forskellige spor i det tilbageværende træværk vidner om i det oprindelige instruments indretning m.m. Det kan måske føles lidt monotont at læse sig igennem den ene beskrivelse efter den anden af de forskellige instrumenter, men dette opvejes af de ledsagende meget flotte billeder af facader og detaljer, som følger hvert instrument.

En særlig intakt orgelfacade skal her fremhæves: Facaden i Heliga Trefoldighets Kyrka i Kristianstad. Den er sluppet nådigt gennem de 400 år og står som den eneste næsten uændret. Det er en overvældende smuk facade! (Denne kirke, bygget af Christian 4., er virkelig et besøg værd!) De fleste andre Lorentz-orgler har desværre været udsat for meget hård behandling gennem tiden. Det kan derfor næsten føles nedslående at læse om alle de overgreb, men sådan er historien altså.

Cornelius Edskes nævnes flere gange i bogen. Denne har med sit kolossale overblik og sin viden om historiske orgler været en uvurderlig hjælp i de videnskabelige overvejelser ved restaureringen af Sct. Mariæ Kirkes Lorentzorgel såvel som Roskilde Domkirkes Raphaëlisorgel. Edskes har i anden sammenhæng filosoferet over sandsynligheden for, at Lorentz har været inspireret af Compeniusorglet i Frederiksborg Slotskirke, og at den milde intonation af dette instrument efterfølgende har præget Lorentz’ instrumenter. Dietrich Buxtehude har naturligvis kendt Lorentz-orglerne i Danmark, hvilket efter sigende gjorde ham kritisk overfor de senere tyske orgelbyggeres mere brutale intonation.

Bogens helt store betydning er dokumentationen af betydelige danske instrumenter, som naturligvis har bidraget væsentligt til musikkulturen i denne periode, og som derfor også indirekte har bidraget til udviklingen af orgellitteraturen, som man møder den hos Buxtehude og Matthias Weckmann, som igen bliver videreudviklet af Johan Sebastian Bach i højbarokken.

Bogen rummer et meget stort og imponerende dokumentationsmateriale og et noteapparat, der henvender sig til den kyndige læser. Dertil rummer bogen et appendix med forklaringer af faglige udtryk, som til gengæld henvender sig til læseren uden forkundskaber. Mod dette kan måske indvendes, at Nørfelt i sit anliggende med bogen skræver over et for stort læsersegment; men det ændrer ikke ved den gode ide om at samle viden om en betydelig orgelbygger, som er ved at glide ud i glemsel.

Derfor kan jeg varmt anbefale denne flotte bog!